– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke

Odder Sognekirke
– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred
af
Knud Dahl Eriksen

Odder Sognekirke
– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred
af
Knud Dahl Eriksen

Forord:
Da Odderegnen og dermed Hads-Herred (Til omkring 1850 hed det Hads-Ning
Herred) er stærkt formet af landskab og dermed beboelsem, er kirkernes
placering rettet ind derefter; dog ikke alle steder: Hvad kom først? For Hads-
Herred var to-delt: Fastland mod vest med høje bakker og Ø-land mod øst,
delt: først af et sund, siden af to fjorde med en odde imellem. Så ved vi, hvorfor
byen hedder Odder.
Ifølge Pontoppidans “Danske Atlas” fra 1768 bestod Hads-Herred af 15 sogne,
16 kirker, 51 bondebyer, 483 gårde, 63 huse, 6 herregårde og 10 præstegårde.
NB: Går vi længere tilbage, var her 18 kirker, hvoraf siden 5 er forsvundet. Det
kan undre, at Pontoppidans oplysninger omtaler 16 kirker. I Hads-Herred er
der jo 13 gamle + 1 nyere kirke. Antallet af de omtalte bebyggelser tyder også
på, at herredets oprindelige Ning-del er taget med.
De første par hundrede år efter kirkernes placering var urolige år hvor
stormændene/ kirkeejerne forskansede sig og “beskyttede” hovbønder og jord.
Kirkernes præster var også afhængige af kirkeejerne; men forkyndelse og
dermed civilisering af bondestanden var de ledende naturligvis interesseret i.
Nogle præster var adelssnobber; men ser vi på de få, som i det følgende er
omtalt, var de nok ikke ene blandt præster i omsorg og socialt virke.
Da Hads-Herred gennem natur og historie er knyttet tæt sammen, bliver
kirkerne og deres placering en væsentlig del heraf. I første del omtales lidt
af herredets historie, hvorefter Odder Kirke, dens betydning og omgivelser
bliver det centrale.
Odder, april 2010
Knud E. Dahl Eriksen.

Før kristendommens tid i Danmark havde man offer/blotsteder. Her placeredes
de første kirker: Træbyggede – sandsynligvis fra Svend Tveskægs tid omkring
986-1014.
Måske lå der en trækirke, hvor Odder bondeby voksede op. I Hads-Herred
var der i hvert fald to steder, som røbede “førkristen” eksistens; nemlig Randlev
Kirke, hvor offerstedet for havguden Ran lå. Neden for kirkebakken her
lå vikingeflåden, og til kirkens/stedets landside lå i 800-950-årene vikingebopladsen
Hesselbjerg.
Man kunne sejle ind fra syd. Stednavnet blev til Randlev (lev = arv/levning).
Ja. Vandet er siden sunket eller landet hævet. Det forstod man allerede i
1731 oppe i Østersøen, Botniske Bugt, hvor der i vandkanten blev hugget en
lige linje i klippen. I 1931 lå den udhuggede linje to meter oppe. Hvis man
deraf kan slutte en ændring på 1 meter pr 100 år, lå vikingetidens vandlinje ca.
5 eller 10 meter højere oppe end i dag.
Stavkirken/Trækirken ved Moesgård Museum, må man tro, er rekonstrueret efter originale mål og udseende. Ligeledes at
der kunne laves farver som vist på bygningen: rød og gul.
Bygningens bredde ved indgangsdøren i gavlen er ca. 5 meter; så den har nemt kunnet stå der, mens kvaderstensmuren
opsattes rundt om i større bredde og længde til den kommende kirke.
Den anden kirke, som i denne forbindelse skal omtales, er den nu forsvundne
Uld/Ulv Kirke, der blev placeret ved Ull tingsted, hvor der blev sværget ved
himmelguden Ull’s ring, inden man gik ind på tingstedet.
Ulv/Uld Kirke – nyere navne til kirken på Kirkebjerg Bakke – var sognekirke
fra omkring 1200 til 1662. Den var valfarts- og sognekirke for Fillerup, Ondrup
m.m. Valfartskirke havde de vejfarende brug for; for vejen gennem de store
skove forude skulle sikres ved bøn og meditation. Kirke-inventaret var derfor
særligt præget. Det kom sidenhen til Ørting Kirke, som ændrede/omformede
det katolske præg.
På loftet i den dengang tårnløse kirke blev et gyldent kors gemt og glemt,
indtil godsforvalteren (på Aakær ser det ud til) et par hundrede år senere
fik det sendt til Nationalmuseet. En smuk kopi blev for få år siden opsat som
alterprydelse i Ørting Kirke.
Resterne af Ull Kirke forsvandt i slutningen af 1800-årene. Da havde de
svære bygningsrester i mange år formentlig ydet vejfarende natte- og vejrly.
– 3 –

Odder kirkesogn var forlængst udvidet til området her. En mindesten rejstes i
1934, hvor Uld Kirke havde ligget.
Andre omegnskirkers placering antyder offer- og tilkaldelsessteder som
Saxild og Torrild: Ild/Baun på højene kendes f. eks. i nærheden af Hundslund;
f. eks. Lysehøj (70 m), Bavnehøj (72 m), Bavnbjerg samt Stolpehøj ved
Amstrup. Ikke alle højene var offerhøje. De var skipænhøje: Hvert landsbyområde
skulle stille med ca. 40 mand = et skipæn (vikingeskibsbesætning).
Højene, som viste årstiden, signalerede: Nu er det tid tid at sejle! Det med den
rette årstid at sejle ud afgjorde solhøjden målt ved
hjælp af stolpehøje: De var anbragt i en lige linjes afstand på ca. 1500
meter, eller ca. 3000 meters afstand.
NB: Der er ca. 1500 meter mellem Falling Kirke og Stolpehøj i Amstrup.
Og fra Baunbjerg, som Amstrupvej drejer rundt om, er der ca. 3000 meter til
Gylling Kirke.
Man kunne også bruge gamle gravhøje, afhængig af placeringen. Højene
havde i begyndelsen træstolper med skråkant foroven. De afløstes af stensøjler
med tilhugget skråkant. (Her og der ser man i vore dage sten fra den tid ved
indkørselsveje til gårde).
Skråkantsøjlerne brugtes til til at fange solhøjden ved – må man tro – tre
højes placering i lige linje. Når solen ramte linjen hen på foråret, blev der
baunet/brændt bål på højene før/når vikingebådene skulle påmønstres fra
de spredte bebyggelser.
Så kommer vi til Odder kirkes placering:
Det skete tæt ved, hvor den dengang meget vandrige Odder Å havde
et bredt vadested, og hvor vejen fra Århus kom fra øst over Norsminde og
drejede ved kirken i vestlig retning for siden ved hærvejsforløbet oppe på
bakkelandet at dele sig.
Ja, man kunne også sejle ind til Odder landsby fra syd til, hvor torvet nu
ligger. Fra nord kom man som nævnt gennem Norsminde(Nor = en næsten
lukket, med Minde = smal indsejling, fjord). Her ved Mindet/Meden lå den
eneste kirke, der endnu er rester tilbage af.
Vi er i 11-1200-tallet, hvor trækirker afløstes af stenkirker: Man havde forud
gennem mange år samlet, slæbt - sandsynligvis på paralelle træstammer - store
sten hen over den frosthårde jord. Stenmestrene, der på rundture afgjorde,
når stenmængden – afhængig af den ønskede kirkebygnings størrelse og af
stenkvaliteten (farven) – var i orden, kunne så begynde at hugge kvadrene ud
af de store sten. Hvis man altså ønskede en kvaderstenskirke.
Stenene blev muret sammen med kalkmørtel (Kalcium).
Der skulle cirka 1200 forskellige stentyper til Odder kirkes kvadre.
NB.: Tænk på de mange skadede fingre eller stensplinter i øjnene og måske
knuste fødder/ben, hvis en sten dumpede ned under opsætningen!
I Odders kirkegavl, før tårnet kom til, må stenmesteren have sat sit personlige
tegn: et stenhuggerfelt , her et indrammet kvadrat, der i dag er indmuret
på tårnets vestside forneden.
Ja. Oprindelig var der 1800 kirker fra den tid (1050-1250) i det nuværende
Danmark. Der er godt 1600 tilbage; heraf 13 i Hads-Herred udover 4 nedrevne
og en nedbrændt kirke.
NB.: Odder Kirkes kvadre har især slægtskab med Randlev og Gosmers.
– 4 –

Da man omkring 1890 regulerede åløbet langs Odders nordlige kirke-
gårdsmur tæt på, hvor kirkegårdsportalen stadig er, viste udgravningen mange
stenrester fra stenhuggernes hårde arbejde. Når de løftede blikket, så de det
kommende kirkeområde omgivet af vand fra to sider:
1) Der var ca. 200 meter til sydfjorden, der hvor torvet nu ender ved Boulevarden.
Fjorden havde her en vig; men videreløbet drejede forinden i området
mellem vore dages Lundevejs og Houvejs begyndelse. – Nu er fjorden
blevet til Rævsåen, der løber ud i Noret på vej gennem Mindet til Kattegat.
2) Til den anden side lige nedenfor stenhuggerne brusede de samlede
vandløb fra de høje bakker forbi og videre mod nordøst til Norsminde Fjord
(omtalt anderledes ovenfor). Imellem dem og åen løb som nævnt vejen fra
nord.
Stenhuggerne placerede formodentlig de nye mure til kirkeskibet omkring
trækirken (hvis der var en sådan?). For byggeriet kunne tage år, og menigheden
var alligevel samlet i en lille vinduesløs kirke med åben dør. På et tidspunkt
måtte trækirken jo fjernes. Måske kunne træstykker genbruges i den
formodentlig stråtækte kirke.
Spor af trækirken kender man ikke til; men under kirkegulvet er der
muligvis spor af pælehuller.
Åvandet skulle kun – kunne stenhuggerne se – løbe få hundrede meter, før
det løb ud i nordfjorden, der hvor Kildegade og Mejerivej i dag løber sammen.
Omkring 1850 må fjorden have været tæt på; for Odder Sogneforstanderskab
(fra 1867 sogneråd) søgte regeringen om tilladelse til at anlægge en
kanalhavn: Man fik afslag !
Ønsket om havn var forståeligt; for det viste sig ved udgravninger omkring
1957 til det første, nu fjernede rensningsanlæg for kloakvand ved Bisgårdsvej,
at Odder landsby tilsyneladende havde haft en rigtig anløbshavn: Fund
ved udgravningen viste ca 2000 år gamle, svære nedrammede pæle/bjælker,
måske fra havne- og forsvarsanlæg m.m. samt mængder af potteskår.
Måske var stedet et af Nordens ældste havneanlæg som Hedeby syd for
grænsen, men her glemt og ved den nævnte udgravning droppet!
Ved indsejlingen fra Kattegat gennem Mindet og ad Noret nåede man i
tidligere tid formentlig til et offer/blotsted der, hvor man siden placerede
Odder Kirke. Stedet var så til sikring mod/med havguderne – som i Randlev
ved sydfjorden – og til hjælp mod fjendeangreb på og fra havet.
Måske lå der også et offersted ved Mindet. Her i Norsminde lå før reformationen
en provstekirke for Hattis Ø: Den del af herredet, der var adskildt fra
fastlandet af den nu forsvundne syd- og meget reducerede nord-fjord. Mindet/
Meden Kirke, der som nævnt er en rest tilbage af, blev lagt øde i krigene
omkring 1658.
Andre forsvundne kirker er Dyngby Kirke: En lille rest er også tilbage fra
kirken. Den brændte 1524, og i årene derefter forsvandt kirkeruinens sten
over jorden. Det sidste blev fjernet, ser det ud til, i 1529. En stor del af stenene
menes at være brugt til opbygning af Bjerager kirkes tårn i 1600-tallet.
Det, der i dag minder om – er tilbage fra – den gamle kirkes indre, er de
to sjældne kvadersten, som er indmuret i Randlev kirkes korbue og viser udhugne
bibelske billeder i relief.
– 5 –

De senere nedbrudte kirker er: Oldrup/Sødrup 1579, Ull 1662 og Tvenstrup
ca. 1820. Minder Kirke var provstekirke “inden bækken” til 1430. Fra den
udgik “man” en gang om året, Sct. Hansdag, med et processionskors til Århus,
for vejen fra herredet mod nord gik jo over Mindet. Præster, der bar korset,
fulgtes af en voksende skare af munke og andre “syndere”. Fra 1203 tillod bisp
Vogensen indsamling, fra de knælende langs langs vejen, til kannikerne (de
præsteuddannende) ved Domkapitlet.
Fra 1430 var alene Hundslund Kirke “uden bækken” provstekirke for herredet.
Også den kirkes indflydelse blev reduceret efter provstemordet i 1283;
(det vender vi tilbage til). Hvorefter Århus “tog over”. Netop det, at man
kunne sejle tæt ind på kirkerne i Odder, Randlev, Malling og Mårslet, fristede
sørøverskibe fra Østersøens sydkyst: Venderne. De sejlede i deres “vikingeskibe”
herop og angreb hvor der var rov: især i og ved kirkerne. Først da Valdemar
den Store og bisp Absalon angreb og erobrede Arkona på Rügen 1169,
begyndte freden fra syd; men tiden opfordrede nok til at beholde forsvarsmurene
rundt om kirkerne. Det ses især ved Odder og Malling kirker, der
begge har markante murrester tilbage – og sidstnævnte kirke voldgravsrester.
For freden fra Østersøens sydkyst sidenhen til op i 1600-tallet kan vi bla.
takke den danske dronning, Margrethe Sambiria (kaldet “Sprænghest”) – egentlig
Margrethe I. Hun var enke til den i Ribe ved altergang forgivne konge,
Kristoffer I. Hun styrede siden for sin mindreårige søn, Erik (Glipping). Han
blev jo som konge myrdet af stormænd 1286. Men tre år før, Allehelgensdag
1. november 1283, blev provst Ugot i Hundslund myrdet af stormænd – nok
uden for kirken. Formodentlig efter forudgående strid om tiendebetalingen
til Domkapitlet i Århus. (Man drømte vel om en større domkirke i stedet for
Frue Kirke der!). Her i Hundslund – ser det ud til – kom inspirationen til
kongemordet i Finderup.
I Finderup lade var som bekendt Marsk Stig med og formodentlig også
også i Hundslund tre år før; for han var knyttet til egnen her gennem familiebånd:
til bl.a. dobbeltborgen Bjørnkær tæt ved det senere Hou. Hans nærvær
i Hundslund bestyrkes også ved, at den myrdede konges søn, kong Erik
Menved, lod det første Bjørnkær nedbryde/styrte sammen kort efter overtagelse
af kronen.
Her er en tilføjelse i sammenhæng med den føromtalte enkedronning Margrethe
(I): Hun kom fra fyrstefamilie i Østpommern, styrede Estland for sin
søn Erik Glipping, da han blev konge. Når hun fik tilnavnet Sprænghest,
hænger det nok sammen med, at hun red meget frem og tilbage i det gamle
Venderområde mellem Estland og Danmark. Hun oprettede klostre undervejs,
bl.a. i sin fødeegn. Hun faldt måske af hesten og døde. Det skete 1282 i Bad
Doberan lidt vest for Rostock. Hun blev begravet i den store klosterkirkes kor.
En figur af hende ligger ovenpå hendes sarkofag i korbuen. Den blev model
for en lignende i Roskilde Domkirke over Margrethe den Første – egentlig
Margrethe den Andens sarkofag.
Ja. Efter Margrethe Sambiria – over 100 år efter Arkonafreden – var Odder
Kirkes Vendermur nok overflødig. Den og dens funktion ser vi nærmere på.
Den svære ringmurs rest ud mod Tornøegade har, som Malling Kirkes ringmur,
formodentlig haft voldgrav foran. Muren omkrandsede et mindre område end den
nuværende kirkegård og kaldes Vendermuren efter angriberne i 11-1300-tallet.
– 6 –

På kirkegården opholdt sig under angreb nogle husdyr og kirkens forsvarere,
der stod på en træbro foroven bag den øverste del af den ca. 2 meter høje og
oprindelig 1,8 meter brede mur, der gennem årene forsvandt etapevis, mens
den nuværende rest bevares og gennem årene er blevet omsat og udbedret
mange gange.
Under angreb opholdt landsbyens beboere (kvinder, børn, gamle og svage
sig inde i kirken. Vinduerne, uden det glas vi kender i dag, var meget små og
smalle: bredest udadtil, så der evt. kunne skydes pile ret bredt ud.
Hvem stod så for kirkebyggeriet ?
Ja, selv om Knud den Hellige, der blev myrdet i Odense (i en trækirke?)
1086, gav sine ordrer, skulle han ikke blande sig for meget. Stormændene –
der blev dominerende, især her på egnen (den gode jord), fordi de havde ry
fra vikingeskibenes ledelse og det ombordværende samarbejde – var siden
skibsbesætningernes beskyttere i de lokale stridigheder. Herved blev bønderne
fæste-og hoveribønder.
Men hvem var den stormand – hvem ellers? – der igangsatte kirkebyggeriet.
I det nordvestlige hjørne af den ældste del af kirkegården indenfor den senere
byggede ringmur lå en meget stor kampesten over høvdingen (formoder
man) Hattis/Battis grav. Han lod sig kristne; måske efter vikingetogter i det
kristne Vesteuropa.
I den tidligste kristentid skrev man ikke navne: Runer blev kendt i Norden
omkring tidlige vikingetid (ca 8. århundrede); men nok ikke mere end en
håndfuld kunne læse og måske skrive dem.
Det tyder på, at navnet Hads (Hattis) Herred er inspireret af hans navn.
Stenen blev senere anbragt udenfor kirkegårdens sydøstre hjørne. Den fik der
navnet “Stodderstenen”, fordi de omvandrende tiggere/farende folk holdt
rast der. I mange år forbandt man nemlig stenen med trolderi. (Vel derfor sat
udenfor kirkegårdsmuren?). Stenen kunne også have været offer- eller tingsten
– 7 –
Her ses Vendermurens rest ud mod
Tornøegade. Oprindelig var den 2
meter høj og 1,8 meter bred. Den beskyttede
en mindre kirkegård end nu
samt den vigtigste del: kirken!.

for mindre kontraverser. Ja, man kunne den gang forestille sig, at en trold
kastede stenen mod kirken, men ramte forbi.
Måske var man inspireret af trolden Fen fra Fensholt, der slyngede en
kæmpesten for at ramme en kirke (Ørting med/uden tårn?). Stenen dumpede
ned i fensten; der kan man se den i dag.
Og i dag står Hattis Sten ved den østlige indgangstrappe til Kirkegården.
Efter Hattis tid – med formodentlig en trækirke – tog andre stormænd
kirkebyggeriet på sig, når de – tænkte de vel – med Guds hjælp og beskyttelse
efter stensamlingsårene tog fat på den nuværende kirkes opbygning.
Udseende og størrelse var jo en del af deres storhed.
Ja. Stormændene forskansede sig her på egnen i 5-7 dobbeltborge, vel inspireret
af vikingetogterne. En er omtalt: Bjørnkær tæt ved Hou. Her tæt på
Odder Kirke lå formodentlig en borg, der hvor den Hvide Grav ved Randlevvej
nu vidner om kalkgravning i beg. af 1900-tallet. Dobbeltborgen/Motten er fra
en tid, hvor “alle (stormænd) ville konger være” (citat fra digt).
Dobbeltborge/motter var en afdæmpet borgform: To øer med hejsebro
imellem. Den ene til husdyr og lade + husfolk og hovbønder og den anden
med højere forsvarsvold end den førstnævnte ø. På denne ø var der forsvarsdel
og tårn. Man kom over hejsebro ind på den første ø og ligeledes ind på næste.
Det var dog kun i ufredstider at bønderne opholdt sig på borgene.
Illustrationen her er model for den ene
af to typer af Dobbeltmotter/Dobbeltborge:
Tårnsbanke og Gårdsbanke,
som der var flere af i Hads-Herred.
Illustrationen her ser ud til at være
model for Bjørnkær ved Hou (også
omtalt side 5). I Gylling lå borgen
Sams (tilknytning til Samsø?).
Hvor Aakær ligger lå “Knolden i
Kæret” og tæt ved i en sø på en 40 meter
høj bakke lå Kjærsgaard (angrebet
af Niels Ebbesen omkr. 1340).
Ud for Aakær i luftlinje ca. 1 km lå
en anden større borgfæstning, der
siden blev Spedalskhedshospital under
Aakær. Resterne blev bortsprængt
1926 og mindemur af sten derfra =
kirkemur blev rejst 1949.
Hvor Gosmer præstegård nu ligger,
lå Gosmerholm og ca 1 km derfra lå
Højby.
Hvor Rodstenseje ligger er der en sø, og ligeså hvor den Hvide Grav ved Randlevvej ligger (hvid p.gr. af kalkgravning).
Begge steder, tyder det på, lå dobbeltborge. Den sidstnævnte, ser det ud til, var ejet af Lyder Kale, der som omtalt, i 1363
måtte afstå Odder Kirke til Valdemar Atterdag.
Måske kan man regne med, at egnens mange kirker har deres oprindelse gennem stormændene. Og underligt her til sidst
blev den glemte dobbeltborg i Fensten – nu Fensten Hougaards nærhed – også glemt blandt de ovennævnte borge. Den hed
dengang Lindegaard. Det spøgte om natten – hed det – (skattegravere?). Voldene blev derfor fjernet.
Fensten landsby uddøde (undtaget 2) i pestårene omkr 1340-50, og ejerskabet til borgen blev siden et spørgsmål!
Odder Kirke ejedes formodentlig af den på egnen kendte Kalf-slægt. Da “Den
sorte Død”s pestår udryddede store befolkningsmængder i 1340-erne, gav det
de overlevende udvidelsestanker: De flyttede i hemmelighed markskel. Ejerne
var jo døde!
Hvad havde Odder Kirkes ejer, Lyder Kale, gjort? For han måtte “man-
dagen før Mikkelsdag” 1363 overdrage kirken til kong Valdemar Atterdag.
Hvad det så medførte for kirken, måtte tiden vise.
Tilbage til kirkegårdsmuren. Den nyere del ud mod Tornøegade viser også,
– 8 –

at senere krige kunne komme kirken nær. På siden ind mod kirkegården er
indmuret en mindeplade, hvor der står: “Eskadron Preu Grd, Husaren Rgm.
Julius Hænisch. Geb. 30. maj 1834 † 6. nov. 1864”.
Kirkegården rummer her og der ved muren markante gravsten. Et par
stykker skal her omtales:
Ved hovedindgangen mindes Thorvald Køhl (1852-1931), der ved siden af
sit forstander- og lærerembede ved Odder kommunale Realskole (hvor rådhuset
nu ligger) var amatørastronom og byggede et observatorium, Carina, i
Åbygade. Det fungerede fra 1884. Han var kendt for mange kursus og foredrag,
tidskriftartikler og bøger i hele landet.
En anden kendt person er Janus la Cour (1837-1909), hvis gravsten står lige
ud for kirkegårdens anden hovedindgang. Han var en kendt landskabsmaler
på Århusegnen, født tæt ved Ringkøbing. I en periode efter sin død ignorerede
man ham. Nu er han igen anerkendt, og en del af hans billeder ses på
kunstmuseet Aros, Århus.
Hvorfor så begravet her? Forklaringen skal vi formodentlig hente fra en indmuret
marmorplade på kirkekorets gavl nord for korbuen. Den er til minde
om to af slægten la Cour, nemlig Jørgen la Cour og hans mor. Slægten stammer
fra Frankrig, hvorfra protestanter (Huguenotter) flygtede bl.a. til Berlin
omkring 1685. Derfra hentede godsejerfruen på Aakær i 1731 en ung fransklærer,
Pierre la Cour, herop til sin søn.
Her begyndte en vellykket integration. Derfor følte billedkunstneren Janus
la Cour, at her skulle han hvile.
Jørgen la Cour (1768-1809) blev uddannet teolog; men at blive ansat som
præst var endnu først og fremmest for de velstående, ofte adelige. Han blev
så præsteafløser/sognedegn og kordegn (både sang godt og spillede violin).
Chancen for at få præsteembedet viste sig sidenhen på betingelse af giftermål
med præsteenken. Det afviste han.
Han måtte så tjene til sit og Lotte la Cours liv ved siden af som forpagter
i Randlev Præstegård. Han ejede siden gården Christianslund, hvor supermarkedet
Kvickly i dag ligger. Samtidig var han og hans kone lærere i skolen
lige overfor gården på den anden side af Nørregade, (Svotgod/muddergade).
Jørgen la Cour ramtes af sygdom og døde 40 år gammel 1809. På den
tid var Sten Stensen Blicher forpagter for sin far, Niels Blicher, på Randlev
præstegård. – Nu var man endelig blevet træt af de adelssnobbede præster.
Blicher skrev et mindedigt. Første linje: “Min ven er død! Lad tåren flyde!”
Jørgen la Cours søn, Christian, fik – efter at have været præst flere steder og
i en periode var med i den grundlovsgivende rigsforsamling 1849 – sit ønskepræstedømme
her i Odder. Det var i rationalismens (fornuftkristendommens)
tid, som han var meget imod. Året efter sin ansættelse, blev han alvorligt syg
og døde få år efter i 1865. Hans grav ligger lige bag Janus la Cours grav.
Så går vi 3-400 år tilbage i tiden. I begyndelsen af 1500-årene fornemmede
man en ny tid for kirkerne. Bisperne i Århus havde gennem årene været meget
kongetro og lånte penge til f.eks. Dronning Margrethe I. Siden drejede det
sig om at få en større domkirkebygning end Vor Frue Kirke. Hvor kunne man
hente pengene? Ja, Hads-Herred havde flere stormænd end normalt. For den
bedste landbrugsjord i Jylland lå her.
Bisperne “møvede” sig efterhånden ind på stormændene med løfte om en
plads i himlen, hvis familiearven blev beskåret eller testamenteret til dem. Det
lykkedes dem derved at overtage “Knolden i Kæret”: En stormands borg, der
– 9 –

lå, hvor siden Aakær med sine tiendekældre blev opført. Nogle år efter blev en
anden voldomgivet borg (større og anden type end dobbeltmotterne) i kæret
ca. 1/2 kilometer derfra overtaget og brugt til de spedalske.
Aakær ejede inden reformationen det meste af Hads-Ning (udvidet del)-
Herred. Og nu begyndte “jorden at brænde” under bisperne.
Biskop Niels Clausen, Århus, 1491-1520, var næstsidste katolske biskop der.
Han havde været og var måske stadig lensmand over herredet og følte vel, at
han kunne styrke den katolske tro ved at tilbygge Odder Kirke tårn, våbenhus
og stjernehvælvinger som i Århus Domkirke, samt kirkegårds-port, alt med
kamtakker. Byggeriet begyndte først i 1500-tallet og blev siden model for
andre af egnens kirker.
Tårnet – det mest markante på kirkebygningen – fik som andre bygningsdele
kamtakker og mod øst 11 spidsbuede højblændinger; mod vest tre spidsbuer
+ to cirkelblændinger som på kirkegårdsportalen/porten; der er også
indmuret skjoldmærker: Bygherrens mærker som cirkelblændingerne.
Indgang til tårnrummene er udefra på nordsiden ad en muret trappe med
vindue. Heroppe er to lave mellemetager og et lille vindue mod syd. Og ovenpå
et klokkestokværk. Der er fire glamhuller ud til de fire verdenshjørner. To
klokker er ude af brug; mens 25 klokker i klokkespil fra 1968 lyder dagligt.
Våbenhuset fik ligesom tårnet forneden indmuret grav/mindesten. De var
fra den romanske periode (900-ca. 1200), hvor symboler talte på gravsten,
inden skriften kom til. De kan være fra en trækirkes tid. Ved hvælvsbyggeriet
forsvandt de omfattende kalkmalerier, der fyldte skibets sidevægge; men oppe
i hvælvet mod koret, lod Niels Clausen male de to våbenmærker: stjernecirkel
og skjold med halvmåne: Adelsslægten Skade. De to skjoldmalerier er forlængst,
ligesom en enkelt dekoration hen ad hvælvene, overkalket. Endnu
1776 kunne de ses.
Ja, Niels Clausen overlevede vel ikke reformationen. Det gjorde så hans
efterfølger, Ove Bille, der var kendt for sin hæderlighed og grædende måtte
fratræde bispestolen ved kongevalget i Rye 1534. Han havde jo aflagt løfte til
paven. Som den ikke retsforfulgte danske biskop levede han sine første
pensionsår på Dragsholm Slot. Nogle år efter overdrog Chr. III ham Skovkloster,
hvor han døde 1555.
Odder Kirke var fra begyndelsen i 1100-tallet som de fleste kirker dengang
uden tårn og våbenhus. Indvendig var der træloft, og korbuen var knap så
bred som i dag. Som i andre kirker var der også kor og apsis (dengang uden
dør).
Kirketaget var formodentlig i de første mange år et stråtag. Det krævede
iøvrigt lettere bærebjælker. I begyndelsen af 1600-tallet blev det teglsten samt
bly og zink på kor og apsis. I 1984: blytag på apsis, kor og sydfløj.
Hvornår det største rum i en kirke begyndte at kaldes skibet er usikkert; men
vi er jo alle “på livets hav”, ligesom sømændene, der i tidligere tid ofrede/
blotede på stedet, hvor en kirke senere blev bygget. I kirkens skib “sejler” jo
alle mod østens sol, og i den katolske tid havde de søfarende værnehelgener
som Skt. Nicolaj og Skt. Clemens.
Oprindelig sås de i kalkmalerier. Siden blev sindet beroliget af et modelskib
hængt op mellem lysekronerne for at påminde, ikke blot de søfarende
om, at vi alle er i “livets båd”. Et kirkeskib var der også førhen i Odder Kirke.
Med reformationen var helgentroen og dermed hel neddykning af dåbsbarnet
– 10 –

i døbefonten slut. For druknedød var ikke Guds straf. Et messingdåbsfad blev
lagt ovenpå døbefonten omkring 1550-75.
Igen er vi i den katolske tid: Kirkeskibets vægge fik omkring 1325-75 malet en
sjælden type af kalkmalerier. De var fra overgangen mellem romansk og gotisk
stil: Kalk/Freskomalerier. Kalkmalerierne var “lægmandens Bibel” og fra en
tid, hvor præsten oppe fra korbuen messede på latin med et slør foran alteret,
og når ordene: “Hoc est corpus meum” lød, trak man vel forhænget fra så
altret – nok i røgelseståge – glimtede i guld og ædelstene fra opsatte vokslys.
Guldaltret var i sin helhed åbenbaringen; men billederne “talte” kun til
præsten. Der var kun små vindueshuller højt oppe i kirkebygningen. De var
inddelt i småruder, og det var før glasruders tid (i hvert fald klare glas!). Så
lyset kom ind gennem enten hornskiver, klare dyrehinder og evt. papir eller
fint lærred behandlet med olie eller voks.
Kirken havde oprindelig kvindedør mod nord, hvor våbenhuset er i dag.
Mandedøren var overfor mod syd og forsvandt, da tværskibet kom til. En indmuret
døroverligger i tilbygningens gavl forneden minder om den. Hvorfor
to døre? Vi må tro, at kønsadskillelsen måtte håndhæves måske af stærke
kirkemedarbejdere.
Vi må tro, at præsten i gudstjenestens begyndelse jævnligt gik ned mellem
kirkegængerne og fortalte dem bibelhistorien, evt. prædikede foran et
bestemt bíllede, inden han igen gik op foran sløret ved talepulten og talte
latin, mens menigheden jo nok snakkede om billederne eller andet. For
latinen var i folkemunde “hokus-pokus”, som det hed. Ja det blev til “trylleri”
fra korbue og siden alter; men på tidens bondemål havde præsten nok forinden
udtrykt sig.
Vægbilledernes personer kunne have en personlig symbolsk betydning –
objektive som naturkræfter! Et menneskebillede på væggen var selvfølgeligt;
men havde man også inspiration fra en djævlemaske, kunne en ofte primitiv
tegning af en person fra ens bosted/egn give en – troede man – magt over
eller kræfter fra den pågældende billedefterligning. Dog, Gud- og Kristusaftegning
kunne være blasfemi! Man var jo i middelalderens afslutning: 1400
og op i 1500.
Mens billederne i Odder Kirke havde en oplysende effekt, fik en senere
billedtype i andre kirker ved siden af oplysning også moraliserende formål;
for den beskyttede hovbonde fra stormandstiden var ved at fortone sig. En
mere frigjort fæstebonde satte sine spor, og derfor måtte malerierne lære god
opførsel og dæmpe bonde/nabostrid. For i tiden op mod reformationen var
der færre stormænd til at bekrige hinanden. Nu ejede de mere jord, blev efterhånden
herremænd eller godsejere.
Men hvor frigjorte var bondefamilien? Den var i almindelighed uvidende.
Ja, lidt om kristentroen havde de jo; men de kunne ikke læse og skrive, og
dagliglivets afmagt: sult, kulde, sygdom, – ja uro om fællesarealet: almindingen,
markskel osv. gav hele tiden splid. Dertil kom i 1600-tallet skånsesløse
krige.
Efter reformationen 1536 skulle menigheden lytte til en mere forståelig
prædiken, der gennem moralisering og vejledning skulle skabe orden i
kaos. Ordene kom nu fra det nye inventar: prædikestolen. Nu skulle kirke
“gængerne” vænne sig til ikke at gå rundt og spekulere, snakke og skændes. I
kirkerne indrettede man sig fortsat med kvindeside mod nord og mandeside
– 11 –

mod syd. Men moralen havde stadig svært ved at påvirke biologien; der var
fremover brug for oplysning til tro (og dermed moral).
Kvindedøren er jo bevaret på det sted, hvor våbenhuset – nu også mandeindgang
– blev bygget. Bygningen hed nok ikke våbenhus fra begyndelsen;
men med 1600-tallets krigsår, måtte unge mænd, der efter gudstjenesten
skulle våbentræne udenfor, anbringe deres våben i våbenhuset. I 1618 byggede
Rasmus snedker, Odder, så et våbenskab til musketterne (luntebøsser).
Skabet anbragtes ved udgangsdøren.
I 1880-erne blev loftet i våbenhuset hævet, så nordportalen over kirkedøren
igen var synlig. Der var allerede i 1857 indsat to nye vinduer til erstatning af
syv fladbuede blændinger.
NB: Da alterstagerne omkring 1970-80 blev stjålet, vendte de to med
løvefødderne hurtigt tilbage (stod siden udenfor kirkedøren); men den syvarmede
stage er ikke set siden. En kårde, der sad i murværket ovenover døren,
vendte heller ikke tilbage. Stedet, hvor den hang, kan ses endnu. Her ved
døren ses endnu et indvielseskors.
I skibet blev der efter reformationen bænkerækker i begge sider. Kønsadskillelsen
skulle skabe ro under prædikenen; men pufferi, især på mandesiden
var nok forventelig, og hvad så med snak/skænderi? I våbenhuset blev
der ofte uro efter gudstjenesten: Mens kvinderne blev siddende, og børn og
unge blev undervist i koret, havde mændene grande/nabostævne derude.
Den nøjsomme og fromme bonde blev i gudstjenesten fremhævet igen og
igen, fremfor den/dem der nægtede at betale tiende (skat til øvrighed og løn
til præst), og hjalp ordene og bænkerækker ikke, kunne indtrykket af træhest
og gabestok uden for våbenhuset måske virke på “den uvidende hob”. Disse
strafferedskaber blev opstillet 1629: Gabestokken her var “en egestolpe med
halsbånd, lænke og stabel af jern” (ubehageligt at træde/stå på!). Først i begyndelsen
af 1800-tallet blev strafferedskaberne fjernet !
Som nævnt var 1600-årene urolige: Det var krigsår – til en vis grad en følge af
reformationen som især 30-årskrigene 1618-48, og nu var man jo i krigstræning,
og soldaterne fik sold (betaling), deraf navnet soldat. Soldet fik hærene
især efter 1648 ved plyndring og røveri. Krigene bredte sig fra Mellemeuropa
og nordpå op mod de frafaldne – nu protestanter. Svenskerne tog i begyndelsen
“positivt del” (mit udtryk) i 30-årskrigene. Men det forsvandt med
deres næste, tyskfødte konge. I Polen gik det nemlig ikke så godt for dem, og
de vendte sig mod Danmark og fik polske troppers angreb bagfra. Polakkerne
kaldte sig “hjælpesoldater” for Danmark. I årene 1657-59 fik de deres sold ved
bl.a. at røve og plyndre fra de tidligere katolske kirker (en “undskyldning for
hjælpen”!).
Det gik især ud over Hads-Ning Herred, kendt for sin gode jord og derfor
noget at plyndre: Gårde og huse lå efterhånden i ruiner, og skovene lagt
øde/mishandlede. Svenskerne bidrog især dertil. Håbløshed bredte sig. Saxild
og Nølev kirker blev stærkt beskadiget: Tag og loft brasede ned, og vægge?
Bemærk, at de to kirker efter genopbygningen har helt andre korapsis’er end
egnens andre kirker. Randlev Kirke fik et skud gennem alterbordet. Og i
Odder Kirke var der noget at komme efter.
Tiden påvirkede med de urolige, hærgende år kirkegængerne. Alligevel
hører vi om uro i kirken og derefter i våbenhuset, til tider under gudstjenesten,
så præsten som i Halling Kirke 1659 måtte ud og dæmpe gemytterne. Men
troens trøst gennem kirken havde de fleste brug for i disse år.
– 12 –

Og det gyldne alter, der formodentlig var mærket af tidens tand, kunne måske
“oplives”, så menigheden – nu knælende eller stående ved nadveren fik et
indtryk af Guds storhed.
Altret blev ifølge kirkebog/regnskab fra 1612 – altså 40-50 år før hærværket –
“opkratzet og renoveret” af Peder Guldsmed, Skanderborg. Saxild Kirke opgav
næsten samtidig renovering af deres gamle altertavle, der var “overtechet”
med en tynd messingplade; for kirken solgte 1613-14 altret til Tvenstrup Kirke
og fik så opsat et protestantisk alter ? der som så meget andet blev ødelagt i
krigene 1657-59.
Odder Kirkes gyldne alter fristede til røveri (sold). Dette og den hærgede
egn med de mange forsvundne kirkebøger (Nogle blev vel genfundne som
ovennævnte fra 1612) førte til, at Odders præst Christen Hansen Blichfeldt
opfordrede – efter “Der Gud haffde ladet di onde oc forskyelige Tider komme
offuer disse lande ...” – til morgenbøn i Odder og Saxild kirker (eller
i begyndelsen udenfor den beskadigede kirke) som tak til Gud for endelig
befrielse fra de onde tider. Et dokument fra 1660 viser en aftale med kirkedegnen
Chresten Nielsen om at tage over indimellem for præsten. Der var
daglige bønner før eller efter arbejdstid, hvor bymændene (og vel også af og
til kvinder) mødte op.
I Saxild stod præsten Jens Sørensen for det kirkelige. En bedesalme derfra
lød: “ Bevar os, Gud, bevar os, ak! især fra vor ven, den vilde polak”. I den kirke
mindedes “Den strenge Polche Aeg” i indskrift på korbuens to sider. De er
næsten forsvundet og nu overkalket men kunne dog tydes ved restaureringen
1981.
Med årene indskrænkedes bønnedagene til særlige gudstjenester, sluttelig
syv gange årligt og helt efter 200 år: 1859. Odder Kirke havde jo noget at
komme efter: en fordel? For her havde man jo kirkegårdsmurene, som
polakkerne kunne skyde fra, hvor Saxild og Nølev blev en slags ødelagte fæstninger
i kampene.
Hvad der udover det gyldne alter blev hærget eller røvet, er der ikke oplysninger
om. Men først må vi vide noget om altrene og deres tilblivelse og hvor
de kom fra:
Det i vore dage først kendte alter i den nuværende kirkebygning fra katolsk
tid er formodentlig Det Gyldne Alter, som også var der det første århundrede
i protestantisk tid.
Man må formode, at kirkeherren/ejeren/stormanden har bekostet det “til
sin sjæls frelse” (som det lød i sin tid).
Det gyldne alter er fra Valdemarernes tid (Valdemar den Store 1157-82 og
Valdemar Sejr 1202-41). Altertypen var kendt rundt i Europa og vel inspireret
af Rhinlandets og westfalens altre. Flest er bevaret i Danmark og tidligere
danske områder.
Det ældste gyldne alter i Danmark er fra Lisbjerg ved Århus, hvor de
danske altre, ser det ud til, blev formet: Udhamret i kobberplader, der derefter
blev forgyldte. De viser og illustrerer mange tekster fra Bibelen. Ind mellem
billederne indsattes lysende ædelstene. Indeni bag kobberbillederne blev opfyldt
med sand eller voks som forhindrer buler. Og nogle steder er der gemt
et relikvie: helgenknogle, splint af Jesu kors eller andet helligt.
Odderaltret har, ser det ud til, en særlig historie. Frontalet: nederste del og
alterbordsforside er af udhamrede, forgyldte kobberplader og stod i kirken
– 13 –

ca. 100 år før Retablet og Himmelbuen kom til. Retablet er en personbilledrække
ovenpå alterbordet (Frontalet), og ovenover Retablet er sat en
himmelbue som foroven og midt på Retablet fremhæver en centralfigur, som
forventeligt rummede hellig dele (relikvier).
Det viste sig, at Retabel og dermed Himmelbue var lidt bredere end Frontalet.
Og så rejser sig spørgsmålet: Er Retabel og Himmelbue hentet i de
nævnte områder syd for grænsen af den senere kirkeejer?
Her ses det gyldne alter, som det så ud efter hærværket. Bemærk at alterbordet, Frontalet, er smallere end Retablet med
Himmelbuen. Figuren øverst på Himmebuen fik kløvet hovedet (relikvie ?). Se foto på følgende side. Og hvad der var
under Himmelbuen er røvet bort.Frontalet er berøvet tre kobberplader: to kvadratiske og en cirkulær(th): Relikvier? Og
måske er røvet en trekantet plade forneden i midten.
Næste side: Figuren på Retablets midte fik også kløvet hovedet (relikvie?). Foto af metalstumper fra hoveddele (bronze).
– 14 –

– 15 –

Retablet med hævet Himmelbue, så det over korbuen nedtagne kors kunne være der. Altret var med sine “sår” i en årrække
kirkens centrale del.
– 16 –

Det forgyldte metal er ifølge oplysninger af støbt bronze. Det henter sin
vished i at:
1) Polakker eller andre røver-hjælpetropper måtte bruge økse- eller sværdhug
mod de to centralfigurers hoveder. Altret var måske kendt for sine relikvier
gemt i de to øverste dele. a) Himmelbuens figurs hoved: Figuren er Kristus
mellem engle. Og b) Retablets midterfigur: Kristus tronende som Verdens
Hersker, velsignende og med en bog. Ædelstenene rundt på altret var nok det
mest givende at røve! NB: Se illustration af de afhuggede hoveddele, som vel
blev fundet på gulvet efter røveriet.
2) Fordi det var bronze og derfor hårdt metal.
3) Kobberpladerne på Frontalet kunne lettere rives ud. Måske var der
relikviegemmer bag de to forsvundne plader i hver side i midten eller bag
deres runde sidefigurer, hvor den til højre også er væk. NB: Kobberplader er
bløde afh. af tykkelsen i sammenligning med bronze-plader.
Efter at krigsårene var ebbet ud i denne landsdel og derefter ramte det østlige
Danmark inklusive Skånelandene, kunne genopbygning og skovplantning
begynde her i Hads-Ning Herred.
Kirkens gyldne, beskadigede alter måtte genbruges, til man fik råd til et
nyt. I den frarøvede del midt under himmelbuen måtte noget anbringes. Det
blev det gyldne kors oppe over korbuen i skibets korgavl. Det var fra samme tid
som det gyldne alter: 1150-75 og kom siden til Nationalmuseet sammen med
det øvrige alter. En smuk kopi af korset ses i dag i korbuen over døbefonten.
For at få plads til det nedtagne kors under Himmelbuen, måtte den løftes
op på et par forhøjninger (se ill.).
Og tillid til fremtiden måtte kirkeejeren jo have haft, da et nyt alter blev
bestilt få år efter sidste krig i denne landsdel. Det var den kendte “bildtsnider
Peder Jensøn af Kolding”, der påtog sig og “med sine egne folk” at lave en ny
udskåren “altertavle med billedværk”. Der blev købt “egetømmer og fjæl”.
I 1640 var træværket udskåret, og 14 år efter udstafferet (malet). Igen
spørger man sig: Vejen til Horsens over Skanderborg var uden brolægning
(altså muddervej) og gik over flere vadesteder, især lige efter Horsens. Kunne
de stafferede dele transporteres uden skrammer hertil. Eller blev stafferingen
foretaget i Odder kirkes tårndel fra 1640 til 1654?
Før det nye alter blev placeret, blev det gamle, gyldne solgt til Tvenstrup
Kirke. Her stod det så til kirken der omkring 1820-21 (nogle steder står der
1804) blev nedrevet. Pastor Niels Blicher Randlev/Bjerager, havde sans for
lokalhistorie. Han aftalte med godsejeren på Rodstenseje, major Fr. D. von
Voss, at forære Det Gyldne Alter sammen med et fornemt røgelseskar fra
1200-tallet til Oldsagskommissionen, nu Nationalmuseet.
Det var iøvrigt pres fra godsejeren gennem årene, der fik Tvenstrup og de
omgivende landsbyers bønder til at opgive kirken. Godsejeren havde allerede
i 1674 fået kongelig tilladelse til at nedrive den formodentlig tårnløse kirke.
Men bønderne ville beholde kirken og fik så lov til det mod selv at vedligeholde
kirkebygningen. Og dele præst med Odder fik de fortsat lov til. Ja, de
dårlige veje mellem Tvenstrupbønderne og Odder var vel også en årsag til at
beholde den forfaldne kirke.
En grund til at “spare Tvenstrup Kirke væk” (mit udtryk) var gods- og kirkeejer
Jens Rodsten og hans frues ønske om gravkapel og slægtsminde. Det medførte
den sidste større ændring af kirkebygningen ude og inde, da der i 1694
blev tilbygget tværskib med gravkapel under den yderste del.
– 17 –

På kapelgavlen står: J R S (Jens Rod Sten) – det yderste bogstav er forsvundet
– og S A G (Sophie Amalie Gersdorff).
Oprindeligt var det meningen, at kisterne skulle stå på gulvet som i Gosmer
Kirkes tårn og siden sidekapel. Måske blev spørgsmålet om at rumme Tvenstrup
Kirkes menighed årsag til, at gravkrypten blev bygget i tværskibsgavlen.
Over den anbragtes så det Rodstenske epitafium. Gulvet foran er belagt eller
malet med sorte og hvide fliser. Gulvet nedenfor gravkrypten svarer til kirkegulvet.
Her er åbningen til krypten en muret fladrundbuet port. En trælem i
gulvet skjuler trappenedgangen.
Kunstneren bag gravmonumentet er den fra andre gravminder/kapeller
kendte billedhugger, Thomas Quellinus, der havde dygtige medarbejdere.
For at tværskibets kirkegængere kunne se prædikanten, flyttedes prædikestolen ned tæt på døren (den kom fra højre side
foroven i kirken). Oppe i korbuen havde herskabet sit pulpitur, og under det kunne “Tvenstrupperne” forhåbentlig også
se og høre præsten.
NB: Måske var opgangen til pulpituret i den smalle sidebueåbning
Gravmindet er 4,3 meter i højden og 3,9 meter i bredden forneden. Fundamentet
er muret af gotlandske sandsten. I midten ses buster af det afdøde
ægtepar omgivet af maritime symboler. Jens Rodsten var jo en kendt kongeudnævnt
admiral i flåden. Derfor ses også krigstrofæer og anevåbner. Øverst
ses ægteparrets forbogstaver og årstallet 1707 (hun døde 1706 og han 1707).
Nederst er anbragt en mørkerød kalkstenstavle med omfattende tekst skrevet
med fordybede, forgyldte versaller. Teksten omtaler Rodsten og frue af ædel
byrd og blod, hans strid for konge og fædreland “i Herrens sande frygt med
troskab med forstand”. Hans omfattende rejser i ungdommen “lagde til sit
pund, og daglig wisdom lærde”. Det drejede sig om Asien, Ægypten, Holland,
– 18 –

England, Spanien og Italien (Venedig). Det slutter med, at han var mæt af år
og ære. “Gud ham så til sig tog”.
Tavlen flankeres af delfiner og to havguder, der læner sig op ad podiets
skråsider: Til venstre ses Poseidon med trefork og krukke og til højre Triton
med konkylie og åre. (NB.: Poseidon var Havets Gud og Triton hans søn. De
er fra græsk mytologi).
Foroven ses trompetblæsende amoriner (engle) og over dem opadsnoede
fiskehaler, der støtter det Rodstenske og Gersdorffske våbenskjold. På hver
side af epitafiet er otte anevåbener anbragt i række: De til venstre nævner
Jens Rodstens – og de til højre nævner Sophie Amalie Gersdorffs – forfædre.
(Anerne var meget væsentlige for adelsstandens rettigheder).
Og så var krypten åben for et antal kister. Det blev til ialt 22: 13 voksne og
9 børn.
Mærkeligt er det, at godsejeren på et tidspunkt har anbragt en trækasse
ovenpå en af kisterne. Den havde et lufthul foroven; men nogen stank kom
der nok ikke, selv om kassen indeholdt to indtørrede pattegrise. Der knytter sig
overtro til anbringelsen; for på herregårdene fandtes dengang dele af gamle
udtørrede dyr. De måtte ikke fjernes, hed det. For så ville det gå slægt og gård
ilde. Det var så en enkel løsning med anbringelsen i gravkælderen: Så vidste
man, hvor grismumierne var.
Pastor Niels Blicher, Randlev (1795-1823) var som nævnt lokalhistorisk
bevidst og fik lov at kigge ind i gravkapellet, hvor “2 stive og gamle forstenede
grise lå”. Det var for Blicher en ganske overflødig ting at have stående. Kassen
er siden med sit indhold fjernet sammen med overtroen.
I 1925 restaureredes gravmælet grundigt, og 44 år senere – i 1969 – blev
restaureringen gentaget. Forlængst var en rød- og gulmalet baldakin på
væggen omkring gravmælet blevet overkalket med hvidt i forbindelse med
den øvrige væg- og hvælvingskalkning i kirken.
I 1925 forsvandt derved hvælvingernes enkle dekoration sammen med de
omtalte to våbenskjolde fra Århusbispens store hvælv samt kirkeudvidelse.
Men kirkens kor blev – ser det ud til – ændret før tilbygningerne under
biskoppen: I triumfvæggen blev korbuen udvidet og omgivet af kvadre, og
korloftet fik krydshvælv.
Omkring 1873 blev korvæggene rødkalket og hvælvet blåkalket og mønstret
med hvide stjerner.
Et indvielseskors fra 1400-tallet på nordvæggen til højre for indgangen blev
senere erstattet med et “bomærke-kors”; formodentlig sat efter den store udvidelse
lige før reformationen.
Iøvrigt blev inventaret: prædikestol, døbefont og alter også præget af tiden:
Pietismen (inderlig tro) og rationalismen (fornuftstro). Pietismen kom
af sorg over rationalisterne. Præster og menighed skulle derfor vækkes:
Thomas Kingo (1634-1703) ønskede sig en anden verden, bl.a. med salmen
“Far verden, farvel ... “. Hans salmebog fra 1699 blev forordnet ovenfra
og med 1/3 af hans salmer. Han og Hans Adolf Brorson (1694-1764) erfa-
rede nedgørelsen og foragten af gudstroen. Han ønskede øjnene åbnet for
“Al den ting som Gud har gjort”. Fornuften kunne jo ikke redde verden
fra de følgende mange krige. Vi kom længere fra vor vej “Vi stolte Adams
slægter”, der jagede efter skygger ifølge Matthias Claudius (1740-1815), tysk
digter.
Fra omkring 1860-70 kom der besked fra Kirke- og Undervisnings ministeriet,
at døbefontene skulle renses for de farvelagte stenmønstre (væk med
– 19 –

ød, gul, gylden osv.). Det skete også i Odder; men man kan endnu svagt se
lidt farve på fonten.
Odderfonten hører til den kendte Horsenstype fra 1170-1200: 16 fonte.
Sandsynligt er syv af dem tilvirket i Hads-Ning Herred. De bedste af dem ses i
Odder, Gosmer og Torrild; sikkert tilvirket af stenmesteren selv.
En årsag til, at døbefontenes billeder skulle affarves, kan være, at billed-
udhugningerne ikke var “kristne”, men inspireret af korsfarernes rejser til
Østen sidst i 1000-tallet. De fortalte herhjemme om Kentaurer, fabelvæsener:
halvt dyr og halvt menneske og vilde, ukendte dyr som f. eks. løver.
Odderfonten er af rødlig granit fra ca 1225: perioden hvor den “uhellige
grals mysterium” var samlingsmærke. Fontens fod har frise af løvblade i hjerteformede
rammer forbundet med en ring og nedstukket liljer. Kummen har en
krans af bægerblade og løver “i profil og en face”. Man må tro, at også grøn
farve har vist sig på fonten. Ja. Hvad skal man tro, når døbefonte i en periode
som i Randlev og andre kirker brugtes som vandingstrug ude til kreaturer og
i kirker erstattet af metalstativer med dåbsfad; men ellers kunne man “pakke
fonten ind” i træramme!
Det øvrige kirkeinventar blev overmalet med grå/egetræsfarve; måske var
det på samme tid koret, der jo siden blev hvidkalket, fik sit stjernehvælv m.m.
som kompensation for det grå (alter og prædikestol).
Døbefonten. Kirkens ældste og “bevarede” inventar, stod oprindelig ved
kirkens indgangsdør; (det ses endnu i Gosmer): Dåben var jo indgangen til
Guds Hus; men koldt må der have været i vintertiden. (Uisolerede mure som i
dag og sandsynligvis uopvarmet i kirkens fleste år). Barnet sænkedes helt ned i
den iskolde døbefonts vand. Et dåbsfad kom som nævnt til i Odder Kirke 10-20
år efter reformationen; men man holdt fast ved en lov fra 1683: Den fødende
kvinde måtte først vise sig i kirken 40 dage efter fødslen. Struensee(læge)
søgte forgæves at ændre det i 1770; men man kaldte karantænen for barne-
moderen en borgerpligt. Men dåbspligt var der og skulle ske otte dage
efter fødslen ved hjælp af en gudmoder eller gudfader. Efter 40 dage førtes
barnemoderen af præsten op i kirken til en velkomsttale og formaning om tak
til Gud og varetagning af barnets kristne opdragelse.
Til tværskibet blev der i 1990-erne bygget toilet og minikøkken/opvaskerum
m.m. På det sted lå der førhen en lille tilbygning med høj skorsten. Det var
kirkens varmeværk fra 1877-78, der nedreves 1952. Det slog nemlig ikke til;
for fra år 1900 suppleredes der med kakkelovn. Var der tale om toiletbesøg,
gik man ud til den lille hvide bygning, der stadig ligger ved østre ind- og
udgangstrappe til kirkegården med Batthis/Stodderstenen på den ene side.
Her havde og har kirkegården sit værksted.
Til kirkegårdens nordside tæt op ad muren og beskyttet af åens sving lå et
par bygninger i 15-1700 årene. Den ene bygning var kirkeladen, hvor kirketienden
(betaling overvejende i korn) blev afleveret af sognets bønder. Det var
en afgift/betaling, der på et tidspunkt – foruden til de overordnede: bisp og
kirkeejer – også kom præsterne tilgode som løn og til kirkevedligeholdelse.
Tiendekommissærer i herredet vurderede jord og kvæg og overvågede
gårdene, og delfogeder måtte inddrive restancer. Tienden blev med tiden
også en fastlagt skat til konge og stat.
Tiendeladen var en tarvelig bygning og blev revet ned 1612 og var derefter
– ser det ud til – en del af den nærliggende præstegård. Tæt ved tiendeladen
– 20 –

lå et hospitium (hospital), der bl.a skulle hjælpe nødstedte rejsende. Der var
også undervisningssted for degn og præst, der underviste børn og unge her i
stedet for i kirkens kor. Degnen blev efterhånden lærer, mens præsten tog sig
af det sociale.
Pastor Christen Hansen Blichfeldt byggede 1655 et fattighus til tre fattige
eksistensløse mennesker fra sognet. Dem tog han sig af. Præst betyder jo hyrde!
Kvinderne, der før sad i kirken, mens der undervistes fra koret, gik nu med
over i hospicet eller lyttede/deltog i mændenes snak i eller udenfor våbenhuset.
For her mødte sognefogeden op med oplysninger af almen interesse.
Derfor var præsten ofte tilstede, for han var også med i retssager.
I slutningen af 1700-tallet var præsterne ikke mere udelukkende fra overklassen/adelsstanden.
En årsag til Randlev Præstegårds “mordbrand” 1749,
kunne findes her. En anden præstetype var nødvendig. Så – havde præsten
råd til at købe embedet – kunne det lade sig gøre. F.eks. pastor Jørgen Davidsen,
Odder: rig men ikke af adel. Hans eneste arving, evighedsstuderende
teolog David Davidsen, brugte sin arv til i 1786 at frikøbe bønderne i Rude fra
“herremandens åg”. Noget lignende var sket, da pastor Johannes Hildebrandt
i Torrild 1777 hjalp 4 fæstebønder i Fensholt til ejerskab. Mindesten er rejst i
de to landsbyer.
I Odder sogn tog præsterne – allerede 100 år før ovennævnte donationer
– sig af meget udover de kirkelige handlinger. Den førnævnte pastor Hansen
Blichfeldt skulle f.eks. føre retssager på Ull Tingsted. Omkring 1657 drejede
det sig om en stridig bonde, Jens Pedersen. (Var nok en af problembønderne
i landsbyen Loverstrup, hvor alléen nu løber). Han løb ud på vejen og truede
præsten med sin fork; men hans kone løb efter og greb forken bagfra.
På vejen fra tingstedet passerede en af præsterne, hvor nu alléen begynder,
stien op til Galgebakken (senere kaldet Borre/Borgbjerg). Et kranium var trillet,
måske sparket af legende børn, ud på vejen. Præsten tog kraniet med hjem
og lagde det foreløbig oppe på ladeloftet inden for porten til præstegården.
Heroppe havde tiggere og hjemløse adgang. Kraniet blev senere begravet på
kirkegården (Præstens særlige hensyn!), for de henrettedes rester begravedes
normalt udenfor. Siden den tid hed det sig, at det spøgte i præstegården.
12. maj 1895 – en søndag nat ved 11-tiden – brændte præstegården. (Man
mente, at en vagabond oppe på ladelofter uforvarende var årsag). Omgående
spærrede ilden porten indtil gården. Tililende folk nåede ad anden vej ind på
gårdspladsen. Præstefamilien, der var gået i seng, kom hurtigt op og reddede
kirke- og embedsbøger, regnskaber m.m., mens andre hentede heste og køer
(undtagen en ko og tre kalve) samt en del indbo ud i præstegårdshaven gennem
stuehuset. Ved udgangen var et ildgitter for flere år siden sat over døren
under stråtaget. Men det, der reddede ind- og udgangen fra/til gårdspladsen
gennem stuehuset, var et kraftigt vedbendtræ vokset op tæt ved siden af døren
og op over stråtaget. En træstamme og nogle grene stod tilbage efter branden.
Den kom ind på kirkekontoret i den nybyggede præstegård. Pastor Thygesen
(præst 1886-1908) havde det først i havestuen på en fodholder. Han slutter
beretningen om branden: “Gid den altid må blive stående i, og æret af dette
hus, som tegn på lykke, og som minde om Gud Herrens beskærmelse. Gid
den, som vil flytte den – før den selv falder, må tage sin hånd tilbage og føle, at
han ikke handler i god ånd, men i en ånd, som kan bringe ham selv i ulykke.”
(citat fra Sigrid Larsens erindringer).
I dag hænger vedbendstammen oppe på væggen over talerstolen i Kirkecentret.
– 21 –

Den efterfølgende prstebolig – ikke længere gård – ses ovenfor.
Øverst ses den gamle præstegårds stuehus. Vedbendtræet anes til venstre ved indgangsdøren.
Præstegårdsbranden blev et indskud fra en for præster nok mere rolig tid,
hvor de kunne samle sig om det kirkelige: forkyndelse, begravelser, trøst
og vejledning etc. Men i 1800-tallets begyndelse ledede præsterne det der
fra 1841 blev til kommuner. Deres rolle blev udhulet hen ad vejen; men
pastoraterne blev forbillede for de kommende kommuner, mens fattigdoms-
– 22 –

og skolevæsen stadig var ledet af præsterne, hvis de altså blev valgt til det, der
kom til at hedde sognerådsformænd. For der var forskel på pastoraternes indsats.
Derfor overtog embedsmænd og politikere hen ad vejen.
Tilbage blev civilregistreringen i landet. Christian IV påbød allerede ved et
reskript af 17. maj 1646 alle sogne at føre kirkebøger, for han hvervede den
første stående hær allerede 1637. 1654 havde alle sogne gennemført loven.
Iøvrigt var der allerede 1573 kirkebogsføring i Hjordkær sogn i Sønderjylland
længe før den tyske tid og i Nakskov 1617. Så kirkebøger førtes dernede til
1864, men genoptoges ikke i kirkerne der efter genforeningen 1920. Iøvrigt: I
krigene fra 1627-60 har egnene sydøst for Århus (den gode jord) kun bevaret
de endnu nye kirkebøger i Mårslet og Årslev-Hørning. I Hads-Ning Herred
var som nævnt ødelæggelserne enorme, og dødsfaldene var 10 gange højere
end nordpå.
Endnu et glimt af en præsts aktivitet her på egnen: Randlev var i Niels Blichers
tid (1795-1823) herredets største landsby. Han vaccinerede ca. 5000 i og uden
for sine sogne mod kopper.
Han levede da pietismen/fromhedskristendommen var ved at ebbe ud
pga. rationalismens tiltagende “fornuft”: Underberetningerne, sagde de var
myter (fabler, opspind, sagn). Selvfølgelig var Blicher påvirket. Det ses af hans
aktiviteter i sognene, så det blev en mellemting: Kulturkristendom.
Men så oplevede han Biskop Balles lærebog fra 1798 (omtales senere). På
Blichers gamle dage nåede også Grundtvigs tanker ham: Nu lå sandheden i
hjertets følelse og ikke i hændernes handling: Forsoningslæren omvendte ham.
Efter omtalen af præsters virke udover det, vi i dag forestiller os skal her
omtales et eksempel på, at Odder landsby og sogn nu var blevet herredets
største, for der var, ser det ud til, for lidt plads i sognekirken; men også større
åndsfrihed kan være årsag til større tankefrihed og medtænken. Der var nok
samtale om søndagens prædike blandt kvinderne i kirken, mens mænd, børn
og unge var i våbenhus og skole. Med Grundtvig havde kirkegængerne erfaret,
at man godt kunne have forskellig opfattelse af kristentroen. Og menigheder,
hvor man selv valgte præsten, dukkede op flere steder. Det gav inspiration til
Odder.
Derfor tog den landskendte teolog fra Gylling, pastor Otto Møller, sammen
med Odderpræsterne, Christian la Cour (1861-65, tidligere omtalt, svagelig)
og Anton Kierkebye (fast kapellan 1860-66) initiativet til oprettelse af en
grundtvigsk frimenighed: Odder Valgmenighedskirke. Det var formodentlig
begyndt med møder og samtaler i foredrags- og mødehallen, der lå overfor
stedet, hvor den kommende stationsbygning for Odderbanen blev bygget.
De fremmødte blev sandsynligvis kirkegængere i valgmenigheden, der
stiftedes 1884 for at få et kirkebyggeri i gang. 1886 blev kirken indviet. Det
skal så omtales, at larmen fra den nu anlagte bane (fløjt og tuden!) generede
møder og foredrag. Den nye valgmenighed kendte jo foredragshuset, købte
det og flyttede det senere hen til Valgmenighedskirken, hvor det blev menighedens
forsamlingshus.
Den første præst i Valgmenigheden var Vilhelm Malling. Her skal så tilføjes,
at Thorvald Madsen – fra menigheden, der levede mange år senere og var
skolebestyrer for friskolen tæt ved kirken – tog sig meget af det lokalhistoriske,
skrev flere bøger/mapper om egnen, især om Rodstensejes historie og derved
gav mange oplysninger om Odder Sognekirke.
– 23 –

Anton Kierkebye blev efter få år i Odder præst i Gangsted, hvor der ved
højskolen i Elbæk står en mindesten for hans indsats. Efter ham blev J. P.
Boesen præst i Odder sognekirke 1865-85.
Så er det igen sognekirkens bygning: Tårnet fik jo sine kamtakker, og på
gavlen højt oppe, hvor der nu er et lille firkantet hul, sad et kirkeur i ca. 200
år. Pastor Chresten Blichfeldt samlede penge ind til det. Opsat 1656. I 1852
skulle det repareres i København: Kun det firkantede hul blev. Og uret? Det
store vindue nedenfor i gavlen fik i 1939 en smuk glasmosaik indsat. Kunstneren
var Arne Lofthus (norsk-dansk), og medhjælperen var glarmester
Fledelius, Odder.
Af de samme kunstnere indsattes glasmosaikken “Den brændende torne
busk” i 1941 i vinduet bag stedet, hvor prædikestolen indtil sidste restaurering
var anbragt. Oprindelig havde den sin plads oppe til højre for korbuen;
men af hensyn til Tvenstrupfløjen, som tværskibet/kapellet kaldes,
anbragtes prædikestolen lige indenfor kirkedøren. Der var iøvrigt anbragt
et stolestade(pulpitur) oppe i buen til kapellet. Her sad herskabet fra Rodstenseje.
I kirketårnet opsatte man i 1968 et klokkespil med 25 hollandskstøbte
klokker, som der fire år før var skaffet plads til ved at flytte to (måske tre)
gamle klokker højere op i tårnet.
Efter sidste indvendige forandringer i kirkerummet i 1990-erne skete to meget
afgørende ændringer:
1) Prædikestolen flyttedes længere op i kirken til venstre. (Nu havde man
fået en TV-skærm opsat i sidefløjen). Og væggen rundt om den gamle placering
af prædikestolen afslørede rester af de gamle kalkmalerier, der forsvandt
ved hvælvingsbyggeriet omkring 1510. Lidt kalkmaleri afsløredes også
lige overfor på sydvæggen. (Deres betydning er omtalt i beretninger tilbage
foran).
2) Indtil 1962 var kirkeorglet opbygget på hver side af Rodsten-epitafiet.
Da det i årene forinder “gik i stå” hentede men at trædeorgel ind fra det
nedrivningstruede kapel på den nye kirkegård og satte det foran epitafiet.
Foran stod så trædeorglet, og korsangerne skiftedes til at træde luftpedalen
for organisten (Edsen).
Da kirken i 1962 blev middelmådigt restaureret, anbragtes et stort nyt
orgel – midlertidigt? For det var tilsyneladende tilpasset Hundslund Kirke –
på gulvet foran gravkapellet og epitafiet. Her stod så orglet og spærrede for
det “kapitalistiske” gravminde så til den sidste mere omfattende restaurering
i 1990-erne, hvor et stort nyt orgel tilpasset stedet placeredes oppe på et søjlebåret
pulpitur i tårndelen. Indefra skjultes derved den føromtalte store glasmosaikrude.
Et epitafium i tårnets højre side flyttedes så ind på højre side i
sideskibet. Det var nu ryddet for det store nye orgel fra 1962, der fra begyndelsen
her som nævnt var tilpasset
Hundslund Kirke. Orglet herfra kom til Valgmenighedens Kirke. Rodstenepitafiet
kunne nu igen ses fra kapelbuen. Der opsattes et nyt gelænder foran,
der åbnede for et bedre udsyn til gravmælet end før. Samtidig flyttedes trappen
hen til venstre side ved den nye dør til køkken- og toiletbygning m.m.
Det har nok undret mange, hvorfor der er en smal bueåbning ved siden af
sidekapellets, “Tvenstrup Kirkes” store bue.
Det kunne vel have noget at gøre med varmeforsyningen fra den tidligere
ovnbygning, afløst som nævnt af den nye køkken og toiletbygning
– 24 –

med skabsplads og tekniske installationer.
Mest sandsynligt er det, at der foran den smalle bueåbning har stået kirkens
første orgel fra 1715 – et trædeorgel (ikke at forveksle med et positiv/
stueorgel!).
Her i den smalle bueåbning må man se for sig en eller to lange trædestænger
langs gulvet fra orglet ud for den smalle bue og til højre for den. På pumpestængerne
har organistens medhjælper så stået. Hvordan orglet så har set ud
må man forestille sig. Der har nok været konkurrence mellem Rathlousdals
orgel fra 1696 i Gosmer Kirke og Rodstensejes her. Det omtales først i 1768.
Til højre:
Kirkekoret ses her foran orgel og Rodstenepitafiet.
(Bemærk det tætte rækværk foran – nu udskiftet ligesom
den tidligealterskranke).
Orglet heroppe var “gået i stå” engang i 1950-erne og
blev foreløbig erstattet af et trædeorgel hentet ind fra
kapellet i den “nye” kirkegård.
Nedenfor:
1) Sidebuen til tværskibet. Var den a) Stedet hvor trappen
til Rodstenspulpituret i den store bue var anbragt?
eller b) Stedet hvor et trædeorgel for år tilbage var
anbragt foran? Det sidste her er mest sandsynlig !
2) Det store nye orgel fra 1962 – allerede dengang
tilpasset Hundslund Kirke. (Det skjulte jo epitafiet!).
I 1907 stod orglet ved tårnets nordvæg, og fra 1919 blev det bygget på hver
side af Rodstenepitafiet, hvor det som nævnt stod til 1962. Iøvrigt kan man
forstå, at særlige pladser med stole – som for kirkeejeren Rodstensejes vedkommende
– også her i kirken var reserveret Rathlousdals herskab, når vejen
til Gosmer føltes for lang.
Måske derfor hentede man 1727 møllefæsteren på Fillerup Overmølle (under
Rathlousdal) – hvor nu vej og vandværk er anlagt – som organist til Odder
Kirke. Han hed Knud Engelbredt, højt uddannet og betroet skriver i herredet
(Hustru og medhjælpere klarede mølleriet). Efter ham tog bestyreren af
– 25 –

Sandagers Mølle (nu museum) og Stampemølleren og hans slægt i flere generationer
over som organister.
NB: Møllebestyrere var meget velstående og fik uddannelse. De sidst
nævnte hørte under Rodstenseje.
Det ser ud til, at musikkritikken senere ledte til en rigtig uddannet organist.
Det blev organisten gennem 32 år, Lars Nielsen, også uddannet skolelærer;
sidst i Balle. Han blev også kendt som komponist af flere kendte melodier, til
f.eks. “Se nu stiger solen” (brugtes i kirken til omkring 1970) og til den norske:
“Jeg vil værge mit land” (Den holder man fast ved!).
Lars Nielsen døde 52 år gammel 1895. Nu var man blevet vænnet til god
kirkemusik/organist. Om organisterne igen nogle år var kritisable er sandsynligt;
for omkring 1919 søgte man uddannede organister ved Odder Kirke. Ja.
Præster var der jo gennem tiden langt flere af. Det er organisternes arbejde
arbejde udover troens forvaltere, der nogle steder er omtalt.
Ved kirkerestaureringen først i 1960-erne blev de gamle kirkestole ombygget
og lyse-”kronerne” – vel fra forrige århundrede (var de oprindelige
kroner røvet bort samtidig med dele af det gyldne alter?) – erstattet med forskellige
prøvetyper. Man valgte så smukke, lidt tunge kroner med hver otte
glaskupler. Det fortrød man få år senere og fik i stedet smukke lette kroner
opsat i forbindelse med en større restaurering. De “gamle” kroner blev i 1994
sendt til Færøerne. Den nye Frederikskirke i Toftir på Eysturoy (Østerø) havde
en plan med dem. De hænger nu i den høje tårnagtige kirkegavl, der i midten
har en ca. 2 meter bred glasvæg. Her hænger lysekronerne som en lyskæde fra
oven og ned. Den brede gavlrude sender derved sit lys over mod Thorshavn
på den tætvedliggende ø Stremoy (Strømø).
Til venstre: Lysekronerne her fra begyndelsen af 1900-tallet fristede vel på grund af, der nu var mulighed for elektrisk
lys (let at tænde!). Men hvad, der var der før er et spørgsmål ? Måske var kronerne af en kvalitet/type, som fristede soldaterne,
der røvede fra Det gyldne alter.
Til højre: El-kuplerne, der ses her, var midlertidige, ligesom bænkene nedenunder blev det og siden afløstes af de nuværende.
– 26 –

Tilbage til vores kirkeinventar:
I tårnet hang før det nye orgels placering som nævnt et epitafium fra
1664. Det minder om Ull-tingskriveren gennem 32 år, Jesper Rasmussen og
hans familie, boende i Fillerup Nedermølle. Ved sidste bygningsrestaurering
blev epitafiet jo flyttet til højre væg i tværskibet. Det er sandsynligvis udført
af samme kunstner, som skabte kirkens nuværende alter, Peder Jensen Kolding.
På epitafiet ses til venstre Moses med lovens tavler og til højre Johannes
Døberen, der peger mod den korsfæstede øverst. Nedenfor sidder to kvinder:
Til venstre en med bog og kors og til højre en med due og anker – de kvinde
lige dyder.
Det næstældste inventar i den nuværende kirke ser ud til at være prædikestolen
fra 1590-1600. Storfeltsmalerierne er fra omkring 1631. Lydhimlen
med duen, der som ånden daler ned over prædikanten og gelændermalerierne
på opgangen, er fra 1703, sandsynligvis da prædikestolen blev flyttet fra
højre side af korbuen hen tæt på døren, så man fra Tvenstrupfløjen/tværskibet
kunne se prædikanten.
Lydhimlen menes at være nummer to (den første blev fjernet). Ovenpå
er udsavede topstykker mellem drejede balustre, og imellem er sat reliefskårne
bogstaver: J R S og S A G – kirkeejernes, som også er i det Rodstenske
gravmæle.
Udvendig står foroven: “For Kirkens Pryd / og Stoelens Zier: /Patronens
Løn / I Himlen Blier / Anno 1703”. Og på indersiden: “Herre Zebaoth huor
lystige ere dine Bolige... Psalme 84 v. (2-3)”. De øvrige indskrifter på forsiden
af prædikestolen er fra kendte bibelord i gammel skrift.
– 27 –
Her ses de “tunge” lysekroner, der
endte som lyskæde i Toftir kirkegavl
på Færøerne.

Prædikestol og nuværende altertavle blev på et tidspunkt overmalet med en
gråbrun farve, ligesom kirkens kvadre udvendig blev hvidkalket: Var det for
dyrt at vedligeholde, eller var det tidens trosholdning, som begyndende med
døbefonten ville fjerne billedpåvirkningen hos kirkegængerne?
I 1883 fjernede man den ydre overkalkning, og 1919 tog en konservator
fat og restaurerede den overmalede altertavle tilbage til dens oprindelige udseende.
Det samme skete med prædikestolen i 1927. Her var man usikker,
indtil en skrabning i den hårde gråbrune maling afslørede overmalede farver.
En konservator genskabte de skjulte billeder: På storfelterne var der fem med
Kristus i midten: Salvator Mundi = Verdens Frelser, og på hver side to apostle:
S. Simon og S. Johannes – og S. Peder og S. Andreas. (Det sidste billede måtte
nymales).
Opgangen viser de fire evangelister; fra neden: Johannes, Lukas, Markus
og Matthæus.
Tidens trosholdning var nok den egentlige årsag til overmalingen. Den
var med Voltaire (1694 1778) i åben kamp mod kirken: ratio = fornuft; men
mødte også modspil som f.eks. af Ludvig Holberg(1684-1754): “Aldrig den
sande fornuft får kraft til at fatte hvad Gud er!” Grundtvig (1783-1872) gik
bagom rationalisternes dogmer og myter (fastlåste læresætninger ukritisk antaget
og sagnagtige følelsesbårne fortællinger). Han vidste, at den der gør
sjæleglad “er født til verden i Davids Stad. “ Også B. S. Ingemann (1789-1862)
var med sine ukomplicerede salmer og romaner med til at sætte gang i den
folkelige vækkelse. På den tid vækkedes nationalbevidstheden med Napoleonskrigene,
og landsbykirkerne blev for alvor en del af det danske. Nok blev vi
stærkt påvirket udefra.
Men så greb Nicolai Edinger Balle ind. Han levede 1744-1816 og var
professor ved Københavns Universitet. 1783 blev han Sjællands Biskop. Han
tog kampen op mod rationalisterne. Selv var han “Superrationalist” dvs. han
fastholdt den overnaturlige åbenbaring i den Hellige Skrift, som han mente
at kunne forsvare med fornuftgrunde. Han udgav “Lærebog i den evangelisk
christelige Religion” til brug i alle skoler. Bogen blev autoriseret 1794. Så
måtte rationalisterne rette sig ind! Ved siden af nedsatte han en komission,
der i 1798 udkom med “Evang – christelig Psalmebog”.
De “stærke jyder” var meget imod den ny salmebog. Den var uevangelisk
og ukristelig bearbejdet. (Se lidt om bogen under Niels Blicher!). Men Balle
holdt fast ved den bibelske kristendom.
Vi kom så ind i en kirkelig/tros-afbalanceret tid med fundamentalister og
grundtvigianere.
Tilbage til kirkerummet: Om de oprindelige lysekroner som nævnt blev
bortrøvet vides jo ikke; men måske fjernede man dem i begejstring for fem
nyromantiske kroner med el-pærer i 1912.
På altret stod (op i 1970-80-erne) en syvarmet lysestage. Den blev stjålet
sammen med de to stager på løvefødder samt en kårde over kirkedøren. De to
store lysestager med løveføderne var så karakteristiske for en kirke, at de kort
efter anonymt blev stillet foran kirkedøren. De er fra 1656, skænket af skovridder
Erik Melkersen og hustru, som lod de gamle romanske stagers løver fra
ca. 1200 sætte under de nye stager. På altret står under nadveren en alterkalk
fra 1725 og en oblat-æske fra 1750-75. Altersølvet og messeklæder opbevaredes
i et skab i koret.
Så træder vi nogle skridt tilbage og ser en gedigen, smukt formet alterskranke
– 28 –

af smedejern fra omkring 1920. Den tidligere skranke var, ligesom det først
kendte gelænder foran Rodsten-epitafiet, tætsat med balustradelignende
rækværk. De nye gelændere åbner for det, der står bagved. På alterbordet
rejser sig den smukt udførte altertavle af “Bildtsnider” Peder Jensen fra Kolding
(kaldte sig siden Colding). Han er Østjysk baroks grundlægger og stormester,
kendt fra udsmykning af flere omegns kirker og som nævnt Jesper
Rasmussens epitafium i tværkirken. Peder Jensen Colding havde gode, dygtige
medarbejdere i sit værksted det meste af sin tid i Horsens.
Altertavlen er af udskåret egetræ, tilvirket som nævnt i 1640 og færdiggjort
1654. Den blev som omtalt – ligesom prædikestolen – overmalet gråbrun og i
1912 restaureret tilbage til det oprindelige udseende.
Centrum på tavlen er indstiftelsen af nadveren: Jesus er i centrum med den
unge Johannes, discipel/apostel og senere evangelist. Nedenfor er forrædderen
Judas anbragt. På altrets sider ses de fire evangelister og deres symboler:
Til venstre forneden Lukas med oksen, og over ham Matthæus med englen.
Til højre forneden ses Johannes med ørnen og over ham Markus (Johannes
Markus), der var apostlen Paulus medhjælper. Han led martyrdøden ved den
af ham nyoprettede menighed i Alexandria.
Øverst ses den korsfæstede med de to kvinder ved siden. Inde i altrets
vinger ses også to kvindeskikkelser, til venstre med kors og bog: troen, og til
højre med due og anker: håbet.
Yderst på vingerne ses to havfruelignende kvinder med palmegrene i den
ene hånd: De minder om indtoget i Jerusalem og det store svigt siden. Djævlemasker
og lignende er indgraveret flere steder i altret, og allerøverst ses småfigurer,
putti, med lidelsesredskaberne: kors, spyd og korsdrikken.
Nederst under nadverbilledet er 1. Peters brev 5, 8 citeret: Om at våge og
bede; for djævlen lurer!
Oprindeligt var alterbordet af sten. 1640 blev det et træbord, og 1963 igen
et stenbord med overdækning (Måske har der ikke været det før?).
Som tidligere nævnt havde Rodstenerne anbragt er pulpitur oppe i buen til
sideskibet (Tvenstrupfløjen som den senere hen kaldtes). Her skulle så være
plads til kirkegængerne fra den nedrevne kirke. Derfor anbragtes prædikestolen
lige overfor sidekapellet ved indgangsdøren til kirken.
Der var tidligere stor forskel på rig og fattig, selv om 1788-loven havde frisat
hovbønderne. Det viste sig efterhånden, at når adelens privillegier var nedtonet,
så optonede de mere velstående bønder og vandmøllebestyrere/senere
ejere sig til gengæld: Nogle fik råd til uddannelse og blev overklasse med titler
som etatsråd (1. trin) osv. til gehejmeråd (øverst). Dermed forventede man at
få særlige stolepladser i kirken.
Som nævnt – ser det ud til – havde også Rathlousdal et stolestade allerede
1643 ved tårnets sydmur. Nu skulle det hæves ved et førforstørret vindue.
I 1800-tallets første år blev vinduet så yderligere forlænget nedad; måske pga.
den – skal vi kalde – første “Kirkestolestrid”, der fik Rathlousdal til at hæve
deres pulpitur, så der var plads til kirkegængere nedenunder. Fra pulpituret
var der så rudeåbninger ud til dele af kirken samt gelænder og trappe foran.
Men gårdmænd og andre, der var velstående med fine titler, fik efter hånden
ret til særlige pladser i kirken for familien. Noget kaldtes kvindestolestade i
altergulvet. (Var der stadig kønsadskillelse?). I 1862 var kirken forsynet med
43 “stolestader” med rygstød og døre + 10 åbne stader i sidekapellet forrest.
Oppe i kirken var der præste- og degnestade.
– 29 –

Vi er nu oppe i de nationale vækkelsesår, der med Napoleonskrigene og de to
sønderjyske krige (1848-50 og 1864) ruskede op i vort folkelige fællesskab og
dets forpligtelser.
Rodstenseje var solgt på auktion til holsteneren O. W. Hagemann i 1835.
Han var dansk gift og drev sammen med sin kone et forbilledligt landbrug og
fik dygtige, senere kendte, danske sønner: Tænk på Hagemannsgade! Men
tidsånden var imod ham og hans familie: “Holsteneren” skulle chikaneres!!
Derfor var han stille og tilbageholdende – dybest set dansk af sind. Da første
sønderjyske krig var lige på trapperne, trak han sig ud af sogneforstanderskabet
(mellemting mellem bystævne og sogneråd, der begyndte 1867).
I 1857 solgte han Rodstenseje, og familien – undtaget et par voksne sønner
– flyttede sydpå til Kiel som rentiere. Hagemann var fysisk og psykisk svækket.
Forinden havde den anden “Kirkestolestrid” vel også skubbet til Hagemanns
ønske om at flytte ud af landet. Da han købte Rodstenseje fulgte nemlig
ikke som før Randlev og Odder kirker med: Tiden var foruden folkelig
ved at blive demokratisk, så hvorfor skulle han og familien overtage retten til
pulpituret, selv om familien opholdte sig der de første år efter købet af Rodstenseje
1835?
Striden brød ud allerede 3 år efter, og godsejerfamilien ville beholde retten
til pulpituret og dermed nøglen, som de sammen med andet havde overtaget
ved købet af godset. En jurist boende på Lundhoff tog sig af sagen: Provsten i
Gosmer og Tvenstrup-Svorbækbønderne – nu ca 15 år efter deres kirkes nedrivning
– arbejdede for udsyn fra tværskibet, hvor der var 98 pladser.
Det endte med, at biskop Paludan Müller, Århus, befalede pulpituret nedtaget;
men Hagemann gav ikke op, for han vidste, at kirkegængerne kun satte
sig i tværskibet, hvis der ikke var andre pladser i kirken. (Han havde talt med
“Tvenstrup-folkene”).
Efter det Kongelige Kancelli i 1842 blev indblandet, opgav Hagemann og
afleverede nøglen. Familien fik derpå pladser i nordre side af tårnet.
Med pulpiturets nedtagelse begyndte vel den demokratisering hen ad vejen,
der fjernede andre særrettigheder til kirkestole.
En nok rimelig begrundelse for de ret isolerede kirkepulpiturer var tidens
hygiejne: Kun få havde bademuligheder og kendte til sæbebrug. Det kunne
lugtes i kirken, men nok mindre oppe i et pulpitur. Med bondefrigørelsen
1788 og godsernes særrettigheders ophævelse 1919 kan man vel sige, at nu
stod striden på gulvet og endte med “ren luft” i kirken/kirkerne?
Det sidste ibrugtagne inventar i kirken var vel salmetavlerne fra omkring 1850.
For salmesangen i kirken havde i mange år nok været udenadslære. I 1699
kom den forordnede “Ny Kirke-Psalmebog” med 1/3 af Kingos salmer. Og
1798 (som kort herefter omtales, citeres) kom en langt lettere tilgængelig
tekst med “Evangelisk Christelig Salmebog”. Det førte jo til “salmebogsstrid”.
Senere kom andre salmebøger med Grundtvigs og Ingemanns “toner” til; for
flertallet kunne nok læse: 1736 indførtes konfirmation, 1739 undervisningspligt,
1814 Almueskoleloven og 1818 en lov om læreruddannelse.
I nogle år stod valget mellem biskop Balles lærebog (omkr. 1800) og biskop
Erik Pontoppidans (1898-1764) pietistiske katekismus og salmebog.
Når “Evangelisk-Kristelig Psalmebog” omtales i denne forbindelse er det,
fordi den blev taget i brug af Niels Blicher i Randlev-Bjerager – og vel også
i Odder? Blicher var kendt som en særdeles dygtig fløjtespiller og har vel
dermed styrket salmesangen.
– 30 –

I den nye salmebog står der foran, at den var “Til Kirke og Huus-Andagt” og
skrevet i et let og tydeligt sprog, så “gode mennesker maae finde Trøst og
Glæde”.
Som nævnt tidligere var biskop Balle inspirator til salmebogskommisionen
og ordenes forståelighed og vejledning. Det forargede jo “de stærke jyder”.
Her er nogle verslinjer citeret:
Nummer 18: “Alt skeer, o Gud! som du det vil.
Dit bud må alting lyde ....”
22: Den kendte:
“Alvidende! dit Øie mig ransager ....”
118: “O Jesus! du har elsket mig,
Mig Synder overmaade ....”
219: “Engang jeg vaagner og mig hæver
Fra Gravens Mørke, Gravens Muld ....”
549: efter tordenvejr:
“Dit Lyn foer ud, din Torden slog,
Da truede os Døden!
Du i din Varetægt os tog ....”
Slutter med nr. 558, register samt 223 sider med Collecter, Epistler, Evangelier
og Bønner.
Og Niels Blicher satsede på at anlægge et Skolelærerinstitut i Randlev 1807.
Han påtog sig derfor at uddanne lærere i præstegården og demitterede 14
lærere i 1812. Da havde der siden 1740 ligget en skole i Dyngby på stedet, hvor
den nedbrændte kirke havde ligget til ca. 1529. Men hvordan med undervisningen
i herredets første til formålet opførte skolebygning? Det var nok en
grund til Blichers læreruddannelse.
Ved Odder Kirke slog åen oprindeligt en – formodentlig anlagt – bue udenom
nordre kirkegårdsmur. Her lå som nævnt i 1600-tallets sidste del en af bønder
simpelt opført skolebygning og et hospice, hvor man tog sig af “fattiglemmer”
som Gosmer Hospital fra 1757, der var bekostet af Rathlousdal (Ja. Gårdens
“lemmer” skulle medbringe deres ligkiste!).
Skoleindlæring havde allerede Luther anbefalet, og i 1780-erne blev en
lang skolebygning opført der, hvor man i dag drejer ind til rådhuset. Her blev
sognedegn og præstevikar Jørgen la Cour lærer fra omkring 1785-1809. Præsteembedet
kunne han som nævnt ikke få, da han nægtede at gifte sig med
præsteenken. Ja; det var jo en socialforanstaltning: enkeforsørgelse; en del af
præstelønnen!
Ved reformationen havde kongen overtaget en del af kirkens penge (korn
m.m.), og præsterne fik præstegårde, dvs. jordtilliggende styret af forpagtere.
Med stamhus-lensafløsningsloven af 1919 mistede godsejerne retten til at eje
kirker og præstegårde. Deres jord overtog staten til oprettelse af husmandsbrug
mod at betale præstelønningerne.
Som nævnt havde Odder Kirke salmetavler før 1862 (1850 er nævnt foran),
da kirkesynet det år omtalte dem. I 1904 opsattes nye tavler, der igen 1924
erstattedes af de nuværende med trekantgavl. Siden er trekanten dekoreret
med bibelske motiver.
I de mange år kirken har ligget der, har om- og tilbygning, ændringer og
vedligeholdelse hele tiden været en selvfølge.
– 31 –

Da korgavlen i 1868 blev nymuret med røde mursten, blev apsis repareret og
forsynet med udgangsdør for præsten.
Gulvet er flere gange udskiftet/forstærket. Der nævnes intet om begravelser
under kirkegulvet; så ville store mindesten, f.eks. opsat i våbenhus som i
andre kirker, minde om det. Begravelser under kirkegulve blev iøvrigt forbudt
1805.
Våbenhuset fik 1857 to store vinduer og hævet loft, så skibets nordportal
blev synlig. Det ser ud til, at den fjernede sydportal var til svarende.
1862 byggedes et stort vindue i korets sydside (hvor cement brugtes i stedet
for tilhugne sten). Samtidig blev et mindre vindue overfor tilmuret. I skibets
sydmur anbragtes 1885-88 to spidsbuede vinduer med tilhuggede sten. De var
afløsere for de oprindelige små vinduer. To overliggere (Monolitter) derfra
eller fra nordsidens vinduer er vel de to sten, der stikker op af jorden øst for
våbenhusets væg.
I 1930-erne talte man om at udvide kirken med en sidefløj ved siden af
Tvenstrupfløjen: Kirkegængernes antal var nok øget efter 1. verdenskrig!?
Som nævnt blev et vindue i tårnets sydside forlænget nedad og vestvinduet forstørret
1885-88. Tvenstrupfløjen har som føromtalt også gennemgået forskønnende
reparationer inkl. vinduer. Ved kirkedøren stod oprindelig (omtalt
1862) en fattigblok med bøsse. Den afløstes 1965 af to kobberbøsser på hver
side af kirkedøren.
I det følgende berettes lidt mere om kirkens nære omgivelser:
Tæt ved tværskibets gavl er der blevet plads til urnebegravelser markeret
med flade sten, og foran op mod kapelmuren står et krucifiks af kunstneren
Erik Heide – formentlig fra begyndelsen i 1969. Kirkegården i den tidligere
“store, folkerige landsby” er udvidet flere gange. Første gang 1821-22 – ser det
ud til – i en afdeling op mod den kommende jernbane, så der var en lille åben
mark imellem de to kirkegårdsdele. 1872 blev jordstykket mellem dem så inddraget.
En rest af den gamle vendermur var der op mod den store kirkegårdsportal.
Den blev fjernet 1902. Man kan se aftryk af de store sten på portalens
vestside. To år efter kom et pikstensbælte rundt om kirken sammen med en
stenbelægning fra port til kirkedør.
Den hvide bygning markeret med gamle sten ved østre opgang til kirkegården
var oprindelig nødtørftshus. Efter 1968 blev der toilet og materialerum.
Her ved opgangen blev Batthisstenen anbragt 1942 efter at have været Stoddersten
i mange år. Den lå til hen i 1700-tallet over grav i kirkegårdens nordvestre
hjørne.
Gravpladsen på den flere gange udvidede kirkegård slog alligevel ikke til.
1889 blev Assistenskirkegården ved den nye Århusvej, nu Rådhusgade indviet.
Langt fra kirken syntes man. Derfor opførtes 1894-95 en bygning med ligkapel
og andagtsrum med siddepladser samt trædeorgel på pulpitur. Bygningen
blev nedrevet 1980 pga. gode veje og dermed kistetransport fra kirken.
Tilbage til det gamle område ved kirken.
Mod øst lå Kirketorvet, hvor Østergade løb ind i det, der nu hedder Kirkesti,
samt Rørthvej med den gamle vej til/fra Århus over Norsminde. Som den
tredje gamle vej løb Randlevvej ind til torvet her. Omkring 1850 løb den nye
vej/gade: Tornøegade herfra langs den sydlige kirkemur op mod det kommende
bycentrum.
Hvor det, der i dag hedder Østergade, begynder, begyndte Odders oprindelse:
– 32 –

Den gamle bondeby med ca. 24 gårde og huse ud gennem Ankjærområdet!
Odder Å løb i et formodentlig tidligt reguleret, buet løb udenom
kirkegårdsmuren og videre på – set fra kirken – venstre side af det, der siden
hed Østergade. Hvor Mejerivej/Kildegade i dag støder til, drejede åen i et
sving ud mod Norsminde Fjord. Huse og gårde på første del af Østergade lå
så med bagsiden ud mod åen/vejen. De havde så en fællesvej ned mod den
senere Mejerivej.
I 1881 blev åen så reguleret hen langs kirkegårdsmuren og fortsatte i sit nye
løb, hvor den lige omtalte fællesvej bag de stråtækte gårde og huse indtil nu
havde været. Nu fik de så vej ud langs Østergade på det gamle åløbs opfyldning.
Det gamle billede er – set fra Rørthvej – hvor Østergade med gårde og huse fra højre stødte til. Den var den gang ikke en
gade, men en vej med åløb på nordsiden langs vejen ud til den senere Kildegade. Gårdene havde derfor en adgangsvej
nedenfor, hvor det senere regulerede åløb kom til at strømme.
Her hvor 4-5 veje efterhånden løb sammen blev der en plads kaldet Kirketorvet: Til venstre gik vejen mod Randlev (og
dermed Rodstenseje). Ved kirkegårdsmurens sving ude til venstre stod “Stodderstenen (Hattis Sten). Her forbi blev (var?)
Tornøegade anlagt.
På billedet ses et skur/maskinhus(?), der ser ud til at spærre den gamle vej forbi kirken. Måske var man ved at ændre
åløbet. Årsag til spærringen kan også være begyndelsen til maskinfabrikken Aalykkes opbygning hen over åløbet.
Ved kirken ses varmebygningens skorsten rage op. Her forbi kirken slog vejen et S-sving: Oprindelig over et bredt vadested
og senere flyttede broer (kørebro, siden gangbro og igen kørebro) afhængig af åudgravningerne. Vejen fik til sidst navnet
Kirkesti. Oprindelig var den jo hovedvejen fra Norsminde (Århus) og videre mod vest .
I dag ender den i Mejerivej, som har et smalt forløb over jernbanen og igen over den nye vej til/fra Århus mod Nørregade.
Det brusende brede åløb (dengang) – ser det ud til – er reguleret tre gange:
1) I 1600-årene for at give plads til og beskyttelse af kirkelade og hospice.
Kirkeejer/godsejer/oberst Fr. Chr. Rantzau (1700-1741) fornyede siden bygningerne.
2) I 1796 var bygningerne tæt på kirkemuren forsvundet og blevet til en del
af præstegården, så åen reguleredes nærmere muren; men man var betænkelig
ved at komme for tæt på.
3) I 1881 var betænkeligheden borte som antydet ovenfor, og åen blev lagt
endnu tætter på muren.
Vejen, der nu hedder Kirkesti, var som nævnt forbindelsesvejen/hoved-
vejen til/fra Århus. Den løb mellem kirke og præstegård i et S-sving over åens
– 33 –

vadested og videre ad “Svotgaaed”(Muddergade), nu Nørregade, videre mod
Skanderborg-Horsens.
Skulle man til Tvenstrup, som delte præst med Odder, gik vejen ad Bisgårdsvej
og dens vadested til området, hvor den senere Århusvej løb. I vandrige
årstider måtte man op gennem Rold Skov og ad Bondesvadvej. Vadestedet
der (ved bondevadet) fik, da den senere Kirkebro ved S-svinget blev
nedbrudt, sten til en bro der.
Vejen mellem kirke og præstegård på begge sider af åen løb gennem et
fugtigt område. 1693 byggedes tæt ved præstegården en ca. 10 meter lang
kørebro over vadestedet. 1884 måtte vejen – og broen tre år efter – forhøjes
på grund af hyppige oversvømmelser.
Tegningen viser kirkens nærområde og dermed også åløbet tæt på kirkegårdsmuren. Det løb oprindeligt med et elvagtigt
brus og vandmængde, til en stor del af vandet blev til drikkevand m.m. gennem Fillerup Vandværk.
Det gamle åløb er tre gange blevet flyttet: Første gang i 1600-tallet i en bue – til beskyttelse – uden om Tiendelade og
Hospice, der senere også rummede en slags børneskole (og måske voksenskole) brugt lige efter gudstjenesten om søndagen.
Illustrationen viser den sidste åregulering i 1881.
1856 forberedte sognerådet sig på den kommende vej direkte til/fra Århus
og ville med en bro ved Tinghuset, der på samme tid blev bygget, ændre Kirkebroen
til en gangbro. I 1860 var Århusvejen færdiganlagt. Den gamle bro ved
præstegården brugtes, trods dens elendighed, som gangbro til ålejet i 1881
var flyttet tæt på kirkegårdsmuren. Derpå blev den omtalte gangbro bygget
over åsvinget lige ved kirken. Fra nu af kaldtes vejen Kirkestien!
Man må tro, at mange kørte til kirke – den gang i hestevogn (Så måtte der
vel være hestepassere under gudstjenesten?). For beboere i Odder, Tvenstrup,
Balle og Svorbæk ansøgte i 1884 om anlæg af en rigtig bro og vej tæt ved kirken.
De havde som nævnt fået en bro over Bondesvad, så nu kunne de næsten
køre til kirke. Efter overvejelse forlangte sognerådet mindst 400 kroner. Ved
privatindsamling gennem pastor Thygesen kunne han i august 1889 aflevere
beløbet. Derefter udførtes bro og brolægning. Men den hed stadig Kirkesti.
– 34 –

Aalykke sænkesmedie og galvanisering” står der på gavlskiltet. Fabrikken blev bygget 1883 og nedrevet, flyttet til Fillerup
1965.
Nederst th: Der var fra begyndelsen en vandmølle (uden behov for mølledam!). Det ses at vandhjulet er fjernet; for-
_modentlig
da vandbruset hørte op pga. vandværket (omkring 1900 - 1910).
Når vi i dag ser på området mellem “Kirketorv” og stedet, hvor den efter
branden 1895 opførte præstegård og dens nære omgivelser lå, er alt totalt
forandret: Først var det præstegårdsjord og ubebygget undtaget de til kirken
hørende bygninger. Og så begyndte det nye, som nu er væk.
Det, kan man måske sige, begyndte med brandsprøjten, der var anbragt
i kirkens våbenhus. (Det inspirerede vel?). For 1858 byggedes et sprøjtehus,
som 1897 afløstes af en brandstation overfor præstegården tæt ved, hvor “stien”/
vejen drejede.
Ud for Kirketorvet og hen, hvor kirken i dag har parkeringsplads og på
arealet, hvor biblioteket senere blev bygget, lå fra 1883 en maskinfabrik, Aalykke,
bygget hen over en del af det nye åløb, hvor man også kunne bruge
det brusende vand i en vandmølle, inden vandværket i Fillerup tog bruset.
Efter Aalykkes første del drejede Kirkesti over den nye Kirkebro og hen mod
præstegården til Mejerivej.
Ud til Kirkesti lå få beboelseshuse, og bagved fyldte Aalykkefabrikken
arealet hen til mejerivej.
Tilbage til Kirkebroen og over på kirkesiden:
Hvor vejen drejede over åen byggedes en vaskeribygning med grundmure
nede i åkanten/vandet. Den blev revet ned i 1972.
Ja, tænk: I 1888 var der planer om at opføre et slagteri på den tidligere
præstegårdsjord. Det forhindrede hofjægermester Holstein-Rathlou ved at
– 35 –

skænke grunden på Horsensvej, hvor slagteriet så blev bygget. Ja, den omtalte
præstegårdsjord gik fra det nye åløb langs kirkegårdsmuren og hen til det,
der kom til at hedde Mejerivej (tidligere del af Nørregade). Mod vest nåede
præstegårdsjorden over til, hvor jernbanen fra 1884 kom til at løbe.
Her på det åbne areal tog transportvæsenet fat: Hvor Kirkecentrets første
bygning med tre sale ud mod åen blev bygget, var der rutebilholdeplads med
garager, tankstation og værksted. Resten af det store areal udfyldtes af jernbanen
med vældige remiser, en drejeskive til lokomotiverne og værksteds-
bygninger.
Det eneste, der ikke tilhørte bus- og togtransport, var brandstationen fra
1897 ved enden af Kirkesti. Den blev verdenskendt pga. dens eksplosionsagtige
brand december 1965.
I tillid til den store præstegårdsbygnings holdbarhed – opført efter den
omtalte brand 1895 – byggedes der en “Konfirmandbygning”, faktisk et kirkecenter,
lidt ud for præstegårdens gavl og med indgang fra Åholmsgade. Her var
der kirkekontor, dobbelt festsal og køkken mm. Denne nye bygning fik højst
“10 års levetid”; for i slutningen af 1970-erne blev præstegården ubrugelig
– 36 –
Til venstre:
Her ses vaskeribygningen ved
åsvinget/broen med murene nede i
åløbet.
Nedenfor:
Præstegården (boligen) før gasningen,
der nok dræbte et eller andet insekt
(husbukke?). Men gaslugten blev
hængende. Kirkecentret/konfirmandbygningen
(nederst) fik kun ca. 10
år og blev revet ned sammen med
præsteboligen og en anden tilhørende
bygning med – ser det ud til – gammel
forsamlingssal.

efter gasning, og da kommunen gerne ville have et plejecenter og aktivitetshus
for pensionister ude fra by og omegn, var præstegårdsgrunden med den
store parklignende have et oplagt sted. På samme tid var banens og bussernes
mange bygninger + tankstation blevet overflødige.
_
Øverst: Billedet er fra jernbaneværkstedets 25-års jubilæum 1909 med et pyntet lokomotiv og de aktive.
Nederst tv: Billedet her er tydeligere. Her kan man se lokomotivdrejeskiven.
Nederst th: Brandstationen på et fotografi fra 1955. Den brændte 16. dec. 1965. Til højre i billedet ses lokomotivværksted.
Billedet til venstre er før 1970-erne, hvor de gamle bygninger langs Kirkesti endnu lå der. Man kan se ind- og udkørslen
for rutebilerne mellem den hvide værkstedsbygning og vaskeribygningen. Der hvor rutebilerne serviceredes byggedes som
vist første del af det nye Kirkecenter 1981-82. Den senere udvidelse er fra 2002.
– 37 –

Nu var der blevet plads, hvor det tidligere baneareal til Horsensbanen lå, og
behov for værksteder til motorbanetog og busser med stor holdeplads var
dækket godt ind.
Herefter kunne kirken overtage sine ryddede gamle arealer og fra 1980
bygge kirkecenter med kontorfaciliteter samt præstebolig med provstekontor
– indviet 1982. I 2002 blev Kirkecentret udvidet. Hvor Aalykkefabrikken
havde ligget, var der opført en stor biblioteksbygning med legehave og mange
parkeringspladser, ligesom kirken fik sine tæt ved.
Men husk: Det centrale er kirken. Gå rundt om den og find stenmesterens
tegn i tårngavl og ind til det ældste: døbefonten og korset.
– 38 –