Download som pdf - SF

28
F! bringer i hvert nummer en kronik, som stikker
dybere end dagens dagsorden
Ydelser til udvalgte
uNdergraver
velfærdsstaten
Målretter man velfærdsydelser til de fattigste,
udhuler man solidariteten. Velfærdsstaten er
bygget op omkring, at alle giver og modtager
henover et livsforløb, og at det er legitimt at
få hjælp fra staten.
Af Christian Albrekt Larsen
----------------------
De radikale og nogle af socialdemokraterne
har sat sig for, at skatterne ikke kan stige. SF
og nogle af socialdemokraterne har sat sig
for, at uligheden skal bekæmpes. I en krisetid
kunne løsningen være at målrette ydelser og
services til de fattigste og bede de rige om
helt eller delvist selv at betale. Men man skal
tænke sig om. For det vil føre til et langt mere
polariseret samfund, hvor den brede folkelige
opbakning bag velfærdsstaten kan smuldre.
Det er i hvert tilfælde erfaringen fra de lande,
hvor målretning til de svageste har været det
bærende princip.
Internationale undersøgelser viser, at vurderingen
af, hvorvidt personer eller grupper
skal have velfærdsydelser, typisk afhænger af,
hvorvidt disse personer eller grupper lever op
til en række værdighedskriterier. Opfyldelsen
af disse kriterier kan forklare, hvorfor man
i stort set alle lande finder én bestemt rangorden
i den folkelige opbakning til forskellige
grupper.
Størst opbakning til ældre
Typisk er opbakningen størst til ældre, efterfulgt
af syge og handikappede, trængende familier
med børn, og forsikrede arbejdsløse. Helt i
bund ligger typisk kontanthjælpsmodtagerne.
Den store opbakning til ældre kan forklares
med, at 1) gruppen generelt betragtes som
ikke at have kontrol over deres egen situation,
2) de ældre opfattes som en svag gruppe med
reelt behov for ydelsen, 3) identitetsmæssigt
tilhører de det fælles 'os', som samfundet har
ansvar for, 4) de modtager hjælp med en vis
taknemmelighed, og 5) typisk har de gennem
et helt arbejdsliv 'tilbagebetalt' til samfundet.
Omvendt kan den begrænsede opbakning
til kontanthjælpsmodtagere forklares med, at
1) gruppen antages at have kontrol over deres
situation (de kunne tage et arbejde, hvis de
ville), 2) identitetsmæssigt er de ofte forskellig
fra majoriteten, 3) ofte modtages samfundets
hjælp ikke med en taknemmelig attitude, og
4) gruppen har typisk ikke betalt ret meget
tilbage til samfundet – og vil formentlig heller
ikke komme til det.
Dette mønster genfindes i langt de fleste
lande. Alligevel er diskussionerne om værdighed
i høj grad påvirket af, hvordan velfærdssystemerne
er indrettet. Man skelner mellem
målrettede systemer (anglesaksiske velfærdsstater)
og universelle systemer (skandinaviske
velfærdsstater).
Målrettede systemer
Specielt ved identitetsdimensionen er det en
central pointe, at målrettede ydelser afgræn-
ser målgruppen som værende anderledes.
Det klassiske eksempel er USA, hvor de
offentlige velfærdsordninger er forbeholdt
dem, der ikke er dækket af private forsikringer.
Det gælder for eksempel Mediaid til de
fattige, Medicare til de gamle og Foodstamps
til de sultne.
Det ligger i målrettede ydelsers natur,
at det må afgrænses til, 1) hvem der er
trængende, og 2) hvor trængende de er. Det
bevirker, at den offentlige diskussion om
socialpolitik i et målrettet system bliver et
spørgsmål om, hvad den veltilpassede majoritet
skal gøre ved den mindre veltilpassede
socialt marginaliserede minoritet.
Samtidigt åbner målrettede ydelser diskussion
om, hvorvidt målgruppen har kontrol
over deres egen situation, hvor stort deres
behov egentlig er, og hvorvidt ydelserne
modtages med den rette taknemmelighed.
Det skyldes ikke mindst, at skellet mellem
dem, der giver og dem, der modtager, bliver
tydeligt.
Universelle systemer
Logikken er stort set den modsatte i systemer
præget af universelle ydelser, sådan som
det er i Danmark og Sverige. I et universelt
system udgrænses modtagere af velfærdsydelser
ikke som en speciel gruppe, snarere