– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke

mod syd. Men moralen havde stadig svært ved at påvirke biologien; der var
fremover brug for oplysning til tro (og dermed moral).
Kvindedøren er jo bevaret på det sted, hvor våbenhuset – nu også mandeindgang
– blev bygget. Bygningen hed nok ikke våbenhus fra begyndelsen;
men med 1600-tallets krigsår, måtte unge mænd, der efter gudstjenesten
skulle våbentræne udenfor, anbringe deres våben i våbenhuset. I 1618 byggede
Rasmus snedker, Odder, så et våbenskab til musketterne (luntebøsser).
Skabet anbragtes ved udgangsdøren.
I 1880-erne blev loftet i våbenhuset hævet, så nordportalen over kirkedøren
igen var synlig. Der var allerede i 1857 indsat to nye vinduer til erstatning af
syv fladbuede blændinger.
NB: Da alterstagerne omkring 1970-80 blev stjålet, vendte de to med
løvefødderne hurtigt tilbage (stod siden udenfor kirkedøren); men den syvarmede
stage er ikke set siden. En kårde, der sad i murværket ovenover døren,
vendte heller ikke tilbage. Stedet, hvor den hang, kan ses endnu. Her ved
døren ses endnu et indvielseskors.
I skibet blev der efter reformationen bænkerækker i begge sider. Kønsadskillelsen
skulle skabe ro under prædikenen; men pufferi, især på mandesiden
var nok forventelig, og hvad så med snak/skænderi? I våbenhuset blev
der ofte uro efter gudstjenesten: Mens kvinderne blev siddende, og børn og
unge blev undervist i koret, havde mændene grande/nabostævne derude.
Den nøjsomme og fromme bonde blev i gudstjenesten fremhævet igen og
igen, fremfor den/dem der nægtede at betale tiende (skat til øvrighed og løn
til præst), og hjalp ordene og bænkerækker ikke, kunne indtrykket af træhest
og gabestok uden for våbenhuset måske virke på “den uvidende hob”. Disse
strafferedskaber blev opstillet 1629: Gabestokken her var “en egestolpe med
halsbånd, lænke og stabel af jern” (ubehageligt at træde/stå på!). Først i begyndelsen
af 1800-tallet blev strafferedskaberne fjernet !
Som nævnt var 1600-årene urolige: Det var krigsår – til en vis grad en følge af
reformationen som især 30-årskrigene 1618-48, og nu var man jo i krigstræning,
og soldaterne fik sold (betaling), deraf navnet soldat. Soldet fik hærene
især efter 1648 ved plyndring og røveri. Krigene bredte sig fra Mellemeuropa
og nordpå op mod de frafaldne – nu protestanter. Svenskerne tog i begyndelsen
“positivt del” (mit udtryk) i 30-årskrigene. Men det forsvandt med
deres næste, tyskfødte konge. I Polen gik det nemlig ikke så godt for dem, og
de vendte sig mod Danmark og fik polske troppers angreb bagfra. Polakkerne
kaldte sig “hjælpesoldater” for Danmark. I årene 1657-59 fik de deres sold ved
bl.a. at røve og plyndre fra de tidligere katolske kirker (en “undskyldning for
hjælpen”!).
Det gik især ud over Hads-Ning Herred, kendt for sin gode jord og derfor
noget at plyndre: Gårde og huse lå efterhånden i ruiner, og skovene lagt
øde/mishandlede. Svenskerne bidrog især dertil. Håbløshed bredte sig. Saxild
og Nølev kirker blev stærkt beskadiget: Tag og loft brasede ned, og vægge?
Bemærk, at de to kirker efter genopbygningen har helt andre korapsis’er end
egnens andre kirker. Randlev Kirke fik et skud gennem alterbordet. Og i
Odder Kirke var der noget at komme efter.
Tiden påvirkede med de urolige, hærgende år kirkegængerne. Alligevel
hører vi om uro i kirken og derefter i våbenhuset, til tider under gudstjenesten,
så præsten som i Halling Kirke 1659 måtte ud og dæmpe gemytterne. Men
troens trøst gennem kirken havde de fleste brug for i disse år.
– 12 –