STATENS KUNSTFOND RSBERETNING 2003 - Kunst.dk

Sys Hindsbo Ingvar Cronhammar Steen Høyer
Formand
BERETNING FRA INDKØBS- OG LEGATUDVALGET
Årsberetningen er blevet til kollektivt, det svenske udvalgsmedlem Bo Nilsson har stillet Sys Hindsbo og
Martin Erik Andersen en række spørgsmål, som her er samlet til et hele.
BN: Nu har vi camperet sammen i 3 år, og vi har kun ét møde tilbage. Hvad har været mest positivt ved
arbejdet, og hvad har været mest negativt?
SH: Det bedste er, at man har kunne gøre noget for sine kolleger og for kunsten. Det værste er, at man
ikke har kunne gøre nok.
MEA: For mig har det været givende, at der rent faktisk er en slags kerne, som man godt kan komme frem
til, selvom hele kunstlivet er så fuldstændigt atomiseret, som det er lige nu - at man udfra forskellige mere
eller mindre uformulerbare positioner godt kan mødes. Til det negative kan man måske sige, at man får lidt
hård hud på øjnene.
…
BN: Hvordan har jeres kunstnerkolleger opfattet jeres rolle, når I pludselig blev repræsentanter for Statens
Kunstfond? Har de ændret deres attitude overfor jer?
SH: Jeg synes hovedsageligt, at vi er blevet ladt i fred, og at vores kolleger har været meget taktfulde.
MEA: Ja, jeg vil da sige min venskabskreds er blevet kraftigt decimeret. Folk er tilbageholdende og enormt
forsigtige med hele det her nepotismehalløj…. Der er nogle almene forestillinger om billedkunstnere som
udsvævende bohemer. Men faktisk er billedkunstnere meget nærtagende omkring de her basale moralske
problematikker.
…
BN: Og så, opfattelsen af jer selv. Har I følt, at I har haft magt i kunstlivet, eller har I mere set jer selv som
en slags museumsmænd, som køber eller præmierer? Hvilken rolle har været lettest at påtage sig - at være
en tjenestemand, en som kontinuerligt gør det her, ganske objektivt på en måde - eller at I har haft en
slags magt til at forandre ting.
SH: Jeg har følt det som et ombud, som mange før os har haft. Sådan tror jeg også, at det opfattes. Man
siger ja med en vis ængstelse, fordi afgørelserne, man træffer får konsekvenser for ens fagfæller. En følelse
af magt har jeg ikke haft, men en enorm glæde når man kunne købe et godt kunstværk eller give et stort
legat.
BN: Så det er altså mere tjenestemandsagtigt?
MEA: Et borgerligt ombud, en civil pligt.
SH: Ja, en kollegial pligt.
MEA: Jeg vil mene, det er en demokratisk pligt - fordi der er nogle særlige uformulerbare og svage strukturer
i det billedkunstneriske, som man netop som billedkunstner har et nuanceret forhold til, og som hverken
en ombudsmand, en tjenestemand og måske heller ikke en museumsmand nødvendigvis har blik for. Det
har vi som billedkunstnere, vi kan zoome helt ind på eller have en nær kontakt til nogle ting. Noget af det
virkelig smukke ved Statens Kunstfond er, at man i den 3årige konstruktion varetager, at der er plads til at
nogen virkelig går ud i detaljen med deres ”æstetiske idiosynkrasier”… som Sys plejer at sige. Og at det er
vores pligt at være subjektive - hvis der er en van Gogh i år 2005, så opholder han sig sikkert ikke på midterbanen.
BN: Men så er det jo sådan, at magten opfattes mere af dem, som findes rundt omkring i kunstlivet, end
den opfattes af jer?
SH: Sådan er det vel alment med magt, når man er i nærheden af den, bliver den gennemsigtig, eller man
mærker den ikke, det er ligesom en luftballon. Man kommer stille af sted, man mærker ikke vinden. Jeg
synes ikke, jeg har ekstraheret nogen fryd, hvor jeg har tænkt, kors det her er magtens … Det har jeg slet
ikke mærket, jeg kan faktisk slet ikke lide at have magt.
MEA: Men vi lever jo i sådan et hyperdemokratisk samfund, hvor der er enormt meget fokus på, at man
skal passe på med de ting. Det er også det, der er smukt ved denne konstruktion, at den rent faktisk uddelegerer
magt til folk, som normalt er magtesløse, billedkunstnerne.
SH: Vi har ikke nogen tradition for at udøve magt, vi er novicer.
….
BN: Det har været ganske turbulent omkring Statens Kunstfond. Hvordan har det påvirket arbejdet?
SH: Det har virkelig påvirket os meget. Især fordi man har en følelse af, at man skal genopfinde den dybe
tallerken for 7. gang, og der er ikke nogen af os, der forstår, hvorfor det har været nødvendigt at opløse
vores struktur. Vi kan slet ikke se logikken i det – og det har skabt stor uro i sekretariatet. Vi synes, at den
meget fine konstruktion som Statens Kunstfond er, er blevet mishandlet.
…
BN: Hvor betydningsfuld er Statens Kunstfond i det danske kunstliv. Hvad ville konsekvenserne være, hvis
kunstfonden ikke fandtes i det danske kunstliv?
SH: Vi er jo vokset op med den. Men det den faktisk også betyder - som jeg tror embedsmænd og folk
udenfor vores verden ikke rigtigt forstår, og som måske ikke lyder så sympatisk – det er, at den er det sted,
hvor vi bliver målt. Altså meriterer os. Vi har ikke den måleenhed andre steder. Så derfor er den af fantastisk
stor betydning for os. Den legaliserer vores virke og liv, og det at være kunstner …
…
BN: Som regel har vi mødt hinanden en dag om ugen, med administrativt arbejde om formiddagen og set
9