Download læseprøve - Forlaget Harald

156
der kommer i kontakt med stivkrampebakterieholdigt
jord, er
der risiko for at udvikle sygdommen,
som viser sig ved muskelsammentrækninger,
først i ansigtet,
senere i benene og armene og
i værste fald også i vejrtrækningsmuskulaturen.Vaccinationen
mod
stivkrampe kom i 1949.
Tuberkulosebørn
Tuberkulose og kopper er to sygdomme,
der i dag betragtes som
udryddede i Danmark. I hvert
fald så udryddede, at vi ikke længere
bliver vaccineret mod dem.
Loven om tvungen koppevaccination
blev ophævet i 1976, efter
at der ikke havde været et eneste
tilfælde i seks år, og de sidste tuberkulosevaccinationer
blev givet
i starten af 1980erne.
Tuberkulose var en af de mest
frygtede folkesygdomme omkring
århundredeskiftet, og det
var med god grund. Sygdommen
var ekstremt smitsom; bakterierne
sad f.eks. i en smittet persons
nys eller host, og det var nok at
indånde disse bakterier for selv at
få sygdommen. Periodens mange
tuberkulosesmittede børn og
voksne gik hostende, svage, appetitløse
og febertrætte rundt.
Det var altid først lungerne,
der blev ramt af tuberkulosebakterierne,
og efterhånden kunne
sygdommen også sætte sig andre
steder i kroppen, f. eks. i knoglerne,
hjernen eller nyrerne.
Et sundt barn fra byernes villakvarterer
fik sjældnere tuberkulose
end et blegt og underernæret
barn fra slummen. Sund kost,
hvile, lys og luft var nemlig effektive
midler til at holde sygdommen
på afstand og til at fjerne
den, hvis man var blevet smittet.
Det var forhold, som kun velhavende
forældre kunne give deres
børn, og derfor trådte private
velgørere til for at give alle tuberkulosebørn
et sanatorieophold i
sunde og friske omgivelser.
Julemærkefonden var et af disse
mange private initiativer. Ideen
til fonden blev fostret af postekspedient
Einar Holbøll, der
opfordrede alle brevskrivere til
at betale to øre ekstra for at få
sendt deres julekort. Overskuddet
skulle gå til tuberkulosebørn,
og efter seks års indsamlinger var
der penge nok til at opføre Julemærkesanatoriet
ved Kolding,
som blev indviet i 1911.
Hurtigt efter fulgte flere tuberkulosesanatorier
rundt om i landet.
Især børn blev sendt afsted i
flere måneder, og det var en indsats,
der gav resultater på to fronter:
Dels fik de syge børn hvile og
sund kost, og dels fjernede man
smittebærerne fra byernes boligkvarterer.
I takt med at bolig- og kostforholdene
langsomt blev bedre,
svandt også antallet af tuberkulosebørn
ind. I 1940erne og 1950erne
blev næsten alle danskere under-
søgt for tuberkulose, og alle, der
ikke var smittet, fik tilbudt vaccination,
mens alle, der var syge,
blev isoleret og behandlet.
Knap havde Danmark fået styr
på tuberkulosen, før en stor polioepidemi
brød løs. Polio, også
kaldet børnelammelse, brød ud
ca. hvert andet år. I 1952 var epidemien
ekstrem. De første tilfælde
blev registreret i august, tre
måneder senere var der registreret
2.500 syge, og 100 mennesker var
døde. Epidemien skulle blive den
værste polioepidemi i Danmark
nogensinde og ramte 7.000 mennesker,
inden den klingede af.
Det var primært børn, der
blev ramt af sygdommen, og hvis
de var heldige, fik de kun svage
symptomer. De mindre heldige
blev lamme i benene, armene
eller i åndedrætsmusklerne og
måtte indlægges i måneder og år
på hospitaler og sanatorier. De
mindst heldige døde.
Værst ramt var de børn, der
havde fået lammelser i åndedrætsmuskulaturen.
De kunne
ikke selv trække vejret, og i hele
kongeriget fandtes kun seks respiratorer,
som slet ikke forslog.
En frygtelig, men nødvendig
løsning blev foreslået af to læger
fra Blegdamshospitalet i København:
Skær halsen op på børnene
og pust luft ned i deres lunger.
Hvor grufuld den end syntes,
blev metoden en succes. Lægerne
indsatte et rør i halsen til at sen-