INFORMATION

27
Secher Mathiasen og kobler samtidig det
idealistiske synspunkt på. ”Det, at vi har
det godt, burde jo være meningen med
det hele. Det burde være den vigtigste
målestok for, om vi indretter samfundet
rigtigt. Og det hører man meget sjældent
politikerne tale om.”
Reformer med visioner
I stedet hører hun ofte politikerne sige,
at vi er for dovne, vi er for dårlige, vi er
for langsomme, og vi vælger de forkerte
uddannelser. ”Ifølge politikerne gør vi
simpelthen så mange ting forkert,” siger
hun og advarer imod, at den retorik kan
øge mistrivslen hos dem, der har det
svært. ”Når politikerne begrunder deres
reformer med, at vi er for dårlige til at
træffe kloge beslutninger, så skaber det
utryghed og desillusion, for der er så
mange mennesker, der kæmper for at
gøre det godt.”
Når vi snakker om, at
Danmark skal være konkurrencedygtigt
på parametre
som løn, kompetencer
og uddannelse, så glemmer
man det utrolig vig tige, som
handler om, hvordan vi har det.
Hun understreger, at hun fuldt ud anerkender,
at politikerne tager et kæmpe
ansvar på sig, når de sætter sig ind i
folketinget, men efterlyser stadig visioner
i stedet for frygtretorik.
”Det, jeg savner, er, at de begrunder de
store beslutninger med der, hvor vi gerne
vil hen, i stedet for der, hvor vi frygter
at komme hen,” siger hun og fortsætter:
”Jeg anerkender, at det må være utrolig
svært at skabe en fælles vision på tværs af
store politiske skel, men de skylder os at
forsøge.”
Økonomisk og faglig underprioritering
Eva Secher Mathiasen savner også, at
politikerne baserer reformer på fagkundskaben.
”Vi ved så meget om, hvad der virker,
men vi gør det bare ikke,” siger hun og
bruger som eksempel, at forskningen
peger på, at let og moderat depression
langt oftest behandles bedst med psykoterapi,
ikke med medicin. Alligevel bliver
der ikke bevilget penge til det. Derimod
bruges der mange penge på at overholde
lovgivningen frem for at sikre, at borgerne
bliver raske.
”Vi kan sige: ’Se, nu har vi behandlet flere
og forkortet ventelisterne.’ Men der er
ikke nogen, der tør iværksætte målinger
af, om vi får det bedre af det,” siger hun
og fortsætter: ”Man har ikke prioriteret
psykiatrien økonomisk og sat den på
finansloven.”
I forlængelse af den økonomiske underprioritering
ser Eva Secher Mathiasen en
faglig underkendelse af psykologernes
ekspertise.
”Man har ikke samme forpligtigelse
i kommunerne til at følge en faglig
anbefaling, som man har i det regionale
sundhedsvæsen. Hvis en læge i det somatiske
sundhedsvæsen siger, at dit ben er
brækket, og du skal have gips på, så får
du gips på. Så kommer der ikke en anden
faggruppe ind og siger: ’Nej, det skal du
bare gå væk’.”
Det mener hun derimod ofte sker i kommunerne.
”En psykolog kan konstatere, at et barn
har angst og har behov for psykoterapi. I
den situation kan der komme en anden
faggruppe med hånden på pengekassen
og sige: ’Vi synes, det er et pædagogisk
problem. Vi giver læreren supervisionstimer,
så er det klaret.’ Og et halvt års
tid senere står barnet på venteliste til
psykiatrien.”
Familiepolitik og specialiseret
behandling
Eva Secher Mathiasen undrer sig højlydt
over underprioriteringen af psykiatrien:
”Sygdomsbyrderapporten viser, at angst
er det dyreste, vi har. Hvordan kan man
lade være med at prioritere det højt?”
spørger hun og efterlyser reformer,
der handler om, at vi holder op med at
producere flere og flere kunder til den
velfærdsstat, vi ønsker at spare på.
Hun peger på England som et godt
eksempel, hvor man kan få behandling
hos en psykolog, uden at man skal
omkring sin alment praktiserende læge.
”Det viser sig, at jo tidligere du vælger
den specialiserede behandling, jo hurtigere
bliver borgerne raske.”
Det, at vi har det godt,
burde jo være meningen
med det hele. Det burde
være den vigtigste måle stok
for, om vi indretter samfundet
rigtigt. Og det hører man
meget sjældent politikerne
tale om.
Derudover kigger hun mod Sverige efter
almindelige familiepolitiske løsninger,
hvor småbørnsforældre har ret til at gå
på deltid, kan tage flere omsorgsdage
osv. ”Hvis jeg var politiker, ville jeg lade
mig inspirere af svenskerne,” siger hun
og uddyber: ”Deres muligheder gør det
lettere at få livet til at hænge sammen, når
børnene er små og har allermest behov
for, at der er gode rammer omkring dem.”
”Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man
kan sige, at man ikke har råd til at investere
i, at børn skal udvikle sig til at trives
og være sunde og raske voksne,” siger Eva
Secher Mathiasen og ser for sig, hvordan
samfundet kan udvikle sig, hvis der ikke
kommer politiske visioner for det gode
liv på banen.
”Hvis den måde, vi indretter konkurrencesamfundet
på, handler om at spare
på velfærdsstaten, så får vi ikke investeret
i de ting, der gør os stærke som borgere.
Hvis vi sparer på alt det, der gør os dygtige
og sunde, psykisk som somatisk, og alene
konkurrerer på løn og skattetryk, så er det
i sidste ende vejen til at blive et uland.”