Vi er et lokalt politisk parti, som hedder - Ringen af Forældre

Hun anbefalede, at jeg læste Bowlbys bog om tilknytning. Jeg var helt slået ud, for den bog kendte
jeg udmærket fra min uddannelse. Jeg prøvede at nå igennem til ppr-psykologen, bl.a. at få hende
til at se på mine døtre… de trivedes fint. Hvortil hun svarede, at nogle kvinder ikke kan knytte sig
til deres sønner. Så gav jeg op og mistede alt tillid til PPR.
Min søn havde nu fået en diagnose og skulle skoleplaceres.
Han blev visiteret til et amtstilbud, som overgik til Fredericia Kommune, da amterne blev nedlagt.
Her gik han i 6½ år.
Det gik godt de første par år, da der var mange kreative ting på programmet som eksempelvis
kanoroning, men skolen blev flyttet til Fredericia, hvor faciliteterne var mindre, og personalet også
for en dels vedkommende blev udskiftet, og han skiftede klasse flere gange.
Min søn fik nogle lærere, som slet ikke forstod ham. Han blev hele tiden straffet på det, der
sidenhen viste sig at være hans handicap. Han var urolig og kunne ikke koncentrere sig i timerne.
Jeg forsøgte igen og igen at forklare og komme i dialog med personalet. Bl.a. ved at fortælle
hvordan vi hjemme håndterede ham, når han blev urolig, og hvordan vi kunne se at forberedelse
betød meget, for hvordan han kunne håndtere ændringer og krav i hverdagen.
Der skete flere og flere ting, som jeg absolut ikke kunne acceptere. Min søn blev fastholdt rigtig
mange gange, hvilket jeg fra starten havde gjort dem klart, ikke måtte ske, da han ikke kan klare
det. Vi oplevede også, at han blev låst inde i et rum på skolen, og han kom utallige gange hjem
med blå mærker på kroppen. Både af fastholdelser men også efter overfald af en anden dreng,
som jeg mange gange har spurgt personalet om, de ville skærme min søn for. Min søn var bange
for drengen, som pludselig slog, kastede med ting, stak med tegnestifter og bed – en gang bed han
min søn til blods i ryggen. Personalet fortalte, at det kunne de ikke, men han måtte lære at slå
igen, så den anden dreng fik respekt for ham.
Min søn slås ikke. Han kunne blive vred og frustreret, men som udgangspunkt blev han urolig og
sagde/lavede lyde, når han blev stresset. Selvfølgelig kunne han ligesom andre børn lave ballade,
være på tværs osv. men han var ikke voldelig.
Jeg har flere gange oplevet at min søns version og personalets version af en fastholdelse og/eller
episode adskilte sig væsentligt fra hinanden – og i flere tilfælde opdagede jeg, at min søn talte
sandt. At en fastholdelse kunne have været undgået, hvis personalet havde set signalerne.
Normalt kom han ikke hjem for at sladre, men det var tydeligt, når det havde været en misforstået
dag med røde kort. Det kunne tage en hel eftermiddag og aften at få ham talt til ro. Og klædt på til
at komme videre næste dag.
Jeg er selv uddannet pædagog, men jeg skulle absolut ikke komme med råd til personalet om,
hvordan de evt. kunne tackle min søn. Hovedparten af klassens personale agerede udelukkende
146