KUNSTEN AT FINDE HJEM - Afart

kommer med nogle kommentarer til
og en kritik af vores samfund, der er
værd at tage til efterretning, og som
stadig er meget oppe i tiden – queerteori
og opgør med de etablerede institutioner
går ikke af mode foreløbig,
også selvom grebene, der blev brugt,
måske er set før.
Men hvad med de 26 alternative
messestande, udover performancekunstnerne,
der blev presset ind i
det gamle vaskeri på Sundholmen.
26 messestande, der var fyldt med
kunst, der fri af diverse publikumsformede
restriktioner kunne lade
kreativiteten løbe frit – havde de ikke
noget at sige til institutionerne eller
kønsdebatterne eller samfundet?
Måske, men den energi der skulle
have strømmet frit fra den ikke-kommercielle,
lystbetonede kunstscene,
havde måske haft lidt for meget
frirum, og var svær at mærke. Den
lagde op til fordybelse, men som publikum
manglede man at blive fanget
og revet ind i værket.
Samtidskunsten på Fabrikken havde
alt det, der skulle til for at kunne
kalde sig rigtig samtidskunst; der var
lyd, video, performance etc. og det
lignede samtidskunst, sådan som
man tænker samtidskunst skal se ud.
Men den politiske dimension, den
kommentar eller bare stillingstagen
til samfundet eller individet, som
Tone Olaf Nielsen efterspurgte i sin
åbningstale manglede i mindre eller
større grad. Det var en kunstscene,
der hverken var decideret kritisk,
eller viste et alternativ til de gængse
samfunds – eller kunstnormer.
Til gengæld gjorde Eva Merz’ Artist
Talk næsten op for manglen på de
politiske debatter. Tone Olaf Nielsens
opfordring til den alternative
kunst var rigt afspejlet hos Eva Merz.
Hun er drevet af politisk og socialt
engagement. Hun vil sætte fokus på
det alternative og hjælpe, der hvor
hun kan. Ud fra sine ideologier og
sammen med en masse andre, der
brænder for det, har hun skabt New
Social Art School, en institution, der,
med hendes egne ord, vil tage aktivt
del i en samtidsdebat. Gennem dette
engagement er hendes værker, der
spænder fra video til klistermærker,
blevet til, og her kunne man se de alternativer
til de eksisterende normer,
som resten af messen manglede at
gøre opmærksom på.
Der var selvfølgelig visse idealistiske
tiltag, der var værd at bruge tid på,
bl.a. Danske Grafikere, der arbejdede
med projektet Anonymous Drawings
fra Berlin. De havde fyldt deres stand
op med tegninger af anonyme kunstnere,
som alle kostede det samme.
Først når man havde købt et værk,
blev kunstnerens navn vist i galleriet.
Meget af det andet virkede søgt og
som et forsøg på at lave noget, der
lignede samtidskunst, mere end at
være et udstillingsrum, der er fri af
konventioner.
Og det blev netop pointen i den
debat om kunsten og selvforståelsen
som Kunsten.nu havde arrangeret.
Bjørn Nørgaard fik det sidste ord
med udmeldingen; ”Skal vi ligne
samtidskunstnere, eller skal vi være
samtidskunstnere?!” Et emne, der
meget gerne må tages op til debat af
den alternative kunstscene.
Fodnoter
Tone Olaf Nielsen er Cand.Phil.
i kunsthistorie fra Københavns
Universitet(1994) og Master of Arts
in Critical and Curatorial Studies fra
UCLA(2002)
Fra Tone Olaf Nielsens åbningstale
til Alt_Cph09. Hele talen kan downloades
fra www.altcph.dk/toneonielsen.pdf
Danish Institute for Electro-acoustic
Music – Det Jyske Musikkonservatorium.
Den alternative måde,som Goodiepal
beskæftiger sig med musik på,
minder på mange måder om den
musik og kunst John Cage præsenterede
for 50 år siden.
56 Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, AFART 57