Æstetiske fællesskaber og kunstens normative rolle

Tines udtalelse er altså et eksempel på, at det også er kunstnernes arbejdsforhold, der isolerer
kunstneren fra samfundet, og derfor ville Tine hellere være ansat af kommunen og have en
socioøkonomisk tryghed, men samtidig mener hun, at hun der vil miste noget af sin autonomi.
Kunstnernes autonomiserede arbejdsforhold kan derfor også virke kraftigt ind på en isolation
og en følgende marginalisering, fordi der ikke er ret mange andre mennesker, der har samme
arbejdstider og samme præmisser i deres hverdag. Pia fortæller indledende: ��������������
������������������������������������������������
(Pia 4:7) Men det er
ikke nødvendigvis indlejret i kunstnerens daglige rutine at komme i kontakt med folk, der er
udenfor det kunstneriske fællesskab. Således kan det være svært for en kunstner, at adressere
en offentlighed, som kunstneren i sit daglige arbejde kun er i begrænset berøring med. Det
kan samtidig betyde, at offentligheden har en begrænset indsigt i, hvordan det er at være
kunstner:
��������������������������������������������
eller anden gavl eller udsmykke et bibliotek, så tænker folk, at du skal ikke have noget for det, for
kunstnere de brænder jo for det. [����������������������������������
det må I selv om. I kan få noget der svarer til bistandshjælp eller dagpenge, det hedder borgerløn
�����������������������������������������������
ke
�������������������������������������������������
er ligesom klicheen: så er man handicaphjælper. Så har man fire gange om måneden i hele døgn
og så kan man bruge resten af tiden på at lave kunst. Det ved jeg ikke, om der er nogle
�������������������������
(Hans 1:58)
Det er et gennemgående træk blandt kunstnerne, at de føler at de bliver nedprioriteret både i
offentlighedens forståelse af deres arbejde, og af det politiske system (Tine 5:17) (Hans 4:8)
(Kamma 5:7) (Christoffer 4: 27). Som følge af denne nedprioritering føler Hans også, at man
som kunstner bliver nødt til at gå på kompromis med familien og privatlivet, hvis
intentionerne skal række til at nå ud over de afgrænsede kunstnerfællesskaber:
������ tager ligesom en beslutning om, at NU vil jeg leve af det, og så ved man godt hvad
det er man skal gå på kompromis med, og nærmest hvilken en kunst man skal begynde at lave.
(Hans 3:57)
�Man kan godt have en underskudsforretning, hvor man kommer rundt i hele verden, og
�������������������������������������������������
(Hans 3:17)
36