Beretning om Rigets Distriktsfængsler for Aarene 1885 og 1886

43
efter mit Skjøn ganske anderledes vækkende end hos den Del af Samfundet,
som vel danner den største Kontingent af Fænglernes Belæg ; Kjønnet synes
ei at spille nogen Rolle ligeoverfor denne Straf, der taales lige godt.
Det er min personlige Mening efter min Erfaring siden Oktober 1878,
at Vand- og Brødstraffen ikke indebærer nogen Fare for Fangens Helse, saa
man af rent humane Grunde skulde søge den afskaffet ; heller ikke 4 tror jeg,
at den virker saa advarende og vækkende netop paa de Individer, som mest
kunde tiltrænge det.
Denne Udtalelse er tiltraadt af Fængslets Bestyrer.
Bestyreren af Ham ar Distriktsfængsel bemærker, at Kvinder i Regelen
synes at taale denne Straf bedre end Mænd, samt at saa lang Straffetid som 20
Dage og derover i Regelen synes at tage meget stærkt paa Fangerne, navnlig
de mandlige.
Bestyreren af Kongsvinger Distriktsfængsel erklærer, at man ikke har
gjort nogen særlig Erfaring om, at Vand- og Brodstraffen har havt nogen skadelig
Virkning paa Fangernes Helbred. Nogen Mathed efter Exekutionen har
vel hos enkelte vist sig, men ikke af synderlig Betydning. Enkelte Fanger,
især de yngre, der hensidder i Fængsel paa Vand og Brød, klager over Sult
i de forste 10 Dage. Han oplyser derhos, at den anordnede Portion Brød,
som Vand- og Brødstraffanger daglig skal have, tildeles dein i Almindelighed
i 3 Maaltider, fordi de fleste Fanger, naar de erholder den bestemte Portion
Brod for Dagen paa en Gang, er saa ufornuftige og graadige at fortære denne
et Maaltid eller inden en kortere Tid.
Bestyreren af Sells Distriktsfængsel anforer, at der af de 26 Personer,
som i Aarets Lob har udholdt Fængsel paa Vand og Brod i dette Fængsel,
har 18 hensiddet der i 5 Dage og derunder, 6 fra 8-10 Dage, 1 i 12 og
1 i 15 Dage, uden at der fra nogen af disse er fremkommet Klage over Straffens
Haardhed, og han tror med Bestemthed at kunne udtale, at Straffen for
ingen af dem har Øvet nogen skadelig Indflydelse paa Helbreden. Saalmnge
ikke Straffen overstiger b a 20 Dage, er det nævnte Fængselsbestyrers Erfaring,
at det som Regel ikke er til Skade for Helbreden. Angaaende Anvendelsen
af denne Art af Fængselsstraf tror han at burde udtale, at den ikke
bør idømmes Personer, der er naaede til en bestemt Alder, f. Ex. 60 Aar, og at
Maximum af Straffen bør fastsættes til 15 á 20 Dage, idet en højere Straffetid
vist hos ikke saa faa føles som særdeles haard. Derimod antager han paa
den anden Side, at det vilde were mindre rigtigt at sløife denne Straf aldeles,
da det er vitterligt, at navnlig mange, der lever i fattige Kaar, ikke generes
synderlig ved at sidde nogle Dage paa Vand og Brod, samt at ikke faa vilde
finde Fængsel paa sædvanlig Fangekost at være jevngod med ingen Straf.
Bestyreren af Christi an ssan ds Distriktsfængsel udtaler, at han ikke har
kunnet skjønne, at Vand- og Brodstraffen har havt nogen skadelig Indflydelse
paa Helbreden, i ethvert Fald, naar Straffen har været kortvarig. Men selv
naar Straffen er kommen op i 20 A 30 Dage, ved han ikke noget Exempe