implementation of the oppm - Ergoterapeutforeningen

dokumentation, er der risiko for, at det ergoterapeutiske fagsprog ensartes med andre faggrupper, hvilket kanfå konsekvenser for synligheden af faget.Noget der har overrasket os meget, er ergoterapeuternes forklaring på, hvorfor de dokumenterer overforpatienten. Vi havde en måske idealistisk forventning om, at det måtte være for at klientcentrere og forbedrekvaliteten af behandlingen samt synliggøre ergoterapi overfor patienten. Det ergoterapeuterne fremhævedesom formål var, at de skulle have deres dokumentation for behandlingen i orden, fordi der i fremtiden vil væresandsynlighed for flere klagesager og patienter der ønsker aktindsigt. Hvis dette er udgangspunktet forergoterapeutisk dokumentationsarbejde, mener vi, at det bliver mere for ergoterapeutens egen skyld, end detbliver med afsæt i patientens behov.Der er en samfundsmæssig tendens til et stigende antal klagesager, hvilket man som en del afsundhedsvæsenet bliver nødt til at forholde sig til. Generelt mener vi, at det er positivt, at patienterne harmuligheden for at klage og forlange aktindsigt, men det skal dog ikke være den primære årsag til atdokumentere den ergoterapeutiske praksis.En anden problemstilling der har undret os er, at patientbehandlingen efter implementeringen af OPPM erblevet skåret i tid. En af ergoterapeuterne beskriver, at patienten tidligere fik behandling to til tre gange omugen og nu kun behandles en gang ugentligt. Argumentationen for denne nedskæring er, at OPPM harmedført en effektivisering af behandlingen. Kvaliteten af behandlingstiden er steget og ergoterapeuten kan nu ihøjere grad lægge behandlingen ud til patienten. Vi ser det som positivt, at behandlingstiden er blevet mereudbytterig, men spørger dog os selv, om dette større udbytte går tabt, når behandlingstiden skæres såmarkant.Kvalitetsmodellen vil blive noget, det fremtidige sundhedsvæsen skal leve op til. Det vi ser som det positiveved kvalitetsmodellen er, at der skal ske en generel kvalitetsforbedring i hele sundhedsvæsenet og atpatienten inddrages i forhold til dette. Standarderne og indikatorerne kan være med til at skabe struktur ogensrette sundhedsvæsenets ydelser samt give nogle redskaber til at måle kvaliteten af ydelserne. Dog virkermodellen meget omfattende og umiddelbart svær at føre ud på praksisplan og vi tror, at det vil tage mange årat implementere denne i hele sundhedsvæsenet. Vi mener, at der er risiko for, at standarder og indikatorer kanlægge rammer ned over sundhedsvæsenet, der kan gøre systemet rigidt og ufleksibelt. Derved mener vi, atder er fare for, at de bløde værdier og individuelle behov kan gå tabt i et sådant system.