STATENS KUNSTFOND RSBERETNING 2003 - Kunst.dk

på udstillinger om eftermiddagen. Har det været muligt at gøre et godt arbejde på den tid, vi har brugt på
det, eller skulle man have haft mere tid? Og forårsuddelingen, hvordan bedømmer I den? Er den en rimelig
opgave for et tremands udvalg? Kan man lave en kvalitetsmæssig bedømmelse af så mange ansøgere, på
de præmisser vi har haft?
MEA: Vi har gjort det på baggrund af en basisviden, som jo kommer af, at vi alle tre i en 20-30 års periode
har set intensivt på kunst og på baggrund af, at vi en gang om ugen har orienteret os helt aktuelt i form af
udstillingsbesøg.
BN: Jeg synes, det er gået fantastisk godt. Jeg har også interesseret mig for gruppedynamikken, altså at
det var sværest første gang, og siden blev det lettere og lettere, naturligvis fordi vi lærte hinanden at ken-
de. Og så kan man spørge, om det at vi lærer hinanden at kende, skaber en slags konsensus i sig selv, eller
om det er kundskaben om de forskellige kunstnere der vokser, for det er jo i vidt omfang de samme, som
søger hver gang.
…
BN: Ville arbejdet være lettere hvis der var flere penge i billedkunstudvalget, eller ville det give en svaghed i
kvalitetsbedømmelsen? Det er klart man gerne ville have flere penge, men mange flere penge ville jo også
kunne indebære, at man nedsætter grænsen for kvalitet?
MEA: Som billedkunstner ved man jo, hvor umulige vilkårene er, også for virkelig gode og anerkendte billedkunstnere
- hvor elendige økonomiske forhold de har. Så jeg synes, det er en tragedie, at der ikke bare
kan være anstændige arbejdsvilkår for de mennesker, man anerkender som billedkunstnere i Danmark. Det
har da været tragisk at være med til at administrere de nedskæringer, som vi har skullet. Det første år
valgte vi jo simpelthen at sætte legatbeløbet ned, som vi uddelte, frem for at sætte antallet af uddelinger
ned. For det var tydeligt for os, at der jo ikke er færre kvalificerede billedkunstnere nu, end der har været
for 10 år siden.
BN: Men hvis man skulle skyde flere penge ind, på hvilket område skulle det så være? Skulle det være stør-
re 3årige stipendier, eller skulle det være for de yngre kunstnere, igangsætningsstøtte. På hvilket niveau
ville pengene gøre mest nytte?
SH: De unge.
MEA: Ja, det vil jeg da også sige. Det er en virkelig en svær periode. Det er måske også svært at se - både
fra institutioners side og også fra vores side - hvor det er, nybruddene sker. Jeg må indrømme, jeg tidligere
har set mange eksempler i min omgangskreds på, at det ikke nødvendigvis er de mest kvalificerede, der
klarer sig igennem. Med de vilkår der er nu i Danmark - hvor man bliver sat ud og skrabe mursten rene osv.
- hvis man så samtidig skal have sig et blot nogenlunde almindeligt liv, så er der ikke overskud til at fortsætte
den sensibilitet omkring det billedkunstneriske, som kan være nødvendig for at rykke det et sted hen,
hvor det bliver synligt. Der er folk, der bliver usynliggjort af økonomiske grunde.
SH: Det er faktisk tit de sarteste. Det er også det, der gør det så fantastisk med Statens Kunstfond - til forskel
fra Kunstrådet, fordi det er virkelig de operativt begavede, der kan finde ud af at søge om at få tilskud
dér. Man skal både have en maskine og alt muligt og formulere sig og få det printet ud og gøren ved, og så
skal man bagefter vedlægge et meget minutiøst regnskab. Det er godt, at der er de støttemuligheder - men
det der er så fantastisk med Statens Kunstfond er, at vi holder jo øje med sådan sarte folk. Vi lader os ikke
imponere af en fantastisk ansøgning. Selv om en mærkelig, lille kejtet én tænker vi, kors - der er et eller
andet.
…
BN: Med rejselegater opfatter jeg det sådan, at de der har søgt rejselegater, gør det lidt med venstre hånd,
som vi siger på svensk. At der ikke rigtig findes en interesse for rejserne, sådan som der fandtes engang i
tidligere tider. Rejserne betyder ikke så meget mere, i og med at hele verden er blevet globaliseret. Er det
også jeres opfattelse?
MEA: Jeg forstår godt, hvad du mener. Det handler måske om, at det felt er blevet professionaliseret, at det
er blevet en del af udstillingslivet, og på den måde er det så måske mere knyttet til Kunstrådets udvalg for
dansk billedkunst i udlandet.
SH: Ellers skulle man kunne give et stort rejselegat, så folk kunne være væk, virkelig væk, et halvt år eller
sådan noget. Så man virkelig fik dem flyttet – mentalt altså.
MEA: Det er rigtigt, det har måske netop ændret sig de sidste 20 år, hvor kunstscenen er blevet mere mobil.
Derfor er det at tage ud at rejse en del af folks arbejde. I virkeligheden - og det er måske forskellen til
Kunstrådets udvalg for dansk billedkunst i udlandet – skaber vores udvalg mulighed for at holde pauser, for
det totalt formålsløse, som kan blive intensiveret i at blive flyttet bort. Man skal ikke undervurdere, hvor
vigtigt det er at kunne komme væk fra alle de rationelle dynamikker, der er rundt omkring hele udstillingslivet,
karriere osv. - og som egentlig ligger langt væk fra det grundlæggende skabende. Og det kunne
intensiveres i det, som klassisk hedder inspirationsrejsen. Simpelthen bare væk fra alting. Måske var det
nulpunktsrejser, man skulle uddele …
…
BN: Så kommer vi til indkøb. Hvordan har I set på indkøbene? Har de været en måde at give et lille stipen-
10