Indhold - Nyt om Arbejdsliv

såsom instruktion af tv-serier, instruktionaf reklamefilm, arbejde som instruktørassistentog undervisning. Imidlertid ændrerdisse jobs ikke det grundlæggende vilkår, atderes arbejde er freelancearbejde.Instruktøren forklarer i citatet ovenfor, atarbejdslivet igen og igen tages op til overvejelse,fordi det er ‘så satset’. Hermed indikererinstruktøren, at der vedbliver at være storusikkerhed i arbejdet, hvilket strider modforestillingen om, at det er muligt at opnåprogression i karrieren. Flere af instruktørerneopererer ellers med modeller for, hvilkehurdler man skal over for at få den ønskedekarriere. Eksempelvis forklarer én:“altså det er ligesom modellen i Danmarkat man starter ud med at lave kortfilm også får du senere muligheden […] for at laveen novellefilm, og så springer du, altså duspringer simpelthen bare op i længde” (interviewmed instruktør G, 2004).At springe op i længde udgør en enkelmodel for karriereprogression, hvor manarbejder sig op ad karrierestigen ét trin adgangen. En anden instruktør forklarer omtidsperspektivet i at få det ønskede arbejde:“altså jeg plejer at sige […] man skal ikke pivede første ti år […] så skal man bare spænderøvballerne sammen og så knokle” (interviewmed instruktør F, 2004). At afsætte en tiårsperiode til at etablere sig på arbejdsmarkedetrepræsenterer en anden karrieremodel,som tegner et billede af, at der efter en hårdbegyndelse kan forventes at komme bedrebeskæftigelsesmuligheder. Begge disse modellerskitserer således en overgangsperiode,som vil lede til en ønskværdig karriere.Problemet for instruktøren i citatet ovenforer, at karrieren ikke bevæger sig opad tilet niveau med stabilitet. På baggrund af sitstudie af unge modedesigneres arbejdslivbeskriver den britiske kulturteoretiker AngelaMcRobbie arbejdssituationen i kreativt arbejdesom en ‘uendelig rite de passage’, hvorder fortsætter med at være overgangsbarriererhele vejen igennem karrieren (1998).Hver gang en barriere er forceret og dengerne skulle markere overgangen til en nyfase i arbejdslivet, så har barriererne i stedeten tendens til at føre tilbage til den sammearbejdssituation som før. Eksempelvis betyderdet at lave en kortfilm, en novellefilmeller at udstå ti års hårdt arbejde i branchenikke, at en ung instruktør kommer til at laveen spillefilm. Tværtimod beskriver instruktørenovenfor, hvordan arbejdet bliver vedmed at være præget af usikkerhed. I stedetfor en karrierestige står instruktørerne overforen karrierespiral med uforudsete huller.Arbejdsvilkårene som freelancefilmarbejderleder til spørgsmålet om, hvorfor kreativtarbejde er så eftertragtelsesværdigt, atbeskæftigelsesudsigterne udfordres. Som enforklaring på de unge modedesigneres villighedtil at acceptere deres arbejdsvilkår foreslårMcRobbie, at myten om det store gennembruder virkningsfuld. Ifølge McRobbieeksisterer der inden for kreative erhverv enmytologisk fortælling om gennembruddet,der indfinder sig efter en række hårde prøvelser(jf. McRobbie 2004). McRobbie mener,at denne mytologiske fortælling brugestil at legitimere de prøvelser, som de håbefuldeunge stilles overfor i deres arbejdsliv.Ved at fortælle eksempelvis arbejdsløshedind i historien om gennembruddet bliverdet acceptabelt og ønskværdigt at forsøgeat overkomme en sådan prøvelse.Ovenfor forklarede instruktøren, at de tilbagevendendeovervejelser omkring, hvorvidtarbejdet opvejer arbejdsvilkårene, hvergang ender med konklusionen: “nå, mendet er jo det jeg gerne vil”. Men hvorfor vilinstruktørerne så gerne have dette arbejde,når det medfører en usikker karrierevej? IMcRobbies forklaring skjuler myten omgennembruddet arbejdets reelle karakter.Myten foregøgler, at arbejdet vil blive no-Tidsskrift for ARBEJDSliv, 11 årg. • nr. 2 • 2009 49