KUNSTEN AT FINDE HJEM - Afart

en splittelse i forhold til mit eget
projekt. Som Søren Lose spørger jeg
mig selv, hvordan man begiver sig
ud i at fortolke og videreformidle et
emne, der berører subjektiv erindring,
uden at korrumpere stedernes
betydning i et pladderromantisk lys?
Det sidste, jeg ønsker at rode mig
ud i, er et falsk billede af virkelighedens
barndomslandskab. Men med
lidt held må det dog kunne lade sig
gøre, at finde og indkapsle en rest af
nostalgi fra min hjemegn og give det
betydning i en ny sammenhæng.
Jeg har lånt en bil og kører ud i
landskabet. Jeg er ca. 30 km nord
for Ålborg, lidt nord for Dronninglund
Storskov. Jeg er vokset op i skoven
og har gået i skole i Dronninglund, og
jeg kører igennem de landsbyer, jeg
husker så godt, fra når jeg om eftermiddagen
tog bussen hjem fra skole.
Jeg passerer landsbyen Dorf, hvor
den sidste rest af landsbystemning
findes ved kirken. Her er ellers trist.
Det, der engang var en købmandsbutik,
ser ud som en blanding af lager
og bolig. Butikslokalet er skjult bag
store gardiner, og i vindueskarmen
står døde potteplanter. På den anden
side af vejen er mejeriet forvandlet til
et bilværksted, og den gamle skole
står som en gråmalet spøgelsesbygning.
Jeg drejer til højre mod Ørsø.
Jeg har Storskoven på min højre
side som en trofast følgesvend. Jeg
kender skovens netværk af veje og
stier godt og nyder synet af skoven,
der ligger højt på den jyske ås. Ellers
er her fladt og opdyrket og trods
forsøg på at udvide og bygge til med
havestuer, er forfaldet tydeligt. Jeg
hører Søren Lose i mit baghoved:
Jeg hører ikke rigtig hjemme her,
men er dog stadig uløseligt forbundet
med dette område.
Der omme bag det næste skovbryn
dukker noget uventet op. ”Voergård
Slot” står der på skiltet, og som den
største selvfølge åbenbarer slottet sig
for mig, som jeg husker det dengang.
Her har jeg løbet rundt i parken og
været på udkig efter påfugle, der
dengang var en sjælden fugl. Jeg
har fået udpeget tårnværelset, hvor
slottets mest berygtede ejer Ingeborg
Skeel efter sigende spøger, og jeg
har også hørt om alle de værdifulde
skatte, slottet gemmer på, bragt hertil
af slottets sidste ejer løjtnant Ejnar
Oberbeck Clausen. Jeg har aldrig set
slottet indefra, men i diverse turistguider
beskrives slottet som: ”Smukt og
stilfuldt og fyldt med sjældne skatte”.
Borgfruen Ingeborg Skeel
Voergård er ikke noget stort og
pralende slot, og det præsenterer sig
næsten ydmygt i sin stramme arkitektur
med metertygge mure, solidt
funderet i den nordjyske muld. Slottet
er omgivet af Danmarks bredeste
voldgrav, og jeg bevæger mig over
den lange bropassage belagt med
toppede brosten, der stikker op som
plovfurer. Jeg standser foran den
massive sandstensportal smykket
med ornamenter og figurer. Østfløjen,
kan jeg se, er opført i renæssancestil,
og går man ind i slotsgården,
kan man se det oprindelige stenshus,
der strækker sig fra midten af den
nordlige fløj.
Jeg erfarer, hvordan slottet siden
middelalderen har huset adelige og
gejstlige. I 1500-tallet gjorde Børglumbispen
Stygge Krumpen Voergård
til den katolske kirkes yderste fæstning,
mens efterfølgeren enkefruen
Ingeborg Skeel(1545-1604) forvandlede
kampfæstningen til en driftig
virksomhed. Renæssancekvinden
Ingeborg Skeel var en velsitueret
dame, og hun satte sig for at opføre
en ny hovedbygning, der til fulde kunne
matche den rigdom, hun havde
tilført egnen. Hun kom i forbindelse
med den hollandske bygmester Philip
Brandin, der tegnede og opførte
østfløjen i renæssancestil. I 1588
skænkede Kong Frederik d. 2. Ingeborg
Skeel sandstensportalen, der
efter sigende oprindeligt var bestemt
til Frederiksborg slot.
Det er næsten ikke til at tro, og det
er beundringsværdigt at tænke på,
hvad én kvinde satte i værk i dette
udkantsområde. Der er ingen tvivl
om, at det har krævet sit at styre en
så stor ejendom, og hårrejsende rygter
kom til at versere om borgfruens
ugerninger. Ifølge bønderne skulle
hun være både nærig, tyrannisk og
ondsindet. Hun skulle endda være
gået så vidt som til at have ombragt
bygmesteren, Philip Brandin, for at
slippe for at betale ham. Nok har hun
været en hård dame, der straffede
sine bønder, hvis hoveripligten blev
forsømt, men det er måske også
historien om en kvinde, der opførte
sig anderledes, end hvad man fandt
passende for en adelsfrue. Hun
moderniserede sit sogn igennem udviklingen
af handel, landbrug og byggerivirksomhed,
og hun fik således
opbygget, hvad der i dag betegnes
som et af Danmarks fineste og bedst
bevarede renæssanceslotte.
Greven Ejnar Oberbech-Clausen
Gårdens drift blev aldrig siden hen
som på Ingeborg Skeels tid. Voergård
skiftede ejere mange gange
under stadig forfald, og det var først
i midten af det attende århundrede
at slottet endelig blev bragt på fode
igen. I 1955 solgte konsul Rützebeck
den samlede ejendom til greve
Oberbech-Clausen, der netop var
vendt hjem fra et langt liv som greve
i Frankrig.
I 1907 rejste den unge manufakturuddannede
fynbo, Ejnar Oberbech-
Clausen til Frankrig, hvor han blev
ansat som sekretær hos den franske
greve Chenu-Lafitte. Efter nogle år
døde greven, og Oberbeck-Clausen
var ikke sen til at overtage grevinden,
og de franske vinslotte og store
kunstskatte som familien Chenu-Lafitte
og grevindens far, den berømte
professor og kirurg Jules Emile Péan
efterlod sig. Da grevinden døde besluttede
Oberbeck-Clausen sig for at
vende hjem til Danmark. Han købte
Voergård Slot, og i 12 jernbanevogne
bragte han det kostbare indbo med
hjem, der snart skulle fylde salene op
på det Nordjyske slot. I dag tilhører
slottet den af ham oprettede Oberbeck-Clausen-Péanske
familiefond,
der har fået til opgave at bevare slottet
og kunstsamlingen for eftertiden.
Nu ringer damen med klokken. Det
er på tide at slutte sig til selskabet,
der skal have en guidet omvisning.
Lige så rent som slottet opleves i sin
ydre arkitektur, lige så overvældende
er følelsen af tæthed og kaos, da
jeg træder ind i slottets første rum
”Guldsalen.” Det er som at bevæge
sig ind i et raritetskabinet. Her kan
ikke spores nogen bestemt historisk,
æstetisk eller national linie, og slottet
er møbleret som da greven levede.
Det første jeg lægger mærke til er et
portræt af greven selv i malteseruniform
(Morintreu 1959), og jeg mærker
en form for fremmedhed i disse sale,
som om den sidst tilkomne greve ikke
rigtig har fundet hjem her. Portrættet
fylder godt, men overskygges dog
af tapeterne på væggene, der er
beklædt med forgyldt vildsvineskin.
En snor forhindrer mig i at komme
tæt nok på malerierne, som nærmest
udviskes af det noget brogede
lys og mønstrede lædertapeter. Det
var også her den spanske hofmaler
Goyas (1746-1828) berømte, men nu
stjålne maleri, ”Den Gale” hang.
Omviseren stryger hjemvant igennem
slottets mange sale, saloner,
gallerier, tårnværelser, fløje og
soveværelser og udpeger malerier
af berømtheder som Frans Hals,
Rubens, Rafael, Della Robbia, El
Greco, Fragonard og Corot. Hvis
bare jeg kunne komme tæt nok på
malerierne som vi hastigt turnerer
forbi, ville jeg måske tro på, hvad
damen siger, men jeg kan ikke rigtig
fatte det. Og sådan bliver hun ved.
I højt tempo betragter vi antikke
orientalske tæpper, venetianske lysekroner,
statuer af løver, møbler og
porcelæn fra Kina, flamske gobeliner,
Foto: Flemming Fjeldvögel
bøhmisk krystal og fransk fajance.
Flere af møblerne og porcelænet
stammer naturligvis fra den franske
kongeslægt. Eksempelvis kan man
se porcelæn fremstillet til Louis 16.
og Marie Antoinette, da det franske
kongepar sad fængslet i tempeltårnet
i Paris under den franske revolution.
Et sted i en glasmontre ligger et
vildsvineskin, der ifølge overleveringen
ikke må fjernes fra slottet, da det
ellers vil styrte sammen.
Endelig kommer vi til slottets mest
berygtede værelse nemlig tårnværelset,
Ingeborg Skeels private gemak,
og trods historierne om spøgeri
indrettede også her den sidste ejer
sit kontor. Jeg kigger i retningen af
det åbne vindue i tårnværelset. Jeg
kan høre påfuglehannernes skrig, og
det er nok denne fremmede lyd, der
står nærmest min barndomserindring
om dette slot. Jeg har på fornemmelsen,
at det hele er pure opspind, og
det har været lidt som at være med
i en drøm at gå på opdagelse i dette
brogede landskab af genstande og
møbler. Påfuglenes skrig kalder mig
tilbage, og sammen med de andre
besøgende stiller jeg mig på murstensbroen
og betragter hannerne,
der har foldet parringsfjerdragten ud.
Jeg tager et billede, nej rigtig mange
billeder af påfuglene, og forlader
slottet, der lukker sig inde bag de
ældgamle og forblæste bøgetræer.
Fra nostalgi til ny erfaring
Der er noget dunkelt, uafklaret og
uigennemtrængeligt over Voergård
slot, og helt centralt står spørgsmålet
tilbage, om det overhovedet er muligt
at finde hjem her? Søren Lose finder
vist ikke selv hjem, men det lykkes
for ham at præsentere en universel
følelse af hjem. I Loses gengivelser
af det erindrede sted er ethvert spor
af nostalgi fjernet, og transformeret
til noget fuldstændigt andet. Grev
Oberbeck Clausen forsøgte at skabe
et hjem, men som påfuglene i parken
var han måske en for eksotisk fugl på
denne egn. Jeg kan ikke få klarhed
over stedet, og måske er det også
Ingeborg Skeels hvileløse spøgelsesvandringer,
der forhindrer mig i at
komme til bunds i dette tema.
Jeg fryder mig over gensynet med
slottet, som det står der uberørt af
nogen form for fine fornemmelser,
som et stykke ikke-effektiveret Danmark,
som Søren Lose betegner sine
huse, som noget der mere og mere
tager form efter det landskab, det er
omgivet af, for til sidst at gå helt i ét
med det. Det er svært at komme nok
på afstand, tror jeg. Min dannelsesrejse
er måske først lige begyndt.
Citaterne i artiklen er alle hentet fra
kataloget ” Home”. Storstrøms Kunstmuseum.
Lolland-Falsters Stiftmuseum,
2006
50 Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, AFART 51