Finn Arler OMKRING DØMMEKRAFTEN ESSAYS OM ETIK ...

systemer. Opgaven er at raffinere den praksis eller ethos, som er givet af den konkrete
placering; en opgave, som kun kan løftes gennem opmærksomhed, og som forbedres
gennem erfaring. Indenfor praxis’ område finder vi ingen transcendental, abstrakt eller
selvstændiggjort fornuft. Den praktiske fornuft er konkret og baserer sig på en raffineret
fornemmelse, på aisthesis, eller på en optrænet vurderingsevne, phronesis.
Det er i modsætning hertil karakteristisk for den kantianske forståelse af moralens
egenart, at den med nødvendighed må forblive abstrakt, al den stund det dennesidige og
konkrete uomgængeligt er natur-inficeret. Den må derfor tage sit udgangspunkt i den
hinsidige fornuft eller det kvalitetsløse selv som eneste instans af umiddelbar etisk
relevans. Som moralsk instans er mennesket uden direkte forbindelse med de historiskkonkrete
forhold, det dennesidigt lever under. Hvad det enkelte menneske konkret
beskæftiger sig med, er som udgangspunkt uden relevans for den moralske betragtning.
Det er mennesket som ikke-situeret, kvalitetsløst og over-naturligt selv, der focuseres
på. Naturen dukker alene op som randbetingelse, som eksternalitet, som det der
begrænser frihedens rige. Og det hvad enten den optræder som ydre natur, som tilfældig
historisk omstændighed eller som indre natur i form af sult og sygdom, drifter eller
tilskyndelser.
I følge MacIntyre, hvis tese jeg tog udgangspunkt i, nås katastrofens kulmination
- eller nulpunktet ovenpå katastrofen - i det øjeblik vi tror, at moralsk argumentation for
at være bindende må referere til abstrakte regler som dem, Kant forsøger at stille op,
men hvor vi samtidig er holdt op med at tro på såvel legitimiteten som relevansen af
dem. Hvor vi altså har accepteret den type af argumentation, som Kant - blandt andre -
har fremstillet, som paradigmatisk for rationelle afgørelser af etiske eller moralske
konflikter. Men hvor vi ikke længere tror på de metafysiske begrundelser, og i øvrigt
ikke kan forbinde de abstrakte læresætninger med de reelle konflikter, vi befinder os i.
Konsekvensen er, hvis vi skal tro MacIntyre, at kun emotivismen bliver tilbage.
Dvs. den desillusionerede accept af, at besvarelsen af etiske og moralske såvel som
æstetiske spørgsmål ligger udenfor det rationelle arguments rækkevidde og i sidste
instans kun har privat-følelsen som basis. At det altså kun er vore helt igennem
95