Download publikationen her

hvor John Høybye og jeg var censorer, spurgte jeg John, om han kunnetænke sig at bestille et korværk hos mig. Det kunne han.Jeg måtte i gang med at finde tekst. Kirsten havde tidligere spurgt mig,om jeg ikke kunne bruge Frank Jægers ’Ode til Aaret’, der består af tolvtrelinjede strofer, til et korværk. Jeg havde i første omgang afvist det, fordijeg syntes, at stroferne var for korte, til at musikken kunne udfolde sig. Nublev det alligevel den tekst, jeg gik i lag med, og selv om de enkelte satserblev korte, nåede den samlede varighed dog op på 14 minutter.John havde sagt, at hans kor, Tritonus-koret, kunne klare alle vanskeligheder.Men senere sagde han, at det var nær ved, at han havde fortrudt,at han havde sagt det, for koret fik sit at slås med. I et af hans breve stårder: ”Korsangerne har ofte givet udtryk for deres begejstring. Nogle afdem vånder sig en smule over sværhedsgraden.”John talte om en opførelse i samarbejde med et jysk kor. Det blev nu ikketil noget, men udsigten til en virkelig stor korbesætning var i hvert faldmedvirkende til, at de første tre satser (oktober, november, december)blev på 9, 10 og 12 stemmer.Uropførelsen fandt sted i Pumpehuset i København i februar 1990. Foranhver korsats reciterede et kormedlem det månedsvers, satsen var byggetover. Det gav, synes jeg, en god balance i værket som helhed og gav tilhørernemulighed for at omstille sig fra én måneds karakter (atmosfære,farve) til den næste.Korets pianist ledsagede recitationerne med improviserede formler, derførte til de toner, som næste korsats skulle begynde med. Idéen var Johns,og jeg var nok skeptisk, men sagde: ”Lad os prøve.” Men klaver-improvisationerneafveg stilistisk så meget fra korsatserne, så jeg måtte sige, atdet skulle man ikke gøre.Jeg var glad for Jan Jacobys anmeldelse. Han skrev: ”I et nok så plakatagtigthelhedsbillede blev uropførelsen af Peder Holms Ode til Aaret efterFrank Jæger en befriende kontrast med en ægte, dansk-lyrisk tone fintkrydret med mere maleriske virkninger i tolv præcise og inspirerede miniaturer.Blot virkede de mange omstillinger af koret forstyrrende. Stilenvar tydeligt nok udebane for Tritonus, og de sarteste udtryk lykkedes ikkehelt, men der var hjerte og omhu i indstuderingen.”91