Haven_06-07_2021_Ipaper

TEMA: HAVENS DYRELIV
Danmark er hjemsted for tusinder af arter, som de fleste mennesker aldrig har set
eller for den sags skyld overhovedet kender. Men de er der – nede i baghavens
hjørner og krinkelkroge. Mød seks af de særeste og sjoveste.
TEKST OG FOTO: LARS THOMAS/TEAM 8K
FOTO: ALAMY STOCK PHOTO/LARRY DOHERTY
Visne blade
er svære at spotte
Visne blade er noget, enhver haveejer
kender, men det kniber straks mere, når
det drejer sig om det visne blad. Og hvis
det lyder mærkeligt, så er det ganske
enkelt, fordi der findes et insekt, som hedder
“det visne blad”. Det er et dyr, som de
færreste har set. Det lever en så stilfærdig
tilværelse, at man sagtens kan have delt
have med det i årevis uden at ane det. Det
visne blad ligner i både form og farve et
lille, vissent blad med gnavemærker og
misfarvede pletter. Det tilbringer dagen
siddende på grene eller stammer. Camouflagen
er noget nær perfekt, så man skal
virkelig have øjnene med sig for at opdage
et vissent blad. Og hvis man endelig er
heldig, skal man være ekstra forsigtig.
Puster man lidt for meget eller kommer til
at skubbe til grenen, slipper det visne blad
taget og lader sig falde ned på jorden, og
hvis der er rigtige visne blade dernede,
finder man det ikke igen.
Man skal i øvrigt kun være glad for
at have visne blade i haven. Både de og
deres larver er rovdyr, der spiser små
insekter – i særdeleshed bladlus – i store
mængder.
Fast beboer på steffensurt
Vokser der dunet steffensurt, Circaea
lutetiana, i haven, en diskret, men også
smuk, vild dansk plante med en op til 40
cm høj, spinkel blomsterstand med små,
hvide blomster, er man sikkert også vært
for steffensurttæger. Og de er absolut et
nærmere bekendtskab værd. En steffensurttæge
har en kropsbygning, der kan få
et stankelben til at føle sig tyk og kluntet.
Steffensurttæge har en én centimeter lang
og slank, omend lidt bredskuldret krop,
seks ekstremt lange og tynde ben og et
par endnu længere antenner. Steffensurttæger
er ikke specielt sjældne, men de kan
være svære at se, når de stolprer rundt på
oversiden af steffensurternes blade med
langsomme, gyngende bevægelser, der er
designet til at forvirre eventuelle rovdyr,
der kommer for tæt på. Steffensurttægen
har ikke meget at gøre godt med, når det
kommer til at forsvare sig mod fjender.
Den kan ganske vist flyve, men gør det
nødigt, og er i øvrigt ikke særlig hurtig,
og den er desuden både svag og dårligt
bevæbnet i øvrigt.
Den lange, slanke tæge lever udelukkende
på og af dunet steffensurt, så den
er en yderst fredelig logerende at have i
sin have.
Cikader med ører
Enhver, der er blevet drevet til vanvid af
cikadernes øresønderrivende larm på ferien
ved Middelhavet, er sikkert vendt hjem
opfyldt af taknemmelighed over, at vi ikke
har den slags plager i Danmark. Men det
har vi – og endda masser af dem. Cikader
er allevegne, i både skove, parker og for
den sags skyld også haver. De er bare ikke
nær så store som cikaderne fra de varme
lande, og de er også så venlige at lave
lyde med frekvenser, som vi mennesker
ikke kan høre.
En af de største (op til to centimeter
lang) og mest særprægede arter, vi har i
Danmark, er ørecikaden. Den har fået navn
efter et par store, ørelignende udvækster
oven på hovedet. Ørecikader elsker gamle
træer, der er tæt bevokset med lav, især
egetræer. Her er de godt camoufleret, så
de kan sidde nærmest frit fremme, uden
at hverken mennesker eller insektædende
fugle kan få øje på dem.
Som alle andre cikader lever ørecikaden
af plantesaft, men da man sjældent
finder den i særlig store antal, gør den
ingen nævneværdig skade på træerne, og
den er relativt sjælden, så man må gerne
prale, hvis man støder på den i sin have.
JUNI-JULI 2021 | HAVEN 35