– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke

Vi er nu oppe i de nationale vækkelsesår, der med Napoleonskrigene og de to
sønderjyske krige (1848-50 og 1864) ruskede op i vort folkelige fællesskab og
dets forpligtelser.
Rodstenseje var solgt på auktion til holsteneren O. W. Hagemann i 1835.
Han var dansk gift og drev sammen med sin kone et forbilledligt landbrug og
fik dygtige, senere kendte, danske sønner: Tænk på Hagemannsgade! Men
tidsånden var imod ham og hans familie: “Holsteneren” skulle chikaneres!!
Derfor var han stille og tilbageholdende – dybest set dansk af sind. Da første
sønderjyske krig var lige på trapperne, trak han sig ud af sogneforstanderskabet
(mellemting mellem bystævne og sogneråd, der begyndte 1867).
I 1857 solgte han Rodstenseje, og familien – undtaget et par voksne sønner
– flyttede sydpå til Kiel som rentiere. Hagemann var fysisk og psykisk svækket.
Forinden havde den anden “Kirkestolestrid” vel også skubbet til Hagemanns
ønske om at flytte ud af landet. Da han købte Rodstenseje fulgte nemlig
ikke som før Randlev og Odder kirker med: Tiden var foruden folkelig
ved at blive demokratisk, så hvorfor skulle han og familien overtage retten til
pulpituret, selv om familien opholdte sig der de første år efter købet af Rodstenseje
1835?
Striden brød ud allerede 3 år efter, og godsejerfamilien ville beholde retten
til pulpituret og dermed nøglen, som de sammen med andet havde overtaget
ved købet af godset. En jurist boende på Lundhoff tog sig af sagen: Provsten i
Gosmer og Tvenstrup-Svorbækbønderne – nu ca 15 år efter deres kirkes nedrivning
– arbejdede for udsyn fra tværskibet, hvor der var 98 pladser.
Det endte med, at biskop Paludan Müller, Århus, befalede pulpituret nedtaget;
men Hagemann gav ikke op, for han vidste, at kirkegængerne kun satte
sig i tværskibet, hvis der ikke var andre pladser i kirken. (Han havde talt med
“Tvenstrup-folkene”).
Efter det Kongelige Kancelli i 1842 blev indblandet, opgav Hagemann og
afleverede nøglen. Familien fik derpå pladser i nordre side af tårnet.
Med pulpiturets nedtagelse begyndte vel den demokratisering hen ad vejen,
der fjernede andre særrettigheder til kirkestole.
En nok rimelig begrundelse for de ret isolerede kirkepulpiturer var tidens
hygiejne: Kun få havde bademuligheder og kendte til sæbebrug. Det kunne
lugtes i kirken, men nok mindre oppe i et pulpitur. Med bondefrigørelsen
1788 og godsernes særrettigheders ophævelse 1919 kan man vel sige, at nu
stod striden på gulvet og endte med “ren luft” i kirken/kirkerne?
Det sidste ibrugtagne inventar i kirken var vel salmetavlerne fra omkring 1850.
For salmesangen i kirken havde i mange år nok været udenadslære. I 1699
kom den forordnede “Ny Kirke-Psalmebog” med 1/3 af Kingos salmer. Og
1798 (som kort herefter omtales, citeres) kom en langt lettere tilgængelig
tekst med “Evangelisk Christelig Salmebog”. Det førte jo til “salmebogsstrid”.
Senere kom andre salmebøger med Grundtvigs og Ingemanns “toner” til; for
flertallet kunne nok læse: 1736 indførtes konfirmation, 1739 undervisningspligt,
1814 Almueskoleloven og 1818 en lov om læreruddannelse.
I nogle år stod valget mellem biskop Balles lærebog (omkr. 1800) og biskop
Erik Pontoppidans (1898-1764) pietistiske katekismus og salmebog.
Når “Evangelisk-Kristelig Psalmebog” omtales i denne forbindelse er det,
fordi den blev taget i brug af Niels Blicher i Randlev-Bjerager – og vel også
i Odder? Blicher var kendt som en særdeles dygtig fløjtespiller og har vel
dermed styrket salmesangen.
– 30 –