Indhold - Nyt om Arbejdsliv

omkring tilrettelæggelsen af patientforløbog har taget initiativ til at lave ‘stilletime’for patienterne. Disse både mindre og størremuligheder for at påvirke praksis tilskrivesstor betydning af deltidsvikarerne. Deltidsvikarernelægger desuden vægt på, at mansom fastansat har mulighed for at deltage iformel videre- og efteruddannelse, om endde samtidig nævner, at ressourcerne hertiler få.Fuldtidsvikarerne er således i nogle henseendermarginaliserede deltagere i det lokalepraksisfællesskab på arbejdspladsen, påtrods af at de indtager en fuldgyldig positioni det praksisfællesskab, som udgøres afprofessionen. Vi har ikke interviewet det fastepersonale og har således ikke baggrundfor at fastslå, hvad denne barriere for vikarernesdeltagelse i meningsforhandling idet lokale praksisfællesskab dannes af. Menantydninger i observationer og interviewspeger på, at der hersker en vis mistroiskhedover for de udenforstående vikarer, når depåpeger mangler i den praksis, som det fastepersonale oplever at være ansvarlige for, ligesomdet faste personale er utilfredse med,at vikarernes timeløn er højere end deresegen og derfor belaster afdelingens samledebudget, og at timelønnen i øvrigt ikke hængersammen med, at vikarerne ‘slipper for’en række andre opgaver.Ud over indflydelsen på organiseringenog udviklingen af praksis udelukkes vikarerneogså fra de tidskrævende opgaver ogansvarsområder, som pålægges det fastansattepersonale, der er forpligtet til at skabekontinuitet i hverdagen og sammenhæng iarbejdet på tværs af vagter.For det første gælder det de praktiske opgaver,der skal løses, for at arbejdsrutinernekan opretholdes på længere sigt. Det kanvære opgaver med at pakke ud og sætte påplads eller rydde op. Her viste vores observationer,at vikarerne ikke oplevede sig selvsom forpligtede på denne opgave, hvilketblandt andet blev begrundet med, at deikke kendte afdelingen godt nok til at vide,hvor tingene skulle placeres.Dernæst gælder det ansvaret for at skabesammenhæng i patientforløbene ved atindgå i den langsigtede koordination medandre forløb eller faggrupper i forhold tilpatienten. Det arbejde, der ligger i at koordinereog være ansvarlig for patienternesforløb ud over den enkelte vagt, betragtervikarerne ikke som deres ansvar. Dette fritagerdem for en række konkrete opgaver, fxat følge op på begivenheder i patientforløbet,som har fundet sted i tidligere vagter ogat kontakte pårørende eller hjemmeplejen.Men det frigør også vikarerne for en del afden stress, de forbinder med at skulle “tagepatienterne med hjem”, hvis de efter en travldag ikke har nået at “tjekke op” på en patient,inden de måtte gå. Som en vikar udtrykkerdet: “Jeg har fx ikke noget at gøre med,hvad fru Hansen skal om en uge – for der erjeg her ikke”. Dét, at vikaren ikke ser patientenigen, frigør hende dermed også i hendesegne øjne for en del af ansvaret for patienten.Og netop denne løsere tilknytning tilpatienten frigør vikaren fra en række arbejdsopgaverog fra en oplevelse af stress.Vores cases viser, at netop denne marginaliseredeposition ironisk nok også medføreren række læringsmuligheder. For netopudelukkelsen fra at deltage i arbejdet medat skabe rammerne omkring arbejdet skabermulighed for, at vikarerne koncentrerer sigom en række faglige opgaver, som de finderbåde tilfredsstillende og udviklende. Detmuliggøres i høj grad af, at de samtidig indtageren position som fuldgyldige deltagerei professions-praksisfællesskabet, der gør, atde legitimt kan udføre en række sygeplejefagligeopgaver.For nogle af vikarerne handler det om atkunne bruge tid på den del af sygeplejen,som går ud på at yde en nærværende behandlingog vise omsorg for patienterne. Her16 Not Just a Temp – den entreprenante sygeplejevikar