Kniven i armen

stand til at mødes personligt og tale om deres situation, hvilket vi erfarede ved undersøgelsens start. Dette
kan, som nævnt, skyldes en række samfundsmæssige tabuer, som pigerne er bevidste om, at de bryder ved
at gøre skade på sig selv. At skære i sig selv er, som vi senere skal se i analysen, ofte forbundet med utrolig
følsomme og personlige erfaringer, som kan være svære at dele med fremmede, som vi jo er i rollen som
interviewere. I interviewene har det derfor været vigtigt for os ikke at udtrykke foragt for det, pigerne indvi-
er os i igennem interviewene (Horsdal 2002: 105). Vi har fastholdt en sund undren over det at skære i sig
selv, men har søgt at nedbryde alle vores forudindtagede forståelser af selvskaderne som en ’syg’ handling.
Denne fordomsfrie tilgang synes at være en nødvendighed, for at kunne skabe den tillidsrelation, der er helt
grundlæggende for at pigerne åbent tør og vil fortælle om ting, der ellers kan være svære at tale om, netop
fordi selvmutileringen ofte anses som patologisk af omgivelserne.
Netop på grund af emnets sensitive karakter har det endvidere været vigtig for os, at vi i interviewsituatio-
nen ikke overskred pigernes integritet og grænser. Da vi som undersøgere besidder en magt til at træde ind
over pigernes grænser, har vi været meget bevidste om ikke at gå for langt i interviewene og har eksempelvis
undladt, at spørge ind til problematiske forældrerelationer (Fog 1992: 245). Vi er ikke terapeuter, men un-
dersøgere vis ønske er at komme rundt om fænomenet selvmutilation, og dette kræver, som nævnt, at vi går
tæt på pigerne følelser, tanker og handlinger, men heller ikke længere end det. Vi har derfor været bevidste
om at ’jo mere nærgående og personligt det ønskede empiriske materiale er […] des større opmærksomhed på og klarere sans-
ning af den andens grænser kræves der’ (Fog 1992: 130).
3.2.5 Kvalitative spørgeark og radioprogrammer
Valget om at benytte kvalitative spørgeark (se bilag D), hvor vi har tilsendt pigerne en række spørgsmål
over mail samt inddragelsen af radioprogrammer i det empiriske materiale, må ses i lyset af, at det har været
vanskeligt at få interviews i stand. I de kvalitative spørgeark har vi forsøgt, at få pigerne til så åbent som
muligt at beskrive oplevelser, tanker, situationer og følelser i overensstemmelse med vores fænomenologi-
ske tilgang. Med de transkriberede radioprogrammer, der alle har været sendt på P1, har vi udvidet inter-
viewmaterialet og brugt de passager af reportagerne, hvor pigerne selv beskriver deres liv med selvskaderne.
Svagheden er dog ved både spørgeark og radioprogrammer, at vi ingen mulighed har for at forfølge piger-
nes udsagn og derved gå i dybden med de relevante forhold, som vi kan i interviewsituationen. Endvidere
kender vi ikke til redigeringsprocedurerne omkring de enkelte radioprogrammer, og vi kan således ikke vide
om visse aspekter af pigernes selvskadende handlinger er fremhævet eller klippet bort i forhold til andre.
3.3 Etiske overvejelser og erfaringer
Igennem processen har vi ikke kunne undgå at måtte stoppe op og overveje en række etiske dilemmaer
angående vores indtræden i de selvskadende pigers livsverden. I det følgende afsnit vil vi give et indblik i
15