JOLANTHE NOLDE (2)

Torsdag, 6. januar 2022
Kultur
19
RESÜMEE
Die junge Frau von Nolde
1946 starb Emil Noldes erste Frau, Ada. Die Einsamkeit
im abgelegenen Seebüll in Nordfriesland wurde ihm unerträglich.
1947 heiratete er die damals 26-jährige Jolanthe,
die Tochter seines Freundes, des Komponisten
Eduard Erdmann, der nicht weit enfernt bei Langballig
an der Flensburger Förde lebte.
Mehrere der Porträts von Jolanthe Nolde ging nach
Noldes Tod 1956 in Jolanthe Noldes Besitz über. Er hatte
ihr testamentarisch je 20 Gemälde, Grafiken und Aquarelle
hinterlassen, damit er sie finanziell absichern konnte.
Jolanthe Nolde blieb Mitglied im Seebüller Stiftungskuratorium
und hatte bis zu ihrem Tod im Jahr 2010 ein
Zimmer auf Seebüll.
Heimatzeitung, den tysksprogede,
men dansksindede
avis, der i 1974 blev fusioneret
med Flensborg Avis. Og
indtil 2008 var Carl Hagens
kulturanmelder for Flensborg
Avis.
Rejste sydpå
Få måneder efter Emil Noldes
død rejste Jolanthe Nolde
fra Seebüll i Nordfrisland og
slog sig ned i Baden-Württemberg.
Her boede hun
frem til sin død i 2010. Hun
blev 88 år gammel. Nøjagtig
som sin mand, Emil Nolde.
Emil Nolde testamenterede
60 af sine akvareller,
oliemalerier og grafiske billeder
til Jolanthe Nolde for
at sikre hende økonomisk.
En pæn del af akvarellerne
valgte hun dog at beholde og
at have hængende i sit hjem
i Heidelberg.
I Heidelberg levede Jolanthe
Nolde en tilbagetrukket
tilværelse, men hun fortsatte
dog i flere årtier med at være
medlem af bestyrelsen (på
tysk: Kuratorium) for den
stiftelse, der blev dannet i
Seebüll efter Emil Noldes
død. Det er den stiftelse, der
lige siden har drevet museet
på stedet og forvaltet Emil
Noldes kunstneriske arv.
Helt frem til sin død beholdt
hun også et værelse i ejendommen
på Seebüll, der er
navnet på den varft, som Ada
og Emil Nolde købte i 1926.
En varft – eller værft, som
ordet nogle steder skrives
– er en menneskeskabt banke,
som husene ligger på i
marsklandet eller på øerne i
Nordfrisland.
De »umalede billeder«
I 2019 blev den kritiske udstilling
»Emil Nolde. Eine
deutsche Legende« vist på
Hamburger Bahnhof i Berlin.
På denne udstilling blev der
rejst tvivl om, hvorvidt man
overhovedet kan tale om
Noldes »umalede billeder«
længere.
Fortællingen om, at Emil
Nolde under sit »maleforbud«
i sit lille kammer i
Seebüll i al hemmelighed
malede akvareller, fordi
akvarelmaleriet i modsætning
til oliemaleriet ikke
kunne lugtes af de kontrollerende
Gestapo-betjente, holder
ikke. Legenden siger, at
de »umalede billeder« skulle
være blevet til i årene fra
1938 til Anden Verdenskrigs
afslutning i 1945. Kun få af
hans venner skal have vidst
besked om, at han malede
disse små akvareller, der lettere
kunne skjules end oliemalerier,
hed det. Akvarel
kunne ikke lugtes ligesom
olie.
Det var under disse arbejdsvilkår
– sådan sagde
myten – at Nolde skal have
skabt hundreder, måske tusinde
»umalede billeder«, og
begrebet »umalet« fik to betydninger.
De var »umalede«, fordi
Nolde angiveligt havde fået
forbud mod at male dem.
Og de var »umalede«, fordi
de fra Emil Noldes ide var
tænkt som forlæg for senere
oliemalerier. Det første var
en usandhed. Det sidste var
korrekt. Men det er alt sammen
en skrøne, der er blevet
skabt – også for at pleje et
til dels misvisende billede af
Emil Nolde som en forfulgt
kunstner under nationalsocialismen.
Derfor nedtoner man på
Nolde-museet i dag betegnelsen
de »umalede billeder« og
kalder dem i stedet for »små
akvareller«.
Fat i den lange ende
Jolanthe Nolde sagde dog allerede
på et tidligt, hvad vi
andre har været flere årtier
om at forstå. I en personlig
notits skrev hun i 1950 noget
afgørende:
»Allerede før nazi-forbuddet
beskæftigede Nolde sig
grundigere med de mindre
akvareller (….) Disse små
akvareller, som de umalede
eller som snarere hørte til
de umalede billeder lavede
Nolde efter alt at dømme allerede
meget længere tid tilbage«.
Det maskinskrevne manuskript
har ligget tilgængelig
for de få forskere, der
havde adgang til arkiverne
i Seebüll. Men det, Jolanthe
Nolde allerede i 1950 skrev,
talte imod den myte, der
blev opbygge. En myte, der
gik ud på, at de »umalede billeder«
skulle være opstået efter,
at Emil Nolde i 1937 blev
bandlyst af det nationalsocialistiske
regime i forbindelse
med vandreudstillingen »Entartete
Kunst«, der fordømte
stort set al moderne kunst –
blandt andet Emil Noldes.
I virkeligheden er flere af
disse »Umalede billeder« blevet
til længe før, viser det
sig nu.
Dele af manuskriptet er citeret
i en artikel, som kunsthistorikeren
Astrid Becker
(fra 2014 vicedirektør på Nolde-museet)
skrev til udstillingskataloget
»Emil Nolde.
Colour is Life« i forbindelse
med en udstilling på National
galleries of Scotland i
Edinburgh i 2018. Med andre
ord: Den dengang blot 29-årige
Jolanthe Nolde sagde blot,
hvad forskerne i dag kan
konstatere. Men ingen har
taget notits af hendes sande
ord. Omvendt havde hun i
stiftelsens bestyrelse muligheden
for at opponere mod
myten. Det gjorde hun ikke.
Et af Noldes akvarel-portrætter af Jolanthe Nolde. Foto: Elke Walford
Jolanthe Nolde fotograferet i 1940 i den tid, hun blev student fra Auguste-Viktoria-Schule i
Flensborg Arkivfoto
FAKTA
Jolanthe Nolde
Jolanthe Erdmann, født
den 9. oktober 1921, var
allerede som barn tit på
besøg i Seebüll, for hendes
forældre, komponisten
Eduard Erdmann
og hans kone Irene, var
venner med Emil og Ada
Nolde.
Efter Adas død trådte
Jolanthe Erdmann i 1947
igen ind i kunstnerens
liv. Året blev de gift, og
hun tog efternavnet
Nolde.
Som en sen kærlighed
spillede Jolanthe en betydningsfuld
rolle i Emil
Noldes sidste leveår.
Efter hans død i 1956
flyttede hun hurtigt fra
Seebüll for at gøre det
muligt at åbne huset
som museum. Indtil sin
død i 2010 fulgte hun
Nolde-stiftelsens udvikling.
I sit testamentet skænkede
Emil Nolde sin anden
hustru tyve malerier
som et repræsentativt
udsnit af sine værker. Et
af dem, »Stilleben (med
stribet ged)«, blev i 2015
erhvervet af Nolde Stiftung
Seebüll.
Hendes intelligens
var lærerne ikke
i tvivl om, men
hun fik også det
skudsmål, at hun
kunne være»ret
egenvillig«.
x
Bogen »Emil Noldes späte
Liebe Das Vermächtnis an
seine Frau Jolanthe« indeholder
reproduktioner af
de kunstværker, som Emil
Nolde testamenterede til
Jolanthe Nolde samt de
akvareller, som Emil Nolde
portrætterede Jolanthe
Nolde igennem. Bogen
indeholder også en biografi
over Jolanthe Nolde.
Den er udsendt af »Stiftung
Seebüll Ada und Emil
Nolde« og redigeret af stiftelsens
direktør, Dr. Christian
Ring.