Download læseprøve - Forlaget Harald

160
Utroligt, så meget æter den dreng skal have!
I 1939 fik Mogens mellemørebetændelse.
Sprøjter, æter, bandager
og blodfyldte hovedpuder
blev hans hverdag i det års tid,
sygdommen varede.
I tolvårsalderen blev jeg ramt af
en slem mellemørebetændelse.
Overlægen fra Rigshospitalet
have sagt til min far, at det var
kronisk, og at jeg måtte leve med
det, men jeg kom alligevel til en
anden læge nede i Hillerød.
Vi tog af sted med rutebilen
klokken 10 og var dernede lidt før
middagstid. Da Dr. Ketle havde
set på mig, ringede han straks
op til sygehuset og fortalte, at jeg
skulle indlægges og opereres den
næste dag.
Da jeg kom op på hospitalet,
blev jeg undersøgt af flere læger,
og jeg forstod ingenting. Far måtte
ikke fortælle mig, at jeg skulle
opereres, det kom dr. Ketle om
aftenen og fortalte mig. Han var
utroligt flink. Jeg måtte ikke få noget
mad eller vand, for jeg skulle
fuldbedøves med æter, og det var
farligt at have mad i maven.
Næste morgen blev jeg vækket
tidligt og gjort i stand og kørt
ned til operationsstuen. Dr. Ketle
kom ud inde fra operationsbordet
og klappede mig på kinden og
sagde, at jeg bare skulle stole på
ham, han skulle nok få mig rask
igen.
Jeg blev klippet helt skaldet,
og den ene side af hovedet blev
sæbet ind for derefter at blive
barberet, og til sidst kom der
sprit og jod på. Så blev jeg lagt
op på operationsbordet, armene
blev spændt fast, hovedet blev
lagt bestemt og spændt fast. Så
kom en læge og gav mig æter. De
første par indåndinger gik nogenlunde,
jeg huskede jo, hvordan
det var oppe hos dr. Rasmussen,
da jeg fik taget polypper, men det,
jeg fik nu, var slemt. Jeg ville slå
masken væk, men det kunne jeg
ikke, jeg var jo spændt fast. Pludselig
blev rummet så stort, og jeg
skulle tælle. Jeg talte til 30 og
lægen sagde:
„Det er da utroligt, så meget
den dreng skal have af æter!“, og
så var jeg pludselig væk i en dyb
søvn.
Efter operationen vågnede jeg
oppe på stuen. Jeg hørte en vis
mumlen, der stod en hel stab af
læger og sygeplejersker om mig,
de var vist bange for, at jeg skulle
kaste op. Det gjorde jeg ikke, så
de gik igen.
Mor havde været der, men
måtte gå, før jeg vågnede, hun
skulle jo nå rutebilen hjem. Hun
havde lagt et par store æbler til
mig, hun vidste, at jeg var helt syg
med æbler. Jeg lå drejet til venstre
med hovedet, der var pakket
godt ind i gazebind og fik øje på
de store æbler og så mit snit til
at snuppe det ene æble. Jeg var
hundesulten og måtte ikke få
mad før næste dag på grund af,
at jeg havde fået så meget æter,
men jeg var så sulten. Sikke en
ståhej der blev, da de opdagede,
at jeg havde spist æblerne; der
sad en sygeplejerske i flere timer
og holdt vagt ved mig for at se,
om jeg skulle kaste op.
Sygeplejersken skældte ud
Jeg måtte ikke røre hovedet de
første par dage, men det skulle
jeg nok også lade være med, for
det gjorde voldsomt ondt, bare
jeg rørte det mindste med det.
Efter den første nat havde det
blødt temmelig meget, og min
hovedpude var helt rød af blod.
De skiftede puden og hævede
sengen, så hovedet kom højt op.
Efter fire eller fem dage skulle
jeg skiftes, nej, hvor gjorde det
ondt, men jeg bed det i mig, jeg
ville ikke pibe over det. De tog en
hel del gazestrimmel ud af såret
og stoppede gult gazestrimmel