Fortsætter videre sydpå ad hovedvej 1. Landskabet er som ørken, som afløses affrodige grønne enge med blå Lupiner, som igen afløses af store områder medgold lava - ligner nærmest et månelandskab.Nogen steder har vi bjerge med sne på toppen,og neden for flade deltaer med floder afsmeltevand fra Vatnajøkull. Drejer fra, ind modJøkulsarlon, en stor smeltevands sø medisbjerge som langsomt driver ud mod havet.For at komme tættere ind til bræen, må vi ad endårlig grusvej. Der er de 3 Harlyer - skruer udei grøften.I Nuppstadurer Islands mindste kirke, fra 1600 tallet, medtørv på taget. Der er lige plads til 10troende sjæle - og et gammelt lille orgel. Kanikke dy mig for at prøv, om det virker - det gørdet, så spiller jeg “Mester Jacob”, til stor morofor de udenlandske turister. Det er altså forkoldt til telt her, så vi overnatter påvandrehjemmet i Vik - det er en kedeligindustri by.Der skal køres mere dårlig grusvej, for at komme ud til et fuglefjeld, da det ikkeregner, bliver det hele støvet til - senere kører vi ind i landet, forbi Skogarfoss -med sine 60m fald, er det det højeste vandfald her. Sagnet fortæller, at der skalvære et guldskrin bagved. Turen går gennem etlidt kedeligtlandskab, indtil Strokkurgeyseren,som medjævnemellemrumspyr kogendevand 12-16meter op i luften - hele området er fyldt med små og store gryder af kogendevand, som syder og bobler - og stinker af svovl.Bare 10 km herfra er Guldfoss, som nok er det mest kendte vandfald på Island -ad to gange falder vandet i ufattelige mængder - al den natur har gjort os sultne,så det er umuligt at gå forbi deres chokoladelagkager. Ude på parkerings pladsenstår to italienske BMW kørere og venter på hjælp, den ene Bimmer har brækketgearkassen. De kikker på Nortonèn og spørger, om jeg har problemer? Næ, hvasku det dog være? - så er der bare 50 km til næste vandrehjem. Lige ved siden af,er der supermarked - Gitte elsker jo at komme ud i den store verden, og se hvad12
de har i butikkerne - men det her er en skuffelse det ku ligeså godt ha væretbrugsen i Korup udelukkende danske varer - og dog en tube “pylsir senap “ harvi ik i Danmark. Så det må vi da ha og nogle pølser til.Søndag går der ad en rimelig god grusvej, ind i landet, forbi Pingvellir - stedethvor Islands demokratis vugge stod - For at det ikke skal blive for kedeligt,beslutter jeg at vi skal prøve en vej, hvor man kun må køre ud, med firehjulstrækkere.Kaldidalsvegur er en rigtig dårlig jord grusvej,60 km gennem øde terræn, hvor vejen går op i700 meters højde, over et stenet fjeldplateau påkanten af Langjøkul gletsjeren. Stopper engang imellem, for at nyde udsigten til desneklædte bjergtoppe, og løsne lidt op forjunior krampe i armene.Når vi kører, har jeg nok at gøre med at holdemaskinen på ret køl, hen over rullesten - ofte påstørrelse med et knyttet barne-hoved - det meste af tiden er det i 1. Gear. Davejen pludselig stiger omkring 30 %, kan jeg mærke at forhjulet indimellemslipper jordforbindelsen - prøver at læne mig forover, men kan ikke for den storetanktaske - råber til Gitte, om at læne sig forover. Det gik lige, det er næsten trialsektioner for touring cykler. Der blæser en iskold vind ned fra gletcheren, mendet lykkes for os at finde et hjørne ved en smeltevands flod, hvor der er læ ogTrangiaen kommer frem så vi kan få noget varmt at styrke os på.Ved Kraunafossir, strømmer grund vandet ud afhundredvis af sprækker i lavaen og formerfantastisk flotte vandfald. Da vi kommer ud påciviliseret vej igen, holder Harley slænget ogkikker på kort - de er kørt udenom, synes ikkederes lange forgafler ku klare strabadserne -tøsedrenge(men det siger jeg ikke højt) - vi køreratter på “ringen”, snor os mellem høje fjelde, ogaf og til, må vi op over. Der er mange af de karakteristiske små, men hårdføreislandske heste her omkring.Sidst på eftermiddagen, når vi vores overnatning, et vandrehjem langt ude iingenting. De eneste gæster her, foruden os, er 3 “ulands frivillige” som plantertræer. Den islandske stat betaler arbejdsløn og træer, og bonden ligger jord til.De er fra Frankrig, Italien og Spanien -flinke at snakke med og de brygger kaffetil os. Akuayri er det sted på øen, hvor der er flest solskins timer, næsten 3 gangeså mange som i Reykjavik, og solen skinner osse i dag - det er sommer på Island- 16 grader, og folk sidder udenfor på cafeerne. Udenfor en tank, holder Harleyslænget pause. Spørger en af dem, hvad der var galt den anden dag, de skruedeude på landevejen. Jo, det var bare en utæt benzinhane, som blev fikset ved atskære en ny pakning ud af en gummisko. Solen varer ikke længe, det er begyndt13