– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke

lå et hospitium (hospital), der bl.a skulle hjælpe nødstedte rejsende. Der var
også undervisningssted for degn og præst, der underviste børn og unge her i
stedet for i kirkens kor. Degnen blev efterhånden lærer, mens præsten tog sig
af det sociale.
Pastor Christen Hansen Blichfeldt byggede 1655 et fattighus til tre fattige
eksistensløse mennesker fra sognet. Dem tog han sig af. Præst betyder jo hyrde!
Kvinderne, der før sad i kirken, mens der undervistes fra koret, gik nu med
over i hospicet eller lyttede/deltog i mændenes snak i eller udenfor våbenhuset.
For her mødte sognefogeden op med oplysninger af almen interesse.
Derfor var præsten ofte tilstede, for han var også med i retssager.
I slutningen af 1700-tallet var præsterne ikke mere udelukkende fra overklassen/adelsstanden.
En årsag til Randlev Præstegårds “mordbrand” 1749,
kunne findes her. En anden præstetype var nødvendig. Så – havde præsten
råd til at købe embedet – kunne det lade sig gøre. F.eks. pastor Jørgen Davidsen,
Odder: rig men ikke af adel. Hans eneste arving, evighedsstuderende
teolog David Davidsen, brugte sin arv til i 1786 at frikøbe bønderne i Rude fra
“herremandens åg”. Noget lignende var sket, da pastor Johannes Hildebrandt
i Torrild 1777 hjalp 4 fæstebønder i Fensholt til ejerskab. Mindesten er rejst i
de to landsbyer.
I Odder sogn tog præsterne – allerede 100 år før ovennævnte donationer
– sig af meget udover de kirkelige handlinger. Den førnævnte pastor Hansen
Blichfeldt skulle f.eks. føre retssager på Ull Tingsted. Omkring 1657 drejede
det sig om en stridig bonde, Jens Pedersen. (Var nok en af problembønderne
i landsbyen Loverstrup, hvor alléen nu løber). Han løb ud på vejen og truede
præsten med sin fork; men hans kone løb efter og greb forken bagfra.
På vejen fra tingstedet passerede en af præsterne, hvor nu alléen begynder,
stien op til Galgebakken (senere kaldet Borre/Borgbjerg). Et kranium var trillet,
måske sparket af legende børn, ud på vejen. Præsten tog kraniet med hjem
og lagde det foreløbig oppe på ladeloftet inden for porten til præstegården.
Heroppe havde tiggere og hjemløse adgang. Kraniet blev senere begravet på
kirkegården (Præstens særlige hensyn!), for de henrettedes rester begravedes
normalt udenfor. Siden den tid hed det sig, at det spøgte i præstegården.
12. maj 1895 – en søndag nat ved 11-tiden – brændte præstegården. (Man
mente, at en vagabond oppe på ladelofter uforvarende var årsag). Omgående
spærrede ilden porten indtil gården. Tililende folk nåede ad anden vej ind på
gårdspladsen. Præstefamilien, der var gået i seng, kom hurtigt op og reddede
kirke- og embedsbøger, regnskaber m.m., mens andre hentede heste og køer
(undtagen en ko og tre kalve) samt en del indbo ud i præstegårdshaven gennem
stuehuset. Ved udgangen var et ildgitter for flere år siden sat over døren
under stråtaget. Men det, der reddede ind- og udgangen fra/til gårdspladsen
gennem stuehuset, var et kraftigt vedbendtræ vokset op tæt ved siden af døren
og op over stråtaget. En træstamme og nogle grene stod tilbage efter branden.
Den kom ind på kirkekontoret i den nybyggede præstegård. Pastor Thygesen
(præst 1886-1908) havde det først i havestuen på en fodholder. Han slutter
beretningen om branden: “Gid den altid må blive stående i, og æret af dette
hus, som tegn på lykke, og som minde om Gud Herrens beskærmelse. Gid
den, som vil flytte den – før den selv falder, må tage sin hånd tilbage og føle, at
han ikke handler i god ånd, men i en ånd, som kan bringe ham selv i ulykke.”
(citat fra Sigrid Larsens erindringer).
I dag hænger vedbendstammen oppe på væggen over talerstolen i Kirkecentret.
– 21 –