Beretning om Rigets Distriktsfængsler for Aarene 1885 og 1886

47
til ham, førend Bestyrer samt Forhørsadministrator eller Dommer har læst
det og erklæret ikke at have noget mod Afsendelsen eller Udleverelsen
at erindre. Ellers bør det ikke nægtes Varetægtsfange at afsende eller
modtage Brev, medmindre der er grundet Anledning til Frygt for, at
Misligheder i denne Henseende vil finde Sted, i hvilket Tilfælde Bestyreren
kan forlange at gjennemse Brevene, og derefter bestemme, hvorvidt
de bør afsendes eller udleveres til Fangen.
e. Hvis det for enkelt Fanges vedkommende findes tilstrækkeligt, kan Bestyreren
overlade til Vagtmesteren at træffe Bestemmelser med Hensyn
til Fangens Korrespondance.
f. Breve, som det ikke tillades at aflevere til Fangerne, eller som disse ikke
Ønsker aabnede af Bestyreren (Forhørsadministrator eller Dommer), opbevares
og leveres dem ved Løsladelsen.
g. De nærmere Regler for Fangernes Brevvexling, som maatte udkræves,
givés af Bestyreren.
§ 26.
a. Det er Strafarrestfange og Varetægtsfange tilladt at skaffe sig og at være
i Besiddelse af de Bøger, Tidsskrifter og Aviser, som han maatte ønske,
forsaavidt Misbrug eller utilladt Kommunikation ikke derved adstedkomm
es.
b. Fanger, der har at udholde Fængsel paa Vand og Brød eller paa sædvanlig
Fangekost, maa foruden de Boger, der skal findes i ethvert Fangerum,
ikke være i Besiddelse af andre Bøger end dem, som de maatte
faa, udlaant af Fængslet Bogsamling, eller som Bestyreren, Præsten eller Læreren
tillader dem at have Aviser maa ikke gives saadanne Fanger ihmnde.
V. Om Refselser m. v.
§ 27.
a. Refselse overensstemmende med Fængselslovens § 6 maa alene ilægges af
Bestyreren, og kun naar en Irettesættelse ikke ansees tilstrækkelig.
b. Almindelig Hustugt og --- i Tilfælde --- Fangens Belæggelse med Jern
eller andet Tvangsredskab kan foruden af Bestyreren ogsaa anvendes af
Vagtmester eller den i hans Fravær befalende Fængselsbetjent, men af
disse kun som Middel til at skaffe sig øieblikkelig Lydighed, "mar dette
er nødvendigt, eller af Sikkerhedshensyn, og saavidt muligt i Vidners
Overvær, samt ikke i større Udstrækning end fornødent for Øiemedet.
C. Opstaar der Tvivl om, hvorvidt Fangen efter sin Helbredsforfatning taaler
Refselse eller Hustugt, maa den ikke anvendes, medmindre Lægen erklærer,
at det kan ske.
d. Om enhver betydeligere Uorden og ethvert betydeligere Brud paa Fæng-