Fra fødsel til global ekspansion, De Smithske ... - Henning Bender

92
En række særlige produkter opstod under
1940’ernes mangelsituation. Øverst en ”kartoffelkoger”
på damp, nederst det særlige ”sparekomfur”
der kunne opvarmes med tørv og lignende
dårlige opvarmningsmidler.
Foto Fritz Karner, 1941.
2-holds skift for at kunne følge med en svulmende ordrebog. Særligt
afspejlede de svigtende tilførsler af kul sig straks i antallet af leverede
komplette tørveværker: 1938: 3; 1939: 5; 1940: 61; 1941: 13; 1942: 11;
1945: 7; 1951-1952: 22. Sidstnævnte dog til Irland og Shetlandsøerne.
Efter den tyske besættelse den 9. april 1940 løb der naturligvis nye omkostninger
på. Materialer, jern og kul blev stadigt dyrere og vanskeligere
at skaffe. Kontorpersonalet blev udvidet for at klare det forøgede arbejde
med fremskaffelse af materialer, importbevillinger, valutaattester m.m.
Samtidigt skulle der etableres mørklægning, beskyttelsesrum og bedriftsværn,
mens produktionsstandsninger i forbindelse med luftangreb
og luftalarmer allerede fra sommeren 1940 vanskeliggjorde den stadig
mere forcerede produktion af komplette tørveværker, gravemaskiner
for tørvedynd samt tilhørende pumpesystemer.
Brændselsrationeringen betød desuden et øget salg af kakkelovne og
sparekomfurer. Disse varer havde ”De Smithske” ellers sluttet med at
producere i 1897, men produktionen steg nu til 2-3.000 om året. Hertil
kom industrielle kartoffelkogere og kartoffelskrællere og komplette fiskemelsfabrikker
og maskiner til udnyttelse af fiskeskind, der blev etableret
i Hirtshals, Sæby, Århus, Kerteminde og Gudhjem.
Produktionen af vandturbiner og pumper startede fra efteråret 1939 på
licens fra den svenske ”Finshyttan HydroPower” i Filipstad (Värmland)
og medførte bl.a. i 1941 en ordre fra afvandingsstationen ved Ryde å ved
Nakskov på Lolland på en pumpe der trak 4.000 liter i sekundet. Det
var dengang den kraftigste pumpe der nogensinde var blevet opstillet i
Danmark. Som tørveværker var en erstatning for de kul Danmark ikke
har, var vandturbinerne et forsøg på at erstatte den manglende energiforsyning
med den vandkraft landet næsten ikke har. Vandturbinerne
forblev et krigsfænomen: 1939 leveredes 3; 1940: 13; 1941: 26; 1943: 14;
1944: 10; 1945: 5; 1946: 5; 1947: 7 og 1948: 7. Den største i 1944, på 422
HK til Uldspinderiet på Søndermølle i Viborg. Til gengæld overlevede
produktionen af pumper de særlige krigsforhold.
Når det gjaldt samarbejde med besættelsesmagten var det ikke populært.
Da ”De Smithske” således fik to diesellokomotiver til reparation fra
”en tysk entreprenør” i efteråret 1944, orienterede direktør Egenfeldt på
forhånd fabrikkens maskinarbejdere og kedelsmede om at det skete efter
pres fra det tyske militær. Ingen på virksomheden var derfor særligt
overrasket, da begge lokomotiver blev sprængt i luften natten til den 17.
november 1944 og herefter fjernet til reparation ”andetsteds”.
Det gjorde ikke vanskeligheder ved at skaffe råmaterialer fra Tyskland
mindre, men det hjalp at nabovirksomheden, cementfabrikken ”Norden”
fra midt i 1930’erne benyttede to af sine tre roterovne til at producere
råjern. Det skete på grundlag af den kisaske (jernoxid), der blev
til rest, når ”Nørresundby Svovlsyrefabrik” havde oparbejdet svovljern
(pyrit) til svovlsyre, under krigen suppleret med myremalm fra danske
moser. Herudover måtte ”De Smithske” for at få jern, omstøbe gamle
Kapitel 5 · 1935-1977