Rotter, mus og fødevarevirksomheder - Fødevarestyrelsen

Fig. 1. Husmusen (Mus musculus) er sød at
se på, men den er lige så stor en smittebærer
som rotten.
10
3. RoTTER oG MUS SoM SMITTEBÆRERE
Mus og rotter er notoriske smittebærere, idet en række sygdomsfremkaldende
organismer kan leve og formere sig på og i gnaverne. På forskellig vis
overføres disse organismer fra dyr til mennesker. Antallet af gnaveroverførte
sygdomme anslås på verdensplan til 50 eller mere, men heldigvis er dette tal
langt lavere i Danmark. Årsagen er bl.a. klimatiske og miljømæssige forhold
samt ikke mindst, at forebyggelsen og bekæmpelsen af gnavere – især rotter
– er sat i system og fungerer effektivt. Mus og rotter kan overføre både bakterier,
vira og protozoer (encellede organismer) til mennesker. I nogle tilfælde
dør gnaverne selv af den infektion, de bær på, mens de i andre situationer er
raske smittebærere, hvad der naturligvis gør dem farligere. En omfattende beskrivelse
af alle gnaveroverførte sygdomme og deres symptomer falder uden
for denne vejledning. Imidlertid skal der kort omtales de bakterie- og virusbårne
sygdomme, som gnaverne kan overføre, og som kan være relevante at
tage i betragtning på vore breddegrader.
3.1 Sygdomme der skyldes vira
3.1.1 Hantavirus
Hantavirus er vira, der er knyttet til forskellige gnaverarter, herunder mus og
rotter. Smittekilden er virus fra gnavernes fækalier, spyt og urin, der bl.a. hæfter
sig på støvpartikler, som derefter kan indåndes af mennesker. Hantavirus
forårsager det, man betegner hæmoragisk feber kaldet HFRS (Hemorrhagic
Fever with Renal Syndrome) eller på dansk: Blødningsfeber med nyresyndrom.
Sygdommen omfatter en gruppe af klinisk ens sygdomme forårsaget af hantavira
fra familien Bunyaviridae. Sygdommen findes over det meste af verden
og optræder i forskellige mere eller mindre alvorlige udgaver. En infektion
med hantavirus viser sig i første omgang ved høj feber, hovedpine, kvalme,
opkastninger samt mave- og rygsmerter. Senere kan der optræde nedsat
blodtryk, chok og vævsblødninger. I den alvorlige udgave af sygdommen ses
der stor dødelighed, bl.a. i USA, hvor der er registret mere end 100 tilfælde af
sygdommen med dødelig udgang. Smittekilden er her brandmusen (Apodemus
agrarius). I Europa kendes sygdommen fra bl.a. Balkan (Dobrava virus,
der har halsbåndmusen (Apodemus flavicollis) som vært) samt i Skandinavien
(Puumala virus, der har rødmusen (Clethrionomys glareolus) som vært).
I sidstnævnte region har sygdommen, der også kaldes Nephropathia Epidemica,
et langt mildere forløb og næppe dødsfald på samvittigheden.
Sygdomme forårsaget af Hantavirus er i stigning på verdensplan. Sygdommen
kan ikke behandles.
3.1.2 Centraleuropæisk hjernebetændelse (TBE)
Sygdommen, der på engelsk benævnes Tick Borne Encephalitis (deraf forkortelsen
TBE), er en virusbåren sygdom, der overføres gennem bid af skovflåten
(Ixodes ricinus). Værten for viruset er bl.a. mus, der smittes af skovflåter.
Musene kan igen smitte nye skovflåter, når disse suger dyrenes blod.
I Danmark fandtes viruset indtil 2009 kun på Bornholm, men er nu også konstateret
i Nordsjælland. Jægere, skovarbejdere og andre, der færdes meget i
skove er særligt udsatte for smitte.