Kniven i armen

Skammen over egen utilstrækkelighed vendes til en vrede hos pigerne, - en vrede, der for deres vedkom-
mende resulterer i en konkret fysisk skade. Når de selvskadende handlinger bliver en straf, kan de således
ses som en måde, hvorpå pigerne kan handle på følelsen af skam og derved føle de har gjort noget.
I nærværende afsnit om de skamfulde perfektionister, har vi belyst at de selvskadende piger bærer på en
dybtliggende og kompleks følelse af skam. Denne skamfuldhed opstår idet pigerne ikke føler at de kan leve
op til egne og andres forventninger og kan med Barbalet betegnes som hhv. den narcissistiske skam og den
ærefrygtige skam.
Barbalets skamtypologier evner dog ikke at relatere disse egne og andre forventninger til den samfunds-
mæssighed, som disse er indlejret i. Hvad er det der forventes? Hvilket jeg er det efterstræbelsesværdige i
vores samfund? For at belyse dette, vil vi i det følgende afsnit belyse de forventningsstrukturer og kulturelle
normer, som gør sig gældende i dagens samfund, da det netop er disse der opstiller normerne for, hvad det
efterstræbelsesværdige og forventede er.
4.2.3.4 Kulturelt blik på skamfuldhed
Trygve Wyller mener, at man overordnet set kan skelne mellem to former for kulturel skam: en skam knyt-
tet til lydighed og en skam knyttet til selvrealisering. Skammen relaterede sig i det traditionelle samfund til
de kollektive normer og den skamfulde var følgende den, der forrådte de foreskrevne regler. Det var skam-
fuldt ikke at adlyde de nære fællesskabers regelsæt og det var ikke bare var individet, der blev kastet skam
på, men hele kollektivet. Skammen havde altså en kollektiv karakter (Wyller 2001: 11) 6. Skammen har med
individualiseringsprocesserne fået en ny karakter. Den knytter sig ikke længere til en kollektiv norm, men i
stedet til en individuel norm. Denne skamdynamik må derfor ses i sammenhæng med den måde, hvorpå
individet i dag samfundsmæssiggøres.
Ifølge Lars Hammershøj opnår individet ikke længere dets eksistensberettigelse ved at være del af et fælles-
skab, men i kraft af at være noget enestående. At være sig selv i dag kræver, at man er forskellig fra andre og
at man danner sig selv som en unik personlighed, der skiller sig ud fra konformiteten. Hvor idealet førhen
var normalisering, tilstræbes nu originalisering, da det værste, man kan være i dag er almindelig (Hammers-
høj 2003: 117f).
Velfærddsamfundets udvikling og individualiseringen har givet individet en øget frihed til at realisere sig
selv. Men denne frihed til at danne sig selv er blevet transformeret til et krav. For individet er selvrealiserin-
gen således ikke længere kun er en mulighed, men et tvingende krav om at skulle skabe sin egen personlig-
hed (Honneth 2002: 56). Kravet bevirker at selvet bliver et projekt, der kun har én formgiver, nemlig indi-
videt selv, hvorved presset på den enkelte øges, eftersom det står helt alene med sin selvdannelse og dette
medfører ifølge Hammershøj en radikal form for ansvarliggørelse og selvdisciplinering (Hammershøj 2003:
118 & Hammershøj 2004: 88). Der opstår et psykiske pres på individet, da det forlanges, at det danner en
6 Denne kollektive form for kulturel skam skal dog snarere ses som en idealtype, der knytter sig til det traditionelle samfund,
men den gør sig stadig gældende i andre kulturer i dag.
37