Y - Niels Engelsted

92
Dette kcmmer klart til udtryk i altruisme-teorien, der er den nye videnskabs
fØrste væsentlige bidrag til erkendelsen. Altruisme-teorien siger nemlig, at det
ingen betydning har, an mine gener går til i en redningsaktion til fordel for
m.in bror eller søn, blot de tilsvarerile gener i hans krop bliver reddet. Eller
sagt rred andre ord, at det afgØrende for, om genernes beregninger dikterer dem
at udvise uselvisk adfæxd, er, ikke at det gavner dem selv som fysiske størrelser,
men an det gavner den information, det program eller det budskab, de er bærere
af.
Kernen i altruisme-teorien er altså, at bestemmende for genernes udfoldelse
og denned for livet.s udfoldelse er budskabet. Et budskab, der må ses som noget
faktisk eksisterende uafl«engigt af dets tilfæidige stoflige binding, for det er
jo de stoflige gener ligegyldigt, cm det er dem selv eller deres beslæ;t€de,
der bærP-r budskabet, blot det bliver båret.
Mm må således konstatere, at for sociobiologien er organismerne nok under­
ordnet generne, men generne selv er und.erordnet hver sit budskab eller id8, der
besterroner deres udfoldelse. Et sæt af ideer ligger med andre ord til grund for
hele den organiske verden. Et sæt ideer, der tilmed er uafhængige af det, de
resulterer i. Eller san den amerikanske biokemiker George Pieczenik udtrykker
det: "De-t er eNA-sekvensen ud8n forskel, om den må se ud som en beskeden assi­
sterende professor eller som en giraf (148) ". De dikterer, men de dikteres ikke,
og således eksisterer de i ensan majestæt over den organiske verden, der selv
bliver til gennem disse ideers kopiering i stoffet. DNP.-budskabet som egetræets
id€ - eller giraffens eller professorassistentens -, der eksisterer forud for
og over ethvert .konkret egetræ, der alene er ideens midlertidige og ufuldkcmne
kopi.
Anskuet på denne måde må man sige, at sociobiologien anlægger en platonisk
synsmåde på. sit stof, at dens forståelsesm9.de af sin genstand ligger så tæt på
den platoniske idealisme, som det er tænkeligt muligt, hvis den samtidig skal
være forankret til sit biologiske genstandsområde. Hvor Platon ophØjer menneskets
tanker til altings udgangspunkt, hvor han så at sige forvandler den menneskelige
hukommelse til noget metafysisk absolut, d8r ophØjer sociobiologien den genetiske
hukemneise til noget metafysisk absolut. Bio-platonisme kunne man måske sige.
Nu kan man selvfØlgelig indvende, at der er den væsentlige forskel på Platons
"ideer" og sociobiologiens, at hvor de første er evige og ubegrænsede i antal,
i og med at et uendeligt antal ideer er tankelige, d& er de sidste hverken evige
eller ubegr