Vi er et lokalt politisk parti, som hedder - Ringen af Forældre

26.
Trods gentagne skoleskift, misbrug og kriminalitet ville kommunen ikke lytte til familien.
Min søn, som i dag er 16 år, har været meget urolig lige siden børnehaven. Han startede med at
rasere børnehavens skur, da han var usikker på den forestående skolestart. Og allerede i starten af
skoletiden viste hans problemer sig.
Blandt andet kunne han ikke nå at få tøj på efter gymnastik, og det stressede ham. Han kunne
heller ikke koncentrere sig i timerne, og han forstyrrede de andre.
Han kom ret hurtigt over i noget, der blev kaldt ”pusterummet”, som var for de børn, der ikke
kunne indordne sig efter skolens regler. Men det hjalp ikke spor, og han fik det sværere og
sværere rent fagligt.
Han kom til skolens psykolog, som intelligenstestede ham, hvilket ikke viste noget unormalt.
Allerede tidligt i skoleforløbet bad hans mor og jeg om, at vores søn blev udredt, for at få
undersøgt, om der var noget galt med vores søn, men det blev slået hen med, at han jo var en
dreng, og at det var normalt, at drenge var lidt vilde de første skoleår. Det slog vi os til tåls med de
første par år, hvor han også fik lidt specialundervisning ind imellem, som faktisk hjalp ham.
Men han forandrede sig ikke, og da han var 11 år, begyndte han at blive valgt fra hos sine
kammerater, da det var voldsomme ting, han lavede. Han kunne ikke overskue konsekvenserne af
sine handlinger, hvilket bragte ham i vanskeligheder gang på gang.
Han fandt sammen med en flok drenge, som havde de samme problemer, som han havde. De
startede med at lave forskelligt hærværk og kriminalitet. I starten var det mest at smadre en
masse ruder i bygninger og biler. Også i skolen blev der lavet hærværk, som jeg i starten betalte
mig fra.
Men derefter ændrede min søn fuldstændig karakter. Han blev direkte hadsk og rå, og han gav
udtryk for, at han ikke havde brug for hverken mig eller nogen andre. Han begyndte at blive
voldelig over hans mor, og hans lillesøster var direkte bange for ham. Hun blev behandlet meget
dårligt af både ham og hans kammerater.
På det tidspunkt havde Fredericia Kommunes Familieafdeling allerede været inde i billedet et
stykke tid. Vi holdte nogle møder, men det var mest tom snak, der skete ikke noget, som hjalp min
søn.
Min søn er ordblind og til det siger kommunen, at der ikke findes noget, der hedder ordblindhed.
Kriminaliteten blev mere og mere alvorlig og skaderne også større og større.
73