KUNSTEN AT FINDE HJEM - Afart

KUNSTEN AT FINDE HJEM
Denne artikel er ikke en artikel. Den blev ikke skrevet og forankret i nogen teori. Alligevel kom
der en sammenhængende tekst ned på papiret, hvor den kunsthistoriestuderende på en rejse
tilbage i barndomslandskabet fabulerer over, hvorledes begrebet hjem i sammenhæng med
kunst går ad snørklede veje.
Af Irene Louise von Folsach, studerende
ved Kunsthistorie
Hjem og hjemlighed er for mig at se
tæt forbundet med længsel. Selv
sidder jeg i toget på vej hjem til min
fødeegn i Østvendsyssel, for jeg
længes efter det barndomsland, jeg
for længst har forladt. Toget nærmer
sig Ålborg. Jeg holder af stationsbyer
som Langå og Hobro, og selvom jeg
aldrig har været der, fyldes jeg af
nostalgi, for det minder mig om hjem
og noget, jeg er fortrolig med. Jeg
overgiver mig til føleriet og beslutter
at stille mig selv den opgave at
indfange nostalgien i et emne, der
rammer temaet for dette nummer af
AFART.
Med i bagagen har jeg nogle tekster
omkring billedkunstneren Søren
Lose. Meget aktuelt har han fotograferet
forskellige kulturlandskaber,
hvorigennem han udforsker begrebet
”hjem”, og hvad det vil sige at høre
til eller at komme hjem. Kunstneren
opsøger først fjerne og siden hen
hjemlige egne, og han serverer motiver
af landskaber, der for mig at se
transformerer den personlige erfaring
af begrebet til noget genkendeligt i
os alle. Jeg forstiller mig, at der må
være inspiration at hente hos denne
kunstner til min artikel.
Først ud! Siden hjem.
Rejsen og udforskningen af kulturlandskabet
er for Søren Lose et vigtigt
omdrejningspunkt i hans arbejde
som kunstner. I udstillingen ud! ude.
hjem! på Thorvaldsens Museum i
2006, skabte kunstneren en stedsspecifik
fotoinstallation, der gik i dialog
med museets malerisamling. Som
C.W. Eckersberg og Constantin Hansen
gjorde det i 1800-tallet, begiver
Søren Lose sig ligeledes afsted på
den klassiske dannelsesrejse til Rom
og afbilleder de samme monumenter
og pittoreske motiver som kunstnerne
dengang. Til udstillingen ud! ude.
hjem! installerede Søren Lose sine
fotografier side om side med guldaldermalernes
skildringer af det antikke
Rom, og på den måde blev Søren
Loses fotografier en variation over
den position som eksempelvis C.W.
Eckersberg indtog, når han med et
nøgternt blik skildrede det sete. På
mange af Søren Loses fotografier
ses turister stimlet sammen for at
betragte de romerske oldtidsfund, og
således betræder Søren Lose også
den sti, der i dag er charterturistens,
og genfortolker ikke uden humor
et kendt tema fra romantikken i en
moderne optik.
Som guldaldermalerne vender
Søren Lose ligeledes blikket mod
Danmark. Jeg bladrer i kataloget til
”Det har været vigtigt for ham at
tage væk fra Danmark for at kunne
finde hjem igen”
udstillingen Home, der fandt sted i
2007 på det daværende Storstrøms
Kunstmuseum i Maribo, og her
beskriver kunstneren bl.a., at det har
været vigtigt for ham at tage væk
fra Danmark for at kunne finde hjem
igen og finde ud af, hvad det egentlig
er, han kommer fra. Home er baseret
på et projekt, som kunstneren havde
arbejdet på fra midten af 90´erne, og
drejer sig om billeder af forladte huse
og landskaber fra Lolland, hvor han
selv kommer fra.
Som i fotoinstallationen på Thorvaldsens
Museum er dannelsesrejsen
også nærværende i dette projekt.
Søren Lose beskriver, hvorledes
man tilbage i 1800-tallet først blev
betragtet som rigtig kunstner, når
man havde overstået den obligatoriske
rejse gennem Europa og til Rom.
Formålet var, som han beskriver det,
at - konfrontere de unge kunstnere
” Det sidste, jeg ønsker at rode
mig ud i, er et falsk billede af virkelighedens
barndomslandskab”
med det fremmede, så de bagefter,
hjemme i Danmark igen, for alvor
kunne fordybe sig i, og forstå det, de
kom fra, nemlig det danske.
Der er altid en risiko forbundet med
at vende blikket ind i sig selv og
beskæftige sig med et så følsomt
emne som sin hjemstavn, udtaler
Søren Lose, der selv tager afstand til
den drejning den nationalromantiske
kunst tog i midten af 1800-tallet. Søren
Lose er selv først efter 10 år blevet
i stand til at præsentere sit hjemstavns
projekt, og her er hverken tale
om sentimental hjemstavnsromantik
eller det stereotype billede af Lolland,
som vi kender så godt som et forladt
og uddøende randområde.
Søren Lose skildrer landskaberne,
som de er. Husene står nøgne og forladte,
og en vis tomhed lurer i de vidtstrakte
landskaber. Husenes forfald
har en ejendommelig tiltrækningskraft
over sig. Her er opretholdelsen af
normalitet afløst af rum i forfald, sat
uden for tid og sted.
Home er en konstruktion, fortæller
Søren Lose, en mulig fortælling om
et sted, sammensat af en række fragmenter,
løsrevet fra deres oprindelige
sammenhæng. Målet er ikke at tegne
et portræt af Lolland. Det er snarere
et forsøg på at indkredse en almen
tilstand og dermed pege på noget
universelt. Søren Lose transformerer
således det personlige til noget, der
er genkendeligt for os alle, nemlig
hjemmet som kollektivt erindringsrum.
Mit barndomslandskab
Efter at have sat mig ind i Søren
Loses tolkninger af begrebet ”hjem”
står det klart, at hjemegnsnostalgi og
tilhørsforhold er et udfordrende emne
at beskæftige sig med. Jeg mærker
48 Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, AFART 49