Rotter, mus og fødevarevirksomheder - Fødevarestyrelsen

Fig. 35. Blokke normalt til brug i kloakken
kan også med fordel anvendes f.eks. i
foderstationer.
doseringsanvisninger, som er anført på pakningens etiket og markeret med
fed skrift, er strafbelagt ved overtrædelse. Alle antikoagulantgifte skal desuden
være tilsat en blå, rød eller grøn advarselsfarve.
13.3 Ædegifte
Ædegifte er på det danske marked godkendt til bekæmpelse af både rotter
og mus. En ædegift kan være baseret på et kornprodukt, som regel havre
eller hvede. Midlerne findes som knækkede eller valsede produkter. Ædegiften
kan desuden formuleres som piller eller giftblokke bestående af kornprodukter,
fedt m.v. Endelig kan ædegiften optræde som en pasta, der er
en blød (korn)masse iblandet olie, som trykkes ud af en beholder. Blokkene
og pastaen har flere fordele frem for de rå kornprodukter, idet de holder sig
bedre i fugtige omgivelser. Det skyldes dels deres store fedtindhold, dels at
de er tilsat fungicider, der nedsætter risikoen for mug- og skimmeldannelse.
Desuden er blokkene og pastaen lette at håndtere og placere i foderstationer,
hvorved spild kan undgås. Visse af ædegiftene er af sikkerhedshensyn tilsat et
meget kraftigt bitterstof – Bitrex – som gør, at risikoen for utilsigtede forgiftninger
mindskes.
Aktivstoffer, der bruges til antikoagulanter, er uhyre giftige. Koncentrationen i
det færdige produkt er imidlertid lav, typisk 0,01 eller 0,005 % og for de helt
kraftige gifte endog lavere. Dette betyder meget for sikkerheden i forbindelse
med anvendelsen af dem.
For at nedsætte risikoen for spredning af giften, og for at mennesker og andre
dyr ikke skal komme i kontakt med den, er det et krav, at giften anbringes
i foderstationer. Foderstationer er plast-, metal- eller trækasser, der har huller
i begge ender, hvorigennem gnaverne kan få adgang til et kammer inde i
stationen, hvor giften er placeret. Herinde har gnaverne mulighed for uforstyrret
at æde af giften. Ulempen er, at især rotter p.g.a. deres neophobi, jf.
afsnit 5.2, i den første tid efter opsættelse, kan være tilbageholdende med at
besøge foderstationerne.
Anvendes blokke i en foderstation skal de fastgøres for at forhindre, at gnaverne
løber væk med dem.
I traditionel bekæmpelse udlægger man gift til rotter i få men forholdsvis
store portioner, mens mus får små. I forbindelse med fremkomsten af 2.
generations antikoagulanterne er der fremkommet bekæmpelsesmetoder til
rotter, hvor man udlægger mange, små portioner, i flere på hinanden følgende
omgange, såkaldt intervaludlægning. Idéen er, at giften skal være
tilgængelig overalt og derved komme alle rotter i et givet område til gode,
ligesom betydningen af alternative fødekilder (der sædvanligvis giver et dårligere
bekæmpelsesresultat) reduceres væsentligt. Tanken bag intervaludlægning
er desuden, at gnaverne ikke æder mere end højst nødvendigt for at dø,
hvorved man mindsker risikoen for sekundær forgiftning af f.eks. katte, ræve
og rovfugle.
39