INFORMATION

21
voldelige mand, som moren i mange år
havde haft et forhold til. I protest gik Sara
i sultestrejke:
”Jeg gik ikke op i kalorier, men jeg kontrollerede
maden. Da min BMI var nede på
13, blev jeg indlagt. Jeg fik skældud, både af
min far og min mor. Først da min mor gik
fra sin kæreste, begyndte jeg at spise igen.”
Sara begyndte at få andre symptomer,
blev depressiv, kom til skolepsykolog efter
et nervesammenbrud, men da hun ikke
rigtigt fortalte noget, stoppede den hjælp.
Sara begyndte at skære og brænde sig i
armene. Det var en smerte, hun kunne
mærke og forstå i modsætning til smerten
indeni. Som 18-årig blev hun behandlet
på en skadestue efter en voldsom selv skadende
episode. Hun fik ordineret antidepressiv
medicin, men fik ikke yderligere
hjælp i den omgang. Medicinen fik ikke
ændret fundamentalt på, hvordan hun
havde det. Tre måneder senere fik hun
stillet diagnosen borderline hos en privatpraktiserende
psykiater.
Hjemmefra
Efter at Sara flyttede hjemmefra, var
livet en vekslen mellem (mislykket)
behandling af spiseforstyrrelsen, en halv
HF og den store passion for heste. Den
spiseforstyrrede og selvskadende adfærd
eksploderede i denne periode. Livet med
hestene var hendes eneste rigtige fristed.
”Jeg arbejdede med hestene fra morgen
til aften. Dér var jeg fri, det var hestene,
det handlede om, jeg skulle ikke forholde
mig til andre. Men det var også en flugt.”
Da Sara havde gennemført sin HF, byttede
hun heste og Jylland ud med hovedstaden
og arbejde. Med jobbet fulgte adgangen til
et kreditkort, og så fik bulimien fuld skrue.
”Jeg kunne købe for over 1.000 kroner
mad og så bruge 24 timer på at spise det
og kaste det op.”
Sara blev sagt op og mistede sin lejlighed,
da den tilhørte firmaet. Selvmordstruet
blev Sara indlagt på den lukkede afdeling
på Bispebjerg og brugte det næste
halvandet år på at være indlagt og være
i forskellige former for behandling. Men
kun for spiseforstyrrelsen og ikke for
borderline. Det var ukonstruktivt følte
Sara, for dermed blev de bagvedliggende
problemer og udfordringer ikke løst. Der
manglede fokus på det hele menneske.
”For mig var det meningsløst at snakke
om mad, når det ikke var det, det handlede
om. Der var større ting på spil. Men
mål og vægt blev det store problem, og
jeg skulle spise, som de ville have det. Jeg
ville ikke. Jeg følte jo, de tog mine eneste
redskaber fra mig.”
Psykoterapeut blev vendepunktet
Saras nuværende psykoterapeut blev et
vendepunkt. Sara skrev til hende en lørdag
nat, og søndag morgen lå der et svar. Det
kunne Sara bruge. Til forskel fra andre
behandlere stillede terapeuten ikke krav
om, at Sara skulle opgive sine ”mestringsstrategier”,
som den selvskadende adfærd
egentlig var et udtryk for. For terapeuten
forstod, at den spiseforstyrrede og selvskadende
adfærd var Saras måde at mestre
det svære på, noget, som i stedet skulle
konverteres til konstruktive redskaber og
strategier. Og det er lykkedes:
”Hun stiller de rigtige spørgsmål og bygger
mig op. Hun spørger mig, hvem er
du? Hvad er dine holdninger og meninger?
Jeg er et ødelagt menneske, men jeg
vil lære at være et helt menneske.”
Sara er også begyndt at gå til yoga. Det
har givet hende en ny kropsbevidsthed,
men det er ikke nemt.
”Det er svært at mærke en krop, jeg så
længe ikke har været til stede i. Nu kommer
følelser og erindringer væltende fra
dybet. Tidligere skulle jeg gøre skade på
mig selv for at mærke noget.”
Det er også med den nye kropsbevidsthed,
hun for nylig har indset, at hun har
været udsat for seksuelle overgreb.
Børn skal hjælpes tidligt
Sara synes, at der kunne være gjort langt
mere for at forebygge, at hun skulle så
langt ud. Især fra de professionelles side.
”Børn skal hjælpes til at kunne snakke
om det, der gør ondt. Man må ikke bare
blive opgivet, fordi man ikke siger noget.
Man bliver jo ved med at have ondt, og
jeg havde selv virkelig brug for hjælp til at
sætte ord på det,” siger hun.
Sara er også skuffet over, hvad behandlingsstederne
kunne tilbyde.
”Jeg synes ikke, at de nogensinde gik på
opdagelse i min historie. De spurgte ikke,
hvorfor den spiseforstyrrelse var der.”
Råd fra Sara til andre med
borderline:
• Bliv ved med at kæmpe for at få det bedre. Man skal kæmpe,
for det er det værd.
• Husk, at det kræver en enorm indsats. Det er ikke bare klaret
med en times snak med en professionel en gang om ugen.
• Gå op i noget, der ligger uden for dig selv. Fokuser på det.
Fx motion, yoga, foreningsliv, en hobby eller noget helt
andet som er vigtigt for dig og giver glæde.
Hun læser i dag til sygeplejerske med den
største ihærdighed. Det holder tankerne
beskæftiget på en konstruktiv måde. Sara
bruger sin egen historie til at give andre
studerende indblik i, hvordan det kan
være at være patient. Sara drømmer om
at blive psykoterapeut.
”Jeg er SÅ færdig med at skjule den, jeg
virkelig er. Jeg vil gerne vende det til noget,
der er positivt for andre og mig selv. Frem
for noget, der kun er negativt for mig. Jeg
vil gerne, at andre kan drage nytte af min
historie. Så giver min historie mening.”
Læs mere om diagnosen borderline og
angst på psykiatrifonden.dk