Kniven i armen

opgavebank.dk

Kniven i armen

Kniven i armen

- en sociologisk undersøgelse

af selvskadende adfærd i selvrealiseringens tidsalder

Københavns Universitet

1

Sociologisk Institut

Bachelorprojekt 2006

Anne Zeuthen Heidam (404) &

Sophie Bo Schmidt (416)

Vejledning ved Charlotte Bloch

Tegn: 143.850

Fodnoter: 6.200


Abstract

The object of this paper is a sociological exploration of the phenomenon of self-harming acts based on

seven qualitative interviews and six written descriptions from girls, who have been engaged in self-harming

activities, this being primarily skin-cutting. In the aim of avoiding to reduce the phenomenon to a matter of

individual problems or psychological defects, we examine the self-harming activities in relation to both the

individual structures of experience, and complex social structures. Hence the paper is an alternation be-

tween the individual reflections that arise from the empirical material, and sociological perspectives on soci-

ety in which the self-harming activities take place.

By drawing use of the phenomenological tradition, we seek to explore and capture some of the complex set

of meanings that surround the acts of self-harm. Our focus will be kept on the girls’ reconstruction of ex-

perience of concrete episodes of self-mutilation, which leads us to explore the emotions and thoughts, as

they emerge in the self-harming subject.

Among other things we discover that the subject comes into contact with feelings of pain, control and ex-

periences of flow during the act, which we explore with the help of D.B. Morris and C. Bloch. The empirical

material reveals a dimension of addiction in relation to the self-harming acts,which is put into perspective

with the work of A. Giddens. Different aspect of shame is outlined in the analysis and thrown light upon

with T. Scheff and J.M. Barbalet’s theories of shame in relation with social structure. With Goffmann’s

concept of stigma we elucidate that the wounds and scars can give rise to stigmatization of the self-harmer,

as they are discovered, but also that they can be seen as an attempt to gain attention and care.

Furthermore, we discuss self-mutilation in the light of the structures of expectations with which our culture

is imbued. By drawing on the work of L. Hammershøj and A. Honneth we explore the aspects of self-

realization, which seem to be a striking social claim today. On the basis of this claim we look into the self-

harming activities and put forward three ways, in which self-mutilation sociologically can be seen: As a

failed pathological project of self-realization, as an attempt of gaining recognition or as a way in which the

self-harming subject opposes the spreading discourse of self-realization.

By starting with an exploration of the emotions and experiences of the self-harming subject, and further

using the sociological imagination to display the multiplicity of the phenomenon, the aim of this paper is

hereby to grasp the phenomenon in sociological terms.

Enjoy the reading,

Anne Thit Zeuthen Heidam & Sophie Bo Schmidt

2


Indholdsfortegnelse

1. Indledning 6

1.1 Problemformulering 6

2. Teoretisk indkredsning af fænomenet 8

2.1 Rituel og kulturel selvskade 8

2.2 Afvigende og patologiske selvskadende handlinger 9

2.2.1 Svær, stereotypisk og moderat selvskade 9

2.2.2 Brud med det socialt acceptable 10

2.3 Forskning i selvskade 10

3. Metodiske greb 12

3.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt 12

3.1.1 At forstå et fænomen 12

3.2 Den kvalitative metode 12

3.2.1 Det empiriske materiale 13

3.2.1.1 Udvælgelse 13

3.2. 2 Den fænomenologiske epoché 14

3.2.3 At interviewe fænomenologisk 14

3.2.4 Interviewets forcer 14

3.2.5 Kvalitative spørgeark og radioprogrammer 15

3.3 Etiske overvejelser og erfaringer 15

3.3.1 Girltalk.dk – en dør til feltet 16

3.3.2 Når samtalen skærper trangen 16

3.4 Analysestrategi 17

4. Analyse 19

4.1 Billeder af selvmutilering 19

4.1.1 Negative tanker 19

4.1.2 Barberblade, brødknive og en rusten saks 20

4.2 De følelsesmæssige oplevelser 23

4.2.1 Den berusende smerte 23

4.2.1.1 Det skal gøre ondt før det gør godt 24

4.2.1.2 Lettelse og flow 24

4.2.1.3 At kontrollere smerten 26

4.2.2 Afhængighedens cirkel 28

4.2.2.1 Den stærke trang 28

4.2.2.2 En dårlig vane 30

3


4.2.2.3 Afhængighedens reaktionsmønster 30

4.2.2.4 Følelsesfælder 32

4.2.2.5 Den umiddelbare skamreaktion 32

4.2.3 Skamfulde perfektionister 33

4.2.3.1 Utilstrækkelighed og det lave selvværd 34

4.2.3.2 Ikke erkendt skam 35

4.2.3.3 Straf over den skyldige 36

4.2.3.4 Kulturelt blik på skamfuldhed 37

4.3 Selvskaden i spændingsfeltet mellem pige og omverden 39

4.3.1 At leve med sit stigma 39

4.3.1.1 Stigma 39

4.3.1.2 Når såret bliver et stigma 40

4.3.1.3 Normerne varierer 41

4.3.1.4 At føle sig normal, men dog skille sig ud 41

4.3.1.5 At skjule sit stigma 42

4.3.2 Opmærksomhed og selvskade som kommunikation 44

4.3.2.1 Se mig! 44

4.3.2.2 Et ønske om omsorg 45

4. 4 Opsummering på den analytiske del 47

5. Diskussion 49

5.1 I Durkheims ånd 49

5. 2 Patologiske selvskader 49

5.3 Frihedens paradoks 49

5.3.1 Først tese: Selvskadende adfærd som mislykket selvrealiseringsprojekt 50

5.3.1.1 At tage en pause 51

5.3.1.2 At fortvivle over sine begrænsninger 51

5.3.1.3 Smertesanselig selvdannelse 52

5. 4 Anerkendelse som forudsætning for det gode liv 52

5.4.1 Når anerkendelsen udebliver 53

5.4.2 Anden tese: Selvskadende adfærd som en kamp for anerkendelse 54

5.5 Selvrealisering som diskurs 54

5.5.1 Tredje tese: Selvskadende adfærd som en modværge mod selvrealisering 55

5.6 Opsummering på de tre teser 56

6. Konklusion 57

6.1 Mulighed for en videre forskning 58

7. Litteraturliste 59

4


8. Bilag 63

Bilag A: Teoretiseringer over selvskadende handlinger 63

Bilag B: Vores indlæg på Girltalk.dk 65

Bilag C: Interviewguide 66

Bilag D: Det kvalitative spørgeark 68

Det empiriske materiale forefindes i transskriberet form i det tilhørende bilagshæfte.

Ansvarsfordeling

Schmidt (416): 2, 2.2, 3, 3.2, 4.1, 4.3, 5.2, 5.4

Zeuthen (404): 2.1, 2.3, 3.1, 3.3, 4.2, 5.1, 5.3, 5.5

Fælles: 1, 1.2, 4.4, 5.6, 6

5


1. Indledning

’Jeg havde det hverken godt eller skidt med mig selv, når jeg gjorde det, for på den ene side var det jo godt at komme af med de

indebrændte følelser og sorgen, men på den anden side var der noget uhyggeligt ved, at man ligefrem skulle gøre skade på sig selv

for at få det bedre’ (Caroline, bilag 6: l. 32).

Caroline levendegør her den ambivalens, som gemmes i det fænomen, der er omdrejningspunktet i denne

undersøgelse. Den selvskadende handling konfronterer og udfordrer vores forestilling om det gode liv, for

hvordan kan man vælge frivilligt at sætte kniven i armen, skære huden op og lade smerten gennembore sig

og samtidig få det bedre? I en kultur hvor smerten associeres negativt og er en størrelse, vi søger at undslip-

pe, er det komplekst og vanskeligt at begribe, at unge mennesker intentionelt udsætter sig selv for smerte-

fulde selvskader. Blodet, sårene og arrene opfattes som tegn på en voldsom selvdestruktivitet, der synes

morbid, frastødende og uden mening.

Medierne beretter om de unge piger, der skærer i sig selv, rådgivningstelefonerne melder om et stadig sti-

gende antal henvendelser fra unge, der ønsker hjælp til at stoppe med at skade sig selv, - den selvskadende

handling synes at være et fænomen, man ikke længere kan lukke øjnene for. Skal problemet løses, må man

søge at begribe det fænomen, som umiddelbart synes ubegribeligt. Denne erkendelse er drivkraften i nær-

værende undersøgelse, hvis sociologiske sigte er at sætte de selvskadende handlinger i relation til den sam-

fundsmæssige kontekst, hvori der måske findes forklaringer på, hvad meningen er i de tilsyneladende me-

ningsløse handlinger.

Med inspiration i C.W. Mills’ begreb om den sociologiske fantasi, der kan betegnes som en bevidstheds-

mæssig kvalitet, ønsker vi at sætte de individuelle tilfælde af selvskadende handlinger på den samfundsmæs-

sige dagsorden. Da vi ikke ønsker at reducere fænomenet til blot at være et individuelt problem eller et

spørgsmål om psykisk forstyrret adfærd, sigter vi mod at forstå de selvskadende handlinger i samspillet

mellem individet og den samfundsmæssige kompleksitet. Derfor vil vores opgave bevæge sig i en veksel-

virkning mellem individuelle erfaringer i form af empirien og sociologiske perspektiver på den samfunds-

mæssighed som de selvskadende handlinger finder sted i.

1.1 Problemformulering

På baggrund af ovenstående overvejelser, har vi formuleret sigtet med denne opgave i følgende problem-

formulering, hvortil vi har knyttet to undersøgelsesspørgsmål.

Hvordan kan man med en sociologisk optik forstå og forklare intentionelle selvskadende handlinger?

• Hvilke følelsesmæssige oplevelser og tanker knytter sig til den selvskadende adfærd?

• Hvordan kan de selvskadende handlinger ses i lyset af samfundsmæssige processer og forandringer?

6


Undersøgelsesspørgsmålene er således vores overordnede guideline i opgaven, men i kraft af vores eksplo-

rative tilgang til det empiriske materiale, vil der undervejs udfoldes en række dimensioner, som vi i ud-

gangspunktet ikke kunne spå om.

7


2. Teoretisk indkredsning af fænomenet

Forskningen indenfor selvskadende handlinger foreligger primært indenfor den psykologiske og psykiatriske

gren af forskningen, hvilket følgelig vil præge dette afsnits teoretiseringer over og indkredsninger af fæno-

menet. For at komme nærmere en definition af, hvad den selvskadende adfærd, som er fokuset i denne

opgave, er, vil vi således skitsere, hvordan man rent teoretisk kan opdele og klassificere forskellige typer af

selvskadende handlinger. Derudover vil vi give et indblik i de typiske forklaringsmodeller, der er set i forsk-

ningen om selvmutilation. Dette er med til at positionere vores opgave og dens udgangspunkt i forhold til

den foreliggende litteratur om selvskadende handlinger.

2.1 Rituel og kulturel selvskade

Favazza gør det klart, at man overordnet set, kan skelne mellem den rituelle samt kulturelle selvskade og den

afvigende patologiske selvskade (Favazza 1996:225f).

Bevidst motiveret ødelæggelse af kroppen eller dele af dens væv, kan ikke ses som et nyt fænomen.

Selvskadende handlinger kan knyttes til kulturelle ritualer, der kan forstås som formelle aktiviteter, der konti-

nuerligt gentages over flere generationer og som reflekterer et samfunds traditioner, symboler og tro (Fa-

vazza 1998: 260). De skadende handlinger er at finde i mange religioner, hvor de fungerer som oprethol-

dende og stabiliserende for det sociale liv, idet de bliver en meningsgivende kraft for det givne samfund

eller fællesskab. Som eksempel på et sådant ritual, der er beskrevet af flere antropologer, kan nævnes indvi-

elsesritualet til voksenhed, der kan bestå i at få tænder slået løse, at få skåret penis op på langs af urinrøret

eller at få scarifications på store dele af kroppen. Det væsentlige i dette tilfælde, er at indvielsesritualet er

socialt integrerende. Ved frivilligt at underlægge sig selv smerte og acceptere ødelæggelsen af kroppen, viser

de unge styrke og frygtløshed, hvilket legitimerer deres nye plads i den voksne verden (Favazza 1996:

330ff). Ritualet fungerer således som en etablering af eller indvielse i den givne sociale orden i fællesskabet

og bliver herved socialt og kulturelt meningsfuldt.

Tatoveringer, piercinger og frivillig brændemærkning er eksempler på det, som af Favazza kaldes kulturelle

praksisser. I disse ødelægges eller udsmykkes kroppen ligeledes i større eller mindre grad, men bevæggrunde-

ne er snarere ønsket om at fremstå attraktiv, at få opmærksomhed eller et ønske om at provokere sine om-

givelser end det er en rituel handling. Betragtes disse handlinger eller body plays som selvskadende handlinger

er det de socialt acceptable og især afføder anerkendelse indenfor de givne subkulturer, hvor de ofte dyrkes.

Om end de ikke giver mening for alle, må de anskues som en legal udsmykning af kroppen i vores samfund

(Favazza 1996: 225f & Musafar 1996: 325f).

Disse rituelle og kulturelle praksisser, der har et selvbeskadigende aspekt, kan altså begge med Turp’s ord

anskues som casha – ’culturally acceptable self-harming acs or activities’ (Turp 2004: 9).

8


2.2 Afvigende og patologiske selvskadende handlinger

Den anden overordnede kategorisering af selvskadende handlinger er de afvigende selvskadende handlinger. I

denne kategorisering finder vi de selvbeskadigende handlinger, som anses for at have overtrådt grænserne

for, hvad det socialt acceptable i den givne kultur er. Den selvbeskadigende person bryder således, i kraft af

sine handlinger, med de uskrevne kulturelle regler, hvorved hun ses som en, der ikke er i stand til at leve sit

liv indenfor rammerne af, hvad der er socialt meningsfuldt (Turp 2004: 31).

Disse patologiske selvskadende handlinger opdeles ofte i indirekte og direkte typer, hvor førstnævnte om-

fatter handlinger, der på længere sigt afføder skadelige virkninger, som f.eks. anoreksi, at sluge skadelige

genstande samt alkohol- eller stofmisbrugmisbrug. I de direkte selvskadende handlinger, der er vores fokus,

ses de skadelige effekter af handlingen umiddelbart efter. Disse handlinger kan dels være enkeltstående eller

gentagende, og på længere sigt vil de ofte resultere i at dele af kroppens væv ødelægges (Kahan og Pattison

1983: 670 & Favazza og Rosenthal 1993: 134).

Disse direkte selvskadende handlinger kan defineres som: ‘All behaviours involving the deliberate infliction of direct

physical harm to ones own body without any intent to die as consequence of the behaviour’ (Favazza & Simeon 2001: 1).

Ifølge denne definition må den selvskadende handling således være drevet af en bevidst motivation, og den

selvskadende person må ikke have nogen intention om at dø som en konsekvens, selvom der i visse tilfælde

kan være selvmordstanker involveret (ibid.: 2).

2.2.1 Svær, stereotypisk og moderat selvskade

Det er nyttigt at kunne sortere og skelne mellem de måder selvbeskadigende adfærd kan komme til udtryk

på, for således at kunne placere den type selvskade, der er vores undersøgelsesfokus. De afvigende selvska-

dende handlinger kan rubriceres som enten svære, stereotype eller moderate.

Den svære selvmutilering er den mindst forekomne, men mest ekstreme form, hvor store dele af kroppen

ødelægges ved f.eks. kastration, amputering af legemsdele eller udskæring af øjet. Den stereotype selvmutile-

ring indbefatter handlinger, som har et relativt fast mønster, som ofte er rytmiske, som eksempelvis, at slå

hovedet mod en væg, at bide sig selv i armen eller gentagende at presse hårdt på øjet. Den moderate selvmuti-

lering er den mest varierede og oftest optrædende type, og udmønter sig i en relativt lille vævsskade. Den

mest typiske form er at skære eller brænde i sin egen hud, men i denne kategorisering finder vi også dét, at

hive hår ud på sig selv samt det at kradse sig kraftigt på huden (Favazza 1996: 232-342 & Holmes 2000:

12ff). Et aspekt ved den moderate selvmutilering er, at den i modsætning til den svære og stereotype selv-

mutilering, ikke i lige så udpræget grad sættes i forbindelse med psykiatriske tilstande (Favazza 1998: 264).

Den selvskadende adfærd, der i medierne har været omtalt som et stigende problem blandt primært unge

piger, er denne type selvmutilering, og det er ligeledes den, der er undersøgelsens fokus.

9


2.2.2 Brud med det socialt acceptable

I det overordnede skel mellem kulturelt sanktionerede praksisser for selvskade og de tre typer for patolo-

gisk selvskade, indikeres ligeledes et skel mellem det socialt accepterede og socialt uaccepterede. De selv-

skadende handlinger, som vi undersøger, falder udenfor grænserne af det socialt acceptable. På grund af

dette, benytter vi yderligere Maggie Turps definition af selvskadende handlinger, der tilføjer et omverdens-

perspektiv til den førnævnte definition. Hun definerer endvidere de selvskadende handlinger som nogle, der

‘breaches the limits of acceptable behaviour, as they apply at the place and time of enactment, and hence elicits a strong emo-

tional response’ (Turp 2004: 36). Denne tilføjelse til definitionen involverer således, at handlingen afføder

stærke følelsesmæssige reaktioner i omverdenen, hvad enten reaktionen kommer af at se på handlingen eller

høre om den. De selvskadende handlinger, er altså yderligere karakteriseret ved at være socialt uacceptable.

Den type selvmutilering, som er fokus i opgaven vil vi derfor samlet definere som:

‘All behaviours involving the deliberate infliction of direct physical harm to ones own body without any intent to die as conse-

quence of the behaviour’ (Favazza & Simeon 2001: 1). ‘This behaviour breaches the limits of acceptable behaviour, as they

apply at the place and time of enactment, and hence elicits a strong emotional response’ (Turp 2004: 36).

Når vi i resten af opgaven refererer til selvmutilation, selvskadende og selvbeskadigende handlinger eller

adfærd, er det således med afsæt i ovenstående definition.

2.3 Forskning i selvskade

Der foreligger forsvindende lidt materiale om selvskadende handlinger i den danske forskning, både kvalita-

tivt og kvantitativt. I vores litteratursøgning om fænomenet, fandt vi kun en enkelt dansk kvalitativ analyse

af fire selvskadende unge, foretaget af cand. pæd. psyk. Anette Lund-Hansen, der begrebsliggøre fænome-

net som en copingstrategi.

Den hidtil største kvantitative undersøgelse, der er gennemført i Danmark er foretaget af Center for Selv-

mordsforskning i 2002, hvor 5.237 elever i 8. og 9. klasse i Fyns amt deltog i en trivselsundersøgelse om

unge. Tallene viste, at hver tredje af alle unge mellem 14 og 16 år i Danmark har overvejet at gøre skade på

sig selv og at 10,6 % har gjort det mindst én gang. Den viser desuden at andelen af piger, der har skadet sig

selv er oppe på 17%, og at langt de fleste af dem, der skader sig selv, gør det ved at skære i sig selv (Zølner

2002: 11-14). Undersøgelsens definition på en selvskadende handling lyder: ’En bevidst og villet handling, som

individet har foretaget for at skade sig selv, og som individet ikke kunne være helt sikker på at overleve, men hvor skaden ikke

har medført døden. Selvskadende handlinger er, udover overdreven brug af medicin eller alkohol, at skære sig i håndledet eller

på anden måde udføre selvdestruktiv adfærd’ (Zølner 2002: 11), hvilket betyder, at mislykkede selvmordsforsøg,

overforbrug af piller eller alkohol også kan være indeholdt i statistikken. At der ikke skelnes mellem forskel-

lige typer af selvskadende handlinger, er en svaghed undersøgelsen, der med rette kunne udbygges til også

at omfatte nuancerede kategoriseringer. Som det i den ovenstående begrebsafklaring blev klart, er det netop

10


vigtigt at distingvere de forskellige typer af selvskadende adfærd fra hinanden, for at kunne gribe fænome-

net i dets specificitet.

Kvalitative undersøgelser, der har været foretaget på den anden side af Atlanten, har ofte været foretaget

blandt indlagte (Kahan et al. 1983: 867), indsatte (Haines og Williams 1997) eller personer i psykologisk-

eller psykiatrisk behandling (Graff og Mallin 1967 & Rosenthal et al. 1972 & Favazza 1989), hvilket har den

konsekvens, at selvskaderne ofte analyseres som en konsekvens af specifikke sygdomsforløb, psykiatriske

diagnoser eller kriminalitet.

Vi har i bilag A prøvet at inddele de mange forklaringsmodeller, der sættes i forbindelse med selvskadende

handlinger i nogle overordnede temaer, for at give et overblik over, hvorledes de er søgt forklaret og teore-

tiseret i forskningen indenfor feltet, der primært er foretaget af psykologer og psykiatere.

11


3. Metodiske greb

3.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt

Som det fremgår af ovenstående afsnit, er de selvskadende handlinger i den eksisterende litteratur ofte ble-

vet kategoriseret som og teoretiseret over som en patologisk adfærd og er primært søgt forklaret ud fra

psykologiens og psykiatriens begrebsapparater. Vi ønsker dog rent metodisk at fralægge os det patologiske

syn på de selvskadende handlinger, da vi mener dette kan være en hæmsko i bestræbelsen på at indfange

fænomenets kompleksitet. Desuden mener vi ikke, at vi ikke kan tillade os at erklære en adfærd for patolo-

gisk, før vi har prøvet at forstå dens logik. I bestræbelserne på at undgå reduktionisme og i stedet indfange

fænomenets kompleksitet, tager vi derfor, med en fænomenologisk tilgang, udgangspunkt i det selvskaden-

de subjekts oplevelser, følelser og fortællinger. Ligesom vi selv lægger definitioner, kategoriseringer og pato-

logiseringer fra os i resten af opgaven, vil vi bede læseren om at gøre det samme, for kun på den måde me-

ner vi, at de selvskadende handlinger kan træde frem i et nuanceret lys.

3.1.1 At forstå et fænomen

Med en fænomenologisk tilgang fastholder vi fokus på selve det undersøgte fænomen, som det fremtræder.

Vores sigte er at undersøge de forståelsesstrukturer, der omgærer selvmutilationen.

Fænomenologiens grundtanke er, at verden som den fremstræder for os og som vi praktisk erfarer den, er

den eneste virkelige (Zahavi 2003: 14). Viden om verdens fænomener må således tage udgangspunkt i de

mennesker, der perciperer, erfarer osv. Med afsæt i den fænomenologiske tradition søger vi mod en forstå-

else af de selvskadende handlingers væsen ved at se på, hvordan den manifesterer sig og opleves fra subjek-

tets perspektiv, hvorfor vi netop har bestræbt os på at gå til de subjekter, som lever med eller har levet med

selvskaderne (ibid.: 16f). Vores interesse er således centreret omkring forståelsen af den sociale virkelighed,

som den opleves, erfares og formes af de selvskadende piger og vi har derfor bestræbt os på, at være tro

mod pigernes begrebs- og livsverden (Kvale 2003: 62).

Med en åben og fordomsfri tilgang til de selvskadende pigers handlinger, er vores håb at kunne indfange en

del af fænomenets kompleksitet. I forhold til selvmutilation rummer fænomenologien for os at se en mulig-

hed for at udforske aspekterne omkring det relativt underbelyste fænomen selvskadende adfærd, idet den

ikke er et fasttømret system, men snarere er en måde at gå eksplorativt til værks på. Med visheden om at det

’rene’ fænomen selvmutilering ikke foreligger som analyseobjekt, er vi dog bevidste om, at den fænomeno-

logiske tilgang altid vil være i samspil med en hermeneutisk optik.

3.2 Den kvalitative metode

Det centrale i denne opgave er at finde de særlige logikker som knytter sig til fænomenet selvskadende ad-

færd. Derfor har vi vagt at benytte den kvalitative metode, idet vore ’erkendelsesinteresse vedrører kvaliteten af

12


menneskers liv, den særlig, umålelige og usynlige, men mærkbare stoflighed, der karakteriserer erfaring og følelse, socialitet og

moral’ (Hastrup 2002: 404). Den kvalitative metode giver os således redskaberne til, at gå ind i den konkrete

levede verden og komme tæt på følelser, tanker og erfaringer og på den måde komme tæt på selvmutilatio-

nens kompleksitet.

3.2.1 Det empiriske materiale

Vores empiriske materiale består i en data triangulering af fire kvalitative interviews (bilag 1-4), seks skriftli-

ge besvarelser af et spørgeark vi har sendt pigerne over mail (bilag 5-10) og endelig tre radioudsendelser,

hvori der indgår interviews med piger, der tidligere har skåret i sig selv (bilag 11-13). Al materiale foreligger

i transkriberet form, og pigernes navne er anonymiserede. Ved transkribtionerne findes også en beskrivelse

af settingen under interviewet.

De fire piger vi personligt har interviewet, er alle holdt op med at skære sig selv, hvilket ligeledes gør sig

gældende for de medvirkende i radioprogrammerne. Kun to af de i alt 13 piger i det empiriske materiale,

skader stadig sig selv. De er alle et sted mellem 14 og 28 år og er bosat rundt omkring i landet.

3.2.1.1 Udvælgelse

Hjemmesiden girltalk.dk blev vores indgang til feltet, - et forum, hvor unge piger kan chatte, debattere og

vende deres problemer med andre under temaer som eksempelvis kærester, venner, følelser, sex, selvmord,

mobning og cutting. Under forummet ’cutting’, skrev vi et indlæg, hvori vi åbent fortalte, at vi var ved at

skrive projekt om cutting, og i den forbindelse meget gerne ville tale med nogle, der havde lyst til at fortælle

deres historie i et interview (se bilag B). Med undtagelse af en enkelt informant, som en af os kender per-

sonligt, er kontakten med de medvirkende piger formidlet af denne vej.

Vores empiri er bygget udelukkende på pigers erfaringer 1. De kønsmæssige forskelle, der kunne tænkes at

være i spil i forbindelse med de selvskadende handlinger, er derfor ikke noget vi belyser i opgaven, men

kunne uden tvivl være spændende at undersøge nærmere.

Både de piger, vi personligt har interviewet eller været i kontakt med over mails samt pigerne fra radiopro-

grammerne, indgår i det empiriske materiale med henblik på at vi kan få indsigt i de særlige meninger, ople-

velser og følelser, som det selvmutilerende individ erfarer. Alle piger medvirker således i kraft af, at de er

relevante for en almen forståelse af selvskadende adfærd (Karpatschof 1984: 17). At det er fænomenet, der

er i centrum og ikke de individuelle livsfortællinger, gør det muligt, at vi kan gøre brug af de tre nævnte

metodiske tilgange som skitseret ovenfor.

1 Det vides at også drenge udfører de selvskadende handlinger, men at det ikke er lige så udbredt blandt dem. Hvor

det er 17 procent af alle piger der har skadet sig selv en eller flere gange, er der tilsvarende kun 5,6 procent af drengene

(Zøllner 2002: 13).

13


3.2. 2 Den fænomenologiske epoché

Den fænomenologiske traditions udstikker en række værktøjer for den måde, vi metodisk vil gå til fænome-

net selvmutilation på. Helt overordnet kan den fænomenologiske grundregel siges at være bestræbelsen på

at gå til tingene i sig selv, altså at vende tilbage til de konkrete erfaringer, som de selvskadende piger har

(Bloch 2002: 2). Dette nødvendiggør, at vi i mødet med pigerne koncentrerer os åbent om deres beskrivel-

ser og altså sætter parentes om vores forhåndsviden om selvmutileringen. Denne fordomsfrihed kaldes i

fænomenologien epoché (Thøgersen 2004: 32).

Idet vi udøver epoché, foretager vi en reduktion, en føren-tilbage-til verden, hvor antagelser om fænomenet

lægges i skuffen. Ved at benytte disse fænomenologiske grundværktøjer, er det vores sigte, at medvirke til at

bibringe nye perspektiver og indstillinger til den selvskadende adfærd (ibid.: 32).

3.2.3 At interviewe fænomenologisk

Interviewene er alle gennemført med disse fænomenologiske grundtanker i baghovedet. Vi valgte at opbyg-

ge en løs interviewguide, med spørgsmål, der relaterede sig til specifikke situationer, frem for på forhånd

fastlagt temaer (se bilag C). Vi var særlige opmærksomme på, at få pigerne til at tænke tilbage på konkrete

episoder for derved, at få dem til at rekonstruere de erfaringer, som knyttede sig til disse episoder. Således

spurgte vi eksempelvis ind til de begivenheder, følelser, tanker og stemninger, der knyttede sig til den første

gang, de skar i sig selv, hvorefter vi kunne indfange og forfølge de aspekter, som frit trådte frem i deres

fortællinger. Målet om at indfange en så ’ren’ erfaring som mulig har vi således tilstræbt ved, at gøre konkre-

te episoder til ledetråde i interviewet. Denne fremgangsmåde skulle samtidig være med til at undgå, at pi-

gerne blot artikulerede de gældende diskurser og forklaringsmodeller om det at skade sig selv, som de har

indoptaget og tænker ud fra, og altså sikre at beskrivelserne var så tro mod deres erfaring som mulig (Bloch

2002: 3 & Jørgensen et.al.1999: 17).

3.2.4 Interviewets forcer

Da selvmutilering er et emne, der berører meget private og intime elementer i pigernes liv, er det personlige

interview en velegnet metodisk tilgang (Kvale 2003: 40ff). Interviewets force er, at vi har mulighed for at

skabe rum for nærhed og empati, hvilket er særlig vigtigt at etablere, idet vores interesse knytter sig til de

følelsesmæssige aspekter og tanker, pigerne har i forbindelse med deres selvskadende handlinger (Fog 2004:

70). Endvidere er interviewets klare force, at vi netop har mulighed for at få pigerne til at uddybe og fortlø-

bende sætte ord på deres erfaringer, hvorved det bliver muligt at få nuancerede beskrivelser, der kan afbilde

fænomenets kvalitative variationer, fordi det er en gensidig kommunikationsproces (Fog 1992: 122 & Kvale

2003: 43).

Dog har det, at de selvskadende handlinger berører intime følelsesmæssige sider af pigernes liv, også været

en barriere for rekrutteringen af informanter. De piger, der skader eller har skadet sig selv, ser sig ofte ikke i

14


stand til at mødes personligt og tale om deres situation, hvilket vi erfarede ved undersøgelsens start. Dette

kan, som nævnt, skyldes en række samfundsmæssige tabuer, som pigerne er bevidste om, at de bryder ved

at gøre skade på sig selv. At skære i sig selv er, som vi senere skal se i analysen, ofte forbundet med utrolig

følsomme og personlige erfaringer, som kan være svære at dele med fremmede, som vi jo er i rollen som

interviewere. I interviewene har det derfor været vigtigt for os ikke at udtrykke foragt for det, pigerne indvi-

er os i igennem interviewene (Horsdal 2002: 105). Vi har fastholdt en sund undren over det at skære i sig

selv, men har søgt at nedbryde alle vores forudindtagede forståelser af selvskaderne som en ’syg’ handling.

Denne fordomsfrie tilgang synes at være en nødvendighed, for at kunne skabe den tillidsrelation, der er helt

grundlæggende for at pigerne åbent tør og vil fortælle om ting, der ellers kan være svære at tale om, netop

fordi selvmutileringen ofte anses som patologisk af omgivelserne.

Netop på grund af emnets sensitive karakter har det endvidere været vigtig for os, at vi i interviewsituatio-

nen ikke overskred pigernes integritet og grænser. Da vi som undersøgere besidder en magt til at træde ind

over pigernes grænser, har vi været meget bevidste om ikke at gå for langt i interviewene og har eksempelvis

undladt, at spørge ind til problematiske forældrerelationer (Fog 1992: 245). Vi er ikke terapeuter, men un-

dersøgere vis ønske er at komme rundt om fænomenet selvmutilation, og dette kræver, som nævnt, at vi går

tæt på pigerne følelser, tanker og handlinger, men heller ikke længere end det. Vi har derfor været bevidste

om at ’jo mere nærgående og personligt det ønskede empiriske materiale er […] des større opmærksomhed på og klarere sans-

ning af den andens grænser kræves der’ (Fog 1992: 130).

3.2.5 Kvalitative spørgeark og radioprogrammer

Valget om at benytte kvalitative spørgeark (se bilag D), hvor vi har tilsendt pigerne en række spørgsmål

over mail samt inddragelsen af radioprogrammer i det empiriske materiale, må ses i lyset af, at det har været

vanskeligt at få interviews i stand. I de kvalitative spørgeark har vi forsøgt, at få pigerne til så åbent som

muligt at beskrive oplevelser, tanker, situationer og følelser i overensstemmelse med vores fænomenologi-

ske tilgang. Med de transkriberede radioprogrammer, der alle har været sendt på P1, har vi udvidet inter-

viewmaterialet og brugt de passager af reportagerne, hvor pigerne selv beskriver deres liv med selvskaderne.

Svagheden er dog ved både spørgeark og radioprogrammer, at vi ingen mulighed har for at forfølge piger-

nes udsagn og derved gå i dybden med de relevante forhold, som vi kan i interviewsituationen. Endvidere

kender vi ikke til redigeringsprocedurerne omkring de enkelte radioprogrammer, og vi kan således ikke vide

om visse aspekter af pigernes selvskadende handlinger er fremhævet eller klippet bort i forhold til andre.

3.3 Etiske overvejelser og erfaringer

Igennem processen har vi ikke kunne undgå at måtte stoppe op og overveje en række etiske dilemmaer

angående vores indtræden i de selvskadende pigers livsverden. I det følgende afsnit vil vi give et indblik i

15


nogle af disse overvejelser og dilemmaer, da vi mener, de kan bidrage til en forståelse af det felt, vi har be-

væget os ind i.

3.3.1 Girltalk.dk – en dør til feltet

For det første overvejede vi, om det kunne legitimeres at få kontakt igennem internetforummet for cuttere

på girltalk.dk, hvis sigte er at skabe mulighed for, at pigerne imellem kan diskutere og hjælpe hinanden med

de problemer, de ellers ikke taler med andre om. Var det rimeligt at benytte et af de eneste steder, hvor de

selvskadende piger har et frirum? Da det netop var et af de eneste steder, hvor selvskadende piger mødes,

vurderede vi, at hjemmesiden var den største mulighed for kontakt til de personer, der kunne gøre det mu-

ligt, at gennemføre en kvalitativ undersøgelse af de selvskadende handlinger. Dilemmaet blev derfor, at vi

på den ene side ønskede at respektere pigernes grænser og integritet og på den anden side ønskede et solidt

og godt empirisk materiale. En spænding mellem et forskningshensyn og et moralsk hensyn som altid vil

findes i det kvalitative forskningsinterview, idet vi altid kan spørge; hvilken ret har vi til at gå ind i andres

personlige liv? Vi har ingen ret, men vi har den godkendelse som respondenten giver (Fog 1992: 226-238).

Det er derfor også måden, hvorpå vi fremlagde vores projekt, der kan legitimere, at vi er gået denne vej. I et

indlæg med overskriften ’vil du dele din historie’, gjorde vi det klart, at vi søgte piger til interviews, og at

formålet var en større opgave. Det var således helt frivilligt om pigerne ville læse videre efter overskriften

og ligeså vel, om de ville kontakte os.

En måned efter vi skrev indlægget, blev vi dog igen konfronteret med, om valget om at bruge girltalk.dk

som formidlingsflade var rigtigt. På siden stod nu et banner med information om, at alle indlæg fra folk, der

efterlyste cuttere til at medvirke i diverse undersøgelser, ville blive fjernet fra siden. De selvskadende piger

var simpelthen blevet et ’hot’ emne og girltalk stedet, hvor man fandt dem, hvilket stred imod den oprinde-

lige ide med siden.

3.3.2 Når samtalen skærper trangen

For det andet blev vi nødt til at overveje om vi ville efterlade pigerne i følelsesmæssig beklemte situationer,

idet vi ville spørge ind til følelser, som der ellers ikke blev sar ord på. Vi blev bl.a. klar over, at lysten til at

skære i sig selv for nogle af pigerne kom igen, når de talte om det. Nana skrev i spørgearket:

’Når jeg nu har snakket med jer om det kan jeg godt mærke trangen ligger i mig stadig men jeg har ikke

gjort det alligevel’ (Nana, bilag 9: l. 219).

Vi havde forudset, at det kunne være et følsomt emne for pigerne at tale om og havde derfor også ladet

pigerne vide, hvad der helt præcist skulle foregå i interviewet samt gjort opmærksom på, at de kun skulle

svare på de spørgsmål, de havde lyst til. Som Betina Hauge (2005: 92) beskriver, vil forskningen i emotio-

nelle felter ofte genoplive informantens hengemte følelser, men at vi som undersøgere ligefrem skulle være

med til at fremprovokere de selvskadende handlinger, var vi ikke forberedt på.

16


Omvendt har vi også fået mails efter interviewene, hvor pigerne udtrykker at de har været glade for at have

deltaget i interviewet, da de føler, det har hjulpet dem videre, netop fordi de har fået muligheden for at

fortælle deres historie frit uden at møde fordømmelse. At få lov til at fortælle sin historie, kan som Tine

Gammeltoft gør opmærksom på, netop give den enkelte en følelse af aktivt at deltage i den verden, som

ellers synes at nedvurdere og negligere én (Gammeltoft 2003: 282).

3.4 Analysestrategi

Analysefasen kan betragtes som en si, hvorigennem vi filtrerer vores empiriske materiale, så vi munder ud

med et undersøgelsesresultat. Det er et stadie, hvor ’interviewets egentlige meningsindhold udvikles, interviewpersonens

egen forståelse bringes frem i lyset, ligesom der fra forskerens side lægges nye perspektiver ned over fænomenerne’ (Kvale 2003:

188). I dette afsnit vil vi give læseren indblik i den fremgangsmåde, vi har valgt at benytte, i denne proces.

Vores analysestrategi må ses i sammenhæng med vores fænomenologiske udgangspunkt, hvor vi søger at

finde de selvskadende handlingers særlige logik (Karpatschof 1984: 21). Idet vi tager udgangspunkt i piger-

nes egne perspektiver på deres selvskadende handlinger, er det hensigten at give en detaljeret beskrivelse af

indholdet og strukturen i deres bevidsthed, hvorved vi opfanger deres oplevelsers kvalitative forskelle og

udlægger deres essentielle betydninger (Kvale 2003: 62). Da analysens sigte således er, at udlægge nogle af

de komplekse meningssammenhænge, som er indeholdt i de selvmutilerende handlinger, går vi induktivt

ombord i det empiriske materiale. Vi lader analysedelens temaer vokse frem på baggrund af de tanker, følel-

ser, relationer, handlinger, perspektiver og betydninger, som pigerne berører.

I gennemlæsningen af det empiriske materiale, har vi således noteret en lang række temaer, som de selvska-

dende handlinger kan karakteriseres igennem. I en nærmere granskning af disse stod det klart, at mange af

dem relaterede sig til hinanden, hvorved de kunne lægges sammen i større temaer, som eksempelvis et tema

om ’smerte’. Som Karpatschof gør opmærksom på, er et tema ’for så vidt i sig selv et generelt fænomen, men det har

et mere begrænset begrebsmæssigt omfang end det overordnede undersøgelsesfænomen’ (Karpatschof 1984: 22). Tilsammen

danner de belyste temaer således en collage, som er med til at billedliggøre selvmutileringens meningssam-

menhænge. Temaerne var ikke fastlagt på forhånd, i overensstemmelse med vores bestræbelse på at udøve

epoché. Vi ville netop med denne metode tilstræbte at indfange de selvskadende handlingers aspekter med

en bevidst forudsætningsløshed. Dermed gør vi et forsøg på at blive bevidst om emnet på en ny måde, i håb

om at nå et skridt videre i forståelsen af de meningssammenhænge, der vedrører den selvmutilerende ad-

færd (Thøgersen 2004: 32).

På baggrund af en tematisk inddeling af empirien, vil vi ved at perspektivere og diskutere med relevante

teoretiseringer udvikle nye begrebssammenhænge, der kan siges at knytte sig til selvskaderne. At konstituere

disse meningssammenhænge har krævet en varieret fantasi, i arbejdet med de forskellige temaer har teorier-

ne således medvirket til at danne meningssammenhænge, både indenfor de enkelte temaer, men også tema-

17


erne imellem. Denne vekselvirkning mellem empiri og teori skal altså ses som en bestræbelse på at sætte nye

perspektiver på selvskadende handlinger i spil. Disse perspektiver er vokset frem med udøvelsen af epoché i

læsningen af empirien, men analysens perspektiver er også udsprunget af en fantasi, der har været nødven-

dig for at identificere de varierende meningssammenhænge, som er indeholdt i pigernes fortællinger.

18


4. Analyse

4.1 Billeder af selvmutilering

Inden vi for alvor bevæger os ind i en mere teoretisk vægtet analyse, vil vi i nedenstående afsnit med ud-

gangspunkt i pigernes fortællinger dels tegne et billede af de følelser, piger har, inden de udfører den selv-

skadende handling og dels aftegne et billede af, hvad pigerne rent konkret gør, når de skader sig selv. Hen-

sigten med dette afsnit er således deskriptivt at aftegne nogle grundlæggende træk i de situationer, hvor den

selvskadende handling finder sted og dermed introducere læseren for den livsverden, vi har fået adgang til

gennem de interviewede pigers fortællinger.

4.1.1 Negative tanker

De forudgående følelser for alle pigernes selvskadende handlinger, kan med et paraplybegreb betegnes som

negative. Ingen af pigerne nævner episoder, hvor de har følt sig godt tilpas, før de har skåret i sig selv. For

alle pigerne gælder det, at de vælger at tage kniven frem, når de befinder sig i en tilstand af frustration, hvor

de enten er kede af det, er vrede på sig selv, føler sig ensomme eller betydningsløse. Disse følelser kan være

afledt af forskellige typer af oplevelser, der får dem til at føle sig mindre værd.

’jamen det var en aften, efter en dag, hvor jeg igen ikke havde hørt fra den dreng. Så stod jeg og kiggede

mig selv ind i spejlet: ’hvad er der galt med mig’. Så begyndte jeg at få vand i øjnene og så gik jeg

bare ind og lagde mig i sengen og så kom min mor og sagde godnat og så lå jeg og lyttede efter, hvornår

hun var færdig med at børste tænder og gå på WC og gå i seng. Så listede jeg mig ud i køkkenet

og tog fat i en kniv og lagde mig ind i sengen og snittede forsigtigt. Overfladisk bare’ (Liv, bilag 2: l.

162).

Som Liv her beskriver om den første gang hun skar i sig selv, var hun ked af det over ikke at have hørt fra

sin kæreste. Mange af pigerne giver udtryk for, at de får lyst til at skære i sig selv, når de føler deres proble-

mer har hobet sig op. Det kan være problemer med kærester, med forældre eller problemer med at føle sig

for tyk til at kunne passe en bestemt kjole. Umiddelbart hverdagsagtige problemer, som de fleste teenagere

kan nikke genkendende til. Pigerne oplever, at deres problemer kan komme til at føles som en spænding i

kroppen, en frustration, som de ikke ved, hvordan de skal komme af med på andre måder end ved at skade

sig selv.

’det har aldrig været sådan at jeg gjorde det hver dag altså, jeg kunne godt, jeg arbejdede en spænding

op indeni til jeg simpelthen ikke kunne klare mere og så blev det gjort’ (Sara, bilag 3: l. 387).

Ensomhed og svigt er også følelser, der kan være i spil i optakten til de selvskadende handlinger. Flere af

pigerne forklarer, at de ofte har får lyst til at skade sig selv, når de føler sig svigtet, f.eks. hvis en veninde har

glemt en aftale, eller hvis de føler sig overset af deres forældre. Sille beskriver her de typiske situationer,

hvor hun fik brug for at gribe til kniven:

19


’det var simpelthen når jeg følte mig alene og især, når jeg tænkte på min mor, som ikke var der, men

som burde være der. Altså, min mor, som i den grad på det tidspunkt svigtede i sin rolle som mor…

altså, så det var… så det var når jeg sad… det var når jeg sad og savnede min mor (sukkende latter).

Eller, ja, når jeg følte mig alene’ (Sille , bilag 4: l. 336).

Følelsen af ikke at blive forstået eller at blive overset af veninder eller forældre kan give pigerne følelsen af

at være helt alene i verden. Andre piger fortæller om, hvordan trangen til at skærer i sig selv dukker op i

situationer, hvor det er dem som føler, at de har svigtet mennesker tæt på dem. I sådanne situationer kan

pigernes følelsesmæssige tilstand nærmere beskrives som en vrede, de vender mod sig selv, fordi de ikke

føler de har slået til i forhold til deres omgivelser.

’det kan være hvis jeg har gjort noget, hvis folk er blevet sure eller skuffede eller jeg tror at de er blevet

sure eller skuffede, så er jeg blevet vred på mig selv, frustreret altså, man bliver jo utrolig frustreret

når man har så mange følelser indeni’ (Sara, bilag 3: l. 979).

Situationerne, der får pigerne til at skære i sig selv, kan være mangfoldige, men dette korte afsnit, skulle

gerne give en forståelse af, at de forudgående følelser pigerne har inden selvmutileringen udelukkende kan

findes på den negative side af det følelsesmæssige register.

4.1.2 Barberblade, brødknive og en rusten saks

Så vidt nogle af de følelsesmæssige stemninger pigerne er i, inden de skader sig selv. Men nu melder spørgs-

målet sig: Hvad er det lige helt præcist de gør når de skader sig selv, hvilke redskaber bruger de og hvor er

de henne når de gør det?

’Jeg foretrækker et barberblad. Det kan jeg skære dybest med, fordi det er så fint. Ellers bruger jeg et

glasskår, en almindelig kniv, kradser med neglen, drypper stearin på huden, slår en mad-elastik mange

gange mod håndleddet […] Jeg skiller en engangsskraber ad. Eller smadrer et drikkeglas…’ (Helle, bilag

7: l. 51).

Sådan lyder det, når Helle på 23 år skriver om de ting, hun bruger, når hun skader sig selv. Typisk går det

ud over armene og underbenene, men enkelte gange har hun også skåret sig i ansigtet. Helle en ud af tre af

de piger vi har været i kontakt med, der stadig skærer i sig selv, - hun gør det nogle gange flere gange om

dagen, men i gennemsnit 3-4 gange om ugen.

Pigerne, som vi har snakket eller skrevet med har alle skåret i sig selv og har på den måde påført sig selv

skade. For nogle har det været med glasskår, for andre med brød- eller spejderknive eller sakse, hvor snitte-

ne primært retter sig mod underarme og ben, mens nogle også har skåret i øvrige kropsdele, såsom skuldre,

mave og fingerspidser.

Andre former for selvskade end at skærer i sig selv er også i nogle af pigernes bagage. Det kan være alt fra

at slå sin arm mod en dørkarm, at brænde sig selv på en fatning fra en elpære, at bide sig selv hårdt i armen

eller som Helle beskriver det i det indledende citat, er der flere, der har kradset sig hårdt med negle eller

kuglepenne. Nana skriver:

’Jeg har prøvet at slå mig selv men det fungerede ikke og så stikke mig med nåle og klippe overhuden

af’ (Nana, bilag 9: l. 120).

20


I modsætning til Nana, der har prøvet at gøre andre ting end at skære i sig selv, holder Majken sig til snitte-

ne. Om sin første gang, fortæller hun:

’Jeg brugte en ”skalpel”. Sådan en man bruger til at skære i pap med på et bræt. Jeg gør ikke andre

ting. Der er perioder hvor det sker hver dag eller hver anden, men der er også perioder hvor jeg holder

mig væk i en måned eller lidt mere’ (Majken, bilag 8: l. 42 ).

Det skinner igennem hos nogle af pigerne, at de nogle gange har måttet bruge redskaber, der ikke umiddel-

bart syntes særlig velegnet eller beregnet til formålet simpelthen fordi, der ikke var andet at få fat på. Således

har Sara, da hun var indlagt brændt sig på fatninger, da alle potentielt skarpe genstande var blevet frataget

hende. Og Sille fortæller om en episode hjemme hos sin daværende kæreste:

’Og det var jo et fuldstændigt åndssvagt projekt, for han boede i sådan en smadret hytte, hvor jeg så

greb fat i en gammel rusten saks, som der sådan…Ej, det var forfærdeligt. Bare lyden af den dér sløve

saks, som der sådan… den skærer jo ikke huden, den sådan flår den op eller sådan. Ej det var, det var

rigtig væmmeligt…’ (Sille, bilag 4: l. 160).

Pigerne vælger altid, at udføre den selvskadende handling i enerum, typisk på deres værelse eller på badevæ-

relset derhjemme. Emma beretter her skriftligt om forløbet første gang hun skar i sig selv:

’Dér sad jeg så, døren havde jeg låst, da jeg ikke ønskede at min far skulle komme ind. Jeg sad på min

seng, med musikken tændt, først tog jeg kun et lille bitte snit, da jeg faktisk var en smule bange, men

da jeg fandt ud af at det ikke gjorde ondt, (eller jo det gjorde ondt, men på en god måde) tog jeg et

mere, denne gang dybere og længere. Til sidst sad jeg, og snittede to bogstaver i min arm. Det blødte,

men alligevel var det rart, jeg bliv glad af det, mere rolig, jeg tror jeg sad der i 2 timer og snittede. Jeg

var helt væk, jeg mærkede ikke længer smerten, kun glæden, lykken... Da klokken var ca. 01:00 lagde

jeg kniven fra mig, gik ud på badeværelset og tørrede blodet væk’ (Emma, bilag 5: l. 25).

I tilfælde hvor trangen, afhængigheden eller vanen har vokset sig stor, hvilket vi også senere i analysen skal

se, kan steder som skolens toilet også være en mulighed, som det er tilfældet for et par af pigerne, der kunne

udnytte en 5 minutters pause mellem frikvartererne til at snitte ridser i armen på skolens toilet.

’Så jeg begyndte så at skære mig selv i frikvartererne og det blev så til sidst i pauserne og hvis jeg ikke

kunne holde det ud mere så gik jeg i timerne og sagde jeg bare skulle på toilettet og så snart jeg kom

hjem så skar jeg mig igen og jamen hele tiden så skar jeg mig stort set til sidst. Når jeg så havde været

ude og skære mig, så var det sådan at folk kunne se forskel på mig, fordi, jeg følte mig meget mere

glad og meget mere fri på en eller måde fordi jeg havde fået lov til det jeg gerne havde lyst til’ (Anna,

bilag 11: l. 100).

I det øjeblik de gør det, er det en ting de har med sig selv. De ønsker ikke at bliver forstyrret og i visse til-

fælde er de i en tilstand, hvor det ikke er muligt, at forstyrre dem, hvilket Sara her skriver:

’så gav jeg mig bare til at skære, fuldstændig indeni min egen verden, jeg tror, hvis der var kommet

nogen, så havde jeg ikke opdaget det, gik fuldstændig i min egen verden, i en trance’ (Sara, bilag 3: l.

200).

Snittene skærer pigerne typisk på tværs som lige linjer eller som bogstaver, som det var tilfældet med Em-

mas første gang. Hvor snittet er lagt på kroppen er ofte begrundet med, hvor det er lettest at skjule, så det

ikke opdages og Sara beskriver det sådan her:

21


’I starten var det på armen, øhh… Og kort tid efter skulle jeg med skolen på tur, men det er faktisk

forbløffende så nemt det er at bilde folk noget ind, men jeg var godt klar over, at den blev ikke ved at

gå, så det spredte sig til maven og hofterne og benene, lårene det er det allerbedste sted, det kan du altid

dække med et par shorts, så… Til sidst på var det primært benene og så har jeg også enkelte gange

gjort det i håndleddene, men det var jeg godt klar over at det var lidt for tydeligt’ (Sara, bilag 3: l. 218).

Snittenes dybde kan variere fra et lille snit eller rids i samme omfang som en hudafskrabning til i sjældnere

tilfælde at være dybe åbne sår, der kræver syning. De fleste af de situationer, vi har fået fortalt om, har dog

indebåret snitsår, hvis størrelse findes et sted midt imellem disse yderpunkter. Det er meget forskelligt, hvor

ofte pigerne skærer i sig selv. For nogle har selvbeskadigelsen fundet sted episodisk, som Liv, der gjorde det

hver dag i en efterårsferie eller Sille, der gjorde det fire-fem gange, fordelt over 3 år. Andre af pigerne, som

Sara og Ditte, har været inde i perioder, hvor de har gjort det hver dag eller flere gange om dagen, og har i

andre perioder gjort det sjældnere.

For ingen af pigerne er de selvskadende handlinger et forsøg på at begå selvmord. Mange af pigerne har

haft perioder med selvmordstanker og nogle har forsøgt at tage deres eget liv, men alle understreger de, at

deres selvskader ikke er drevet af et ønske at dø.

Fotos af selvskader

Med denne meget deskriptive skildring af de selvskadende handlinger ud fra det empiriske materiale har vi

belyst, hvilke tanker og følelser der ligger forud for den selvskadende handling og givet et mere konkret

billede af hvad den selvskadende handling. Vi vil nu bevæge os over i den næste del af analysen, hvor vi

22


gennem en vekselvirkning mellem empiri og teori vil se på de følelsesmæssige oplevelser, som pigerne har i

forbindelse med den selvskadende adfærd.

4.2 De følelsesmæssige oplevelser

’Før var der kaos... Jeg havde påført mig selv smerte før og fundet ud af de kunne lindre... og så skar

jeg og der kom en sammenhørighed og en rus der gav en dejlig ro! Lidt som hvis man ryger hash ...

Jeg blev helt afslappet... nogle gange græd jeg bagefter var også lettet over jeg gjorde det’ (Nana, bilag

9: l. 92).

Sådan beskriver Nana den følelsesoplevelse hun har, idet hun tager glasskåret og skærer i sig selv. Hun

nævner smerten, lindringen, rusen, roen, gråden og lettelsen. Mange af disse oplevelsesmæssige aspekter går

igen i beskrivelserne af pigernes selvskadende handlinger. Vi vil derfor i det følgende dykke dybere ind i

empirien og se, hvad der åbner sig af erfaringer, tanker og følelsesmæssige oplevelser i forbindelse med

selvskadende adfærd og den smerte som knytter sig til denne. I denne forbindelse finder vi Giddens begreb

om motivation relevant. Motivation kan siges at være individets underliggende følelsestilstand. Ifølge Gid-

dens kan motiverne for en handling dels være bevidst oplevede kvaler eller motiver og dels være ledet af

ubevidste påvirkninger (Giddens 1991: 80f). Vi vil i det følgende koncentrere os om pigernes mulige moti-

ver for selvskade, da motiver i modsætning til begrundelser for handlingen ofte ikke er specifikt begrundet.

Motivbegrebet åbner således op for en forståelse af de underliggende følelsesmæssige tilstande som pigerne

er i, snarere end på de specifikke situationer, som handlingen begrundes i. Som tidligere nævnt ønsker vi

netop ikke at afdække pigernes begrundelser, hvorfor de skader sig selv, men ønsker at belyse de følelsestil-

stande, der omgærer selvskadernes handlinger.

4.2.1 Den berusende smerte

Vi har oplevet, at den selvskadende adfærd er et fænomen, som i dagens samfund for de fleste mennesker

er meget svært at forstå, mange stiller sig undrende over, hvorfor nogle mennesker frivilligt udsætter sig selv

for smerte. Det paradoksale ved den selvskadende handling må ses i sammenhæng med den kulturelle og

samfundsmæssige udvikling, hvor vi har bevæget os mod en tilstand, hvor det i høj grad er muligt at undgå

den smerte og lidelse, som før var en del af det menneskelige liv 2 (Skårderud 1999: 273f). Kropsidealet i

vores kultur er blevet den sunde, hele og smertefrie krop, og i denne kontekst er det muligt at forstå, hvor-

for selvmutilerende handling er så svære at begribe og ofte opfattes som noget forkastelig eller ligefrem sygt

2 Med etableringen af velfærdfærdssamfundet er det blevet muligt for samfundet at sikre dets borgere mod plager og

lidelser, som tidligere var en uundgåelig del af livet. Med den teknologiske, sociale og medicinske udvikling, er det

blevet muligt, at leve et liv uden risiko for eksempelvis at sulte eller at mærke smerte ved simple sygdomme.

23


(ibid.: 313). De selvdestruktive individer udfordrer os til at se flertydigheden i smerte og bringer skår i fore-

stillingen om det smertefrie liv, idet de frivilligt vælger at skamfere deres krop.

4.2.1.1 Det skal gøre ondt før det gør godt

Når pigerne vælger at skære i sig selv, er det indlysende, at det gør ondt på dem. Men i relation til denne

smerte udfolder der sig mange divergerende aspekter i det empiriske materiale. At skade sig selv er for nog-

le af pigerne faktisk forbundet med en tilstand af følelsesløshed, hvor de ikke mærker at huden skæres i

stykker, mens andre får et jag af smerte. Selvom det er forskelligt, hvordan smerten opleve,s idet de skærer,

spores der alligevel et fællestræk, nemlig at størstedelen af pigerne opnår følelsen af at være fri for tanker

eller får en oplevelse af at føle sig høj og levende, imens de gør det. Dette kan siges at være denne smertens

følgevirkning, der ofte er målet for den selvskadende adfærd. Følgevirkningerne går igen som en følelse af

lettelse, en befrielse fra en uudholdelig eller anspændt tilstand, en forløsning. Pigernes smerteoplevelse har

altså en paradoksal karakter, da det der gør ondt, samtidig gør godt.

Som David B. Morris, forfatteren bag ’The Culture of pain’ (1991) skriver, har smerten på den ene side en

negativ konnotation til død og lidelse og på den anden side er smerten i yderste potens tegn på, at vi er i

live. Med andre ord er smerten et grundlæggende element i det menneskelige liv, på godt og ondt: ’Nogle

mennesker har oplevet det besynderlige paradoks, at de i øjeblikke af yderste smerte føler sig mere levende end nogensinde før.

Selv når smerten hærger os, hører den sammen med kærligheden ti blandt de mest grundlæggende menneskelige erfaringer, der

gør os til dem vi er. Hvis nogen i morgen opfandt en ufejlbarlig pille uden bivirkninger, som garanterede os en livsvarig immuni-

tet overfor smerte, blev vi nødt til at begynde forfra med at finde ud af, hvad det overhovedet vil sige, at være et menneske’

(Morris 1995: 56).

Ifølge Morris kan smerten altså ses som en tilstand i hvilken det bevises, at vi er levende. Denne kvalitet

ved smerten, træder i høj grad i karakter i pigernes fortællinger om hvad smerten giver dem:

’jeg levede højt på det, var helt høj af det, altså, jeg viste det ikke til nogen, men man var også sådan

helt oppe og køre hele dagen, eller det var jeg, jeg skal jo ikke generalisere, men jeg var sådan helt oppe

og køre: ’hey, jeg har fundet en måde jeg kan være til stede på uden de helt store kvaler’ (Liv, bilag

2: l. 291).

Den berusende tilstand, som Liv følte i den periode, hvor hun hver dag skar i sig selv, gjorde det muligt for

hende at have fod på sin egen tilstedeværelse. Hun følte sig ovenpå tankerne så at sige, følte at hun havde

fundet en måde, hvorpå hun kunne få en rus ud af smerte og herved undslippe de negative tanker som hun

gik rundt med.

4.2.1.2 Lettelse og flow

Smerten er altså forbundet med en lettelse, som mange af pigerne beskriver som en trancelignende tilstand,

hvor de glemmer alt omkring sig og kan slappe af. Sara og Helle beskriver begge her den følelse de oplever

ved selvmutilationen:

24


’En ro, en indre ro fik jeg, slappede af efter at have været i den trance der og kunne slippe alle de der

følelser lidt fordi jeg fik dem ud den vej altså, fik alt den anspændthed ud ved at skære, så jeg var mere

tom indeni bagefter, jeg var mere let, hvert fald de første gange og det er jo, det føler man jo positivt

når man har været så langt ude, at smerten indeni er ved at overdøve alt andet, så er det virkelig

en lettelse’ (Sara, bilag 3: l. 967)

’Det er for hårdt at mærke og gennemleve følelserne. Når jeg skærer bliver følelserne skubbet væk.

(…). Det hjælper lige i øjeblikket jeg skærer. Jeg føler en lettelse’ (Helle, bilag 7: l. 65).

Følelsen kan sættes i relation til det Charlotte Bloch kalder en flowoplevelse, hvor individet oplever total

opslugthed og ubesværethed og en følelsen af tilstedeværelse samtidig med at hverdagen fortoner sig

(Bloch 2001: 54).

Bloch opererer med tre former for flowoplevelser 3, hvor det særligt er helhedsoplevelser, der kan genkendes i

pigernes fortællinger. De retter bevidst deres opmærksomhed mod den selvskadende handling og på den

måde ’fortoner hverdagslivets virkelighed sig samt personens oplevelse af sig selv som afgrænset person. Personen føler en krops-

lig-sanselig optimalitet (styrke, kraft, udholdenhed, kropsligt nærvær) og oplever sig selv udenfor sig selv som moment i en højere

styring’ (Bloch 2001: 57). Hverdagen skubbes til side når flowfølesen indtræder og i stedet mærkes en følelse

af selv-transcendens, helhed og sammensmeltning. Den smerte som udløses når knivbladet rammer huden,

afløses altså af en flowoplevelse, som giver et break fra deres dagligdag, hvilket giver lethed og ro. Nana

fortæller:

’Hvad man tænker på inden man skærer i sig selv, …alting kunne fare igennem hovedet i et mylder

med store og små problemer havde svært ved at koncentrere mig hvis jeg ikke kunne komme af med

mine problemer ved at skære i mig selv. Andre gange kunne jeg blive helt høj ved tanken om det, hvis

jeg var i skole og bestemte mig for, at jeg ville hjem og skære i mig selv. Nogle gange følte jeg mig

helt mekanisk som om jeg var sat ud af min egen krop, men nærmest som om jeg var en usynlig der

bare styrede rundt med en tom krop og kun mens jeg skar i mig selv var en helt utrolig samhørighed,

som om det var det eneste tidspunkt, hvor jeg faktisk var inde i min egen krop. Jeg tror jeg har fået et

helt enormt adrenalinkick ud af det, der har blæst mine tanker ud af hovedet’ (Nana, bilag 9: l. 48).

Smertens forløsning og den efterfølgende flowfølelse af lethed og rus, som størstedelen af pigerne føler, når

de skærer i sig selv, beskrives af nogle som en variabel, hvis størrelse kan afhænge af, hvor lang en periode

de har snittet, og hvor dybt et snit de har lagt. Som Ditte og Caroline beskriver i det følgende, blev tankerne

skubbet til side i længere tid, jo dybere de skar i sig selv:

’da det ikke var særlig dybt, jamen så holdt det heller ikke så længe. De gange, hvor det har været dybere,

er man blevet mindet om det i længere tid’ (Ditte, bilag 1: l. 485.

3 De to øvrige former for følelsesflow er ’fokusoplevelser’ samt ’universoplevelser’. Førstnævnte henviser til individets

oplevelse af at et bestemt mål er indenfor rækkevidde og derfor oplever tændthed, kompetence, effektivitet og resultater.

Under dette flow oplever individet ofte selvværd og stolthed. I universoplevelserne opsluges individet af et fiktivt,

æstetisk eller fremmedartet meningsunivers. Individet oplever velvære, opslugthed og føler, at det hverdagslige er langt

bort (Bloch 2001: 60-65).

25


Den selvskadende handling fremstår her som en meget mekanisk handling, der udløser en helhedsoplevelse,

der dog afhænger af, hvor dybt der skæres. Jo dybere snit, jo mere effekt 4.

4.2.1.3 At kontrollere smerten

Pigerne er selv bevidste om, at selvmutileringen kan få deres problemer, spændinger eller selvmordstanker

til at forsvinde for en tid. De er således i besiddelse af en teknik hvor de selv kan styre snittets længde og

dybde og dermed længden af den periode, hvor de oplever frihed fra de negative tanker. Den selvskadende

adfærd bliver således et konkret redskab, der kan give umiddelbar forløsning fra problemer, pres og tanker,

et redskab, som pigerne selv har kontrol over, og som de kan regulere alt efter, hvor meget de skal have

forløst.

Her åbner der sig et interessant spændingsfelt mellem smerteoplevelsen og kontrol. De smertefølelser, som

omgærer pigernes handlinger, er i høj grad bestemt af den kontekst, hvori smerten finder sted, og om den

er intenderet eller ej. Et dybt snit i armen kan opleves som meget mindre smertefuldt end en lille rift i finge-

ren forårsaget af et stykke papir, som Sara beskriver:

’Det gør meget mere ondt at komme til at skære sig på et stykke papir eller komme til at rive

sig eller andet når det ikke er med vilje, så synes jeg det gør meget mere ondt, altså. (Hæver stemmen

i det følgende). Oahhh, så kan man blive sådan helt pylret og ’av’ og man kan godt gå og klage over

det i flere dage. Det andet altså, det skulle da ikke være noget problem, selvom at trøjen sad og gned i

det eller når man skulle i bad og det sved, det var ikke (slår ud med hånden), pyt med det, det var ikke

noget’ (Sara, bilag 3: l. 258).

Sara opridser her, hvor vidt forskelligt smerten kan føles afhængigt af, om det er et hændeligt uheld eller en

intenderet skade på sig selv. Det bliver her tydeligt, at smerte ikke bare kan forstås som en mekanisk fysisk

reaktion på en impuls, men at smerteoplevelsen er forbundet med andet og mere end skadens fysiske karak-

ter. Dette peger på, at den oplevede smerte må ses i sammenhæng med den kontekst og de følelser og in-

tentioner, den er forbundet med.

I denne forbindelse kan Lyotards begreb om metanarrativer være frugtbar for forståelsen af, hvorledes

følelser er blevet opfattet gennem historien (Morris 1991: 282). Metanarrativer kan forklares som altomfat-

tende generelle forklaringsmodeller, hvormed et fænomen tolkes. Forskningen indenfor følelser og smerte

har typisk været præget af den organiske model, hvor følelser betragtes som en reaktion på en fysiologisk

impuls. I dette perspektiv ses smerte udelukkende, som en relation mellem det ødelagte væv og hjernen.

Smerten tillægges således ingen betydningsmæssig side eller bevidsthedsmæssig kvalitet, hvorved den forstås

som meningsløs (ibid.: 282f). Vil vi søge nogen mening eller oplevelseskvaliteter ved smerten, må den orga-

4 Det skal dog nævnes, at det flow eller den rus som smerten udløser, har en fysiologisk forklaring. Når kroppen

udsættes for stressede eller smertefulde stimuli, udløses stoffet endorphin i hjernen i forøgede mængder. Stoffet

har samme kemiske struktur som f.eks. opium og er kroppens eget morfinstof. Ved at hæmme aktiviteten i smerteførende

nerver nedsætter endofinen smertesansningen og kan derfor være forbundet med en ekstatisk følelse (Den

store danske encyklopædi: 537). Det er dog ikke dette aspekt af oplevelsesflowet, der synes mest interessant i et

sociologisk perspektiv.

26


niske model som metanarrativ brydes og følelsen af smerte må i stedet belyses ud fra plurale tilgangsvinkler,

hvorved det bliver muligt at genopdage de følelser, som er knyttet til smertens væsen. På denne måde kan

smerten og dens tillagte betydninger, meninger eller mangel på samme træde frem (ibid.: 283). ’Cultures,

emotions, beliefs, shape the meaning and experience of pain’ (Williams et al. 1998: 156), hvilket således illustrerer, at

vi som mennesker ikke er passive ofre for smerten, men snarere selv er med til at skabe den og de betyd-

ninger, der omgærer den.

Den smerte, som pigerne oplever og bevidst søger, kan således ikke stå alene, idet det er en følelse eller

tilstand, der er i konstant vekselvirkning med andre relaterede aspekter såsom ønsket om kontrol, opmærk-

somhed, styrke osv, som er en del af pigernes tankeverden, og hvis betydning ligeledes er stærkt relateret til

den samfundsmæssige kontekst.

I det empiriske materiale, ses det som tidligere nævnt, at smerteoplevelsen hos pigerne ofte er forbundet

med oplevelsen af at have kontrol. Idet pigerne er i stand til at styre og kontrollere deres smerte, når de

snitter, opnås en følelse af, at de er i besiddelse af magt og styrke.

’Øh, så, det kræver alligevel... det kræver virkelig noget... at skære dybt nok i hvert fald. Det var det

mit mål var, ikke, men det havde jeg så ikke haft mod nok til. […]Men det kræver virkelig sit mod at

gøre det. Altså, jeg har også tænkt på, altså jeg har også taget piller i sin tid og det har jo også været

for at begå selvmord, ikke, men det kræver alligevel mod, det gør det. Det havde jeg magt nok

til...eller styrke nok til, for det kræver mod for at sidde og snitte i dig selv, for det gør jo ondt, det gør

det’ (Mette, bilag 12: l. 134).

Mette beskriver her, hvordan hun forbinder modighed med sine selvskadende handlinger. Hun oplever sig

selv som modig og som stærk, idet hun på trods af sin angst for smerten formår at sidde og snitte i sin hud.

Idet hun frivilligt påfører sig selv smerte, har hun kontrol over sin smertetærskel og over sig selv.

Sille opfattede sine selvskadende handlinger som udryk for at hun var stærk og sej, netop fordi hun kunne

modstå den svie og pine, der kan opstå når kroppens væv beskadiges. På paradoksal vis blev selvskaderne

selve tegnet på den styrke, som hun ønskede at udstråle til omverdenen. Omvendt blev det et udtryk for

svaghed, hvis ikke hun evnede at udstå smerten ved at skære dybt.

’Da tror jeg også det var fordi, der havde jeg valgt at bruge en brødkniv, det er ikke det smarteste instrument,

kan man sige. Men det ku jeg, der ku jeg, der gjorde det faktisk ret ondt. Og jeg blev vred på

mig selv over at jeg ikke havde nosser til at skære dybere end jeg gjorde’ (Sille, bilag 4: l. 185).

Vekselvirkningen mellem selvskade og kontrol, kan ifølge Skårderud forstås som en måde, hvorpå pigerne

forsøger at gøre deres afmagt til magt. Når man frivilligt påfører sig selv smerte, indtræder man i rollen som

den aktive, der styrer handlingen. Pigerne vælger således et aktivt forsvar mod de negative følelser, som de

er et passivt offer for og derfor ikke er i stand til at kontrollere. I modsætning til de negative tanker der

synes svære at håndtere, kender de og har kontrol over den frivillige smerte, som de er i stand til at takle.

Den selvskadende handling kan på denne måde fungere som afledning for både angst, tomhed, vrede osv.

(Skårderud 1999: 303f). Selvskaden fungerer som en måde, hvorpå de får opfyldt et ønske om at have kon-

trol over sig selv, en måde hvorpå de tager styringen over sig selv og vender deres frustrationer og afmagt til

en følelse af magt for en stund.

27


Af samme grund, kan følelsen af afmagt syntes at blive forstærket, hvis den smerte som pigerne gerne vil

have kontrol over, ikke udløses.

’Jeg blev sådan mere og mere desperat et eller andet sted, tror jeg, fordi jeg netop ikke kunne mærke

det. Jeg syntes jeg burde kunne mærke det, det skulle jo gøre ondt og det gjorde det ikke. Og jeg tror

også det er derfor at jeg blev ved og skar mig selv så mange gange. Jeg ville have det til at gøre ondt,

ikk. Og jeg blev bange over, at det ikke gjorde ondt, altså jeg syntes det var mærkeligt. Hvad var der i

vejen med mig siden det ikke gjorde ondt? Jeg tror egentlig det var det, der slog mig mest. At den der

smerte, som jeg havde forventet, den ikke kom’ (Sille, bilag 4: l. 112).

Ønsket om at kunne kontrollere sin egen smerte, at kunne modstå og være stærk, kan ikke opfyldes for

Sille, idet den smerte, hun skulle kunne styre helt udebliver.

For mange af pigerne er selvmutileringen altså et forsøg på at tilkæmpe sig kontrol. Kan de negative tanker

ikke kontrolleres, giver selvmutilationen en følelse af at være stærk og have kontrol over sig selv, men denne

oplevelse af kontrol er yderst kortvarig og kan ikke give dem en længerevarende følelse af at kunne kontrol-

lere deres liv generelt. De opnår kun i et øjeblik kontrolfølelse over at kunne styre deres smertetærskel,

hvorefter de igen vender tilbage til den diffuse følelse af afmagt.

Pigernes subjektive opfattelse af, at de selvskadende handlinger er forbundet med kontrol, står i skarp kon-

trast til omverdens forståelse af selvmutilationen. I den senmoderne kultur ses selvskaderne som en svagt

kontrolleret praksis, der udtrykker kontrolsvigt, idet pigerne bryder med det kulturelle ideal om den hele,

rene og smertefrie krop (Skårderud 1999: 308). På baggrund af ovenstående analysedel, kan vi dog proble-

matisere, hvorvidt denne tolkning af selvskaderne som et passivt kontrolsvigt er plausibel eller om vi ikke

snarere skal forstå de selvskadende handlinger som et forsøg på aktivt at tilkæmpe sig en kontrol. Problemet

er, at ønsket om generelt at tilkæmpe sig kontrol over deres tilværelse mislykkes, idet den selvskadende

handling kun kan give dem en forbigående kontrolfølelse.

4.2.2 Afhængighedens cirkel

Det empiriske materiale afslører, at selvmutileringen hurtigt kan føre til en afhængighed, hvis aspekter vi i

dette afsnit vil belyse. De piger, for hvem den selvskadende adfærd ikke blot er episodisk, men en mere

kontinuerlig aktivitet, udtrykker at de oplever en afhængighedsfølelse i forbindelse med deres selvskadende

handlinger. Når afhængigheden indtræffer, betyder det dels, at pigerne bliver ved med at gribe til selvmutila-

tionen og dels, at de får meget svært ved at slippe den igen, hvilket Nana her forklarer:

4.2.2.1 Den stærke trang

’Den egentlige trang kom først senere, som om hele min krop bare måtte have det! Temmelig ulykkelig

følelse at ens krop næsten tvinger én til at skade sig selv’ (Nana, bilag 9: l. 153).

Det empiriske materiale viser, at den selvskadende handling hurtigt udvikler sig til at blive en kraftig trang i

pigerne hvilket betyder, at de i nogle situationer ikke kan lade kniven eller barberbladet ligge, men føler at

de bliver nødt til at påføre sig selv smerte. Liv beretter her om, hvordan trangen melder sig:

28


’Jamen, det er bare sådan generelt, hvis jeg får en nedtur. Altså, der har ikke været nogen lige her på

det sidste, heldigvis. Men der kan være nogen gange, hvor jeg bare bliver så ked af det over et eller

andet, er blevet uvenner med kæresten eller bare kun er negativ igen, så kan jeg godt mærke, at det hiver

i armen, nærmest. Den trænger til at få en kniv eller en nål ned på sig’ (Liv, bilag 2: l. 530).

Ofte udvikler det selvskadende forløb sig sådan, at tankerne om at skade sig selv bliver mere og mere do-

minerende, og til sidst bruger pigerne meget af deres tid på at overveje, hvornår de igen kan skære i sig,

hvor de kan gøre det, og hvordan det vil mærkes. Mange af dem sammenligner det med den følelse som

rygere eller alkoholikere oplever, når de ikke har fået deres nikotin eller alkohol; kroppen længes efter det

og bliver først afslappet igen, når den har fået stillet sit behov. Derfor er det også vigtigt for pigerne at have

muligheden for at udføre den selvskadende handling. Det giver en tryghed at have en kniv i nærheden. Li-

gesom rygere altid har cigaretter på sig, sørger pigerne for altid at have noget de kan skære sig med indenfor

rækkevidde, hvis trangen skulle blive for stor. Anna fortæller her om, hvordan hun følte, da hendes tro

følgesvend blev taget fra hende:

’Muligheden bliver taget fra en, bare at tænkte på det, jamen man kan gå helt i panik og man kan sidde

og ryste og græde og bare råbe efter det der dumme barberblad, ikke nødvendigvis for at skære,

bare for at have det i hånden, for at se på det og vide, at man har muligheden, hvis det skal være. I

starten af min indlæggelsestid, der var det, det var en skræmmende oplevelse, og jeg sad egentlig mest

på mit værelse og jeg fik så også fast vagt i to uger dernede på sygehuset, hvor jeg så blev vænnet af

med at skære mig selv, hvis man kan sige det sådan, i hvert fald sådan abstinenserne forsvandt lige så

stille’ (Anna, bilag 11: l. 276).

Det står klart, når man læser Annas ord, at hun ikke længere har kontrol over sin egen krop og lyst. Det er

ikke Anna, men trangen til at sætte barberbladet i huden og skære, at mærke smerten og lettelsen, der her er

i styring. Pigerne fortæller alle om, at de i perioder bare skal skære i sig selv, også selvom de ofte ikke har

lyst til det, fordi de godt er klar over, at det ikke er særlig smart, og fordi de ved, at de bliver kede af det

bagefter. Men det er ikke længere dem selv som bestemmer, men som Nora siger, er det ’som om redskabet på

et tidspunkt overtager magten’ (Nora, bilag 10: l. 88). Pigerne mister altså på et tidspunkt kontrollen og lader sig

styre af den stærke trang som deres krop fremkalder, når de føler hverdagsproblemerne igen melder sig.

Som tidligere nævnt er den selvskadende handling for mange af pigerne et forsøg på at opnå kontrol over

deres liv og situation, men som vi så er den kontrol de oplever kun kortvarig. Kontrollen og modet er kun

tilstede, idet øjeblik kniven føres så dybt at huden spændes og blodet begynder at løbe. Men spørgsmålet er,

om man overhovedet kan tale om kontrolfølelse, når pigerne faktisk alle oplever at blive så afhængige, at de

ikke længere føler det er dem, der styrer kniven, men snarere deres trang. Sara fortæller her meget præcist,

hvordan afhængigheden fratager hende kontrolfølelsen:

’Nej, nej det gjorde det ikke (…). Det holdt det lynhurtigt op med altså, jo mere afhængig jeg blev af

det, jo mere holdt det op med at hjælpe for så var det ikke en kontrol længere jeg havde øhh, så var

det ikke mig der styrede længere, så det hjalp mig måske kort varigt, tre min., altså mere hjalp det ikke,

det det…jeg kunne godt se at det ikke var helt så smart, at det ikke var helt så effektivt som det var i

starten og det var også derfor jeg begyndte at skære dybere og dybere i håb om, at det kunne være lige

så effektivt som i starten’ (Sara, bilag 3: l. 427).

29


4.2.2.2 En dårlig vane

Afhængighed af selvmutileringen medfører for nogle af pigerne, at den selvskadende handling står på gen-

nem mange år og for disse piger, bliver handlingen efterhånden en vane. Caroline, som gennem de sidste to

år har skåret i sig selv, fortæller nedenfor, hvordan det er blevet en selvfølgelig del af hendes hverdag:

Senere hen blev det en ”naturlig” følelse og derfor var det ikke den samme følelse af trang mere fordi

det nærmest var… normalt. Du føler jo heller ikke på den måde en decideret trang til at spise når du

er sulten… du gør det bare. Sådan havde jeg det med cutting. Nogle gange kom min sunde fornuft

tilbage til mig og selv om jeg skulle til at skære i mig selv lod jeg være. Jeg skammede mig over det jeg

gjorde og jeg begyndte at mærke, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gøre det… men alligevel blev

nødt til det fordi jeg havde gjort det så meget’ (Caroline, bilag 6: l. 44).

Den vaneprægede selvmutilering kan, med Giddens forståelse af vanemæssige handlinger, sættes i relation

til senmodernitetens karakter. Ifølge Giddens er alt hverdagsliv præget af rutiner. Alle har regelmæssige

aktiviteter som gentages og dermed skaber form og struktur i livsrytmen. Giddens skelner mellem hand-

lingsmønstre (rutiner som nemt kan ændres), vaner (mere bindende former for gentagelse, som kræver vilje

at bryde) og sidst afhængighed.

4.2.2.3 Afhængighedens reaktionsmønster

Afhængighed omfatter både handlingsmønstre og vaner og defineres som ’en vane der følger et tvangsmæssigt

mønster og som, hvis man opgiver den, skaber en ukontrollabel angst. Afhængighed er en kilde til trøst for det enkelte menne-

ske fordi den er angstdæmpende, men denne oplevelse er altid mere eller mindre forbigående’ (Giddens 1994: 76). Afhæn-

gigheden er svær at blive fri af fordi individet fortsat stræber efter det pusterum, som det er afhængig af,

men som kun er kortvarig, hvorfor individet hurtigt sættes tilbage til udgangspunktet.

Giddens mener, at der i forbindelse med afhængighedsfølelsen særligt er fem kendetegn der gør sig gælden-

de 5. Disse vil vi i det følgende skitsere, hvorved det vil vise sig, at mange af de følelser som vi tidligere har

berørte i analysen faktisk er indlejret i afhængigheden.

I det øjeblik afhængigheden svares, opleves en følelse af at blive høj, der kan beskrives som et øjebliks udløs-

ning, som giver en følelse af opstemthed og afslappelse. Dette fører videre til, at individet længes efter at

blive høj igen, da det får behov for det fix, det giver. Fixet er med til at dæmpe angsten, men efterfølges af

tomhed og depressivitet og således er den onde cirkel sat i gang. Denne rus som udløses, og som vi tidligere

har omtalt som en flowoplevelse, er med til at give et time out, hvor hverdagen glemmes, og individet for en

stund træder ind i en anden verden. Afhængigheden indebærer des mere, at individet må opgive selvet, fordi

det må overvinde eller tabe selvet for at nå rusen. Det er præcis i det øjeblik, hvor selvet fortrænges, at ang-

sten forsvinder og lettelse bredder sig i kroppen og sindet. Typisk vil der dog ikke gå ret lang tid, før piger-

5 Det skal nævnes at Giddens faktisk opererer med syv kendetegn, men de fem, som vi vælger at inddrage, knytter sig

til reaktionsmønsteret omkring afhængighed. De sidst to omhandler mere generelle kendetegn ved afhængighed. Det

sjette kendetegn er at det individet bliver afhængig føles som noget helt særligt, hvor intet andet dur. Det syvende

kendetegn er at alle former for afhængighed er udtryk for en patologisk mangel på selvdisciplin (Giddens 1994: 77f)

30


nes får dårlig samvittighed over, at de har skåret sig. Når fixet er taget, time-outen er forbi, og bevidstheden

om selvet vender tilbage, kommer følelsen af skam og samvittighedsnag ofte (ibid.: 76f). Denne proces

billedliggøres i Saras beskrivelse:

’Jeg nåede jo et tidspunkt, hvor jeg godt var klar over det var forkert, og der fik jeg jo lynhurtigt dårligt

samvittighed igen (…). Men i starten kunne det sagtens vare et par timer, måske endda resten af

dag. Men det kunne det ikke på sigt altså, på sigt der er det som at tisse i bukserne for at holde varmen,

det bliver det sgu også koldere af bagefter, det er ikke den fede løsning’ (Sara, bilag 3: l. 153).

Sara har for et par timer fået afløb fra sine frustrationer, men kort tid efter plages hun af skam og samvit-

tighedsnag, fordi hun godt er klar over, at hendes selvskadende adfærd er forkert og des mere er et udtryk

for en manglende selvdisciplin og kontrol over egne handlinger. Når fixet er udløst, efterfølges det således

af flere negative tanker, som det ellers var hensigten at blive fri af.

Afhængighedens reaktionsmønster, som Giddens beskriver det, og som meget sigende giver et billede af

den selvskadende handlings forløb, kan således illustreres som i nedenstående figur (Giddens 1994: 76-78):

Vi mener dog, at vi kan udvide modellen, i kraft af de empiriske fund. Selvmutileringen afføder som nævnt

ikke kun en rus, men også en følelsen af en kortvarig kontrol. Pigerne ønsker øjensynligt at genopleve den-

ne kontrolfølelse, og vil derfor vende tilbage til selvmutilationen. I forhold til Giddens’ afhængighedsmodel,

kan det således tilføjes, at det ikke kun er flowoplevelsen, men også kontrolfølelsen, som får dem til genta-

gende gange at skære i sig selv.

Længsel

efter at

blive høj

Skamfølelse &

Samvittighedsnag

Opgivelse

af selvet

Med Giddens afhængighedsmodel kan man således forstå, hvordan den efterfølgende følelse af skam som

pigerne rammes af skaber en negativ feedback-proces; hvor afhængigheden hurtigt skaber et nyt behov for

31

Fix

Time

out


selvskade, som fører til panik, længsel efter kontrol og endnu mere selvdestruktiv adfærd. Denne feed-

backproces kan yderligere belyses med Thomas Scheffs begreb om følelsesfælder, der tilbyder en forkla-

ringsmodel på, hvorfor pigerne fortsætter med de selvskadende handlinger, på trods af de udtalt har et øn-

ske om at stoppe.

4.2.2.4 Følelsesfælder

Pigernes vekslende følelser mellem at være kede af det, føle sig lettede og føle sig skamfulde afspejler med

Sceffs forståelse, at de er havnet i en følelsesfælde, som er svær at komme ud af. ‘Feeling traps occur when one

have an emotional reaction to one’s emotional reaction, and another reaction to that reaction, and another and another and so

on’ (Scheff 1990: 171). Fælderne kan altså siges at være en uendelig følelsesmæssig kædereaktion, der er

meget svær at bryde. Med begrebet om følelsesfælder, bliver det muligt at forstå, hvordan de selvskadende

handlinger er indlejret i et følelsesmæssigt reaktionsmønster. Bestemte følelser vækker lysten til at ville skæ-

re i sig selv. Majken forklarer, hvordan selvskaderne efterhånden kan blive en løsning på et hvilket som

helst problem:

’Ligeså snart jeg er blevet svigtet af mine forældre igen. Så får jeg virkelig så meget lyst til at gøre det.

Men det er også blevet en løsning på næsten alle problemer nu’ (Majken, bilag 8: l. 107).

Selvskaderne kan altså blive en slags reaktion på bestemte situationer, problemer og følelser, hvorved de

som tidligere nævnt, får en vanemæssig karakter.

Vi kan med Scheffs begreb om skam-vrede spiraler, forstå de selvskadende handlingers som en udtalt destruk-

tiv følelsesfælde. Individet reagerer på den ubehagelige skamfølelse ved at blive vred på sig selv, - en vrede,

der for pigerne vedkommende udtrykkes i de selvskadende handlinger. Når pigerne har skåret i sig selv,

bliver de igen skamfulde, og denne skamfuldhed munder ud i en ny selvskade (vrede) (Scheff 1990: 171f).

Der opstår således en endeløs vekselvirkning mellem skam og selvskade, som er vanskelig at bryde.

Både afhængighedsreaktionsmønstre og følelsesfælderne kan altså bidrage til at forstå, hvorfor pigerne har

svært ved at stoppe med deres selvskadende handlinger, og således give forklaringer på, hvorfor de selvska-

dende handlinger ofte får karakter af afhængighed.

4.2.2.5 Den umiddelbare skamreaktion

Den skam som pigerne føler lige efter den selvskadende handling, kan med J.M. Barbalet beskrives som en

situationel skam. Denne form for skam kommer til udtryk, umiddelbart efter individet føler det har overtrådt

en ydre norm (Barbalet 1998: 123). Pigerne bliver umiddelbart efter de har skåret i sig selv bevidste om, at

de har brudt ’den der uskrevne regel om at man ikke gør skade på sig selv’ (Ditte, bilag 1: l. 111). Således er den

form for skam, som omtales i nærværende afsnit, afledt af pigernes bevidsthed om, at de har overskredet de

gældende sociale normer for, hvordan de bør være og hvordan de bør handle.

32


Det er dog ikke kun den situationelle skam som er i spil i relation til de selvskadende handlinger, idet

skammen også må siges at udløses af andre årsager. Den anden type af skam som er på spil i situationen,

hvor pigerne skærer i sig selv, kan på baggrund af Barbalets typificering beskrives som den narcissistiske

skam. Denne opstår, idet individet ikke føler det kan leve op til dets egen forventninger. Pigerne føler at de

har fejlet, fordi de selvskadende handlinger er et svaghedstegn som bevidstgør dem om, at de er svagere end

de forventer af sig selv at være. En erkendelse der afføder en skamfuldhed (Barbalet 1998: 124). Det viser

sig således at der opstår to typer af skam umiddelbart efter den selvskadende handling.

Men pigernes skamfølelser er mere kompleks end som så, og det er derfor frugtbart at skelne mellem for-

skellige niveauer af skamfølelsen, idet pigerne ikke kun føler den umiddelbare skam over de selvskadende

handlinger, men herudover også bærer på en skam, der er mere dybereliggende og længerevarende og som

har andre bevæggrunde. Denne skam belyses i følgende afsnit om de skamfulde perfektionister.

4.2.3 Skamfulde perfektionister

Når vi i det følgende afsnit vil dykke ned i de idealer pigerne har og de forventninger de føler de skal leve

op til, viser der sig divergerende følelser af utilstrækkelighed, selvlede, skyld og skam. Disse følelsestilstande

præger pigernes dagligdag generelt og det viser sig at disse følelser hænger tæt sammen med den selvska-

dende adfærd.

Mange af pigerne stræber særligt efter at få gode karakterer i skolen, stræber efter at være slanke og efter at

se godt ud. For mange af dem er det også vigtigt at være socialt vellidt, populær og som Sille fortæller om

nedenfor at kunne gøre indtryk på og blive anerkendt af andre:

’jeg tror det handler meget om det dér med at man er, at man er modig og man er… Altså modig på

den måde, at man er… at man altid lige kan smide en rap bemærkning ud i sociale sammenhænge og

at man har styr på sit liv og har styr på sin tilværelse og køre med klatten i forhold til venner og drenge.

Og at man er… at man er lækker og man har… at man giver et indtryk af, at man har styr på tingene,

ikke. At man har kontrol, og at man udover dét, fascinerer folk… jeg tror det var dét, det ville

jeg også meget gerne. (…) Og så kørte det også meget på det fysiske, det her med at være smuk og

være slank og sådan noget, ikk’ (Sille, bilag 4: l. 372).

Det handler altså dels om at kunne indgå i sociale sammenhænge og vinde accept fra andre og dels om at

leve op til skønhedsidealerne. Næsten alle pigerne udtrykker et stærkt ønske om at være perfekt, at kunne

klare det hele både i skolen, med vennerne og i familien. Pernille fortæller her om, hvor vigtigt det er for

hende at være perfekt, netop fordi hun ser det uperfekte som tegn på svaghed.

Speaker: Men hvorfor havde du fået de krav?

Pernille: Det var… Ja, det var nok bare noget jeg havde fået ind i mit hoved, at sådan skulle

man bare være. Og det var sådan som jeg så andre folk, jeg så mange andre folk som

perfekte, og hvis jeg ikke så andre folk som perfekte, syntes jeg selv, at de var svage.

Og jeg havde ikke lyst til at være svag.

Speaker: Men hvorfor stillede du så store krav til dig selv. Altså, man kunne måske have stillet

nogle krav om, at man bare skulle have nogenlunde karakterer, men det var virkelig

alting du skulle opfylde?

33


Pernille: Ja, det var alting, jeg skulle opfylde og det var fordi, at jeg ville bare være den perfekte

og jeg ville bare være den, hvor folk tænkte: ’Ej, hvor er hun dygtig, ej hun har ikke

nogen problemer og hun ser godt ud’ (Pernille, bilag 13: l. 224).

Det står altså klart, at idealet om det stærke jeg der evner at fremstå som selvstændigt, problemfrit og som

klarer alt til UG, er dominerende hos pigerne.

4.2.3.1 Utilstrækkelighed og det lave selvværd

Så vidt idealerne. Problemet er, at pigerne har svært ved at leve op til deres egne og omverdens meget høje

forventninger, og derfor føler de sig ofte utilstrækkelige. Utilstrækkeligheden kan beskrives som kløften

mellem det perfekte selv og det reelle selv, altså følelsen af ikke at kunne indfri forventningen om at være

perfekt. Her forklarer Mette, hvordan hun på trods af, at hun udefra set opfylder alle krav, stadig føler sig

utilstrækkelig.

’Jeg var meget perfektionistisk, fordi at, fordi at jeg lavede mine lektier og øh... drillede ikke andre og

alt skulle være perfekt, også det jeg lavede i fritiden og...det hele skulle være perfekt, for så havde de

da ikke noget at mobbe mig med, så kunne de da ikke sætte en finger på noget. Og øh (...) sige, at det,

øh... Så det var en form for måde at gøre mig selv perfekt, så der ikke var nogen, der kunne mobbe

mig. Jeg ville også gerne være dygtig og sådan noget. Jeg følte mig for tyk. Men det var jeg ikke, jeg

var ikke for tyk, men jeg følte mig for tyk og det skulle også være perfekt og jeg skulle spise sundt

og... alt skulle være perfekt i min tilværelse. Jeg skulle være sød ved min far og mor, jeg skulle hjælpe

dem og jeg begyndte faktisk derhjemme, at overtage alt sådan i husholdningen og sådan noget. At

smøre madpakker, tømme opvaskemaskinen, vaske tøj og slå græsplæne og sådan noget, fordi at jeg

følte jeg skulle hjælpe mine forældre, for at gøre mig fortjent til at få deres kærlighed’ (Mette, bilag 12:

l. 114).

Giddens begreb om det ideale selv er i denne forbindelse centralt for at forstå den utilstrækkelighed, som

pigerne synes at opleve. Det ideale selv er det selv, man ønsker at være, det er målet for ens selvfortælling.

Dette mål er meget vigtigt fordi selvets fortælling udfoldes på baggrund af den række af de forhåbninger,

der knytter sig til dette ideale selv (Giddens 1996: 86).

Med Giddens kan denne følelse af utilstrækkelig som pigerne udtrykker, ses i relation til skambegrebet.

’Skamfølelsen udspringer af et mislykket forsøg på at leve op til de forventninger, der er indbygget i jeg-idealet’ (Giddens

1996: 85). Inspireret af Thomas Scheff mener Giddens, at skamfølelsen må ses i modsætning til stoltheden

eller selvværdet. Selvværdet er udtryk for en stærk tiltro til, at ens selvidentitet har værdi, samt følelsen af at

selvfortællingen har en positiv værdi. Selvværdet er følsomt overfor andres reaktioner og opfattelser, da det

er dybt forankret i sociale bånd. Skamfølelsen er omvendt en stærk følelse af, at et ens selv ikke er noget

værd, en følelse af, at man ikke evner at leve op til det ideale selv (ibid.: 85). Skårderud gør endvidere op-

mærksom på, at særligt det meget perfektionistiske individ har større risiko for at føle sig skamfuld (Skårde-

rud 1999: 134). Mange af pigerne giver netop udtryk for et lavt selvværd og en stærk følelse af ikke at være

gode nok. Mette fortæller videre:

’Jeg følte selvhad, selvlede. Lede ved min krop, fordi jeg syntes jeg var for tyk og jeg følte der var ingen,

der kunne lide mig og jeg var ikke dygtig nok i skolen og i gymansiet der. Og så... så tænkte jeg:

’så var det min udvej, at skære i mig selv’. Altså, det der kunne få mig til at få det dårligt, det var jo for

eksempel, hvis jeg gik i skole og ikke lige kunne svare på lærerens spørgsmål, som hun havde spurgt

34


mig om. Så fik jeg det dårligt over det, så tænkte jeg: ’Nu er du godt nok også, nu er du godt nok et

eller andet. Nu kan du heller ikke slå til dér’ og sådan noget. Og så går jeg hjem og har det dårligt over

det, ikke. Og det giver jo endnu lavere selvværd. Og det var jo lavt selvværd, der fik mig til at snitte’

(Mette, bilag 12: l. 78).

Mette føler foragt for sig selv og sin krop, og blot et enkelt fejltrin kan slå hendes selvværd helt i bund og

som eneste løsning, øjner hun selvskaden. Pigernes situation synes ambivalent; på den ene side viser de

udadtil en problemfri og velfungerende pige, men føler sig på den anden side meget langt fra det perfekte.

De føler sig skamfulde og har lede ved sig selv.

De skamfølelser vi her har belyst må siges at have en mere længerevarende og dybereliggende karakter end

de skamfølelser, som opstår umiddelbart efter den selvskadende handling. Ved igen at inddrage Barbalets

skamtypologier, kan de skamfølelser som her er i spil dels forstås som tidligere nævnte narcissistiske skam og

dels forstås som den ærefrygtige skam (deferential shame). Den narcissistiske skam relaterer sig udelukkende

til individets selvforhold. Den har således en indesluttet karakter og opstår når individets ikke formår at leve

op til sine egne forventninger, hvilket Mette tydeligt udtrykte ovenfor. Men den ærefrygtige skam er også i

spil. Den opstår ’when an actor receives an excess of status because another entertains exaggerated expectations of their

abilities’ (Barbalet 1998: 124). Denne form for skam udløses således af, at andre forventer mere af individet

end det reelt kan leve op til.

De to skamformer, der er i spil udspringer således af, at pigerne ikke er i stand til at indfri dels deres egne

og dels andres forventninger til deres kompetencer. Pernille forklarer:

’Folk forventede, at jeg fik nogle gode karakterer og at jeg var den kloge pige og den søde pige. Og så

når jeg fik en dårlig karakter, følte jeg ikke, at jeg fuldbyrdet kunne leve op til deres forventninger…

og til mine egne’ (Pernille, bilag 13. l. 90).

4.2.3.2 Ikke erkendt skam

Ved at inddrage Scheffs karakteristik af skamfølelsen ønsker vi, at tydeliggøres skammens alvor og dets

tabuiserede karakter, hvilket Barbalet typologier ikke synes at indfange.

Skamfuldheden som pigerne oplever, når de ikke kan leve op til deres egne og andres forventninger til dem,

mener Scheff er den mest smertefylde følelse af alle. Skammens smerte skal ifølge Scheff forklares ved, at

skammen er en degradering eller foragt for det selv, som individet har brugt hele sit liv på at skabe. Skam-

fuldheden truer således dette selv, og er derfor noget af det værste en person kan opleve. Skamfuldheden er

mere skræmmende end tanken om at miste selve livet. Ifølge Scheff bliver skammen vedvarende, fordi den

ikke erkendes eller konfronteres, men i stedet ligger som en latent følelse hos individet. På trods af skam-

mens lave synlighed er skammen ifølge Scheff nærværende i alle menneskelige relationer, men på grund af

dens smertefulde karakter italesættelses den sjældent som en komponent i det menneskelige liv (Scheff

1990: 168f).

Scheffs skambegreb gør det ikke muligt at skelne mellem de forskellige situationer, der udløser skamfølel-

ser, idet han distingverer ikke mellem forskellige typer af skam. Vi må derfor antage, at enhver af de skam-

35


former vi på baggrund af Barbalet opererer med, har denne smertefulde karakter (også den umiddelbare

skam som udløses over selve den selvskadende handling).

4.2.3.3 Straf over den skyldige

Pigernes følelser af at være utilstrækkelig, føle selvlede og føle sig langt fra det perfekte ideal viser

sig i dette afsnit at være tæt forbundet med skyldfølelse:

’Jeg syntes at jeg var grim og jeg var dum og jeg var tyk og det var helt sikkert… en stor del af det var

sikkert min egen skyld, siden de her folk ikke ville mig. Og jeg var sikker på, at det var min egen skyld,

at mine venner ikke kom og besøgte mig og det var min egen skyld, at de her fyre de var skredet fra

mig og det var min egen skyld, at øh, at min mor ikke elskede mig og … det var min skyld’ (Sille, bilag

4: l. 349).

Sille giver her sig selv skylden for den situation hun er i , og er vred på sig selv over, hvordan hun ser ud og

over, at hun ikke tager sig sammen til at tabe sig. Hun er utilfreds med sig selv og giver sig selv skylden for

sin egen utilstrækkelighed. For nogen af pigerne resulterer denne skyldfølelse og vrede i at ønsker at straffe

sig selv, hvorfor de tager kniven og piner:

’Det var en måde at straffe sig selv på, når det hele ikke var som man ville have det. Når man ikke

kunne kontrollere sin hverdag, som man gerne ville, så kunne man straffe sig selv på den måde’ (Pernille,

bilag 13. l. 125).

Det at skære i sig selv bliver således en måde at straffe den skyldige på, nemlig pigerne selv. Det er nærlig-

gende, at vreden over ikke at kunne leve op til forventningerne vendes mod dem selv, idet det jo er dem,

der bærer skylden for ikke at være god nok.

Psykoanalytikeren Léon Wurmser hævder: ’guilt is often a screen-effect, a defence against shame, so the qualities of self-

hatred and self-directed rage are not rarely defences against the much more terrifying affect of self-contempt’ (Wurmser 1981:

81). Som det fremgår af citatet, er skam og skyld to begreber, der er svært adskillelige. Den vrede og selv-

lede pigerne føler, kan i Wurmsers optik ses som en modværge mod skam. Wurmser ser, ligesom Scheff,

skammen som en meget ubehagelig følelse, som individet for alt i verden forsøger at undslippe.

Skyld, vrede og aggression synes at være lettere følelser at forholde sig til end den langt værre følelse af selv-

foragt, som skammen afkaster. Ifølge Wurmser er den diffuse følelse af skam handlingslammende for indi-

videt, der føler sig ’frozen, immovable, paralyzed, even turned into stone’ (Wurmser 1981: 81). Skyldfølelsen inde-

holder derimod en handlingskraft i form af vrede og aggression, hvilket gør det muligt at handle på den.

Sara beskriver, hvordan selvskaden netop blev en metode, der kunne hjælpe hende, når hun følte hun havde

gjort noget galt:

’Jeg kunne bedre slippe den der, øh, skyldfølelse af, at jeg havde gjort noget galt når jeg ligesom

havde straffet mig selv, så havde jeg jo ligesom gjort hvad jeg kunne for at straffe mig selv altså, så

var jeg godt klar over, at jeg havde gjort noget galt, så jeg kunne nok, det var nok egentlig den måde

jeg bedst kunne slippe min skyldfølelse på, hvis jeg straffede mig selv’ (Sara, bilag 3: l. 807).

Straffehandlingen i form af selvskaden bliver således en konkret måde at råde bod på sine fejltrin på. Piger-

ne kan for en stund få en følelse af at have gjort noget for at komme videre.

36


Skammen over egen utilstrækkelighed vendes til en vrede hos pigerne, - en vrede, der for deres vedkom-

mende resulterer i en konkret fysisk skade. Når de selvskadende handlinger bliver en straf, kan de således

ses som en måde, hvorpå pigerne kan handle på følelsen af skam og derved føle de har gjort noget.

I nærværende afsnit om de skamfulde perfektionister, har vi belyst at de selvskadende piger bærer på en

dybtliggende og kompleks følelse af skam. Denne skamfuldhed opstår idet pigerne ikke føler at de kan leve

op til egne og andres forventninger og kan med Barbalet betegnes som hhv. den narcissistiske skam og den

ærefrygtige skam.

Barbalets skamtypologier evner dog ikke at relatere disse egne og andre forventninger til den samfunds-

mæssighed, som disse er indlejret i. Hvad er det der forventes? Hvilket jeg er det efterstræbelsesværdige i

vores samfund? For at belyse dette, vil vi i det følgende afsnit belyse de forventningsstrukturer og kulturelle

normer, som gør sig gældende i dagens samfund, da det netop er disse der opstiller normerne for, hvad det

efterstræbelsesværdige og forventede er.

4.2.3.4 Kulturelt blik på skamfuldhed

Trygve Wyller mener, at man overordnet set kan skelne mellem to former for kulturel skam: en skam knyt-

tet til lydighed og en skam knyttet til selvrealisering. Skammen relaterede sig i det traditionelle samfund til

de kollektive normer og den skamfulde var følgende den, der forrådte de foreskrevne regler. Det var skam-

fuldt ikke at adlyde de nære fællesskabers regelsæt og det var ikke bare var individet, der blev kastet skam

på, men hele kollektivet. Skammen havde altså en kollektiv karakter (Wyller 2001: 11) 6. Skammen har med

individualiseringsprocesserne fået en ny karakter. Den knytter sig ikke længere til en kollektiv norm, men i

stedet til en individuel norm. Denne skamdynamik må derfor ses i sammenhæng med den måde, hvorpå

individet i dag samfundsmæssiggøres.

Ifølge Lars Hammershøj opnår individet ikke længere dets eksistensberettigelse ved at være del af et fælles-

skab, men i kraft af at være noget enestående. At være sig selv i dag kræver, at man er forskellig fra andre og

at man danner sig selv som en unik personlighed, der skiller sig ud fra konformiteten. Hvor idealet førhen

var normalisering, tilstræbes nu originalisering, da det værste, man kan være i dag er almindelig (Hammers-

høj 2003: 117f).

Velfærddsamfundets udvikling og individualiseringen har givet individet en øget frihed til at realisere sig

selv. Men denne frihed til at danne sig selv er blevet transformeret til et krav. For individet er selvrealiserin-

gen således ikke længere kun er en mulighed, men et tvingende krav om at skulle skabe sin egen personlig-

hed (Honneth 2002: 56). Kravet bevirker at selvet bliver et projekt, der kun har én formgiver, nemlig indi-

videt selv, hvorved presset på den enkelte øges, eftersom det står helt alene med sin selvdannelse og dette

medfører ifølge Hammershøj en radikal form for ansvarliggørelse og selvdisciplinering (Hammershøj 2003:

118 & Hammershøj 2004: 88). Der opstår et psykiske pres på individet, da det forlanges, at det danner en

6 Denne kollektive form for kulturel skam skal dog snarere ses som en idealtype, der knytter sig til det traditionelle samfund,

men den gør sig stadig gældende i andre kulturer i dag.

37


personlig autencitet. Hvert enkelt individ må refleksivt tage stilling til, hvem det er, hvordan det vil handle,

og hvor det vil hen (Skårderud 1999: 22). Der er derfor heller ingen andre end sig selv at bebrejde, hvis

selvrealiseringsprojektet slår fejl, hvilket pigernes selvrettede vrede og bebrejdelse illustrerede i de foregåen-

de afsnit.

Skammen som vi ser den i dag kommer som følge af den radikale ansvarliggørelse til udtryk som en skam

over ikke at kunne leve op til selv-ansvaret, som det forventes af én. Formår man ikke at være autonom

eller at realisere sig selv lige så meget som de andre, opstår skamfølelsen (Wyller 2001: 11f). Den narcissisti-

ske skam og den ærefrygtige skam, må således ses i sammenhæng med, at de idealer som man selv og andre

sætter, er indlejret i de samfundsmæssige forventningsstrukturer, hvor idealet om det originale er i centrum.

I det empiriske materiale er det som nævnt tydeligt, at pigerne ofte rammes af en skyldfølelse over ikke at

være gode nok og at de føler sig mislykkede, fordi de ikke kan leve op til de høje forventninger og idealer,

som de på grund af den radikale individualisering udelukkende selv føler sig ansvarlige for at leve op til.

Pigerne er alle bevidste om deres idealer og italesætter dem tydeligt, men det viser det sig, at selvom de

tilsyneladende indfrier disse idealer alligevel ikke føler, at det er godt nok. Uanset, hvor tæt de kommer

idealet, bliver det ved at ligge i horisonten.

’Jeg skulle jo leve op til alles forventninger, jeg var jo ikke god nok og så tallene, eller 13 skalaen den

var jo ligesom en måde at måle mig selv på, så jeg skulle have 13, ellers var det jo ikke godt nok og så

selvom jeg fik 13, det gjorde jeg et par gange, så stod jeg der - nå, det virkede ikke alligevel, men hele

tiden blev jeg ved at gå efter det der 13 tal og så når jeg fik det, så men så var det jo ikke godt nok alligevel’

(Anna, bilag 11: l. 96).

Som Anna giver udtryk for, føler hun ikke at hun har levet op til sit eget ideal, på trods af at hun rent fak-

tisk indfrier det ved at få karakteren 13. Lignende oplevelser udtrykkes også af mange af de andre piger.

Sille fortæller her, hvordan idealerne bliver så høje, at man helt undlader at forsøge at leve op til dem.

’en af grundene til at jeg tager HF nu, det er fordi jeg simpelthen ikke turde at gå i gymnasiet og tage

HF dengang jeg blev færdig med folkeskolen, fordi jeg simpelthen var bange for, at jeg ikke kunne…

at jeg ikke ville kunne få karakterer, der var gode nok til… Jeg tror jeg ville… jeg tror jeg var bange

for at få sandheden at vide: Hvor dygtig jeg i virkeligheden var. Og jeg tror ikke, at jeg ville kunne bære

den sandhed, hvis den lå under et 10-tal eller et 9-tal. Det blev sådan meget konkret. Så derfor valgte

jeg simpelthen ikke at gå i skole, på den måde, ikk, og valgte, at beskæftige mig med noget…på

nogle punkter, hvor man ikke bliver vurderet helt på samme måde, ikk’ (Sille, bilag 4: l. 396).

Silles frygt for ikke at kunne leve op til sit eget ideal bevirker, at hun fravælger at tage HF. Ved ikke at starte

på en ungdomsuddannelse undgår Sille risikoen for at føle sig mislykket og skamfuld, idet hun da heller ikke

skal leve op til sine egne og andres høje forventninger om gode karakterer.

Pigernes høje idealer er således svært knyttet til den narcissistiske og ærefrygtige skam, fordi de kun har sig

selv at bebrejde, hvis selvrealiseringensprojektet mislykkes. Da der ikke findes nogen fast opskrift på, hvor-

dan man bliver et autentisk menneske, er det svært at vide, om man er langt eller tæt på målet, og dermed

bliver det let at bebrejde sig selv for sin mislykkethet, hvilket netop karakteriserer skammen. Selvmutilerin-

gen er i yderste potens en handling, hvor kniven rettes mod den eneste ansvarlige for denne mislykkethed:

én selv.

38


4.3 Selvskaden i spændingsfeltet mellem pige og omverden

Vi vil nu forlade den del af analysen, hvor pigernes følelsesmæssige oplevelser af selvmutilationen var i

centrum. Vi vil i det følgende rette blikket mod, hvordan omverdenen oplever selvskaderne og hvorledes

disse relationer påvirker pigerne.

4.3.1 At leve med sit stigma

I det empiriske materiale ses der nogle klare uoverensstemmelser mellem på den ene side pigernes tolkning

af deres selvskadende handling og på den anden side omverdenens tolkning og reaktion. Med udgangs-

punkt i Goffmans mikrosociologiske analyser om den menneskelige interaktion og normer for social ad-

færd, vil vi fokusere perspektivet på de spændinger og diskrepanser, der findes mellem pigerne og deres

omverden. Goffmans begreb om stigma kan i denne forbindelse sættes i spil, da det belyser, hvorledes indi-

vider med anderledes udseende eller adfærd, stemples som afvigende og dermed udskilles fra at være en del

af de normale. Vi vil i en diskussion mellem Goffman og empirien undersøge, hvorvidt og hvordan de selv-

skadende handlinger i kraft af deres atypiske karakter kan anskues som et stigma, samt udforske de konse-

kvenser dette kan have for pigerne.

4.3.1.1 Stigma

Goffman mener, at der til al menneskelig handling knytter sig normer og forventninger, og det er disse,

som særligt er med til at afgøre hvad der hhv. er socialt acceptabelt og socialt uacceptabelt. I vores kultur er

det en nødvendig forudsætning for hele det sociale liv, at alle aktører er enige om et enkelt sæt af normative

forventninger til adfærd, idet disse til er med at opretholde den sociale orden og struktur (Goffman 1975:

159f). Goffman mener at ’ethvert samfund opstiller midler til at inddele mennesker i kategorier, samt [bestemmer] hvilke

egenskaber, der skal opfattes som sædvanlige og naturlige for medlemmerne af enhver af disse kategorier’ (Goffman 1975:

13). De sociale spilleregler er med til at gøre det nemmere for individet at vide, hvordan de skal forholde sig

i mødet med nye mennesker. Kategorierne bruges til at forudsige det nye menneskes sociale identitet. Mø-

det mellem to mennesker er altså altid præget af normative forventninger, og individerne vil automatisk

tillægge hinanden visse karakteregenskaber 7.

Førstehåndsindtrykket af et menneske kalder Goffman for personens tilsyneladende sociale identitet, der er den

identitet, som omverdenen ser og bedømmer på baggrund af. Derudover har individet også en faktisk social

identitet, der dækker over de egenskaber, det rent faktisk besidder. Er der disharmoni mellem de to identite-

ter, betyder det, at individet bryder den stereotype forestilling, som består i omverdenens forventninger til,

hvordan individet bør være. Viser det sig eksempelvis, at individet er svagt eller sygt mod forventning, kan

7 Det virker lidt uklart, hvordan Goffman definerer begrebet egenskab, men vi forstår det som et bredt begreb, der

refererer til personlige kvaliteter eller kendetegn.

39


omverden reagere negativt 8. Individet reduceres i omverdenens bevidsthed fra at være almindelig til at være

nedvurderet. Stemples man på denne måde, indebærer det et stigma. Stigmaet er en egenskab som er dybt

miskrediteret og det kan være medvirkende til at kategorisere individet på en sådan måde, at hele dets per-

sonlighed vurderes på denne baggrund (ibid.: 14f) 9. Goffman lægger vægt på, at stigma skal forstås som et

relationelt begreb, idet det ikke er en iboende kvalitet i individet, men kun optræder i relationen mellem

mennesker (ibid.: 15).

4.3.1.2 Når såret bliver et stigma

Det er muligt at anskue selvskaderne som et stigma, idet selvmutilationen udfordrer det handlemønster,

som forventes af en almindelig teenagers pige. De samfundsmæssige normer om den sunde og hele krop,

brydes i omverdens øjne, idet pigerne giver sig til at skære i sig selv. Pigerne bryder grænserne for, hvad der

er normal opførsel, hvilket de er bevidste om. Dette viste vi tidligere med begrebet om den situationelle

skam. Ditte forklarer:

Ditte: Nej, jeg tror bare at det jeg havde gjort det én gang, så havde man ligesom overskredet

den grænse og så var det nemmere at gøre det anden gang og til sidst blev det en

vane altså (pause), for et eller andet sted så krævede det noget overvindelse at skærer

i sig selv først gang, man har overskrevet grænse, jamen så er der ikke så langt til den

handling igen, øhm…

Interviewer: Hvad er det man skal overskride?

Ditte: (Pause). Det er vel den der uskrevne regel om at man ikke gør skade på sig selv kunne

jeg forstille mig. (Ditte, bilag 1: l. 106)

Den grænse som Ditte omtaler, kan siges at være grænsen mellem det, der anses som hhv. socialt accepte-

rede og socialt uaccepterede handlinger. Omgivelserne forstår og forventer ikke følelsesudtrykket selvskade

og miskrediterer derfor handlingerne. Idet pigerne opdages, kan de ikke længere betragtes som normale.

Det normale er netop en kategori, som henviser til personer, der ikke afviger negativt fra de normative for-

ventninger (Goffman 1975: 17). Pigerne stigmatiseres således af omverdenen i kraft af deres stigma, som

hverken forstås eller forventes og derfor afføder en generaliserende kategorisering af dem som selvskader,

med dertil hørende forudindtagede opfattelser og vurderinger.

8 Goffman gør dog opmærksom på, at det ikke er alle ufordelagtige egenskaber, der er stigmatiserende. Desuden mener

Goffmann, at disharmonien mellem forventningerne og den faktiske sociale identitet, kan afstedkomme både en

positiv eller en negativ vurdering af en person. Goffman beskæftiger sig primært med sidstnævnte (Goffmann 1976:

15 & 18f).

9 Goffman inddeler stigma i tre overordnede former. Den første er forskellige former for fysisk deformitet såsom

handicap eller misdannelser. Den anden type stigma sættes i forhold til nationalitet, køn, religion etc., og den sidste

stigmakategori indbefatter skavanker ved den individuelle karakter, som f.eks. at lide af en mental sygdom, at være

misbruger eller arbejdsløs (Goffmann 1976: 17).

40


4.3.1.3 Normerne varierer

Men det er ikke alle steder, at den selvskadende handling virker stigmatiserende. Ditte illustrerer nedenfor

tydeligt, hvordan normer og forventninger afhænger af det sted, man er, og de mennesker man er omgivet

af:

’Ja, jeg fik dårlig samvittighed over det, måske ikke så meget mens jeg var indlagt, men igen, der

var også lidt kultur for det på en eller anden måde (…) Men ja, det gjorde jeg. Og især de gange,

hvor det så ikke rigtig havde nogen effekt. Sådan lidt ’øv’. Nej, men fordi jeg vidste, at folk om

kring mig blev sure, hvis de opdagede det og de kunne ikke forstå det’ (Ditte, bilag 1: l. 461).

Dittes dårlige samvittighed over at skære i sig selv afhænger altså af, de kulturelle koder og normer som

omgiver hende. På hospitalet, hvor Ditte var indlagt, var selvskadende adfærd så udbredt, at hendes hand-

ling pludselig ikke længere var normoverskridende og derfor heller ikke affødte en negativ kategorisering.

Ifølge Goffman kan mennesker i en bestemt stigmakategori slutte sig sammen og danne et vi, en gruppe.

Her kan de udarbejde en gruppeidentitet, hvor det stigma, som ellers er forbundet med skam, kan give indi-

videt en følelse af at være normal, idet alle i gruppen besidder samme stigma (Goffman 1975: 36 & 56).

Hvis selvmutilationen ikke opfattes som normoverskridende afføder den heller ikke en stigmatisering og er

ydermere ikke længere forbundet med en dårlig samvittighed. Som eksempel på andre steder, hvor selvska-

derne betragtes som socialt acceptable, er netklubben cuttere på arto.dk og netforummet girltalk.dk. Her

skriver unge selvskadere om deres tanker og følelser i forbindelse med de selvskadende handlinger og i

enkelte tilfælde deler de også erfaringer og råd om redskaber, man kan bruge. På disse websider er det mu-

ligt for de unge at identificere sig med andre, de deler stigma med. Det lader til, at de identificerer sig med

hinanden i kraft af, at de alle beskadiger sig selv og danner dermed et intimt fællesskab, hvor de kan påtage

sig identiteten cutter. På denne måde opnås en form for gruppeidentitet, som for subjektet kan være forbun-

det med prestige og en følelse af identitet (Graff og Malin 1967: 38).

4.3.1.4 At føle sig normal, men dog skille sig ud

De stigmatiserede individer vil ifølge Goffman som regel havde samme identitetsopfattelse som omverde-

nen og føle sig normale på trods af deres stigma; ’det, han dybest set føler, han er, kan være det, han mener er ’et

normalt menneske’, et menneske som alle andre’ (Goffman 1975: 19). Empirien taler både for og imod denne an-

tagelse.

Som beskrevet i afsnittet ’en dårlig vane’, udtrykker nogle af pigerne, at den selvskadende handling kan føles

som en normal eller naturlig ting at gøre, der for nogle ligefrem bliver en dagligdagshandling. Men i mødet

med omverdenen fornemmer pigerne ofte at deres handlinger ses som alt andet end normale, hvorved de

mærker omverdenens manglende forståelse; de mærker så at sige omverdens stigmatisering:

’Det var ikke, jeg tænkte ikke på noget tidspunkt at det kunne gøre ondt på andre eller at det var forkert

eller at de ville blive kede af det eller de ville blive chokerede altså, jeg havde jo bare fundet en

løsning, for mig så var det den ultimative gode løsning, altså sådan et bitte ar det forsvinder vel igen

tænkte jeg, så bliver man så klogere, men… Jeg kunne ikke se at det var et problem, det kunne jeg

virkelig ikke, jeg kunne ikke, jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor folk reagerede sådan som de gjorde

41


altså…’ (Sara, bilag 3: l. 233).

Sara havde i starten af perioden med sine selvskadende handlinger ikke overvejet, at omgivelserne kunne

opfatte handlingen som afvigende og frastødende. Hun havde fundet en måde, hvorpå hun for en stund fik

det bedre uden andre konsekvenser end et lille ar på sin egen hud. For hende var det simpelt, idet det ikke

involverede andre end hende selv. Om end selvskaderne ikke i ligeså høj grad opfattes så naturligt af de

øvrige piger i det empiriske materiale, er der alligevel tegn på at de alle anser selvmutilationen for at være

mindre bizar, underlig eller aparte end deres omverden gør.

De fleste af pigerne synes dog også at være klar over, at deres selvskadende handlinger ikke er normale og

derfor vil blive anset som socialt uacceptabel. Som vi var inde på tidligere, ved pigerne typisk godt, at de

overskrider de herskende opførselsnormer om ikke at skade sig selv, men det står altid tydeligere for dem,

når de mærker den nære omverdenens reaktioner.

’Ja, så gik der egentlig et stykke tid, fordi jeg blev selv meget skræmt over den reaktion som mine efterskolekammerater

havde i forhold til at jeg skar i mig selv’ (Sille, bilag 3: l. 53).

Udover at de samfundsmæssige normer tydeliggøres i pigernes møde med omgivelserne, er normerne ifølge

Goffman allerede indlejres i de stigmatiserede individer. De samfundsmæssigt opstillede normer, identitets-

værdier og idealer optages ubevidst af individet og påvirker hele dets psykologiske integritet (Goffman

1975: 160). Goffman skriver ’desuden kan de normer han overtager fra samfundet omkring sig, sætte ham i stand til at

være nøje opmærksom på, hvad andre ser som hans svaghed, med det resultat at han indrømmer […], at han faktisk ikke

lever op til det, der kræves af ham’ (Goffman 1975: 20).

Pigerne bliver i mødet med omverdenen klar over, at de bærer rundt på et stigma. De erkender, at de ikke

lever op til de sociale normer, og denne erkendelse afføder en skamfølelse over, at andre ser deres svaghed.

Omverdenens reaktion kastes således tilbage på pigerne, og når pigerne oplever stigmatiseringen, skærper

og forstærker det således deres bevidsthed om deres egen mislykkethed.

Det er dog også typisk, at omverdenens følelsesmæssige reaktion på deres adfærd bliver det, der får pigerne

til at trække i håndbremsen. Den dårlige samvittighed og bevidstheden om, at den selvskadende handling

sårer de mennesker som står tæt på dem, får dem til at overveje at stoppe eller motiverer dem til at holde

op. Sara forklarer:

’Og der besluttede jeg mig, at det ville jeg simpelthen ikke udsætte folk for, hvis folk virkelig holdt så

meget af, så var det ikke fair, så var det simpelthen egoistisk af mig at gøre det, det kunne jeg simpelthen

ikke være bekendt, så de først meget, meget, meget, meget, meget lange stykke tid, de først 1½

år, da var det for andre skylds, at jeg ikke gjorde det, udelukkende for andres skyld!’ (Sara, bilag 3: l.

509)

4.3.1.5 At skjule sit stigma

Det kan ifølge Goffman have alvorlige konsekvenser for individet at være stigmatiseret, idet den manglede

sociale accept, som også vi har set, ofte medfører og forstærker individets følelse af at være svagt og anor-

42


malt (Goffman 1975 s. 26). Derfor vil det stigmatiserede individ tit forsøge at tilsløre sit stigma i ønsket om

’at begrænse de synlige udtryk for de svagheder, som mest centralt identificeres med hans stigma’ (Goffman 1975: 133).

I forbindelse med de stigmatiserede individer skelner Goffman mellem den miskrediterede og den potentielt mis-

krediterede situation, hvor førstnævnte henviser til et stigmatiseret individ, der er klar over dets særpræg, idet

det umiddelbart er synligt for omverden. Sidstnævnte refererer til personer, hvor det ikke er sikkert, at om-

verdenen ser eller lægger mærke til, at vedkommende har et stigma (ibid.:16). Selvmutilation må siges at

kunne betragtes som et potentielt miskrediteret stigma, fordi pigerne som oftest kan holde deres sår og ar

skjult, hvorved de i høj grad selv kan styre om de vil afsløre deres stigma.

Pigerne er, som nævnt, bevidste om deres eget stigma og derfor bliver det ofte vigtigt for dem at holde

deres sår og ar skjult. Ved at tilsløre deres stigma, kan de opretholde en sociale identitet udadtil, der ikke

afføder miskredit i deres omverden.

Interviewer: Tænkte du på i de der dage, hvor du skar meget i dig selv, tænkte du da på, hvad andre

mennesker tænkte om dig?

Liv: Jeg tænkte kun på, hvad folk ville tænke om mig, hvis de opdagede det, det var sådan

det eneste. Fordi, et eller andet sted, vidste jeg at jeg udadtil var den samme som jeg

altid havde været, så folk ville ikke rigtig kunne mærke nogen forskel (Liv, bilag 2: l.

410).

I Goffmans terminologi kan man betragte den bekymring, som Liv udtrykker, som en frygt for, at menne-

skene omkring hende, skulle opdage sårene og dermed diskrepansen mellem hendes tilsyneladende sociale

identitet og hendes faktiske sociale identitet og stemple hende som ikke-normal.

Pigerne kan dog have svært ved at skjule deres synlige ar og det kan være besværligt hele tiden at være dæk-

ket til, således at omverden ikke opdager deres selvskader. Eksempelvis kan det være svært for pigerne at

deltage i gymnastiktimerne, tage i svømmehallen eller have sommertøj på. Helle fortæller her, hvordan hun

gruer for sommeren:

’Jeg har mange grimme ar og jeg frygter sommeren. Jeg kan jo ikke have kortærmede bluser på, og det

har vi på arbejdet’ (Helle, bilag 7: l. 154).

Kampen for at skjule stigmaet kan således siges at påvirke pigernes sociale liv. Goffman nævner, hvordan

den stigmatiserede i et forsøg på at beskytte sig selv kan undgå venskaber og holde en fysisk distance til

omverdenen (Goffman 1975: 128). Annas mor fortæller her i et radioprogram, hvordan hendes datter ænd-

rede sig, da hun begyndte at skade sig selv:

’Hun forandrer sig jo meget, vil ikke snakke med os mere, satte sig bare ind på sit værelse og sad bare

ved hendes computer og skrev computer og hele hendes tid gik faktisk ved computeren, hun havde

ikke lyst til at tage til hest mere og hun vil ingenting. Jeg går sådan lidt og spekulere på, for hun går altid

i lange bukser og en langærmet trøje og det var jo lidt unormalt der om sommeren’ (Maren, bilag

11: l. 120).

Anna prøver på alle måder at holde sit stigma skjult. For ikke at afsløre sine sår og dermed gå i klinch med

de gældende normer, trækker hun sig langsomt tilbage fra sociale sammenhænge, hvor hun ellers risikerer at

afsløre sit stigma.

43


4.3.2 Opmærksomhed og selvskade som kommunikation

Med en videre brug af Goffmans stigmabegreb, vil vi i det følgende afsnit diskutere, hvorvidt man kan se

selvmutilationen som et forsøg på at fange omverdens opmærksomhed. Den selvskadende handling er, som

tidligere belyst, et potentielt miskrediteret stigma, som det er muligt at skjule, hvis pigerne ønsker det, men

også muligt at fremvise. Pigerne har altså mulighed for i høj grad selv at bestemme, hvor meget de vil for-

tælle omverden om deres stigma, og de kan på den måde styre den sociale information, som de ønsker at vide-

regive om sig selv (Goffman 1975: 62). Kan den selvskadende handling således ses som udtryk for kommu-

nikation? Er det pigernes forsøg på at blive set på, at råbe omverden op og få omsorg?

Ifølge Connor, forfatteren bag ’The book of Skin’, kan fysiske sår og ar aldrig adskilles fra deres symbolske

mening: ’the scar and the symbol of the scar are hard to distinguish, since a scar is always a kind of symbol. The symbol of a

scab or scar always recapitulates the manner in which scarring is itself already a transformation of injury into a visible symbol’

(Connor 2004: 53).

De sår og ar, som pigerne intentionelt har påført sig selv, kan siges at have en kraftig signalværdi, hvilket

afspejler sig i de reaktioner pigerne møder i deres omgivelser når de opdages. Goffman kalder disse for

stigmasymboler, altså synlige tegn som ’ henleder andres opmærksomhed på en for identiteten nedværdigende brist’ (Goff-

man 1975: 63). Sårene og arene kommunikerer en social information, og det kan derfor diskuteres, om der

bag selvskaderne findes en intention om at formidle social information eller et ønske om at få opmærksom-

hed.

4.3.2.1 Se mig!

I samtalerne med pigerne står det klart, at mange af dem begyndte den selvskadende adfærd i ønsket om at

blive set og få opmærksomhed af deres omverden. Majken fortæller:

’I starten ville jeg jo have opmærksomhed. Opmærksomhed fra mine forældre, så der holdt jeg det ikke

hemmeligt, det var meningen det skulle ses i hvert fald, men jeg holdt det hemmeligt alligevel. Jeg

kunne alligevel ikke rigtig have at de skulle se det’ (Majken, bilag 8: l. 70).

Majken ønsker altså på den ene side at afsløre sit stigma for at få omsorg, men omvendt har hun

også svært ved at afsløre den svaghed, som stigmasymbolet udtrykker. Som det kan læses, bruger nogle af

pigerne altså deres stigma bevidst. Stigmasymboler som sår og brændemærker i huden kan tolkes som en

overlagt informationsfunktion, der har til formål at vække omverden interesse. Pernille fortæller her, hvor-

dan hun bevidst provokerede sine omgivelser:

’Jeg prøvede selvfølgelig, et par gange, at signalere til lærere og sådan nogle ting, at jeg virkelig havde

brug for hjælp. Gennem stile kunne man finde på at skrive noget om et selvdestruktivt emne eller

man kunne finde på at gå provokerende med korte ærmer en dag, bare for ligesom at vise, at man rigtig

gerne ville have hjælp. Ikke bevidst for at vise dem, at man havde skåret sig selv, men bare for at

vise, at man virkelig havde brug for hjælp’ (Pernille, bilag 13: l. 169).

44


Ifølge Finn Skårderud kan et de budskaber, som selvmutileringen kommunikerer, netop være ønsket om at

blive synlig. Pigerne bruger deres krop til at få omverden til at reagere og være opmærksomme. Selvom sårene

ofte holdes skjult, så vil de altid være synlige tegn på huden, som signalerer et tydeligt behov for hjælp og

omsorg. ’De konkrete sår giver klar besked om behovet for omsorg og om, at noget må læges’ (Skårderud 1999: 301).

4.3.2.2 Et ønske om omsorg

Derudover mener Skårderud, at sygdom kan give individet en identitet og være med til at sætte ord på det,

som kan være så svært at kommunikere til omverden 10. At fange omgivelsernes opmærksomhed er langt

lettere igennem et synligt fysisk tegn på, at man er syg, end blot ved at fortælle om sine fragmenterede følel-

ser af, at noget er galt. Den uro eller det ubehag, som individet kan føle, er ofte svær at forstå og dermed

også svær at sætte ord på, men gennem en sygdoms håndgribelige og synlige tegn får den navnløse følelse et

navn. ’Med vores lidelser er vi altid i kommunikation med kulturen, med vores nærmeste og med os selv’ (Skårderud 1999:

37). Selvskaderne kan således ses som en oversættelse af den indre uro som pigerne føler, men som de har

svært ved at forstå og svært ved at stille noget op med. De konkrete fysiske snit og sår kan således ses som

en måde, hvorpå pigerne kan kommunikere med sig selv. Ved at give deres ofte diffuse og forvirrende fø-

lelser et fysisk udtryk, bliver det nemmere for pigerne, at forholde sig til deres indre smerte. De ukonkrete

følelser bliver gennem selvskaderne ikke bare synlig for pigerne selv, men også synlige for hele deres om-

verden. Der er således skabt potentiale for, at den selvskadende handling vil vække omgivelserne interesse

og omsorg. Det var dette Mette håbede på:

’Når jeg skar mig, så måtte de da kunne se, at jeg havde det dårligt og så kunne jeg måske få nogen til

at tage ansvaret fra mig. Og ja, og øh...og tage ansvaret og sige: ’Nu vil vi gå ind og hjælpe dig’. Det

var som om jeg havde et behov for at de tog over. Med magt , ikke. Jeg havde behov for at blive taget

hånd om, ligesom et lille barn, måske’ (Mette, bilag 13: l. 64).

I rollen som syg, lidende eller offer er der større chance for at få beskyttelse, omsorg og opmærksomhed fra

omverden, og det tyder på, at nogle af pigerne vælger at skære i sig selv i håbet om dette.

Sille ønskede en reaktion fra sin omverden, da hun første gang fandt kniven frem. Hun valgte at skære hul

på alle fingerspidserne, hvorved ingen kunne undgå at se sårene og blodet:

’Jeg tror den første gang, som var lidt anderledes end alle de andre, det var, da jeg gik på efterskole.

Da har jeg så været 16… tror jeg. 16 eller 17, hvor jeg skar mig selv i fingrene. Og det var jo.. ellers

har jeg skåret mig selv i armene. Det var sådan meget mærkeligt at jeg valgte at skære mig i fingerspidserne…

det ved jeg ikke hvorfor (griner svagt), men det blødte meget (latter), det gjorde det. Det

tror jeg også var det, der var meningen, det skulle se voldsomt ud. Det ser jo meget voldsomt ud med

sådan en hånd, der drypper af blod’ (Sille, bilag 4: l. 45).

10 Det skal i denne forbindelse understreges, at vi ikke ser selvmutilation som en sygdom, men at Skårderuds teori

trods dette er relevant. Vi mener nemlig, at den selvskadende handling har nogle af de samme træk som en sygdom,

bl.a. ved at være forbundet med lidelse.

45


Ifølge Goffman kan et stigma godt vække omsorg i individets omgangskreds, men det vil altid være en

krænkende, pinlig og nedværende omsorg, som det vil afstedkomme. En omsorg som kan gøre individet

yderligere usikkert (Goffman 1975: 27f). Modsat Goffman mener vi dog godt, at omsorgen fra omverdenen

kan have en positiv effekt, idet den kan medføre, at pigerne kan få den anerkendelse og forståelse som de

ofte har brug for. Ved bevidst eller ubevidst at afsløre deres stigma, som mange af pigerne gør, bryder de

frivilligt med forventningerne om, hvordan de burde være og opføre sig og viser frivilligt deres svaghed.

Således kan selvmutilationen tolkes som et selvvalgt stigmasymbol. At pigerne vælger at lade omverden

kende til denne selvskadende handlinger kan forstås som en måde hvorpå de kommunikerer og provokerer

deres omgivelser, og ad denne vej gør sig selv synlig.

Som vi belyste i afsnittet ’at skjule sit stigma’, er mange af pigerne dog ikke interesserede i at videregive den

sociale information, som ligger i sårenes åbenlyse karakter. Mange af dem er bange for, at deres selvskader

skal blive opdaget fordi de frygter, at stigmaet vil afsløre deres svaghed og anormalitet eller at det vil kom-

munikere noget forkert til omverdenen. Pernille forklarer:

Pernille: Altså, jeg var rigtig bange for min mors reaktion. Og så var jeg rigtig bange for at

bryde det dér perfekte billede, både fordi min mor havde nogle forventninger til at

det stadig var der. Og så var jeg bange for, at det blev tolket som et selvmordsforsøg,

det at skære i sig selv, at det blev tolket som om, at man gerne ville dø. Og det var

overhovedet ikke hvad jeg ville […].

Speaker: Hvilke fordomme var du bange for at møde, hvis du fortalte det til nogen, at du skar

i dig selv og havde det dårligt?

Pernille: Jeg var bange for at møde den der med at man ville gerne dø og man ville begå selvmord

og jeg var bange for, at folk skulle kigge på mig som om jeg var anderledes end

det de normalt så (Pernille, bilag 13: l. 139).

Pernille ønsker netop ikke, at nogen skal opdage selvskaden, fordi hun regner med, at de vil misforstå den

selvskadende handling og stemple hende som afvigende eller anormal. Andre af pigerne er snarer bange for

at afsløre deres stigma af frygt for, at omverdenen vil forhindre dem i at kunne udføre selvskaderne:

Sara: [...]Til sidst på var det primært benene og så har jeg også enkelte gange gjort det i

håndleddene, men der var jeg godt klar over at det var lidt for tydeligt, for det var ikke

et ønske om at dø, og det har heller aldrig været et ønske at folk skulle opdage det

og have ondt af mig, altså. Jeg frygtede jo at folk ville opdage det, for så ville de tage

det fra mig …

Interviewer: Det var sådan lidt noget du havde med dig selv eller…?

Sara: Ja, det var det. Jeg var simpelthen virkelig bange for at folk ville tage det fra mig hvis

de opdagede det, så derfor gjorde jeg alting for at skjule det…(Sara, bilag 3: l. 222).

Det er således ikke entydigt, hvorvidt pigerne ønsker at lade omverden kende til deres selvskadende hand-

linger. For nogle af dem er det meget vigtig at hemmeligholde stigmaet, mens andre mere eller mindre in-

tenderet gennem sårene og arrene videregiver en social information, der udtrykker et ønske om at få op-

mærksomhed og omsorg fra omgivelserne.

Det ser dog ud til, at alle pigerne på et tidspunkt ender med at fortælle om deres selvskadende handlinger,

enten fordi de bliver afsløret, men typisk fordi de selv vælger at dele deres skader med andre – Sille fortæller

om den dag hun indså, at hun ikke længere kunne klare at skjule selvmutileringen længere:

46


’Så tror jeg, jeg tror jeg sad og græd i en times tid eller sådan noget og var helt væk. Og så kunne jeg

jo godt se, at det virkede ikke og den eneste jeg i virkeligheden havde lyst til at tage hjem til, det var

min far. Så jeg gik simpelthen ind og ringede til ham og spurgte om jeg ikke måtte komme og jeg sagde

ikke hvorfor og så satte jeg mig ind i et tog og så.... så kørte jeg hjem til ham. Og bekendte så overfor

ham, bekendte simpelthen alting overfor ham. Jeg tror tog en beslutning om, at nu måtte det bære

eller briste… […] Så det var simpelthen… Det var dér jeg erkendte, at nu kunne jeg simpelthen ikke

skjule det længere, at jeg havde det dårligt på den måde. Altså den egentlige grund til, at jeg havde det

dårligt, det var egentlig ikke bare de der fyre, men det var også fordi det var riv rav ruskende galt inden

i mig, ikk’ (Sille, bilag 4: l. 259).

De selvskadende handlinger kan således forstås som en måde, hvorpå pigerne kommunikerer til omverde-

nen og de kan dermed anskues som en aktiv metode til at få opmærksomhed eller omsorg fra andre, med

Skårderuds ord – at blive synlige.

4. 4 Opsummering på den analytiske del

Gennem den deskriptive analyse har vi tegnet et billede af, hvordan de selvskadende handlinger rent kon-

kret praktiseres. Selvskaderne bliver typisk lavet ved hjælp af knive eller glasskår, men også andre redskaber

og metoder kan der findes eksempler på. Oftest skærer pigerne sig i armerne og på indersiden af benene,

men snittenes dybde, størrelse og antal varierer fra små overfladiske rids til alvorlige sår. Pigerne er altid

alene, når de udfører den selvskadende handling.

Ved at se nærmere på de følelsesmæssige oplevelser som knytter sig til den selvskadende adfærd, er det

blevet klart, at selvmutilationen ikke kun er forbundet med smerte. Smerten har vist sig at medføre en rus,

en helhedsoplevet flowfølelse, hvor hverdagen fortrænges for en stund, og der opstår en følelse af at miste

selvet for et øjeblik. Endvidere har det vist sig, at de selvskadende handlinger, kan ses som en teknik piger-

ne afleder deres kaotiske og negative tanker med og derved opnår de for en stund en følelse af at have kon-

trol over noget – smerten. Følelsen af afmagt vendes kortvarigt til en følelse af magt.

Selvmutilationen har endvidere vist sig at være forbundet med en afhængighed, som kan forklares ved hjælp

af et simpelt følelsesmæssigt reaktionsmønster. Den flowoplevelse som udløses når kniven sættes i huden

efterfølges af en umiddelbar skamfølelse over den selvskadende handling, hvilket får pigerne til at længes

tilbage efter rusen, og den onde cirkel er sat i gang. Desuden kan en del af afhængigheden også forklares

med, at selvmutilationen ikke kun afføder en flowfølelse, men også en følelse af kontrol, som pigerne øn-

sker at vende tilbage til.

Analysen har vist, at pigerne bærer på en dybtliggende skamfølelse over ikke at kunne leve op til egne og

andres forventninger. Disse forventninger, som de selv og andre sætter op, må ses i relation til de sam-

fundsmæssige forventningsstrukturer. Presset på pigerne består i, at de forventes at være i stand til at danne

et autentisk og unikt selv, samt i at de udelukkende selv er ansvarlige for at leve op til dette. Mislykkes pro-

jektet har de kun sig selv at bebrejde og skammen lægger sig over dem som en tyk kappe af selvforagt.

47


Pigerne giver sig selv skylden for ikke at være gode nok og for at straffe sig selv griber de efter kniven. Vre-

den og skyldfølelsen er langt lettere at forholde sig til og handle på, end den diffuse, smertefulde og derfor

handlingslammende følelse af skam. Selvskaderne bliver således en straf, der gør det muligt for pigerne at

handle på deres følelser og dermed komme videre for en stund.

I spændingsfeltet mellem pigerne og omverden gjorde analysen det klart, at selvmutilationen er et stigma,

som kategoriserer pigerne på en bestemt måde i deres omverden. Omgivelserne forventer ikke pigernes

selvskadende adfærd og opdages handlingerne, afføder det, at pigerne ikke længere ses som normale. Om-

verdenens reaktioner kan medføre eller yderligere forstærke den skam og følelse af svaghed, som pigerne

bærer rundt på.

De selvskadende handlingers synlige sår har en kraftig symbol- og signalværdi og kan således ses som et

kommunikationsbærende tegn. Mange af pigerne forsøger derfor at holde deres stigma skjult, så omverde-

nen ikke opdager deres sår og dermed deres svaghed. Alligevel vælger mange af pigerne at afsløre stigmaet i

ønsket om at få opmærksomhed og omsorg fra deres omgivelser. Stigmaet kan således bruges bevidst, hvil-

ket gør det muligt at betragte selvmutileringen som en måde at kommunikere på.

Med den fænomenologiske analyse af selvmutilation har vi søgt at afdække et generelt fænomens særlige logik ved

at tage udgangspunkt i de selvskadendes individers egne perspektiver og fortællinger. Vi har med udgangs-

punkt i de individuelle beretninger og ved inddragelse af teoretiske perspektiver, beskrevet nogle af de me-

nings- og følelelsessammenhænge, som de selvskadende handlinger rummer. Selvmutilationen kan dog ikke

adskilles fra en større samfundsmæssig kontekst, og derfor ønsker vi i den videre diskussion, at sætte selv-

mutilationen i forhold til de makrosociologiske strukturer, som vi allerede har berørt i dele af analysen.

48


5. Diskussion

5.1 I Durkheims ånd

Med inspiration fra en af sociologiens fædre, Émile Durkheim, ønsker vi i det følgende afsnit at se på,

hvordan den selvskadende handling kan anskues som et socialt fænomen. Med udgivelsen af sit andet ho-

vedværk ’Selvmordet’ i 1897 viser Durkheim, hvordan det er muligt at afdække de overindividuelle faktorer

ved et ellers meget individuelt fænomen (Østerberg 2002: 97). Et selvmord knytter sig selvfølgelig til nogle

individuelle motiver, men samtidig kan selvmordet også forklares på baggrund af sociale betingelser og

kræfter (Guneriussen 2003: 81f). Durkheim skriver ’...om man i stedet for å se selvmordene som isolerte hendelser, som

bør studeres hver for seg, betrakter de selvmordene som er begått i et gitt samfunn i løpet av en viss tidsperiode som en helhet,

viser det seg at denne helheten ikke bare er sum av uavhengige enheter, men et helt nytt fenomen, med sin egen karakter’

(Durkheim 1995: 28).

Vi ønsker på denne baggrund at række ud over det individuelle plan og belyse nogle af de sociale årsager og

kræfter, som er herskende i dagens samfund og diskutere den selvskadende adfærd i relation til de sociale

vilkår, individet står overfor i dag.

5. 2 Patologiske selvskader

Vi tilstræbte som sagt rent metodisk at lægge forforståelsen af de selvskadende handlinger som patologiske

bag os. Vi har dog på baggrund af analysen måtte sande, at de divergerende dynamikker, der omgærer de

selvskadende handlinger, synes at have en patologisk karakter. Med udgangspunkt i Honneths begreb om

sociale patologier, definerer vi patologier, som fejlagtige udviklinger, der hindrer det gode liv 11 (Willig et al. 2001:

103). I analysen fremstod det tydeligt, at de selvskadende handlinger ikke blot udefra ses som et tegn på en

patologisk udvikling, men at det netop for pigerne selv også syntes at være en hindring for det gode liv. Godt

nok var selvmutilationen forbundet med en befriende og livgivende flowoplevelse, men denne var kortvarig

og indvævet i et afhængighedsmønster. De længerevarende følelsestilstande, som omgærdede pigerne var

selvforagt, skam- og skyldfølelse og handlingerne virkede endvidere stigmatiserende i forhold til omverden.

5.3 Frihedens paradoks

Vi tager nu afsæt i Lars Hammershøjs (2003) teori om, at individualiseringen og frisættelsen af individet på

den ene side har skabt mulighed for personlig frihed til at skabe det gode liv, men på den anden side har

skabt nye sociale patologier, hvilket vi tidligere skitserede i det kulturelle blik på skamfuldhed. På baggrund

heraf vil vi kaste os ud i en teoretisk diskussion af den selvskadende adfærd som en patologi, der må ses i

11 Det gode liv er et relativt diffust begreb, der indeholder en normativ, subjektiv vurdering. I forhold til den fænomenologiske

analyse af de selvskadende handlinger, finder vi begrebet brugbart netop fordi vi på baggrund af individets

oplevelser, kan nå en forståelse af om de føler de har et godt liv.

49


elation til de sociale vilkår, som individet står overfor i dag. Diskussionens grundpiller er tre teser om,

hvordan de selvskadende handlinger kan forstås og betragtes i selvrealiseringens tidsalder.

Samfundets udvikling fra det moderne til det senmoderne samfund har været præget af individualiserings-

processer. Med Beck kan disse processer skitseres som forandringerne i den sociale struktur, der gør, at

individet løsner dets bindinger til familie, arbejde og lokalitet. Denne frisættelse får individet til refleksivt at

orientere sig i nye retninger, og dermed bryder det med den traditionelle doktrin. Den herskende ideologi

bliver ifølge Beck, ideen om det selvkørende, velfungerende individ som står uafhængigt af kollektivet

(Beck 1997: 125ff). På grund af løsrivelsen fra faste sociale strukturer og forskrifter opnår individet en hidtil

uset grad af frihed. Vi er i dag frie til at vælge uddannelse, at sætte egne værdier, at danne vores egne me-

ninger, -kort sagt frie til at realisere os selv i hidtil uset grad (Hammershøj 2004: 87f).

Friheden til at realisere sig selv i dag er dog ikke blot en mulighed for individet, nej snarere er det blevet et

brutalt socialt vilkår for det. Med Honneths ord har ’selvrealiseringsindividualismen […] forvandlet sig til et i følel-

sesmæssig henseende i vid udstrækning køligt system af krav, hvorunder subjekterne i dag snarere synes at lide, end at trives’

(Honneth 2005: 56). Selvrealiseringen er i dag således indlejret i samfundets forventningsstrukturer, idet

man forventes at danne sig selv som en unik personlighed for på den måde at realisere sin frihed (Ham-

mershøj 2004: 88).

I analysen så vi at pigernes følelse af ikke at kunne leve op til disse krav mundede ud i, at de følte sig util-

strækkelige og mislykkede, hvilket de bebrejdede sig selv. Med Hammershøj kan man sige, at pigernes følel-

se af mislykkethed er et billede på de nye sociale patologier, som er begyndt at vokse frem i det nuværende

samfund. Hammershøj betegner de nye sociale patologier som mislykkede eller forvrængede selvrealise-

ringsprojekter, der opstår, idet individet ikke formår at leve op til kravet om at realisere sig selv (ibid.: 96).

5.3.1 Først tese: Selvskadende adfærd som mislykket selvrealiseringsprojekt

Med udgangspunkt i Kierkegaards fire former for fortvivlelse 12, skitserer Hammershøj fire måder, hvorpå

disse skyggesider af selvrealiseringen kan komme til udtryk på individplan (Hammershøj 2003: 412f). Ud fra

disse skitseringer vil vi drage paralleller til den selvmutilerende handling. Den første tese vi opstiller er, at de

selvskadende handlinger, kan begribes som en syntese af to af disse fire patologiske former for mislykket

selvdannelse 13.

12 Kierkegaards begreb om fortvivlelse fortolkes af Hammershøj i forhold til selvdannelsesperspektivet som udtryk for

et misforhold i den enkeltes selvdannelse, der gør, at man enten ikke formår at danne sig selv eller ikke vil danne sig

selv. Fortvivlelsen er udtryk for en forholden sig til sig selv, der gør at ens muligheder for selvrealisering forspildes.

Med denne indstilling overfor sig selv, får man opfattelsen af, at man forsynder sig mod sig selv, idet man ikke evner

at skabe sig selv som en unik personlighed (Hammershøj 2003: 412).

13 Hammershøj skelner mellem fire former for mislykket selvdannelse. Disse er manglende selvdannelse, afsindig selvdannelse,

grandios narcisistisk selvdannelse og dæmonisk selvdannelse (Hammershøj 2003: 413-420). Vi tager udgangs

de to førstnævnte, da disse synes relevante.

50


5.3.1.1 At tage en pause

Den første patologiske form, manglende selvdannelse, hvis karaktertræk genkendes i de selvskadende handlin-

ger, har ifølge Hammershøj årsag i individets manglende bevidsthed om det samfundsmæssige krav om at

skulle have et selvdannelsesprojekt. Individet formår ikke at forholde sig til sig selv og kan derfor ikke leve

op til kravene om at skulle forme sit selv. At individet ikke forholder sig til sig selv, kommer til udtryk hos

individer, der tager pauser fra deres selvdannelsesprojekt. Der er risiko for at pauserne, som f.eks. at se

fjernsyn, tage en øl eller en smøg, kan udvikle sig til at blive en decideret flugt, i form af eksempelvis gro-

væderi eller overforbrug af alkohol, der består i at man gennem ’en sanselig rus […] flytter opmærksomheden væk

fra en selv, således, at man undgår at skulle tage stilling til sig selv og sin livssituation’ (Hammershøj 2003: 414).

I de selvskadende handlinger genkendes netop dette træk. Som vi beskrev tidligere, er det flow som pigerne

får, netop en handling der får hverdagen til at fortone sig, og det eneste opmærksomheden er rettet mod, er

den konkrete handling. I et øjeblik undgår de at skulle tage stilling til deres egen livssituation (ibid.: 414). I

selvdannelsesperspektivet er det altså nærliggende at forstå selvmutilationen som en sådan flugt fra ens

selvdannelses projekt. Men at flugten er udtryk for, at pigerne ikke er bevidste om, at selvrealiseringskrave-

ne findes synes ikke at være i tilfældet. Som vi belyste i analysen, er pigerne meget bevidste om, at de er

indlejret i en forventningsstruktur. De har klare forestillinger om, hvad der forventes af dem, og altså klar

over deres eget selvdannelsesprojekt. Selvskaderne kan derfor endvidere belyses med Hammershøjs anden

kategori af patologiske former.

5.3.1.2 At fortvivle over sine begrænsninger

I modsætning til ovenstående evner individet ifølge Hammershøj i denne patologiske form godt at forholde

sig til sig selv, men evner ikke at gennemføre et sundt selvdannelsesprojekt, som det ved er påkrævet af det.

Den afsindige selvdannelse kommer ofte til udtryk i en form for fortvivlelse over egen svaghed (Hammershøj

2005: 88). Denne fortvivlelse og selvforagt er i særdeleshed et træk, som genkendes i de selvskadende pigers

følelser. I analysen beskrev vi denne følelse af svaghed over ikke at kunne leve op til forventningerne, som

et udtryk for skamfølelse (både den narcissitiske og den ærefrygtige skam). Skammen og fortvivlelsen, som

den teoretiseres af Hammershøj, omhandler begge et misforhold mellem det, der kan betegnes som jeg-

idealet og det reelle selv. I et selvdannelsesperspektiv opstår dette misforhold netop, fordi individet er i

stand til at forholde sig selvdannende til sig selv og derfor er bevidst om, at det spilder sine selvrealise-

ringsmuligheder (Hammershøj 2003: 416f). Bevidstheden om de forspildte selvrealiseringsmuligheder af-

stedkommer en fortvivlelse eller skam hos pigerne; den moderne skamdynamik består netop i følelsen af

ikke at have realiseret sig ligeså meget som de andre (Wyller 2002: 11f). Selvbebrejdelsen har ofte en inde-

sluttet karakter og bliver udtryk for et deficit af det sociale i og med den ikke involverer andre, men udeluk-

kende er et spørgsmål om selvets forhold til dets egen dannelsesproces (Hammershøj 2003: 416).

Hammershøj nævner anoreksi som eksempel på et sådant dannelsesprojekt. Individet har et selvdannelses-

projekt, men den måde, hvorpå anorektikeren rent praktisk arbejder med sig selv på, er selvskadende og

51


derfor usund (Hammershøj 2005: 104f). Fællestrækket ved anorektikerne og de selvskadende piger er deres

fortvivlelse over deres selv. Men hvor anorektikeren handler på fortvivlelsen ved at forsøge at sætte et selv-

dannende, men sygt projekt i værk, handler de selvskadende piger mere umiddelbart ved at pege kniven

mod sig selv for på den måde at straffe sig selv. Anoreksien kan betegnes som en indirekte selvskadende

handling, hvis resultater først bliver synlige på længere sigt. Selvskaderne har mere karakter af at være en

direkte forløsning på en opstået følelsestilstand, hvor virkningerne og konsekvenserne ses med det samme,

og som endvidere afføder en kortvarig positiv flowoplevelse.

I forhold til de selvskadende handlinger må vi stille spørgsmålstegn ved, om de er udtryk for et deficit af det

sociale, som i Hammershøjs kategorisering. Som vi påpegede i analysen kan selvmutileringen fungere som

en videregivelse af social information, og det er altså muligt at forstå handlingerne som en måde at kommu-

nikere følelser eller budskaber ud på, som ellers er svære at formulere verbalt. Således kan selvskaderne ikke

udelukkende betragtes som udtryk for en indesluttethed, men også som en handling med en socialt sigte.

5.3.1.3 Smertesanselig selvdannelse

På baggrund af ovenstående skitsering af hvorledes mislykkede selvdannelsesformer kan komme til udtryk,

kan vi give en karakteristik af de selvskadende handlinger som en syntese af den manglende samt den afsindige

selvdannelsesform. De selvskadende piger er bevidste om kravet om selvdannelse og i frustration og for-

tvivlelse over deres egen svaghed kan de kaste skylden på sig selv og påføre sig selv intentionelt skade. Sam-

tidig kan handlinger være en sanselig flugt, der giver en pause i form af et berusende øjeblik, hvor hverda-

gen og kravet om selvrealisering glemmes. I kraft af at denne form for selvdannelse er forbundet med en

række følelsesmæssige oplevelser, der også indbefatter en sansemæssig dimension, vil vi begrebsliggøre den

som en smertesanselig selvdannelse.

5. 4 Anerkendelse som forudsætning for det gode liv

Med Hammershøj ser vi altså, at de selvskadende handlinger kan ses som et mislykket selvdannelsesprojekt.

Ved at inddrage Honneths anerkendelseteori bliver det muligt at se nærmere på nogle af de dynamikker, der

ligger til grund for de selvskadende handlinger, og hvorfor disse får en patologisk karakter.

For at forstå den sociale virkelighed og dermed også de nye sociale patologier der kommer til udtryk på

individplan, må vi ifølge Honneth se på de før-videnskabelige erfaringer, - de levede liv 14. Vi har i analysen

taget fat i disse konkrete moralske erfaringer og gjort det klart, at de selvskadende handlinger kan betragtes

som patologiske. De individuelle patologier er ifølge Honneth udtryk for, at anerkendelsesstrukturerne i dag

er ustabile grundet samfundets flydende og mobile karakter (Willig et al. 2001: 106). Det synes derfor inte-

ressant at se nærmere på de mønstre af anerkendelse, som gør sig gældende.

14 Som 3.generation af Frankfurterskolen tager Honneth udgangspunkt i den kritiske teoris kerne, nemlig at genfange

den sociale virkelighed, som han mener er blevet glemt, og som er skyld i at den kritiske teori i dag mangler

en praktisk- moralsk kritik (Honneth 2005: 26f).

52


Honneth understreger at det gode liv ikke udelukkende afhænger af en retfærdig fordeling af materielle

goder, men også af hvorledes og hvor meget individerne gensidigt anerkender hinanden 15. På baggrund af

Hegels anerkendelsestypologi skelner Honneth mellem tre idealtypiske former for anerkendelse (Honneth

2005: 78ff). Forudsætningen for de sociale forholds moralske kvalitet, det gode liv, er at disse tre former for

social anerkendelse er til stede i et hvert menneskets liv, da disse er helt fundamentale for alle individers

identitetsdannelse (Honneth 2005: 15 & 43).

I den følelsesmæssige anerkendelsessfære får individet kærlighed og omsorg, som gør det muligt for det at

opbygge en fundamental selvtillid, der er forudsætningen for at træde ind i et internsubjektivt forhold. Den

anden form for anerkendelse omhandler universelle rettigheder; her anerkendes subjektets evner til moral-

ske handlinger, og dette giver individet selvagtelse (Honneth 2005: 15f & 43). Den sidste form omhandler

den sociale anerkendelse, der opnås gennem individets relationer til grupper og fællesskaber, hvor dets del-

tagelse og engagement anerkendes. Solidaritet giver selvværdsættelse og er vigtig for individet fordi ’det får

mulighed for at forholde sig positivt til sine konkrete egenskaber og muligheder’ (Honneth 2006: 163).

5.4.1 Når anerkendelsen udebliver

Opbyggelsen af individets identitet afhænger altså af udviklingen af selvtillid, selvrespekt og selvværdsættel-

se og individets opfattelse af sig selv, mig’et 16, afhænger af andre menneskers opbakning og anerkendelse.

Der er derfor også risiko for at blive krænket, hvis anerkendelse mislig- eller tilbageholdes, og dette kan

medføre sammenbrud i identiteten eller resultere i en følelse af personlighedsstab (ibid.: 175). Honneth

skriver: ’idet en person bliver nægtet den fortjente anerkendelse, så reagerer den pågældende almindeligvis derpå med de moral-

ske følelser, som ledsager erfaringen af foragt, altså skam, vrede eller harme ’ (Honneth 2005: 38).

Til de før nævnte anerkendelsesformer knytter sig tilsvarende tre idealtyper af moralsk krænkelse som virker

ødelæggende på subjektets selvforhold 17. Den tredje form for krænkelse, som synes relevant for en diskus-

sion af de selvskadende handlinger, knytter sig til de kulturelle eller sociale værdifællesskaber. Krænkelserne

består i ydmygelse eller respektløshed, idet individets egenskaber ikke nyder anerkendelse og kan for ek-

sempel komme til udtryk som en stigmatisering af individet (ibid.: 88f). Erfaringer af denne sociale nedvur-

dering betyder at individet får svært ved selvværdsættelse, idet det ikke længere kan se sig selv som en per-

son, som fortjener værdsættelse for sine evner. Det er således en ringeagt, som betyder, at den selvrealise-

ringsform, som individet møjsommeligt har dannet selv, ikke anerkendes (Honneth 2006: 179).

15 Honneth pointerer at begrebet om anerkendelse er vanskeligt at definere, fordi det indeholder en flertydighed, og er

hverken fastlagt i hverdagssproget eller i filosofien (Honneth 2005: 78).

16 Honneth trækker her på Meads begreb om Mig’et som er den objektive side af selvet, som indeholder individets

opfattelse af sig selv og erfaringer med andre mennesker. Her indeholdes den generaliserede anden (altså de udbredte

værdier og normer i samfundet), men dog med et individuelt præg (Mortensen 2003: 130)

17 I primærrelationerne er krænkelserne eksempelvis nægtelse af følelsesmæssig kontakt eller fysik misbrug som bevirker,

at individets selvtillid og fysiske integritet ødelægges. I retsforhold består krænkelsen i, at ignorere eller foragte

individets moralske tilregnelighed og derved degraderes selvagtelsen. Den tredje og sidste form knytter sig til den

sociale anerkendelse (Honneth 2005: 18 & 88).

53


Det er de samme følelser, som Honneth beskriver, af skam, vrede og selvforagt, som pigerne oplevede, når

de følte, at de ikke var gode nok. Med Honneths anerkendelsesperspektiv må disse altså ses som udtryk for

en manglende anerkendelse af deres hverdagslige bestræbelser på at skabe et selv. Deres mulighed for at

udvikle selvtillid og selvværdsættelse og dermed en sund identitet skades, når de ikke oplever at deres egen-

skaber værdsættes og anerkendes. Honneths anerkendelsesteori er grundstenen i den anden tese om, at de

selvskadende handlinger kan forstås som et udtryk for en kamp for anerkendelse.

5.4.2 Anden tese: Selvskadende adfærd som en kamp for anerkendelse

Når anerkendelse mod forventning udebliver, afføder det som nævnt en følelse af social foragt, og der op-

står på baggrund heraf brister i identitetsskabelsen. Problemet er, at følelsen af den sociale foragt ikke er

mulig at verbalisere, da man må betragte ’ erhvervelsen af social anerkendelse som den normative forudsætning for al

kommunikativ handlen’ (Honneth 2005: 37). Det er således ikke muligt for det ikke-anerkendte individ at råbe

op om og gøre opmærksom på sine lidelser. Manglen på anerkendelse skaber ifølge Honneth en modstand

uden retning, fordi individet søger anerkendelse andre steder. Ifølge Honneth har ’folk altid mulighed for at

skabe respekt gennem modkulturer som en slags kompensation for fraværende sociale anerkendelsesformer’ (Honneth i Wil-

lig et. al. 2001: 106) 18. Om end den selvskadende adfærd ikke kan betragtes som en gruppemæssig modkul-

tur, mener vi dog at kunne forstå handlingerne som et forsøge på at tilkæmpe sig anerkendelse. I analysen

så vi, at de selvskadende handlinger kunne være et forsøg på at opnå opmærksomhed og omsorg fra om-

verdenen. Ønsket om omsorg kan samtidig ses som ønsket om at blive anerkendt for den identitet, pigerne

selv har formået at skabe. Netop fordi pigerne mangler anerkendelse og derfor har svært ved at kommuni-

kere med omverden, kommer kampen om anerkendelse i stedet til udtryk som fysiske sår og ar på kroppen.

De selvskadende handlinger kan således forstås som en uudtalt kamp om den anerkendelse, som er en for-

udsætning for det gode liv, og som de ikke synes at have fået.

Med Honneths anerkendelsesbegreb bliver det således muligt, at se de selvskadende handlinger, som et

forsøg på at gøre opmærksom på de følelser af selvforagt og selvlede, som den udeblevne anerkendelse har

afstedkommet.

5.5 Selvrealisering som diskurs

Kravet om selvrealiseringen, som både Honneth og Hammershøj mener er gennemgående i det nuværende

samfund, kan med et foucaultiansk perspektiv ses som en diskursiv størrelse. Dette åbner op for den tredje

tese om, at de selvskadende handlinger kan ses som en modkraft.

18 Honneth nævner skinheadkultur eller små militaristiske grupper som eksempler på disse modkulturer (Honneth

2005: 48).

54


Foucault beskæftiger sig med, hvordan subjektet 19 er indvævet i bestemte games of truth eller diskurser, der

kan beskrives som sandheder, der er med til at definere de praksisser, hvormed individet former sig selv. I

ethvert samfund og til enhver tid vil der eksistere bestemte sandheder om, hvordan man skal være og med

henvisning til disse, forsøger individet at udvikle og ændre sig for at opnå en særlig personlighed eller måde

at være på (Foucualt 1997: 281f). ’The subjects constitutes itself in an active fashion through practices of the self, these

practices are nevertheless something invented by the individual himself. They are models, that he finds in his culture and are

proposed, suggested, imposed upon him by his culture, his society and his social group’ (Foucault 1997: 291). Foucault

mener således, at måden, vi arbejder med selvforholdet på, varierer afhængigt af sociale, kulturelle og histo-

riske omstændigheder.

I Foucaults optik kan man anse kravet om selvrealisering som en diskursiv størrelse, der er med til at sætte

dagsordenen for den måde vi arbejder med vores selvforhold på. Individet danner og forbedrer sig selv i

relation til denne selvrealiseringsdiskurs, som omgiver og fylder det sociale felt. Individets arbejde med at

skabe sig som et unikt og særegent menneske er ifølge Foucault en praksis, der er indlejret i magtrelationer

(ibid.: 299f). Kravet om selvrealisering kan ses som en socialiseringsmekanisme, der knytter sig specifik til

vores samfundsformation og dermed en magtmekanisme, der fordrer at individet er på en bestemt måde.

At individet søger at realisere sig selv kan i dette perspektiv ses som en konsekvens af, at det er indlejret i en

diskursiv og magtfuld struktur, der fordrer selvrealiseringen. Selvrealiseringen er med andre ord en magt,

der opererer ved at styre måden, hvorpå individet forholder sig til sig selv.

Men ifølge Foucault vil der altid findes modstand, hvor der er magt. Modstanden er en del af den måde,

magten strømmer igennem samfundet på, og den udgøres af forskellige hindringer og modværger, som den

møder i sin bevægelse (Lindgren 2003: 336f). Dette lægger op til vores tredje tese.

5.5.1 Tredje tese: Selvskadende adfærd som en modværge mod selvrealisering

Det interessante ved at se kravet om selvrealisering i Foucaults perspektiv er, at der åbnes mulighed for at

betragte de selvskadende handlinger som en modstand mod den måde, hvorpå vi gøres til subjekter i da-

gens samfund. En modstand mod kravet om selvrealisering; en modstand mod kravet om at forholde sig

realiserende til sig selv.

Typisk forstår vi den samfundsmæssige modstand mod magtpålæggende kræfter som en kollektiv mod-

magt, der gør oprør mod en specifik magtudøver. Men må vi, for at begribe og sætte fingeren på mod-

standsformerne som de kommer til udtryk i dag, ikke også forholde os til magtens form? Når subjektive-

19 Foucault opererer med et subjekt, der i udgangspunktet er tomt. Det er ikke en substans, men en form der kan

variere alt efter konteksten (Foucault 1997: 290).

55


ingsmåden 20 retter sig mod det enkelte individ og dets selvforhold, og ikke er en magt udøvet over et kol-

lektiv, er det så ikke plausibelt, at også modstanden kommer til udtryk på et individuelt plan?

5.6 Opsummering på de tre teser

Måden mennesket i dag får anerkendelse på og derved integreres i samfundet, er ved at realisere sig som et

særegent individ. Men når der ikke findes en normativ opskrift på, hvordan man realiserer sig selv, og indi-

videt dermed ikke ved, hvad der kaster anerkendelse af sig, bliver det svært for individet at opnå den.

Hammershøj påpeger netop, at de mislykkede selvdannelsesprojekter må ses i lyset af kravet om et originalt

realiseringsprojekt, som det udelukkende er op til individet selv at definere. Evner individet ikke dette, fører

det til disse nye individuelle patologier, som selvskadende adfærd kan betragtes som: den smertesanselige

selvdannelse. Ifølge Honneth er det netop ved at se på de individuelle patologier, som kommer til udtryk i

den før-videnskabelige praksis, at det bliver muligt at begribe de sociale ubalancer, der gør sig gældende i

samfundet. De selvskadende handlinger, som udtrykker en individuel skrøbelighed, kan med Honneths

optik begribes som en kamp om at vinde anerkendelse i en selvrealiserings tidsalder.

Med et foucaultiansk blik på selvrealiseringsdiskursen er det muligt at betragte de individuelle patologier og

dermed selvskaderne som en modstandsform mod en den herskende samfundsmæssige diskurs, der subjek-

tiverer individet til at forholde sig realiserende til sig selv. De selvskadende handlinger kan på denne bag-

grund således anskues som en modstand mod måden, hvorpå de samfundsmæssige magtmekanismer opere-

rer på.

20 Subjektiveringsmåden er den måde, hvorpå vi historisk er blevet gjort til subjekter på i kraft af eksempelvis magtpraksisser,

games of truth og diskurser. I enhver subjektiveringstype, etableres et bestemt selvforhold, således at relationen

til sig selv varierer alt afhængig af den ’rolle’ man skal udfylde (Foucault 1997: 290f).

56


6. Konklusion

Denne undersøgelse er et sociologisk bidrag til forståelsen og forklaringen af den intentionelle selvskadende

handling. På baggrund af den fænomenologiske analyse af de selvskadende handlinger, kan vi pege på følel-

serne af selvforagt og kronisk skamfuldhed som et brændpunkt, der træder tydeligt frem hos det selvska-

dende subjekt. Det sociologiske perspektiv har vist sig at være en nøgle til at begribe, hvordan denne under-

liggende følelse af skamfuldhed hos det selvskadende subjekt, kan give anledning til at rette kniven mod det

selv og snitte sin hud til blods. I selvrealiseringens tidsalder afkræves individet ikke blot at mønstre en unik

personlighed, men bærer egenhændigt det komplette ansvar for, om det lykkes eller ej. Selvrealiseringen er

således en forventningsstruktur, som det ikke er muligt for individet at undslippe. For det selvskadende

subjekt har konfrontationen med disse forventninger, som det ikke evner at indfri, vist sig at fostre en

yderst smertefuld skamfølelse.

For det selvskadende individ bliver frustrationen over egen utilstrækkelighed til en stærk indadrettet vrede

over ikke at kunne bære selv-ansvaret. Frustration vendes mod subjektet selv, når det ikke evner at skabe et

komplet jeg, da der ingen andre er at bebrejde. Selvmutilationens skamdynamik og blodige selvrettede ud-

tryksform har således en stærk sammenhæng med den samfundsmæssige forventningsstruktur, hvori indivi-

det er ansvarliggjort i yderste potens.

Selvmutilationen kan siges at være en ekstrem måde, hvorpå subjektet tager dette selv-ansvar og dermed

skylden for sin egen mislykkethed på sig. Dette tydeliggøres, idet smerten bliver en sanktion og selvskader-

ne dermed en selv-rettet straf. Dette kan siges at være en af de negative følelsesdimensioner, der er forbun-

det med de selvskadende handlinger. Smerten fungerer dog ikke udelukkende som en sanktion, men er også

relateret til intense følelsesmæssige flow, hvor selvet mistes, og hvor subjektet dermed kan slippe selvansva-

ret, glemme forventningerne og føle sig høj af intetheden. Således tager selvmutilationen form af at være en

flugt, - en smertesanselig flugt fra kravet om at skulle forholde sig realiserende til sig selv.

Men lige såvel som den positive og livgivende beruselse vidner om selvmutileringens behageligheder, lige

såvel bliver dens patologiske karakter iøjnefaldende i kraft af rusens korte varighed og efterfølgende lede.

Når selvet vender tilbage, er det med en forstærket skamfølelse over dets svaghed, hvilket i første omgang

var det, der gav anledning til selvskaderne. En følelsesmæssig kædereaktion er dermed sat i gang. Det pato-

logiske ved denne følelsesmæssige fælde ligger i det selvmutilerende subjekts forsøg på at flygte fra en sam-

fundsmæssig forventningsstruktur, det ikke er muligt at flygte fra. Flugten vil altid være mislykket og selv-

skadernes afhængighedskarakter forstærker og understreger den kraft, handlingerne har til at tære på subjek-

tets integritet og dermed forhindre dets udvikling hen i mod det gode liv.

En række af de komplekse og ambivalente meningssammenhænge, som er indeholdt i de selvmutilerende

handlinger, træder således frem i lyset af samfundsmæssigheden i selvrealiseringens tidsalder. Carolines

indledende karakteristik af den selvskadende handling, som både livgivende og smertefuld, synes således at

57


være langt mere begribelig efter at en række af de følelses- og samfundsmæssige dynamikker der er i spil, er

blevet udfoldet.

6.1 Mulighed for en videre forskning

I kraft af, at selvskadende adfærd har været underbelyst i den sociologiske forskning, har vi fokuseret vores

perspektiv på fænomenets egenkarakter. Dette fokus har betydet, at vi har prioriteret udelukkende at belyse

fænomenets dynamikker. Disse kunne i en videre forskning med frugtbarhed sammenlignes, sidestilles og

modstilles med de dynamikker, der er indeholdt i andre typer af selvskadende handlinger. Dette ville med-

virke til yderligere at udfolde billedet af selvmutilationens særlige karakter. Særligt lidelsen anoreksia nervosa,

som vi kort var inde på tidligere, kunne være spændende at undersøge i relation til selvmutilering, da disse

to former for selvskade synes at dele en række karakteristika. Endvidere gav mange af pigerne i vores un-

dersøgelse udtryk for, at de foruden at skære i sig selv også led eller havde lidt af forskellige former for spi-

seforstyrrelser. Der synes således at være nogle spændende dynamikker, ligheder og divergenser mellem

anoreksien og den selvmutilerende adfærd, som er oplagt for en videre forskning.

Et andet interessant perspektiv, som vi på grund af vores fokus og det tilvejebragte empiriske materiale ikke

har kunnet belyse, er den kønsmæssige dimension i forholdet til den selvskadende adfærd. Da vi udeluk-

kende har været i kontakt med selvskadende piger, har det ikke været muligt at udforske om selvskadende

drenge føler, oplever og erfarer på andre måder end pigerne, og vi kan derfor ikke vide, om der findes en

forskel på oplevelsen af selvmutilationen kønnene imellem.

Afslutningsvis skal det nævnes, at den kvantitative forskning på området, som tidligere omtalt, stadig er

begrænset og meget uspecifik. Hvis ikke kun selvmutilationens særlige væsen, men også dens omfang og

eventuelle sociale baggrundsfaktorer skal belyses, er det derfor nødvendigt at indsamle mere specifikke

kvantitative data om fænomenet.

58


7. Litteraturliste

Barbalet, J.M 1998: Emotion, social theory and social structure. A macrosociologica approach.Cambridge University

Press.

Beck, Urich 2001: Risikosamfundet. På vej mod en ny modernitet. København: Hans Reitzels Forlag.

Bloch, Charlotte 2001: Flow og stress. Stemninger og følelseskultur i hverdagslivet. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Bloch, Charlotte 2002: ”Phenomenological interviews and emotions in life-texts”. The meaning between

researcher and the field, methodological and ethical issues in qualitative studies. Conference in the Danish

institute of social research, 9-10. dec: 1-7.

Brickmann, Barbara Jane 2004: ”’Delicate Cutters: Gendered Self-Mutilation and Attractive Flesh

in Medical Discourse”. Body & Society, 10, Nr. 4: 87-111.

Connor, Steven 2004: The Book of Skin. London: Reaktion Books Ltd.

Durheim, Émile 1995: Selvmordet. En sociologisk undersøkelse..Oslo: Gyldendal Norsk Forlag.

Favazza, Armando R. 1989: ”Why Patients Mutilate Themselves”. Hospital and Community Psychiatry,

40, Nr. 2: 137-145

Favazzo, Armando R. 199: Bodies under Siege. Self-mutilation and Body Modification in Culture and Psychiatry.London:

The Johns Hopkins University Press.

Favazza, Armando R. 1998: “The Coming of Age of Self-Mutilation”. The Journal of Nervous and

Mental Disease, 186, Nr. 5: 259-267.

Favazza, Armando R. & Richard Rosenthal 1993: “Diagnostic Issues in Self-Mutilation”. Hospital

and Community Psychiatry, 44, Nr. 2: 134-140.

Favazza, Armando R. & Daphne Simeon: “Self-Injoutious Behaviours. Phenomenology and Asesessment”,

i Simeon, Daphne (ed.): Self-Injurious Behaviours. Washington: American Psychiatric Publishing:

1-28.

Gammeltoft, Tine 2003: ”Intimiteten. Forholdet til den anden”, i Hastrup, Kirsten (red.): Ind i

Verden. København: Hans Reitzels Forlag: 273-296.

Giddens, Anthony 1994: Intimitetens forandring. København: Hans Reitzels Forlag.

Giddens, Anthony 1996: Modernitet og selvidentitet. København: Hans Reitzels Forlag.

Goffmann, Erving 1975: Stigma. Gyldendals samfundsbibliotek.

59


Graff, Harold & Richard Mallin 1967: ”The Syndrom of the Wrist Cutter”. American Journal of Psychiatry,

124, Nr. 1: 36-42.

Guneriussen, Willy 2003: ”Emile Durkheim”, i Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen (red.): Klassisk

og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: 69-87.

Fog, Jette 1992: ”Om forskningsinterview og terapeutisk samtale”, i Fog, Jette (red): Artikler om

interviews. Århus: Center for kvalitativ metodeudvikling. Psykologisk institut: 109-132.

Fog, Jette 2004: Med samtalen som udgangspunkt. Det kvalitative forskningsinterview. København: Akedemisk

Forlag.

Gyldendal, Jørn Lund (red.) 1996: Den store danske Encyklopædi, bind 5. Haslev: Nordisk Forlag: 537.

Hammershøj, Lars Geer 2003: Selvdannelse og socialitet. Forsøg på en samtidsdiagnose. København: Danmarks

Pædagogiske Universitet.

Hammershøj, Lars Geer 2004: ”Nye patologier i selvdannelsens tidsalder”. Sosiologi i dag, 34, Nr. 3:

83-106.

Hammershøj, Lars Geer 2005: “Anoreksi som afsindigt selvdannelsesprojekt – diagnose af en social

epidemi”, i Willig, Rasmus og Marie Østergaard (red.): Sociale patalogier. København: Hans Reitzels

Forlag.

Haines, Janet & Christopher L. Williams 1997: ”Coping and Problem Solving of Self-Mutilators”.

Journal of Clinical Psychology, 53, Nr. 2: 177-186.

Hastrup, Kirsten 2003: ”Metoden. Opmærksomhedens retning”, i Hastrup, Kirsten (red.): Ind i

Verden. København: Hans Reitzels Forlag: 273-296.

Hauge, Bettina 2005: “Følelsesfællesskabet”, i Baarts, Charlotte et al. (red.): Perspektivet. Kvalitativ

forskning i arbejdsmiljø og arbejdsliv. København: Arbejdsmiljøinstituttet.

Honneth, Axel 2002: “Organiseret selvrealisering – individualiseringens paradokser”, i Willig,

Rasmus & Østergaard: Sociale Patologier. København: Hans Reitzels Forlag: 41-60.

Honneth, Axel 2005: Behovet for anerkendelse. En tekstsamling. København: Hans Reitzels Forlag

Honneth, Axel 2006: Kamp om anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag.

Horsdal, Marianne 2002: Livets fortællinger. En bog om livshistorier og identitet. København: Borgens

Forlag.

Jørgensen, Marianne Winther & Louise Philips 1999: Diskursanalyse som teori og metode. Frederiksberg:

Roskilde Universitetsforlag/ Samfundslitteratur.

Karpatschof, Lone 1984: ”Den fænomenorienterede casemetode”. Tidsskrift for Nordisk Fören för

Pedagogisk Forskning, Nr. 312: 14-25.

60


Kvale, Steinar 2003: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. København: Hans

Reitzels Forlag.

Lindgren, Sven-Åke 2003: ”Michel Foucault”, i Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen (red.): Klassisk

og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: 326-341.

Lund- Hansen, Anette 2004: ”Selvmutilering som copingstategi – overvejelser på baggrund af fire

interviews”. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, Nr.5: 385-400.

Mills, C. Wright 2002: Den sociologiske fantasi. København: Hans Reitzels Forlag.

Morris, Davis B. 1991: The Culture of Pain. Oxford: University of California Press.

Morris, Davis B. 1995: “Den levende smerte”. HUG, 14, Nr 65: 55-60.

Mortensen, Nils 2003: ”Amerikansk pragmatisme”, i Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen (red.):

Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag: 123-135.

Musafar, Fakir 1996: ”Body Play: State of Grace or Sickness?”, i Favazza, Armando R.: Bodies under

Siege. Self-mutilation and Body Modification in Culture and Psychiatry London: The Johns Hopkins University

Press: 325-334.

Pattison, E. Mansell & Joel Kahan 1983: “The Deliberate Self-Harm Syndrome”. American Journal

of Psychiatry, 140, Nr. 7: 867-872.

Rosental, Richard et al.1972: “Wrist-Cutting Syndrome: The Meaning of a Gesture”. American Journal

of Psychiatry, 128, Nr.11: 1362-1368.

Scheff, Thomas 1990: Microsociology. Discourse, Emotion, and Social Structure. London:The

University of Chicago Press.

Skårderud, Finn: Uro. En rejse i det moderne selv. København: Tiderne Skifter.

Thøgersen, Ulla 2004: Krop og fænomenologi. En introduktion til Maurice Merleau-Pontys filosofi.

Århus: Systime Acedemic

Turp, Maggie 2004: Hidden Self-Harm. Narratives from psychotherapy. London: Jessica Kingsley Publishers.

Williams, Simon J. & Gillian Bendelow 1998: The Lived Body. Sociological Themes, Embodied Issues.

London: Routledge.

Willig, Rasmus 2005: “Indledning”, i Willig, Rasmus (red.): Behovet for anerkendelse. En tekstsamling..

København: Hans Reitzels Forlag.

Willig, Rasmus & Anders Petersen: ”Interview med Axel Honneth: Om sociologiens rolle i anerkendelsesteorien”.

Distinktion. Tidsskrift for samfundsteori, Nr. 3: 103-109.

Wurmser, Léon 1981: The mask of shame. London: The John Hopkins University Press.

61


Wyller, Trygve 2001: Skam. Perspektiver på skam, ære og skamløshed i det moderne. Oslo: Fagbokforlaget.

Zahavi, Dan 2003: Fænomenologi. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

Zølner, Lilian 2002: Unges (mis)trivsel. Rapport. Odense: Center for Selvmordsforskning.

Østerberg, Dag 2002: Émile Durkheim – og hans teorier om samfundet. København. Hans Reitzels Forlag.

Radioprogrammer

Bilag nr. 11

Titel: Trang til et snit

Program: Dokumentarzonen på P1

Sendt: 13. januar 2006 kl. 13.30

Varighed: 36 minutter

Tilrettelæggelse: Connie Smidt og Karina Gravholm

Bilag nr. 12

Titel: Når smerten hjælper

Program: Dokumentarzonen på P1

Sendt: 1. marts 2003 kl. 00.00

Varighed: 23 minutter

Tilrettelæggelse: Lars Jørgensen og Isabel Fluxá Rosado

Bilag nr. 13

Titel: Den svære Ungdom

Program: Klubværelset på P1

Sendt: 17. januar 2006 kl. 13.00

Varighed: 45 minutter

Tilrettelæggelse: Kristine Agertoft, Mai Bak Madsen & Marie Hougaard

62


8. Bilag

Bilag A: Teoretiseringer over selvskadende handlinger

Mislykket selvmordsforsøg

Selvskaderne blev frem til 1970’erne ofte identificerede som mislykkede selvmordsforsøg. Ifølge Favazza,

var det udtryk for en misidentifikation, idet de selvmutilationen netop ikke indebærer intentioner om at dø

som en konsekvens af handlingerne (Favazza 1998: 259). Nyere indebærer nyere definitioner, at den selv-

skadende person ikke må have intension om at begå selvmord.

Menstruation og genitale traumer

De typiske selvmutilerende personer har været kategoriseret som intelligente unge kvinder, der bærer rundt

på traumer omkring seksualitet, kønsdele og menstruation. ’The wrist cutting Syndrome’ (Rosenthal et al.

1972) er således forsøgt forklaret med, at kvinder der har oplevet konflikter angående seksualitet og men-

struation, forsøger at lede opmærksomheden væk fra de følelsesmæssige tabuer, som hun ikke ønsker at

forholde sig til. Logikken synes at være at den selvskadende handling både leder tankerne væk fra de skam-

fulde kønsdele og menstruationen, ved at kvinderne intentionelt får blodet til at flyde et andet sted fra

kroppen (Rosenthal et al. 1972: 1367). Denne forklaringsmodel er ligeledes kritiseret skarpt, idet den er med

til at danne myter om feminitet samt at patologisere selve den kvindelige krop (Brickman 2004: 87).

Borderline personlality disorder & personlighedsforstyrrelser

Selvskadende adfærd er i megen psykiatrisk og psykologisk litteratur blevet klassificeret som et syndrom,

der relaterer sig til personlighedsforstyrrelser eller en dyssocial personlighedsstruktur (Pattison & Kahan

1983: 870f). Svagheden ved disse kategorisering må siges at være dets snævre tilknytning til specifikke klini-

ske diagnoser, der hæftes på den selvskadende person. Fænomenet ses således ikke i sig selv, men som i

kraft af dets relation til en psykisk sygdom.

Impulskontrol lidelse

Pattison og Kahan (1983) samt af Favazza og Rosenthal (1993) tager i deres undersøgelser udgangspunkt i

selvmutileringen som et fænomen i sig selv med eget udtryk og bevæggrunde. De finder gennem en under-

søgelse ud af at ’The Deliberate Selfharm Syndrom’ (Pattison og Kahan 1983) nogle gange, men ikke ud-

præget relaterer sig til ønsket om selvmord eller depressivt adfærd samt at selvmutilation har en tæt sam-

menhæng med andre former for misbrug, såsom alkohol og stoffer. Denne tilgang åbner op for at se selv-

mutilering ikke bare som en primær konsekvens af en psykisk lidende tilstand og forsøger at indfange flere

63


af de varierende faktorer, der kan lede til selvskadende handlinger. Dog ser vi også i denne tilgang, at de

samfundsmæssige aspekter er fraværende.

Copingstrategi og morbid selvhjælp

De selvskadende handlinger er ligeledes blevet beskrevet som en copingstrategi, hvor det at skære i sig selv

bliver en handling på en konkret situation; en måde at klare presset fra vanskelige følelser der kan opstå i en

given kontekst (Lund Hansen 2004). Denne type forklaring tenderer således til det funktionalistiske, hvor-

ved selvmutilering bliver løsningen på eksempelvis traumatiske oplevelser, manglende evne til at kommuni-

kere og mangel på kontrol alt efter den selvskadende persons livssituation. På kort sigt fungerer selvmutile-

ring som copingstrategi effektivt, da det skaber hurtig lettelse og ro, men ikke på længere sigt, da det netop

ikke løser de problemer, som udløser det (Lund Hansen 2004). På samme måde ser Favazza (1993) selvmu-

tilationen som en hurtig befrielse fra en uudholdelig tilstand. På denne måde får skaderne en morbid og

patologisk, men livsopretholdende funktion. Med andre ord en morbid form for selvhjælp.

64


Bilag B: Vores indlæg på Girltalk.dk

Girltalk Forum

Hjem | min profil | skriv et svar | Vis som tråde | hjælp

Oversigt Forumliste FORUM OM LIVSSTIL Cuttere Lav nyt emne

Anne Sophie

Bruger

ny

Indlæg: 2

Vil du dele din historie? - 2006/02/15 10:14

Kære allesammen

Vi er to piger som er ved at skrive en stor opgave om cutting. Vi ved at der mange som skærer i sig selv, men at det

stadig er svært at tale med andre om. Det er nok også en af grundene til, at mange har svært ved at forstå det. Vi tror

der kan være mange grunde til at man begynder med at skære i sig selv, og derfor vil vi rigtig gerne høre nogle af jeres

historier.

Hvis der er nogle af jer som har lyst til at være med i et interview, hvor vi stille og roligt snakker om det at skære i sig selv

og tankerne omkring det, vil vi rigtig gerne høre fra jer. I skal selvfølgelig vide at jeres navne ikke vil blive nævnt nogle

steder og det vi snakker om bliver holdt helt fortroligt.

Vi håber at der er nogle der har lyst til dele deres historie med os.

Kærlig Hilsen Anne og Sophie

svar | citat | rediger

Oversigt Forumliste FORUM OM LIVSSTIL Cuttere

65

Lav nyt emne


Bilag C: Interviewguide

Briefing

Om os selv

Om projektet

Om interviewet (Anonymitet, skriver det rent, om båndoptageren, pauser, må gerne lade være med at svare,

hvis du synes der er nogle svære spørgsmål)

Generelt

Baggrund. Hvad laver du til daglig? Hvor bor du, med hvem? Familie, alder, interesser, venner.

Hvornår startede du og hvornår holdt du op med at skære i dig selv?

Beskrivelser:

Tænke tilbage på 1. gang

Kan du prøve at tænke tilbage til den første gang, du skar i dig selv. Kan du prøve at beskrive situationen og de følelser og

tanker som du havde før, under og efter. Bare giv dig rigtig god tid og prøv at tænke tilbage på det så detaljeret som muligt.

Hvem var du sammen med inden?

Hvor var det henne?

Hvor på kroppen var det?

Hvad brugte du til at gøre det med? Hvordan fik du fat i det?

Hvordan komme på ideen? Hørte om det fra andre, læste om det? Overvejede du at skade dig selv på andre

måder? Hvorfor ikke græde i stedet eller f.eks. kaste med ting eller et elle andet? Hvordan kunne det være

en løsning?

Smerte, skam, lethed, frihed, lettelse?

En trang? – hvordan føles den? Nysgerrighed?

Holdt du det hemmeligt? Hvorfor? Hvad tænkte du om dig selv? Om andre?

Da du gjorde det, tænkte du så på andres reaktioner eller hvem/hvad var i dine tanker?

Tænkte du da du havde gjort det, at det her, det vil jeg nok gøre igen?

Har du prøvet at gøre dig selv ondt på andre måder end at cutte?

Forløbet

Gik der lang tid før du gjorde det igen?

Var det noget du følte trang til at gøre igen?

Give nogle eksempler på nogle andre situationer, hvor du gjorde det? Eller nogen situationer hvor du havde

lyst men ikke gjorde det? Hvad fik dig fra det?

Typiske tidspunkter, steder, steder på kroppen, med hvad, hvem var du sammen med inden?

Hvor tit?

Var det altid det samme eller gjorde du det andre steder på kroppen, voldsommere eller mindre?

Fortalte du det til nogen, hvem? Hvorfor lige dem? Reaktioner? Hjalp det at sige det?

Tænkte du på hvad andre tænkte om at du gjorde det? Og hvad forestillede du dig at de tænkte om det?

Sidste gang/ afslutningen

Sidste gang du gjorde det. Beskrivelse, hvilke følelser, oplevelser, tanker.

Hvornår. Vidste du at det ville være sidste gang. Tror du stadig at du har gjort det for sidste gang?

Beslutningen: Din egen eller andres? Tanker, følelser, hvilke situationer får du lyst til at gøre det igen. Hvad

gør du for at lade være i de situationer.

Nu

Kan du prøve at beskrive sidste gang du havde trang til at skære i dig selv igen?

Når du tænker tilbage på dig selv i den periode, hvordan vil du så beskrive dig selv? I forhold til dig selv nu?

Hvilke følelser dukker op når du tænker på den tid?

66


Debriefing

Har du noget du gerne vil sige, som du ikke synes du fik sagt?

Tak

67


Bilag D: Det kvalitative spørgeark

Om dig

Hvor gammel er du?

Hvad laver du til daglig?

Hvor bor du og med hvem?

Kan du beskrive din familie og dine venner?

Hvad du interesserer dig for?

1. gang du cuttede

Kan du prøve at tænke tilbage til den første gang, du skar i dig selv? Kan du beskrive hvad skete før, under og efter du gjorde

det? Og gerne beskrive så detaljeret som muligt om hvilke følelser og tanker du havde før under og efter du gjorde det?

Hvis du ikke har svaret på nedenstående i dit svar, må du gerne svare på de spørgsmål, der kommer her:

Overfor hvem havde du disse følelser? (dig selv, familie, venner, andre?)

Hvem var du sammen med inden?

Hvor var det henne?

Hvor på kroppen var det?

Hvad brugte du til at gøre det med?

Hvordan fik du fat i det?

Hvordan komme på ideen? (Hørte om det fra andre, læste om det?)

Overvejede du at skade dig selv på andre måder? Hvordan?

Hvorfor ikke græde i stedet eller f.eks. kaste med ting eller et eller andet?

Var det en løsning på et problem?

Var det en trang? Hvordan?

Holdt du det hemmeligt? Hvorfor/ hvorfor ikke?

Hvad tænkte du om dig selv da du gjorde det?

Da du gjorde det, tænkte du så på andres reaktioner eller hvem/hvad var i dine tanker?

Tænkte du da du havde gjort det, at det her, det vil jeg nok gøre igen?

Den efterfølgende periode

Gik der lang tid før du gjorde det igen?

Var det noget du følte trang til at gøre igen? Kan du beskrive hvordan denne trang føles?

Give nogle eksempler på nogle andre situationer, hvor du gjorde det?

Kan du også beskrive situationer, hvor du havde lyst men ikke gjorde det? Hvad fik dig fra det?

Var der typiske tidspunkter eller steder du gjorde det? (Var der bestemte situationer som fremkaldte lysten

til det? Hvilke?)

Var det nogle bestemte følelser du altid havde inden, under og efter du gjorde det? Og hvad var det for

nogle?

Var der bestemte dele af kroppen du skadede og hvad gjorde du det med?

Hvor tit skar du i dig selv?

Var der forskel på hvor voldsomt det var? (smerte, tidsmæssigt, hvor dybt og langt du skar)

Fortalte du det til nogen og hvem?

Hvorfor lige dem?

Hvordan reagerede de?

Hjalp det at sige det? Hvordan hjalp det?

Kan du beskrive hvad du troede eller tror, at andre tænkte om at du cuttede?

Sidste gang/ afslutningen

Kan du beskrive de følelser og tanker du havde sidste gang du gjorde det?

Hvornår var det?

Vidste du at det ville være sidste gang?

68


Har du stadig lyst eller trang til at skære?

I hvilke situationer får du lyst til at gøre det igen?

Hvad gør du for at lade være i de situationer?

Når du tænker tilbage på dig selv i den periode, hvordan vil du så beskrive dig selv? I forhold til dig selv nu?

Hvilke følelser dukker op når du tænker på den tid?

Andet

Er der noget som du gerne vil tilføje, som du ikke synes du fik skrevet, så må du meget gerne skrive det her:

Endnu en gang tak for din hjælp

69

More magazines by this user
Similar magazines