” Jeg hører ofte, at forældre <strong>til</strong> handicappede børn er <strong>til</strong>bageholdende med at sende børnene i normalklasse af frygt for, at de skal blive mobbet. Al den tid, jeg har gået i normalklasse, har der aldrig været et ondt ord mellem mig og mine kammerater Ringe fagligt udbytte Man foku<strong>ser</strong>ede mere på elevernes fysiske optræning end på deres faglige standpunkt. For mit vedkommende blev mit fysiske handicap ikke bedre trods de mange terapier. Men hvad der var lige så slemt, eller endog meget værre, var, at mit faglige udbytte af undervisningen kunne ligge på et meget lille sted. Gudskelov opdagede mine forældre mine ringe skolekundskaber, de kunne sammenligne med min tvillingebrors niveau. Efter et år på specialskolen, fik mine forældre trumfet igennem, at jeg kom <strong>til</strong> at gå på samme skole som min bror, dog en klasse under på grund af min manglende undervisning på specialskolen. Nogle vil så spørge, hvad så med terapien? Jeg fik ikke nogen terapi, i hvert fald ikke i skoletiden. Min mor lavede nogle øvel<strong>ser</strong> med mig, og min far opsatte en 10 meter lang gangbarre af nogle vandrør i haven. Det var obligatorisk, at jeg skulle gå 100 meter i den hver dag efter skoletid. Har jeg så manglet terapien senere? <strong>Nej</strong>, jeg tror ikke på, at terapien ville have kunnet forbedre mit handicap væsentligt. Men jeg føler mig overbevist om, at det, at jeg har fået mulighed for at <strong>til</strong>egne mig nogle gode skolekundskaber, som gjorde mig i stand <strong>til</strong> at tage 32 Spastikeren 3/2010 en højere uddannelse og senere få job, har betydet uendelig meget mere for mig, end hvis jeg evt. måske var blevet i stand <strong>til</strong> at gå nogle få meter alene. Man må bruge hovedet Jo større ens fysiske handicap er, i jo højere grad må man bygge på det faglige niveau. For hvis man ikke er i stand <strong>til</strong> at bruge sine lemmer normalt i en arbejdssituation, må man satse på et område, hvor man bruger sin faglige kunnen og sit intellekt. <strong>En</strong> anden ikke uvæsentlig gevinst ved at gå i normalklasse, hvor vi var 32 elever <strong>uden</strong> støttepædagog, støttelærer eller praktisk hjælper, var, at jeg fik lært at klare mig på egne præmis<strong>ser</strong>. Og jeg fik et normalt forhold <strong>til</strong> mine kammerater, <strong>uden</strong> at jeg blev stemplet som mere afvigende, end jeg var. Der var selvfølgelig nogle ting, jeg måtte bede mine kammerater om hjælp <strong>til</strong>, men det faglige havde jeg check på. Og det gav mig en stor <strong>til</strong>fredss<strong>til</strong>lelse. Jeg hører ofte, at forældre <strong>til</strong> handicappede børn er <strong>til</strong>bageholdende med at sende børnene i normalklasse af frygt for, at de skal blive mobbet. Al den tid, jeg har gået i normalklasse, har der aldrig været et ondt ord mellem mig og mine kammerater. Den første skoledag ankom jeg på min trehjulede BANEBRYDEREN Birgit Rasmussen har skrevet en selvbiografi, der har titlen ”Banebryderen”, hvor hun blandt andet beskriver sit år på specialskolen og de gode år i folkeskolen. Bogen kan købes for kr. 100,- + 20,-kr. i forsendelse enten hos Spastikerforeningen eller hos Birgit Rasmussen selv – e-mail: birgit.r@mail.dk cykel midt i skolegården. Det varede ikke længe før alle skolens 1100 elever stod i en tyk kreds rundt om mig. Jeg husker det tydeligt. Men det var i virkeligheden vældig godt. Så fik de lejlighed <strong>til</strong> at se mig, s<strong>til</strong>le spørgsmål <strong>til</strong> mig og få deres naturlige nysgerrighed s<strong>til</strong>let. Saglig oplysning fremmer forståelsen Nogen mener måske, at tiderne er forandret fra dengang, og børn er mere ubarmhjertige nu. Men hvis de får saglig oplysning om handicappets art, har de fleste børn forståelse. Da vores datter gik i skole, var der heller ingen problemer. Jeg kom ofte på skolen både <strong>til</strong> undervisningen, <strong>til</strong> forældremøder og andre arrangementer. Ligesom hendes kammerater kom hjem <strong>til</strong> os. Men det er ikke kun forældrene, der er ængstelige. Det er i høj grad også psykologer og dem, der skal rådgive om, hvor børnene skal gå i skole. <strong>En</strong> specialskole eller klasse er udmærket for de elever, der af intellektuelle grunde ikke kan klare at gå i normalklasse. Men det er meget ødelæggende for selvrespekten hos de børn, der godt kan klare en normalklasse evt. med hjælp. Det er jo sådan, at man spejler sig i og agerer efter dem, man er sammen med og jo højere ens selvrespekt er, jo flere udfordringer tør man tage op. ●
Sponsoreret Spastikeren 3/2010 33
Change language