– med historiske bånd til andre kirker i Hads Herred - Odder Kirke

ød, gul, gylden osv.). Det skete også i Odder; men man kan endnu svagt se
lidt farve på fonten.
Odderfonten hører til den kendte Horsenstype fra 1170-1200: 16 fonte.
Sandsynligt er syv af dem tilvirket i Hads-Ning Herred. De bedste af dem ses i
Odder, Gosmer og Torrild; sikkert tilvirket af stenmesteren selv.
En årsag til, at døbefontenes billeder skulle affarves, kan være, at billed-
udhugningerne ikke var “kristne”, men inspireret af korsfarernes rejser til
Østen sidst i 1000-tallet. De fortalte herhjemme om Kentaurer, fabelvæsener:
halvt dyr og halvt menneske og vilde, ukendte dyr som f. eks. løver.
Odderfonten er af rødlig granit fra ca 1225: perioden hvor den “uhellige
grals mysterium” var samlingsmærke. Fontens fod har frise af løvblade i hjerteformede
rammer forbundet med en ring og nedstukket liljer. Kummen har en
krans af bægerblade og løver “i profil og en face”. Man må tro, at også grøn
farve har vist sig på fonten. Ja. Hvad skal man tro, når døbefonte i en periode
som i Randlev og andre kirker brugtes som vandingstrug ude til kreaturer og
i kirker erstattet af metalstativer med dåbsfad; men ellers kunne man “pakke
fonten ind” i træramme!
Det øvrige kirkeinventar blev overmalet med grå/egetræsfarve; måske var
det på samme tid koret, der jo siden blev hvidkalket, fik sit stjernehvælv m.m.
som kompensation for det grå (alter og prædikestol).
Døbefonten. Kirkens ældste og “bevarede” inventar, stod oprindelig ved
kirkens indgangsdør; (det ses endnu i Gosmer): Dåben var jo indgangen til
Guds Hus; men koldt må der have været i vintertiden. (Uisolerede mure som i
dag og sandsynligvis uopvarmet i kirkens fleste år). Barnet sænkedes helt ned i
den iskolde døbefonts vand. Et dåbsfad kom som nævnt til i Odder Kirke 10-20
år efter reformationen; men man holdt fast ved en lov fra 1683: Den fødende
kvinde måtte først vise sig i kirken 40 dage efter fødslen. Struensee(læge)
søgte forgæves at ændre det i 1770; men man kaldte karantænen for barne-
moderen en borgerpligt. Men dåbspligt var der og skulle ske otte dage
efter fødslen ved hjælp af en gudmoder eller gudfader. Efter 40 dage førtes
barnemoderen af præsten op i kirken til en velkomsttale og formaning om tak
til Gud og varetagning af barnets kristne opdragelse.
Til tværskibet blev der i 1990-erne bygget toilet og minikøkken/opvaskerum
m.m. På det sted lå der førhen en lille tilbygning med høj skorsten. Det var
kirkens varmeværk fra 1877-78, der nedreves 1952. Det slog nemlig ikke til;
for fra år 1900 suppleredes der med kakkelovn. Var der tale om toiletbesøg,
gik man ud til den lille hvide bygning, der stadig ligger ved østre ind- og
udgangstrappe til kirkegården med Batthis/Stodderstenen på den ene side.
Her havde og har kirkegården sit værksted.
Til kirkegårdens nordside tæt op ad muren og beskyttet af åens sving lå et
par bygninger i 15-1700 årene. Den ene bygning var kirkeladen, hvor kirketienden
(betaling overvejende i korn) blev afleveret af sognets bønder. Det var
en afgift/betaling, der på et tidspunkt – foruden til de overordnede: bisp og
kirkeejer – også kom præsterne tilgode som løn og til kirkevedligeholdelse.
Tiendekommissærer i herredet vurderede jord og kvæg og overvågede
gårdene, og delfogeder måtte inddrive restancer. Tienden blev med tiden
også en fastlagt skat til konge og stat.
Tiendeladen var en tarvelig bygning og blev revet ned 1612 og var derefter
– ser det ud til – en del af den nærliggende præstegård. Tæt ved tiendeladen
– 20 –