lå et hospitium (hospital), der bl.a skulle hjælpe nødstedte rejsende. Der var også undervisningssted for degn og præst, der underviste børn og unge her i stedet for i kirkens kor. Degnen blev efterhånden lærer, mens præsten tog sig af det sociale. Pastor Christen Hansen Blichfeldt byggede 1655 et fattighus <strong>til</strong> tre fattige eksistensløse mennesker fra sognet. Dem tog han sig af. Præst betyder jo hyrde! Kvinderne, der før sad i kirken, mens der undervistes fra koret, gik nu <strong>med</strong> over i hospicet eller lyttede/deltog i mændenes snak i eller udenfor våbenhuset. For her mødte sognefogeden op <strong>med</strong> oplysninger af almen interesse. Derfor var præsten ofte <strong>til</strong>stede, for han var også <strong>med</strong> i retssager. I slutningen af 1700-tallet var præsterne ikke mere udelukkende fra overklassen/adelsstanden. En årsag <strong>til</strong> Randlev Præstegårds “mordbrand” 1749, kunne findes her. En anden præstetype var nødvendig. Så – havde præsten råd <strong>til</strong> at købe embedet – kunne det lade sig gøre. F.eks. pastor Jørgen Davidsen, <strong>Odder</strong>: rig men ikke af adel. Hans eneste arving, evighedsstuderende teolog David Davidsen, brugte sin arv <strong>til</strong> i 1786 at frikøbe bønderne i Rude fra “herremandens åg”. Noget lignende var sket, da pastor Johannes Hildebrandt i Torrild 1777 hjalp 4 fæstebønder i Fensholt <strong>til</strong> ejerskab. Mindesten er rejst i de to landsbyer. I <strong>Odder</strong> sogn tog præsterne – allerede 100 år før ovennævnte donationer – sig af meget udover de kirkelige handlinger. Den førnævnte pastor Hansen Blichfeldt skulle f.eks. føre retssager på Ull Tingsted. Omkring 1657 drejede det sig om en stridig bonde, Jens Pedersen. (Var nok en af problembønderne i landsbyen Loverstrup, hvor alléen nu løber). Han løb ud på vejen og truede præsten <strong>med</strong> sin fork; men hans kone løb efter og greb forken bagfra. På vejen fra tingstedet passerede en af præsterne, hvor nu alléen begynder, stien op <strong>til</strong> Galgebakken (senere kaldet Borre/Borgbjerg). Et kranium var trillet, måske sparket af legende børn, ud på vejen. Præsten tog kraniet <strong>med</strong> hjem og lagde det foreløbig oppe på ladeloftet inden for porten <strong>til</strong> præstegården. Heroppe havde tiggere og hjemløse adgang. Kraniet blev senere begravet på kirkegården (Præstens særlige hensyn!), for de henrettedes rester begravedes normalt udenfor. Siden den tid hed det sig, at det spøgte i præstegården. 12. maj 1895 – en søndag nat ved 11-tiden – brændte præstegården. (Man mente, at en vagabond oppe på ladelofter uforvarende var årsag). Omgående spærrede ilden porten ind<strong>til</strong> gården. Tililende folk nåede ad anden vej ind på gårdspladsen. Præstefamilien, der var gået i seng, kom hurtigt op og reddede kirke- og embedsbøger, regnskaber m.m., mens <strong>andre</strong> hentede heste og køer (undtagen en ko og tre kalve) samt en del indbo ud i præstegårdshaven gennem stuehuset. Ved udgangen var et ildgitter for flere år siden sat over døren under stråtaget. Men det, der reddede ind- og udgangen fra/<strong>til</strong> gårdspladsen gennem stuehuset, var et kraftigt vedbendtræ vokset op tæt ved siden af døren og op over stråtaget. En træstamme og nogle grene stod <strong>til</strong>bage efter branden. Den kom ind på kirkekontoret i den nybyggede præstegård. Pastor Thygesen (præst 1886-1908) havde det først i havestuen på en fodholder. Han slutter beretningen om branden: “Gid den altid må blive stående i, og æret af dette hus, som tegn på lykke, og som minde om Gud Herrens beskærmelse. Gid den, som vil flytte den – før den selv falder, må tage sin hånd <strong>til</strong>bage og føle, at han ikke handler i god ånd, men i en ånd, som kan bringe ham selv i ulykke.” (citat fra Sigrid Larsens erindringer). I dag hænger vedbendstammen oppe på væggen over talerstolen i <strong>Kirke</strong>centret. – 21 –
Den efterfølgende prstebolig – ikke længere gård – ses ovenfor. Øverst ses den gamle præstegårds stuehus. Vedbendtræet anes <strong>til</strong> venstre ved indgangsdøren. Præstegårdsbranden blev et indskud fra en for præster nok mere rolig tid, hvor de kunne samle sig om det kirkelige: forkyndelse, begravelser, trøst og vejledning etc. Men i 1800-tallets begyndelse ledede præsterne det der fra 1841 blev <strong>til</strong> kommuner. Deres rolle blev udhulet hen ad vejen; men pastoraterne blev forbillede for de kommende kommuner, mens fattigdoms- – 22 –
Change language