18 Borderline ”Jeg er ved at lære at blive et helt menneske” Livet med borderline og ønsket om at se det hele menneske i behandlingen Af Mette Damgaard Sørensen, freelancejournalist Borderline og spiseforstyrrelser har domineret det meste af Sara Lys Thorsteds liv. Hun har smadret løs på ting og sig selv efter en barndom med vold og overgreb. Hun synes ikke, hun har fået den rette behandling, og ville ønske, at man fokuserede mere på det hele menneske. Idag bruger Sara sine kræfter på at blive sygeplejerske, for hun vil gerne vende de negative oplevelser til noget, andre kan bruge. Da Sara Lys Thorsted for et år siden fik konstateret livstruende modermærkekræft i ansigtet og skulle haste-opereres, blev lægen helt bekymret over Saras manglende reaktion. ”Men jeg tænkte: Nu skal jeg så være kræftpatient. Jeg har prøvet det, der var værre. Jeg er også ligeglad med arret på kinden og halsen. Det er ikke så vigtigt,” siger hun. At have ondt af sig selv er noget af det, Sara ikke kan. Men hun kan kæmpe. Borderline hedder egentlig emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type. Der findes også en mildere impulsiv type • rammer især kvinder • mildnes typisk med behandling og med alderen Mennesker med borderline har ofte oplevet traumatiske ting i deres opvækst: seksuelle overgreb, tidlige svigt og tab og konfliktfyldte forhold i familien. Symptomerne kan være • usikker og forstyrret fornemmelse af sig selv • intense og ustabile forhold til andre • angst for at blive skilt fra andre • tendens til selvdestruktivitet (fx cutting) • tomhedsfølelse Det er først for nylig, hun er begyndt at mærke sin krop uden at skade den. I modsætning til tidligere kæmper hun i dag selv-konstruktivt for at blive det menneske, hun gerne vil være. Nødt til at leve med sårbarheden Sara er diagnosticeret med borderline. Det er en personlighedsforstyrrelse med symptomer som usikkerhed, humørsvingninger, impulsivitet, en fornemmelse af tomhed indeni og et sort-hvidt syn på andre. Det gælder også Sara. ”Jeg har levet meget i mit hoved. Jeg har altid analyseret og haft en tankestrøm kørende i én uendelighed. Det har meget været en sort-hvid-tænkning – fx min mor som den onde mod min far som den gode. Men tankemylderet har ikke gjort mig klogere på noget,” siger Sara. Spiseforstyrrelser og selvskade, angst, OCD og misbrug har også været en del af Saras liv. Især spiseforstyrrelsen har Mennesker med borderline har ofte også andre diagnoser/psykiske problemer. spændt ben for den mere helhedsorienterede behandling, Sara gerne ville have haft, men i dag prøver hun at fokusere på noget andet. ”Livet er en kamp, jeg har traumer, som ikke vil forsvinde. Jeg er nødt til at leve med det på en eller anden måde, at jeg har den sårbarhed. Jeg har stadig mit dystre sind. Men jeg prøver at se det som en bi, der summer rundt – jeg behøver ikke lytte til det,” siger hun. Problemer i barndommen Saras opvækst er præget af forældrenes skilsmisse, rodløshed, vold, drama, utryghed og overgreb. Da Sara var seks år, flyttede hun sammen med sin mor ind hos moderens nye kæreste. Her boede de i et år. Sara fortæller: ”Det var ikke et liv, hvor der blev taget hensyn til et barn.” Den tryghed, hun ikke fik hjemme hos moren og dennes nye kæreste, søgte hun hos andre voksne. Sara følte sig flydende indeni. Hun søgte andre voksne, der skulle give hende det, hun manglede: omsorg og et slags svar på, hvem Sara var. ”Jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg selv var. Mine meninger og holdninger skabte jeg ud fra dem, jeg var sammen med. Så var jeg på den sikre side. Hvis jeg besluttede mig for at tænke eller gøre noget selv, tvivlede jeg straks.” Sara legede ikke med andre børn, og hendes forsøg på at række ud til voksne blev ikke modtaget godt hjemme. Det var bare påtrængende. ”Det gjorde, at jeg følte det som noget forkert at tage imod omsorg. Hvis nogen spurgte til, hvad der var galt, så havde jeg ikke noget sprog for det. Jeg troede jo, det var mig, der var noget galt med.” Sultestrejke og borderline Da Sara var 15 ønskede hendes mor, at de igen skulle flytte sammen med den Psykiatriinformation
19 Reportage "Børn skal hjælpes til at kunne snakke om det, der gør ondt. Man må ikke bare blive opgivet, fordi man ikke siger noget. Man bliver jo ved med at have ondt, og jeg havde selv virkelig brug for hjælp til at sætte ord på det." Foto: Peter Andersen
Change language