Kniven i armen

Pigerne giver sig selv skylden for ikke at være gode nok og for at straffe sig selv griber de efter kniven. Vre-
den og skyldfølelsen er langt lettere at forholde sig til og handle på, end den diffuse, smertefulde og derfor
handlingslammende følelse af skam. Selvskaderne bliver således en straf, der gør det muligt for pigerne at
handle på deres følelser og dermed komme videre for en stund.
I spændingsfeltet mellem pigerne og omverden gjorde analysen det klart, at selvmutilationen er et stigma,
som kategoriserer pigerne på en bestemt måde i deres omverden. Omgivelserne forventer ikke pigernes
selvskadende adfærd og opdages handlingerne, afføder det, at pigerne ikke længere ses som normale. Om-
verdenens reaktioner kan medføre eller yderligere forstærke den skam og følelse af svaghed, som pigerne
bærer rundt på.
De selvskadende handlingers synlige sår har en kraftig symbol- og signalværdi og kan således ses som et
kommunikationsbærende tegn. Mange af pigerne forsøger derfor at holde deres stigma skjult, så omverde-
nen ikke opdager deres sår og dermed deres svaghed. Alligevel vælger mange af pigerne at afsløre stigmaet i
ønsket om at få opmærksomhed og omsorg fra deres omgivelser. Stigmaet kan således bruges bevidst, hvil-
ket gør det muligt at betragte selvmutileringen som en måde at kommunikere på.
Med den fænomenologiske analyse af selvmutilation har vi søgt at afdække et generelt fænomens særlige logik ved
at tage udgangspunkt i de selvskadendes individers egne perspektiver og fortællinger. Vi har med udgangs-
punkt i de individuelle beretninger og ved inddragelse af teoretiske perspektiver, beskrevet nogle af de me-
nings- og følelelsessammenhænge, som de selvskadende handlinger rummer. Selvmutilationen kan dog ikke
adskilles fra en større samfundsmæssig kontekst, og derfor ønsker vi i den videre diskussion, at sætte selv-
mutilationen i forhold til de makrosociologiske strukturer, som vi allerede har berørt i dele af analysen.
48