Kniven i armen

I modsætning til Nana, der har prøvet at gøre andre ting end at skære i sig selv, holder Majken sig til snitte-
ne. Om sin første gang, fortæller hun:
’Jeg brugte en ”skalpel”. Sådan en man bruger til at skære i pap med på et bræt. Jeg gør ikke andre
ting. Der er perioder hvor det sker hver dag eller hver anden, men der er også perioder hvor jeg holder
mig væk i en måned eller lidt mere’ (Majken, bilag 8: l. 42 ).
Det skinner igennem hos nogle af pigerne, at de nogle gange har måttet bruge redskaber, der ikke umiddel-
bart syntes særlig velegnet eller beregnet til formålet simpelthen fordi, der ikke var andet at få fat på. Således
har Sara, da hun var indlagt brændt sig på fatninger, da alle potentielt skarpe genstande var blevet frataget
hende. Og Sille fortæller om en episode hjemme hos sin daværende kæreste:
’Og det var jo et fuldstændigt åndssvagt projekt, for han boede i sådan en smadret hytte, hvor jeg så
greb fat i en gammel rusten saks, som der sådan…Ej, det var forfærdeligt. Bare lyden af den dér sløve
saks, som der sådan… den skærer jo ikke huden, den sådan flår den op eller sådan. Ej det var, det var
rigtig væmmeligt…’ (Sille, bilag 4: l. 160).
Pigerne vælger altid, at udføre den selvskadende handling i enerum, typisk på deres værelse eller på badevæ-
relset derhjemme. Emma beretter her skriftligt om forløbet første gang hun skar i sig selv:
’Dér sad jeg så, døren havde jeg låst, da jeg ikke ønskede at min far skulle komme ind. Jeg sad på min
seng, med musikken tændt, først tog jeg kun et lille bitte snit, da jeg faktisk var en smule bange, men
da jeg fandt ud af at det ikke gjorde ondt, (eller jo det gjorde ondt, men på en god måde) tog jeg et
mere, denne gang dybere og længere. Til sidst sad jeg, og snittede to bogstaver i min arm. Det blødte,
men alligevel var det rart, jeg bliv glad af det, mere rolig, jeg tror jeg sad der i 2 timer og snittede. Jeg
var helt væk, jeg mærkede ikke længer smerten, kun glæden, lykken... Da klokken var ca. 01:00 lagde
jeg kniven fra mig, gik ud på badeværelset og tørrede blodet væk’ (Emma, bilag 5: l. 25).
I tilfælde hvor trangen, afhængigheden eller vanen har vokset sig stor, hvilket vi også senere i analysen skal
se, kan steder som skolens toilet også være en mulighed, som det er tilfældet for et par af pigerne, der kunne
udnytte en 5 minutters pause mellem frikvartererne til at snitte ridser i armen på skolens toilet.
’Så jeg begyndte så at skære mig selv i frikvartererne og det blev så til sidst i pauserne og hvis jeg ikke
kunne holde det ud mere så gik jeg i timerne og sagde jeg bare skulle på toilettet og så snart jeg kom
hjem så skar jeg mig igen og jamen hele tiden så skar jeg mig stort set til sidst. Når jeg så havde været
ude og skære mig, så var det sådan at folk kunne se forskel på mig, fordi, jeg følte mig meget mere
glad og meget mere fri på en eller måde fordi jeg havde fået lov til det jeg gerne havde lyst til’ (Anna,
bilag 11: l. 100).
I det øjeblik de gør det, er det en ting de har med sig selv. De ønsker ikke at bliver forstyrret og i visse til-
fælde er de i en tilstand, hvor det ikke er muligt, at forstyrre dem, hvilket Sara her skriver:
’så gav jeg mig bare til at skære, fuldstændig indeni min egen verden, jeg tror, hvis der var kommet
nogen, så havde jeg ikke opdaget det, gik fuldstændig i min egen verden, i en trance’ (Sara, bilag 3: l.
200).
Snittene skærer pigerne typisk på tværs som lige linjer eller som bogstaver, som det var tilfældet med Em-
mas første gang. Hvor snittet er lagt på kroppen er ofte begrundet med, hvor det er lettest at skjule, så det
ikke opdages og Sara beskriver det sådan her:
21