Høst – Guds gaver - Børn & Engle / Folkekirkens Skoletjeneste i ...

1. Bibelhistorie og landbrugshistorie.
1.1 Baggrund om de bibelske fortællinger
Det at dyrke jorden og få gavn af dens udbytte, spiller en stor rolle i mange religioner verden over.
Den centrale tanke er, at det er guden eller guderne, som belønner menneskerne ved at sørge for
frugtbarhed. Hvis menneskene opfører sig dårligt kan guden eller guderne vælge at straffe
menneskene ved f.eks. tørke, så høstudbyttet bliver ødelagt. Denne tankegang kendes bl.a. fra den
nordiske mytologi, hvor der blev bragt offergaver af høsten til guderne, for at gøre dem venligt
stemt.
I det gamle testamente blev høsten og forarbejdelsen af markens og frugtgårdens afgrøder
betragtet, som grundlaget for årets gang og dermed kalenderen i det gamle Israel. Udeblev høsten
p.g.a. misvækst gav det anledning til bekymring for fremtiden, mens en god høst blev betragtet med
glæde og jubel.
Fordi høsten havde afgørende betydning for livet i Israel, fandtes der mange regler for høst i
Mosebøgerne. Man måtte ikke høste det sidste strå eller plukke frugttræerne til bunds af hensyn til
de fattige og dyrene. I 3. Mosebog kap. 19, vers 10 står der: ”Heller ikke må du holde efterhøst eller
samle de nedfaldne bær i din vingård; til den fattige og den fremmede skal du lade det tilbage”.
Høsten blev betragtet som en gave fra Gud, som alle mennesker og dyr skulle have del i.
Egentlig ofring af afgrøder kendes også fra det gamle testamente. I det store tempel i Jerusalem blev
der ofret hvede og byg i form af mel eller brød. Noget af ofret blev brændt og andet spist af
præsterne ved templet. Afgrødeofret blev bragt som et udtryk for taknemmelighed til Gud eller som
en forsoningsgave.
De store årlige fester i Israel lå i forbindelse med høsten. Påsken (fejringen af udvandringen fra
Ægypten) faldt sammen med byghøstens begyndelse. Pinsen (fejringen af at Moses fik de 10 bud på
Sinajbjerget) faldt sammen med hvedehøsten og kornhøstens afslutning. Løvhyttefesten (oprindelig
en nytårsfest men senere en egentlig høstfest) faldt sammen med vin og frugthøst.
Grundlæggende om opfattelsen af høsten i det gamle testamente kan siges, at væksten på markerne
er dyrs og menneskers livsgrundlag. I skabelsesberetningen i 1. Mosebog bestemmer Gud, at
jordens afgrøder skal være føde for mennesker og dyr.
Efter at mennesket bliver fordrevet fra Paradiset skal de selv kæmpe og slide med jorden for at
høste dens frugter. På trods af sliddet kan afgrøderne blive ramt af sygdom og misvækst, så en god
høst blev ikke betragtet som en selvfølge, men som udtryk for velvillighed fra Guds side og at man
derfor skyldte ham sin tak for den gave høsten var.
Denne tankegang finder man også i det gamle bondesamfund i Danmark. Før industrialiseringen af
landbruget var bønderne ofte udsat for, at høsten kunne slå fejl på trods af god planlægning. En god
høst blev betragtet som en stor gave fra Gud og man samledes i kirken og til høstfester for at takke
og fejre det gode resultat.
I det nye testamente får høsten en lidt anden og mere symbolsk betydning. Først og fremmest gør
Jesus op med den tanke, at Gud kan vælge at straffe mennesket med f.eks. misvækst på markerne.
Et menneske, der er ramt af ulykke er ikke mere skyldig end det menneske, som det går godt. Det
nye i denne tankegang er, at Jesus siger, at Gud er altid til stede i menneskers liv uanset om det går
godt eller dårligt.
Når Jesus bruger eksempler fra høsten i lignelserne er det for at fortælle en historie om tro. F.eks.
siger Jesus, at troen kan være ligesom et sennepsfrø, der er ganske lille men alligevel vokser til en
5