Klik her for at åbne blad som PDF-fil. - Foreningen Norden

Hurra forgammelmands-samfundet!Punktering af myter om befolkningssammensætningensudvikling og konsekvenserne heraf - også i NordenDen første af to artikler om gammelmands-samfundetog myterne om befolkningsudviklingen – især i Norden.Materialet stammer fra et foredrag, Frank Dahlgaard holdtved en nordisk statistikkonference i Reykjavik sidste årom aldersstrukturen og dens indflydelse på økonomi ogsamfundAf cand. polit. Frank DahlgaardLærer i inernational økonomi vedHandelsskolen i HelsingørSkal vi i de nordiske statistikbureauer forholde os passivetil enhver udlægning af vores tal – og helt overladedebatten til politikerne, journalisterne og andre professionellemeningsdannere?Som producenter af statistik skal vi naturligvis værneom vores objektivitet og troværdighed. Det er som regeluproblematisk at korrigere åbenlyse og indiskutable fejlfortolkningeraf vores statistik. Men det kan som statistikerogså være fristende at tage til orde, når debatten om etvigtigt samfundsanliggende går i selvsving og fremstiller enudvikling ensidigt i tilfælde, hvor tallene nærmest viser detmodsatte – eller i hvert fald viser et nuanceret og diskutabeltbillede.Statistikken over befolkningsudviklingen er et eksempelpå et område, hvor de lave fødselstal og aldringen af befolkningenhar fået samtlige nordiske politikere og journalistertil at fremstille udviklingen som ensidigt negativ og problematisk.Alle har tolket tallene som udtryk for en uønsketudvikling, der bør gøres noget ved. Rygmarvsreaktionener, at det er negativt, at folketallet snart ikke vokser mere,samt at der bliver flere ældre og færre unge. Vi endersom gammelmands-samfund uden dynamik, siger man.Forsørgebyrden – som frækt og frejdigt kaldes for ”ældrebyrden”- vokser og bliver en klods om benet på fremtidenserhvervsaktive. Færre erhvervsaktive skal betale pensionerog omsorg til mange flere gamle. Der tales ligefrem om”pensionsbomben”, som snart vil eksplodere. Der er ingengrænser for sortsynet, negativiteten og ensidigheden iudlægningen af befolkningsfremskrivningerne.”Danskerne skal føde flere børn”, sagde den danskefamilieminister i foråret (2007, red.).Stop panikken og sortsynet, siger jeg. I stedet for atgræde bør vi snarere juble!store dele af det tæt befolkede Vesteuropa. Hvis folketalleti et land som Danmark fortsætter med at vokse, bliver vipå rigtig langt sigt lige så mange mennesker som i Holland(16-17 millioner) på et område af samme størrelse som detdanske. Er det lykken? Hvis man mener nej, så må manlogisk set på ét eller andet tidspunkt være tilfreds med, atfolketallet ikke vokser mere – uanset at det i en overgangsperiodekan medføre problemer med forsørgebyrden. Etevigt vok-sende folketal er selvfølgelig ikke holdbart. Mednutidens sprogbrug: Det er ikke bæredygtigt. På ét ellerandet tidspunkt vil alle finde det hensigtsmæssigt, at befolkningsvækstenstopper.I det tætbefolkede Danmark må politikerne spørgesig selv, om det egentlig ikke er hensigtsmæs-sigt, at voresreproduktionstal peger i retning af en mindre befolkning.I dag er der 5,5 millioner mennesker i Danmark. For 100år siden var det danske folketal to-en-halv million – ellerca. 60 personer pr. kvadratkilometer. Det er tre gange mereend folketætheden i dagens Sverige og Finland.Personligt synes jeg, at vi i Danmark i dag er alt for mangemennesker. Så jeg siger hurra for et synkende folketal. Giddet vil fortsætte i hvert fald de næste 100 år!1Et Danmark med 17-17 mill. mennesker?Det er nemlig slet ikke så ensidigt negativt, at folketalletholder op med at stige. Specielt ikke i Danmark, der somdet eneste nordiske land er tæt befolket. Med 127 indbyggerepr. kvadratkilo-meter ligger Danmark på linje medNORDEN NU // NR. 1 januar 2008