Indhold - Nyt om Arbejdsliv

som bidrag til at nuancere synet på vikarerend som et samlet billede af, hvorfor sygeplejerskervælger at blive vikarer, og hvordande oplever denne ansættelsesform.Muligheder og barrierer ivikaransættelsenArtiklen peger på, at vikaransættelsen spilleren rolle i forhold til en række centrale temaeri sygeplejerskernes arbejdsliv. Det gældermuligheden for at fordybe sig fagligt i arbejdet,at få anerkendelse i arbejdet, at skabebalance mellem arbejde og familieliv/fritidsamt at opnå tilfredsstillende løn og sikkerhedi ansættelsen. I det følgende vil vi vedhjælp af eksempler fra vores cases beskrive,hvordan vikaransættelsen medfører mulighederog barrierer i forhold til disse temaer.Mulighed for faglig fordybelseVikarerne sendes dagligt eller ugentligt udpå mange forskellige afdelinger fordelt påflere hospitaler. Det betyder, at vikarerne løbendeskal indgå i nye arbejdsfællesskaberog arbejde med skiftende specialer med forskelligesygeplejefaglige problemstillingerog arbejdsopgaver, og at vikarerne i kraftaf denne løse tilknytning i en vis udstrækninger ‘gæst’ på den enkelte afdeling. Detteaspekt kan umiddelbart vække forventningom, at vikarerne optræder i de positioner,som af Wenger kaldes den perifere eller marginaliseredeaktør, der ikke har legitimi tettil at få indflydelse på praksis og ikke regnesfor en fuldgyldig medarbejder på lige fodmed det faste personale.Vores casestudie viser da også, at positionensom marginaliseret i nogle henseenderer et vilkår ved vikaransættelsen. Især voresobservationer pegede på, at vikarerne ikkehavde mulighed for at løsrive sig den statussom ‘gæst’, der i vid udstrækning forventesat tilpasse sig den praksis, der er på den pågældendeafdeling. Observationerne vistedog samtidig, at det ikke er alle typer indflydelse,vikarerne går glip af, og at der ligefremer særlige muligheder i arbejdet somsygeplejevikar netop i kraft af det midlertidigetilhørsforhold og løsrivelsen fra den enkeltearbejdsplads. To forhold slog tydeligtigennem i observationerne af vikarerne:• Vikarerne varetog centrale sygeplejefagligearbejdsopgaver på lige fod med fastansatteog deltog derfor i vid udstrækningsom fuldgyldige medarbejdere på hospitalsafdelingerne.• Vikarerne havde netop i kraft af deres positionsom på den ene side perifere/marginaliseredeog på den anden side fuldgyldigedeltagere særlige muligheder forat fordybe sig i sygeplejearbejdets fagligeindhold.Baggrunden for at konkludere, at vikarernei en vis udstrækning fungerede som fuldgyldigedeltagere, hviler på de interviewsog observationer, der viste, at vikarerne pålige fod med deres fastansatte kolleger spilledeen central rolle i patienternes behandlingi løbet af den enkelte vagt, herunder atde uddelte medicin og varetog stuegangensammen med lægen, samt at de deltog i dentilhørende faglige dialog med egen og andrefaggrupper.Vikarernes mulighed for at deltage somfuldgyldige deltagere i arbejdet på hospitalsafdelingerneforklarer vi ved to forhold. Fordet første er hospitalerne kendetegnet vedmeget stabile arbejdsdelinger og ansvarshierarkiersuppleret med faste daglige rutiner,der betyder, at kravene til sygeplejer skernesarbejdsopgaver og samarbejde med andrefaggrupper går igen på tværs af afdelinger oghospitaler. Denne ensartethed i forhold tilarbejdsgange, opgaver og arbejdsdeling kanforklares ud fra den stærke professionsidentitetog opgaveloyalitet, der findes blandtfaggrupperne på hospitalerne (FLOS 2004).14 Not Just a Temp – den entreprenante sygeplejevikar