11-09

REPORTAGE
Glade festivalgæster stormer ind på pladsen. Foto: Thomas Arnbo, Roskilde FestivalRoskilde Publikum:
En festival-snylters bekendelser
Louise Bjørkholt Andersen
Stud.med. og Roskilde-korrespondent,
Sund & Hed
Jeg har en bekendelse: Jeg er en snylter.
En Roskilde-snylter, altså. Selvom jeg er
garvet Roskilde Festival-gæst med fem års
erfaring på bagen, har jeg aldrig været med
til at ligge i kø for at sætte telt op som de
første – eller slet og ret vælte hegnet, som
er den mere realistiske beskrivelse af, hvad
der foregår. Men i år skulle være det første.
Teoretisk set åbnes Roskilde Festivals
campingområde kl. 08.00 søndag morgen,
for at de første besøgende kan gå ind og slå
deres lejr op.
Jeg skriver teoretisk. For i praksis bliver
hegnet fra venteområdet ind til campingarealet
væltet adskillige timer før.
Det er sket sådan cirka hvert eneste år
til stor fortrydelse for festivalledelsen, samt
svenskere, efterskoleelever og andre, der
stoler på de officielle tidspunkter.
Hemmeligheden bag at få en prime location
til sin lejr er derfor at komme allerede
lørdag aften og ligge i kø hele natten i venteområdet,
indtil hegnet falder.
Nu synes du, kære læser, muligvis, at
det lyder som voldsomt meget besvær for
en campingplads, men det drejer sig jo om
at få de bedst tænkelige omgivelser til otte
dages abefest.
Farvel til snylteren
Nogle år har jeg haft helt reelle undskyldninger
såsom arbejde, og andre år
har det snarere været en stærk antipati for
Side 6
konceptet: »Stå i kø i regn til kl. 5 om morgenen
belæsset med telte og presenninger,
og kast dig derefter ud i en sprint med fuld
oppakning, idet folkemasserne vælter hegnet«.
Uanset grunden har jeg hvert år været
i stand til at undvige ansvaret for at sætte
lejren op og er kommet dalrende senere på
ugen med stort overskud og nyvasket hår
uden at høre et ondt ord for det.
Men i år skulle det forme sig anderledes.
Allerede tidligt i Facebook-planlægningen
af vores lejr stod det klart, at der skulle bruges
flere hænder til at sætte det hele op, og
jeg meldte mig selv og kæresten frivilligt.
Derfor pakkede vi vandrerygsækkene med
overlevelsesrationer – Nutella, toastbrød og
øl – tog teltet under armen og drog til Roskilde
lørdag den 27. juni.
Velkommen til kaos
Fra Roskilde station til festivalen var en
mindre folkevandring i gang, og der var allerede
en før-før-fest i gang i venteområdet.
Udstyret med en håndbajer fik vi de
grundlæggende instrukser om, hvad der
skulle foregå af de to hegnvæltnings-veteraner.
Klokken var 20.40, vi var fire mand
og ti telte, og alt åndede fred og ingen fare.
Jeg var lige begyndt at slappe af og tænke,
at det da egentlig nok skulle blive meget
hyggeligt, når de resterende hegnvæltere
fra vores camp dukkede op. Vores to campfæller
forsvandt ned mod toiletterne, og jeg
begyndte at tage lidt billeder.
Og så væltede lokummet. Lige pludselig
satte alle bare i løb hen over bagage, sovende
mennesker og forbløffede campingvagter.
Hegnet var væltet, og jeg kastede posen
med presenninger og mit otte kilogram
tunge telt over skulderen, og satte kursen
mod klumpen af mennesker, telte og hvirvlende
støv. Det tog ikke mange minutter, før
jeg og de 10.000 mennesker havde klemt os
igennem et ti meter bredt hul, og de orange
veste kunne ikke andet end at se målløst til.
På magisk vis lykkedes det os fire at finde
hinanden igen samt beslaglægge et rimeligt
stort teltområde uden andre tab end et
enkelt ydertelt og en skadet finger.
Sådan cirka hvert femte minut genlød en
blanding af et neanderthalråb og en fællesskål
på hele område Øst. Det var den mest
primitive måde at slå fast, at vi endnu en
gang havde sejret over hegnet og ventetiden.
Så langt man kunne se, var der telte til
alle sider, festen var i de fleste lejre allerede
startet, og selv Kvickly havde foretaget en
lynåbning med alt fra kolde øl til kanelsnegle.
Kort og godt; festivalens første fest var
godt i gang ti timer før den officielle åbning.
May the Force be with You!
For mit vedkommende kom festen til at
vare til kl. 4 næste morgen, da fuglene begyndte
at synge, og det blev uforskammet
lyst.
Selv om jeg føler med dem, der måtte
lede forgæves efter en god teltplads dagen
efter, synes jeg stadig, at oplevelsen var
overraskende god. Og selv om næste års
hegnvæltning måske bliver anderledes, er
jeg i hvert fald med på at prøve det igen!
Indtil da er der kun at sige: »May the Force
be with You«, og hvis du vil have en teltplads
næste år, handler det om at komme
tidligt lørdagen inden.
Sund & Hed på Roskilde
Igen i år har Sund & Hed haft udsendte på
Roskilde Festivalen, og det er der blandt
andet kommet en serie om sundhedspersonalet
på festivalen ud af. Vi har besøgt personalet
på Roskilde Skadestue, mødt lægen,
der er ansvarlig for hele festivalen, og været
ude på en tur med festivalens ambulancer.
Disse artikler kan læses i de kommende
numre af Sund & Hed. Vi lægger dog ud
med en beretning om selve åbningen af festivalen.