Rundt om hindbær Hindbær er smagen af sommer, og du kan nemt dyrke dem selv i din have. Her guider vi til dyrkning og anbefaler gode sorter. TEKST OG FOTO: MAREN KORSGAARD, HORTONOM FOTO: GAP PHOTOS/HOWARD RICE Sommerhindbær ‘Tulameen’. 58 JUNI-JULI <strong>2021</strong> | HAVEN
PORTRÆT Hindbær! Alene ordet fylder næsen med den dejligste aroma og får smilet frem. De røde bær hører til havens kraftigste smagsbomber og gør en havetur til en eksklusiv gourmetoplevelse. At hindbær er “røde bær”, er dog ikke hele sandheden. Dels kan hindbær også være gule, lilla eller sorte, dels er det faktisk ikke et bær, men en samling af små frugter. I praksis gør det dog ingen forskel, hindbær hører uanset botanikken til vores bedste “bær”. Hindbær er nemme at dyrke, men kræver lidt ekstra arbejde med beskæring, vanding og lugning, hvis man vil have et stort udbytte. Det kan blive helt op til ét kg bær pr. m² i et godt hindbærbed. Bierne elsker hindbærblomster, som i øvrigt er selvbestøvende, så du behøver kun én sort for at få bær. Trives i havens skovlysning Almindelig hindbær, Rubus idaeus, vokser naturligt i lysninger i skoven, og deres rødder trives i den bladrige skovmuld. Vælg derfor et sted i haven, hvor der er fuld sol i mindst halvdelen af dagen, og hvor jorden er muldet og rig på humus. Hvis din jord ikke ligner en skovbund, så kan du forbedre den med masser af kompost. Den sorte kommunekompost vil være et godt og let valg, men også havens egen kompost af græs, løv og hækafklip er rigtig god til hindbær. Et hindbærbed skal støttes af et par ståltråde for ikke at vælte ud. Øverst ses et bed med efterårshindbær med god støtte. Nederst sidder trådene lidt for højt, så sommerhindbærrene er væltet ud. Passende vanding Hindbær trives i fugtig jord, men deres rødder er samtidig meget følsomme over for svampesygdomme, så jorden må ikke være tung og vandmættet. Har man denne jordtype, kan man hæve hindbærbedet lidt, for eksempel ved at plante hindbærrene på en kam af jord og kompost, så bedet er hævet 10-20 cm over almindeligt jordniveau. Det vil give rødderne den luft, de har brug for. Hindbærrene vil kvittere godt for vanding, og i perioden, fra blomstringen begynder, til bærrene modner, har planterne ekstra meget brug for vand – ellers danner de kun få og små bær. Giv dem god støtte Vilde hindbær er ikke så høje og behøver ingen støtte, men de fleste forædlede sorter af hindbær kan blive helt op til et par meter høje og vil blæse omkuld uden støtte. Du kan hjælpe dem ved at bygge et hindbærstativ – se, hvordan du gør s. 62. Det er basalt set at sætte en god stolpe i hver ende af hindbærbedet og så sætte en ca. 90 cm lang tværpind på stolpen, så du får et T i hver ende, og for hver tredje-fjerde meter bed. Højden over jorden er for eksempel en meter. Sæt to ståltråde mellem de to T-pæle, så bedet bliver støttet på alle sider. Ukrudtsfrit i årevis Hindbærbede kan, hvis de passes godt, give glæde i årtier. Det kræver dog, at ukrudtet bliver holdt nede cirka en halv meter på hver side af rækken. Hvis du planter rækken med en ukrudtsdug på hver side, bliver arbejdet lidt mindre. Der skal dog være åben jord i midten til hindbærplantens egne rodskud, så der vil altid være behov for lugning. Hindbær plantes med cirka 40 cm’s afstand, og de vil hurtigt fylde rækken med deres rodskud. Inden du planter, skal jorden være helt fri for flerårigt ukrudt som skvalderkål, kvik og snerler. Det skal også holdes ude af hindbærbedet i de følgende mange år, og her kan det være en fordel at dække jorden med græsafklip og flis. Det vil hæmme ukrudtet og samtidig holde på jordens fugtighed. Beskæring afhænger af typen Beskærersaksen er vigtig i hindbærbedet. Metoden afhænger af, hvilken type hindbær du vælger. Sommerhindbær kaldes den type, hvor man høster bær i juni-juli. Bærrene sidder på skuddene fra året før, og skuddene dør efter høst. Sommerhindbær beskærer man hvert år i august efter høst, hvor man fjerner alle de skud, der har båret bær, men bevarer alle de nye skud fra samme forår. De vil så give bær den følgende sommer. Det er et arbejde, der med fordel kan gøres med et ørnenæb. Efterårshindbær kaldes den type, hvor man kan høste bær i august-november. Bærrene sidder på de skud, der JUNI-JULI <strong>2021</strong> | HAVEN 59