Kniven i armen

malt (Goffman 1975 s. 26). Derfor vil det stigmatiserede individ tit forsøge at tilsløre sit stigma i ønsket om
’at begrænse de synlige udtryk for de svagheder, som mest centralt identificeres med hans stigma’ (Goffman 1975: 133).
I forbindelse med de stigmatiserede individer skelner Goffman mellem den miskrediterede og den potentielt mis-
krediterede situation, hvor førstnævnte henviser til et stigmatiseret individ, der er klar over dets særpræg, idet
det umiddelbart er synligt for omverden. Sidstnævnte refererer til personer, hvor det ikke er sikkert, at om-
verdenen ser eller lægger mærke til, at vedkommende har et stigma (ibid.:16). Selvmutilation må siges at
kunne betragtes som et potentielt miskrediteret stigma, fordi pigerne som oftest kan holde deres sår og ar
skjult, hvorved de i høj grad selv kan styre om de vil afsløre deres stigma.
Pigerne er, som nævnt, bevidste om deres eget stigma og derfor bliver det ofte vigtigt for dem at holde
deres sår og ar skjult. Ved at tilsløre deres stigma, kan de opretholde en sociale identitet udadtil, der ikke
afføder miskredit i deres omverden.
Interviewer: Tænkte du på i de der dage, hvor du skar meget i dig selv, tænkte du da på, hvad andre
mennesker tænkte om dig?
Liv: Jeg tænkte kun på, hvad folk ville tænke om mig, hvis de opdagede det, det var sådan
det eneste. Fordi, et eller andet sted, vidste jeg at jeg udadtil var den samme som jeg
altid havde været, så folk ville ikke rigtig kunne mærke nogen forskel (Liv, bilag 2: l.
410).
I Goffmans terminologi kan man betragte den bekymring, som Liv udtrykker, som en frygt for, at menne-
skene omkring hende, skulle opdage sårene og dermed diskrepansen mellem hendes tilsyneladende sociale
identitet og hendes faktiske sociale identitet og stemple hende som ikke-normal.
Pigerne kan dog have svært ved at skjule deres synlige ar og det kan være besværligt hele tiden at være dæk-
ket til, således at omverden ikke opdager deres selvskader. Eksempelvis kan det være svært for pigerne at
deltage i gymnastiktimerne, tage i svømmehallen eller have sommertøj på. Helle fortæller her, hvordan hun
gruer for sommeren:
’Jeg har mange grimme ar og jeg frygter sommeren. Jeg kan jo ikke have kortærmede bluser på, og det
har vi på arbejdet’ (Helle, bilag 7: l. 154).
Kampen for at skjule stigmaet kan således siges at påvirke pigernes sociale liv. Goffman nævner, hvordan
den stigmatiserede i et forsøg på at beskytte sig selv kan undgå venskaber og holde en fysisk distance til
omverdenen (Goffman 1975: 128). Annas mor fortæller her i et radioprogram, hvordan hendes datter ænd-
rede sig, da hun begyndte at skade sig selv:
’Hun forandrer sig jo meget, vil ikke snakke med os mere, satte sig bare ind på sit værelse og sad bare
ved hendes computer og skrev computer og hele hendes tid gik faktisk ved computeren, hun havde
ikke lyst til at tage til hest mere og hun vil ingenting. Jeg går sådan lidt og spekulere på, for hun går altid
i lange bukser og en langærmet trøje og det var jo lidt unormalt der om sommeren’ (Maren, bilag
11: l. 120).
Anna prøver på alle måder at holde sit stigma skjult. For ikke at afsløre sine sår og dermed gå i klinch med
de gældende normer, trækker hun sig langsomt tilbage fra sociale sammenhænge, hvor hun ellers risikerer at
afsløre sit stigma.
43