Høst – Guds gaver - Børn & Engle / Folkekirkens Skoletjeneste i ...

Str. 2: Grundtvig flytter herefter blikket fra den vilde natur til kulturlandskabet. De gyldne marker
er høstede og tilbage er nu de golde sorte stubmarker.
Ordforklaringer: bolde: raske, kække, golde: ufrugtbar (aks uden kerne).
Str. 3: Men hvor er høsten? – Grundtvigs blik vandrer videre til laderne, hvor frugten af bøndernes
slid - det ”muntre og virksomme liv på jord” - hober sig op i form af ”Guds gaver”, der i gamle
dage var talemåden for en rig høst.
Ordforklaringer: lo: rum i udbygning på en gård, hvor kornet bliver tærsket og renset, tøndemål:
gammelt rummål for korn svarende til 136 L, trave: række af kornneg, der er stillet op to og to eller
i større bundter til tørring på markerne inden det blev kørt hjem . Tidligere også regneenhed for neg;
i Jylland var 60 neg eksempelvis en trave. Hvis en sådan trave gav en tønde korn, havde det været
en god høst, som det er tilfældet her i salmen.
Str. 4: I den vigtige 4. strofe overvejer Grundtvig, hvor høsten mon kommer fra – hvad er årsag til
den? Og Grundtvig er ikke i tvivl: det er Gud, der giver os det ”daglige brød” (Jf. Bønnen Fader
Vor) – ”han, som vokse lod på jord”.
Grundtvig understreger herefter, at mennesket ikke lever af brød alene, men også af Guds ord. Gud
står således ikke bare bag høsten, men bag mennesket i et og alt: ”han bliver hos os med sit ord / det
ord som aldrig glipper”.
Guds ord bliver ”sjælens føde” og ligesom brødet er ”benzin” i menneskelivet, er ”ordet” det i
forhold til det ”sande liv” i kristen forstand, altså det evige liv hos Gud, som vi har fået med os i
dåbspagten.
Str. 5: Her cementeres indholdet af strofe 4 og strofen er således en lovsang til Gud, høsten, ordet
og livet.
Ordforklaring: vang: mark, eng.
Str. 6: Lovsangen fortsættes – nu prises årets gang og Guds tilstedeværelse hos os altid. Livets
cyklus og årstidernes gang kommer på denne vis til at symbolisere tilværelsens forgængelighed,
men Grundtvig fastholder ”håbet” ved at skrive: ”og efter vinter kommer vår / med sommer korn og
kerne”. Lidt stort formuleret, kunne man sige, at Grundtvig her lader Guds fred lyse over
menneskets livsvilkår som et billede på, at han er med os alle dage.
Str. 7: Der bygges videre på temaet, som blev antydet i strofe 6 og ved hjælp af den lidt vemodige
efterårsstemning, som følger med høsten, flytter Grundtvig nu perspektivet fra det nære - ”høsten
her” - til ”høsten hist”. Den falmende efterårsnatur har fået Grundtvig til at tænke på, at også
menneskelivet er tidsbegrænset og når han taler om ”høsten hist”, forestiller han sig, at ”en evig
sommer hos vor Gud / i paradis vi finder”.
Str. 8: I denne strofe beskriver Grundtvig den sorgløshed, der kendetegner paradis. Billedsproget
henter sin inspiration direkte fra Bibelen:
”Da høste vi, som fugle nu, / der ikke så og pløje” er en elegant omskrivning af Bjergprædikenens
fortælling (Matt. 6,26) om de sorgløse fugle, der hverken sår eller høster. (se eventuelt også afsnittet
om ”Marken er mejet”, hvor ”fuglen og den fattige skal også blive mæt”).
”Da komme aldrig mer i hu / vi jordens strid og møje” refererer til syndefaldsmyten, hvor Adam og
Eva bliver smidt ud af paradis og hvor en af menneskets straffe netop er at skulle arbejde hårdt for
at skaffe sig føde og afgrøder. (se kalkmaleriet ”Adam pløjer senere i materialet: 3.3.1)
25