Foto: Peter Andersen Sara maler for at dæmpe sin angst: "Engang skulle vi undervises i brugen af tvang i psykiatrien. Jeg kom ned i en stor sal og dér lå bælterne ... Jeg blev ramt af en voldsom kropslig uro, der udviklede sig til angst. De efterfølgende fem dage malede jeg i et væk. Det var det eneste, jeg kunne de dage, det var ved at male, at jeg fandt ro."
21 voldelige mand, som moren i mange år havde haft et forhold til. I protest gik Sara i sultestrejke: ”Jeg gik ikke op i kalorier, men jeg kontrollerede maden. Da min BMI var nede på 13, blev jeg indlagt. Jeg fik skældud, både af min far og min mor. Først da min mor gik fra sin kæreste, begyndte jeg at spise igen.” Sara begyndte at få andre symptomer, blev depressiv, kom til skolepsykolog efter et nervesammenbrud, men da hun ikke rigtigt fortalte noget, stoppede den hjælp. Sara begyndte at skære og brænde sig i armene. Det var en smerte, hun kunne mærke og forstå i modsætning til smerten indeni. Som 18-årig blev hun behandlet på en skadestue efter en voldsom selv skadende episode. Hun fik ordineret antidepressiv medicin, men fik ikke yderligere hjælp i den omgang. Medicinen fik ikke ændret fundamentalt på, hvordan hun havde det. Tre måneder senere fik hun stillet diagnosen borderline hos en privatpraktiserende psykiater. Hjemmefra Efter at Sara flyttede hjemmefra, var livet en vekslen mellem (mislykket) behandling af spiseforstyrrelsen, en halv HF og den store passion for heste. Den spiseforstyrrede og selvskadende adfærd eksploderede i denne periode. Livet med hestene var hendes eneste rigtige fristed. ”Jeg arbejdede med hestene fra morgen til aften. Dér var jeg fri, det var hestene, det handlede om, jeg skulle ikke forholde mig til andre. Men det var også en flugt.” Da Sara havde gennemført sin HF, byttede hun heste og Jylland ud med hovedstaden og arbejde. Med jobbet fulgte adgangen til et kreditkort, og så fik bulimien fuld skrue. ”Jeg kunne købe for over 1.000 kroner mad og så bruge 24 timer på at spise det og kaste det op.” Sara blev sagt op og mistede sin lejlighed, da den tilhørte firmaet. Selvmordstruet blev Sara indlagt på den lukkede afdeling på Bispebjerg og brugte det næste halvandet år på at være indlagt og være i forskellige former for behandling. Men kun for spiseforstyrrelsen og ikke for borderline. Det var ukonstruktivt følte Sara, for dermed blev de bagvedliggende problemer og udfordringer ikke løst. Der manglede fokus på det hele menneske. ”For mig var det meningsløst at snakke om mad, når det ikke var det, det handlede om. Der var større ting på spil. Men mål og vægt blev det store problem, og jeg skulle spise, som de ville have det. Jeg ville ikke. Jeg følte jo, de tog mine eneste redskaber fra mig.” Psykoterapeut blev vendepunktet Saras nuværende psykoterapeut blev et vendepunkt. Sara skrev til hende en lørdag nat, og søndag morgen lå der et svar. Det kunne Sara bruge. Til forskel fra andre behandlere stillede terapeuten ikke krav om, at Sara skulle opgive sine ”mestringsstrategier”, som den selvskadende adfærd egentlig var et udtryk for. For terapeuten forstod, at den spiseforstyrrede og selvskadende adfærd var Saras måde at mestre det svære på, noget, som i stedet skulle konverteres til konstruktive redskaber og strategier. Og det er lykkedes: ”Hun stiller de rigtige spørgsmål og bygger mig op. Hun spørger mig, hvem er du? Hvad er dine holdninger og meninger? Jeg er et ødelagt menneske, men jeg vil lære at være et helt menneske.” Sara er også begyndt at gå til yoga. Det har givet hende en ny kropsbevidsthed, men det er ikke nemt. ”Det er svært at mærke en krop, jeg så længe ikke har været til stede i. Nu kommer følelser og erindringer væltende fra dybet. Tidligere skulle jeg gøre skade på mig selv for at mærke noget.” Det er også med den nye kropsbevidsthed, hun for nylig har indset, at hun har været udsat for seksuelle overgreb. Børn skal hjælpes tidligt Sara synes, at der kunne være gjort langt mere for at forebygge, at hun skulle så langt ud. Især fra de professionelles side. ”Børn skal hjælpes til at kunne snakke om det, der gør ondt. Man må ikke bare blive opgivet, fordi man ikke siger noget. Man bliver jo ved med at have ondt, og jeg havde selv virkelig brug for hjælp til at sætte ord på det,” siger hun. Sara er også skuffet over, hvad behandlingsstederne kunne tilbyde. ”Jeg synes ikke, at de nogensinde gik på opdagelse i min historie. De spurgte ikke, hvorfor den spiseforstyrrelse var der.” Råd fra Sara til andre med borderline: • Bliv ved med at kæmpe for at få det bedre. Man skal kæmpe, for det er det værd. • Husk, at det kræver en enorm indsats. Det er ikke bare klaret med en times snak med en professionel en gang om ugen. • Gå op i noget, der ligger uden for dig selv. Fokuser på det. Fx motion, yoga, foreningsliv, en hobby eller noget helt andet som er vigtigt for dig og giver glæde. Hun læser i dag til sygeplejerske med den største ihærdighed. Det holder tankerne beskæftiget på en konstruktiv måde. Sara bruger sin egen historie til at give andre studerende indblik i, hvordan det kan være at være patient. Sara drømmer om at blive psykoterapeut. ”Jeg er SÅ færdig med at skjule den, jeg virkelig er. Jeg vil gerne vende det til noget, der er positivt for andre og mig selv. Frem for noget, der kun er negativt for mig. Jeg vil gerne, at andre kan drage nytte af min historie. Så giver min historie mening.” Læs mere om diagnosen borderline og angst på psykiatrifonden.dk
Change language