KUNSTEN AT FINDE HJEM - Afart

Louise Bourgeois, og to versioner Spider
og dermed muligheden for et bedre udsyn.
Døren med vinduer som nærmest har den eneste placering,
hvorfra betragteren kan få frit udsyn over rummet,
viser sig hermed at have en funktion som det traditionelle
centralperspektiviske billedrum; denne dør bliver
genstand for den privilegerede betragter-position. Men
Cell 1’s kaotiske karakter bevirker dog, at værket ikke
fordrer det overblik, som den privilegerede betragterposition
ville give i et centralperspektivisk værk. Betragteren
får nok frit udsyn, men værket overgiver sig ikke til
betragterens blik. Rummet lægges frem for betragteren
uden at indordne sig en logisk orden eller struktur; det er
kun et stille kaos, som hersker her. Værket afskriver sig
kontrol qua sine konstant skiftende udtryk og kan derved
ikke fastholde betragteren i et bestemt greb. Betragteren
behersker ikke rummet og opnår ikke kontrol på trods af
sit bliks indtrængen i det.
Netop denne betragter-situation tilføjer værket et skær af
en mystik. Der dannes i mødet med værket en fornemmelse
af, at være vidne til noget, der ikke er beregnet
på, at blive set. Betragteren får således en dominerende
rolle, idet det umiddelbart skjulte ikke kan undslippe
dennes blik. Via sit blik trænger betragteren indenfor de
afskærmede rammer og kommer herved til at beherske
et rum, der umiddelbart virker uindtageligt. Distancen
mellem betragteren og værkets interiør er nedlagt –
tilsyneladende er hemmelighedens beskyttende kappe
krænget af. Noget der før var ukendt og skjult for
nysgerrige og afslørende blikke bliver nu blotlagt ved
betragterens indsigt. Men til trods for synets indtrængen,
afslører værket ikke sin hemmelighed. Værkets struktur
forbliver ulogisk og kaotisk. Således formår Bourgeois
på en kompleks facon at operere i et spændingsfelt, der
på den ene side imødekommer og på den anden side
afviser betragteren. Hun leger konstant med vores trang
til at kontrollere, hvordan vi oplever omverdenen og bryder
hermed gang på gang gængse rammer for tanke-,
adfærds- og perceptionsmønstre.
Hvad er det, der vogtes bag de stængede døre?
Louise Bourgeois’ arbejde med at sammentænke
arkitektur og kunst, sætter bygningen som fænomen i
relief. I forlængelse heraf kan huset forstås som et sted,
hvis funktion er at skjule noget. Huset er ikke forbundet
med egentlig tryghed, men med en frygt – en frygt for at
nogen skal opdage, at man har noget at skjule. Huset
i kunstnerens optik kommer i dette perspektiv let til at
indebære en slags ”frygt for andre”. Eller måske er huset
og hjemmet i højere grad et billede på frygten for andres
afslørende blikke.
Kommer vi da tættere på at besvare spørgsmålet: ”Hvad
er det, der vogtes bag de stængede døre?” Svaret hertil
skifter og transformerer sig i det uendelige, omend
værkernes form er den samme. Måske fungerer spørgsmålet
blot og bart i kraft af sin funktion - som redskab til
refleksion? I hvert fald har mit bekendtskab med Louise
Bourgeois’ kunst ikke gjort spørgsmålet mindre relevant
eller mere besvaret. For hvad er det egentlig for en hvisken,
der kan fornemmes bag dørene, i sprækkerne og
vinduesrammerne, i mellemrummene tingene imellem og
mellem os og tingene? Hvilken stemme hvisker til os? Er
det kunstnerens? Eller er det vores egen – så velkendt
og hjemlig og dog så fremmed og fjern?
Interiør, 1901, olie på lærred, Vilhelm Hammershøi. 63 x 52,5cm. Ordrupgaard
Gennem hele livet brugte Vilhelm Hammershøi sine hjem som udgangspunkt for en lang række malerier.
Titlerne var ofte blot “Interiør” uanset om motivet var rumforløb, skiftende møblementer eller
en rygvendt kvinde. I 1600-tallet skabte en række hollandske kunstnere interiørmalerier med hjemmet
som udgangspunkt, og træk fra denne tradition vækker genkendelse i Hammershøis billeder.
For de hollandske 1600-tals malere og for Hammershøi var kærligheden til tingene omdrejningspunktet,
og verden blev observeret med opmærksomheden rettet mod detaljen. Det gjaldt ikke om
at fortælle historier, men blot om at se, at åbne øjnene for det hverdagsagtige og det hjemlige. At se
linjer og fornemme flader er fælles temaer for hollænderne og Hammershøi, dog med næsten 250
års forskydning.
Af Nina Dyrmose og Charlotte Hauch, studerende ved Kunsthistorie
ÅBNE DØRE
38 Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, AFART 39