Magasinet Politi, nr 10 - 3. december 2008.pdf - Politiets

10| TEMA: 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008 

VOLD 

Betjente på job: Ikke en weekend uden 

slagsmål og overfald 

Når manden banker konen: Malmø 

bekæmper effektivt vold i nære relationer 

It-kriminalitet: NITEC strammer grebet 

om nettets forbrydere 

Tough on crime: Den nye justitsminister 

er parat til at indføre hårdere straffe

Indhold 

Ansvarshavende redaktør: 

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg 

Redaktør: 

Maja Plesner 

Redaktion: 

Anna Bridgwater 

Niels-Otto Fisker 

Jesper Schultz 

Gunver Gjetting 

Mikkel Thastum 

Sofie Yderstræde 

Eksterne bidragydere: 

Keld Broksø 

Fotograf (inkl. forside): 

Nicky Bonné 

(Medmindre andet er anført) 

Design og tryk 

Datagraf 

Politi udkommer seks gange årligt 

i 16.000 eks. til alle ansatte i politi 

og anklagemyndighed 

ISSN: 1902-6048 

Næste nummer udkommer: 

23. januar 2008 

Kontakt: 

Maja Plesner/Redaktionen 

Rigspolitiet 

Polititorvet 14, 3. sal 

DK-1780 København V 

Telefon: 33 14 88 88 

RPLT FP magasin (til ansatte i politiet) 

red@rigspoliti.dk (eksterne modtagere) 

Magasinet kan også læses på 

www.politi.dk/magasinet 

28| 

Vild med at rejse: 

Politibetjent Bjørn Harvig 

har taget turen gennem Rusland 

og Kaukasus til Iran på cykel 

– og skrevet en bog om det. 

04| 

06| 

09| 

Noter indland: 

DM i hundenæser 

Stor brandøvelse på Fyn 

Invandrerkvinder på 

cykel og jubilæum i 

Rytteriet 

TEMA: Vold s. 6-15 

I voldens fodspor: Med 

betjente på patrulje i 

Københavns natteliv 

Da Bonny fik bank: En 

glad aften i byen endte 

brat, da Bonny Hansen 

og hans venner mødte 

en voldsmand 

10| 

12| 

14| 

18| 

Ballademagere ingen 

adgang: På diskotek 

Crazy Daisy afslører ens 

fingeraftryk, om man er 

velkommen 

Til kamp mod hustruvold: 

Politi og kommune 

i Malmø har styrket indsatsen 

mod vold i nære 

relationer 

En håndsrækning: 

Offerrådgivningen 

hjælper voldsofre til at 

komme videre i livet 

Hackere i nettet: NITEC 

optrapper indsatsen 

mod internettets forbrydere 

Foto: Bjørn Harvig

26: I september måned blev Brian Mikkelsen 

udnævnt til ny Justitsminister 

» Jeg skal ikke gøre det at være justitsminister til en 

studiekreds. Jeg skal sikre, at vi har et stærkt og effektivt 

politi, som opklarer forbrydelser, og et system, som 

burer forbryderne inde. Og jeg har ikke alle mulige 

medlidenhedsargumenter for kriminelle. « 

20| 

22| 

24| 

26| 

Nørderne kommer: Itnørderne 

er politiets nye 

trumfkort i jagten på itkriminelle 

Vittrup i Afghanistan: 

Den danske politichef 

Kai Vittrup skal lede 

EU’s politimission i arbejdet 

med at træne afghansk 

politi 

Kaos og korruption: Et 

moderne og effektivt politi 

i Afghanistan er ikke 

lige om hjørnet – men 

det går fremad 

Barske Brian: Den nye 

justitsminister lægger 

ikke fingrene imellem – 

han vil være ’tough on 

crime’ 

Brian Mikkelsen om at blive kaldt ’Barske Brian’ 

28| 

31| 

33| 

36| 

Globetrotter: Bjørn Harvig 

er ikke helt almindelig 

– han har cyklet 7000 

kilometer gennem Rusland, 

Kaukasus og Iran 

På LEAN-kur: Politi og 

anklagemyndighed skal 

kulegrave deres arbejdsgange 

for at lette sagsbehandlingen 

Kronikken: Gaden er 

blevet et mindre sikkert 

sted at opholde sig, skriver 

forskningschef Britta 

Kyvsgaard 

Bagsiden: Niels Brinck 

fra TV 2 skriver om, hvorfor 

vi er fascinerede af 

forbrydelse 

En forklaring 

– ingen undskyldning 

»Tre betjente forsøger at holde en ung mand, 

der er i chok og ligger med nøgen overkrop 

på Strøgets fliser. Han er smurt ind i blod, 

og hans hoved hviler i en blodpøl.« 

Hændelsen finder sted en helt almindelig lørdag nat 

i København, hvor Politi er taget med Station City på 

patrulje for at være vidne til noget af den umotiverede 

vold, der efterhånden er hverdag for betjente i de store 

byer. Manden kom gående ned ad Strøget alene, da fire 

unge mænd overfaldt ham og slog ham flere gange i hovedet 

med en flaske. Tilsyneladende helt uden grund. 

Det er svært at føle ret meget andet en dyb afsky og et 

indædt ønske om, at gerningsmændene bliver fundet og 

straffet. Deres handling er jo både meningsløs og helt 

uforklarlig. 

Og dog. Sandheden er jo, at der med garanti er en forklaring. 

At der er en grund til de fire unge mænds vrede, 

aggression og pludselige lyst til at slå. De kommer højst 

sandsynligt fra et belastet boligområde og har formentlig 

oplevet både vold og omsorgssvigt i deres opvækst. 

Så der er en forklaring. Det er bare ingen undskyldning. 

Og de unge mænd skal selvfølgelig have deres straf, 

hvis de bliver fundet. 

I temaet om vold har vi valgt at fokusere på volden, som 

den opleves i jobbet. Og på ofrene. Men det betyder 

ikke, at vi synes, årsagerne til volden er uden betydning. 

Tværtimod er det vigtigt, at vi bliver ved med at interessere 

os for de menneskelige historier bag volden. For 

det er dem, der gør os i stand til at tilrettelægge den 

forebyggende indsats, som i sidste ende forhåbentlig 

afholder nogle fra at begå meningsløs vold og forhindrer, 

at uskyldige mennesker bliver skadet på livstid. 

Maja Plesner er ny 

redaktør på Politi 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008 | 3

NyHEDER, INDlAND 

Sagt i pressen 

» Naturligvis skal brandstiftere straffes 

hårdt og konsekvent. Og naturligvis skal man gøre alt, 

hvad man kan, for at forebygge, at børn og unge tænder 

ild på skoler og biler... « Tom Behnke, næstformand de Konservative 

i forbindelse med en række påsatte brænde i Ishøj og Tingbjerg, 

Berlingske Tidende 1. oktober. 

» Vil vi bandekriminalitet til livs, skal medierne stoppe 

deres ensidige fremstilling af unge med anden etnisk 

baggrund... « 

4 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008 

Line Mørck, Anoir Hassouni, Rafik Benchekh m.fl. 

Kronik i Information 5. oktober. 

» Hvis vi mister den fleksibilitet, som jeg godt ved 

trækker store veksler på vores politistyrke i de her år, 

så kan det ende med at gå ud over uskyldige borgere, 

og jeg tror da også, at den menige betjent vil gøre sit 

for, at vi undgår den situation. « 

Karen Hækkerup, Socialdemokraternes retsordfører 

da Politiforbundets formand varslede, at det var slut med overarbejde 

Berlingske.dk 3. november. 

» Det er svært at trænge igennem til ballademagerne. 

De fleste hooligans tilhører en fornuftig socialklasse. 

De ældre har job og familier, og alligevel er de ude for 

at jage det her adrenalinkick, som de åbenbart får af 

at slå hinanden til plukfisk... « 

John Lorentzen, politikommissær, Københavns Politi, 

om hvervning af børn og unge til hooliganmiljøet , 

Ekstra Bladet, 3. november. 

En god dag for dansk politi, og en rigtig dårlig dag for 

det kriminelle miljø... « 

Brian Mikkelsen, Justitsminister (K), om indgåelsen af politiforliget, 

Jyllands-Posten m.fl. 8. november. 

-mp 

Ekstra ressourcer og 

flere kolleger 

POLITIFRLIG Den 6. november indgik alle 

folketingets partier på nær Enhedslisten 

og liberal Alliance en aftale om gennemførelse 

af politireformen og styrkelse af 

politiindsatsen. 

Det betyder forliget: 

Flere penge: Politiet får tilført i alt 843 

mio. kr. ekstra fordelt over 2008-2012. 

Flere betjente: I 2009 og 2010 vil der 

blive optaget i alt 300 flere elever på 

Politiskolen. Styrkeudvidelsen skal blandt 

andet indgå i kampen mod bande- og 

rockerkriminalitet. 

Mere administrativt personale: Der ansættes 

yderligere personale blandt andet 

til oprettelse af et servicecenter i hver 

kreds. Personaleudvidelsen forventes at 

frigive 200 betjente til operativt arbejde. 

Merarbejde: 25 mio. er i 2008 afsat til 

betaling af merarbejde mv. i forbindelse 

med den igangværende indsats mod bandekriminalitet. 

Bandekriminalitet: 2,5 mio. kr. er i 2009 

og 2010 afsat til vidensopsamling og uddannelse 

i bekæmpelse af bandekriminalitet. 

Følgegruppe: Der nedsættes en analysegruppe, 

som skal følge den fortsatte implementering 

af politireformen. Politikerne 

skal desuden mødes hver anden måned 

for at blive opdateret om arbejdet. 

-mp

Årets bedste 

hundenæser 

HUNDE-DM: Fuser, lunte og 

Timer var blandt deltagerne, da 

der i oktober blev afholdt DM for 

sprængstofhunde i Århus. Gennem 

to dage skulle de deltagende 

hunde i tæt samarbejde med deres 

førere fra Jylland og Sjælland 

snuse sig frem til både sprængstof, 

våben og ammunition, som 

arrangørerne fra Østjyllands Politi 

havde gemt godt i busser, tasker 

og skibe. 

Hundefører Torben Kjær Nielsen 

og den toårige labradortæve Fuser, 

der til daglig arbejder de i Østjyllands 

Politi, gik af med sejren. 

Også narkotikahundene har 

dystet om den ærefulde titel som 

danmarksmester i år. Det foregik i 

september i Korsør, hvor hunde fra 

hele landet skulle finde forskellige 

typer narkotika gemt på kontorer, 

på et skib, i tasker og i naturen, hvor 

stofferne havde ligget gravet ned i 

flere dage inden konkurrencen. 

Her var det Peter lehm og den 

to et halvt-årige labradorhan Zappa 

fra Københavns Politi, der 

vandt. Første- og andenpladsen 

udløser i øvrigt en billet til de nordiske 

mesterskaber for narkotikahundeførere 

næste år. 

-fie 

Rollemodeller 

på to hjul 

INTEGRATION: I Aalborg er kommunen 

og politiet gået nye veje 

for at integrere indvandrer- og 

flygtningekvinder. Her lærer kvinderne 

nemlig at cykle. Konsulent 

på projektet er vicepolitikommissær 

Bjarne Mæng Pedersen fra 

Nordjyllands Politi, sektionen for 

forebyggelse. 

»De kvinder, vi har haft på kurset, 

vil virkelig gerne ind på det 

danske arbejdsmarked, men ved, 

at det er svært at passe et job i 

rengøringsbranchen eller sundhedssektoren, 

hvis man er afhængig 

af en bus. Derfor vil de gerne 

lære at cykle,« forklarer han. 

Hidtil har ca. 30 kvinder lært 

at holde balancen på to hjul, og 

interessen for kurset er enorm. 

»Mit håb er derfor også, at kvinderne 

på sigt bliver rollemodeller 

for deres døtre. Når jeg kommer 

ud på skolerne, oplever jeg ofte, 

at det kun er indvandrerdrengene, 

der får lov til at lære at cykle. Det 

ændrer sig måske nu,« mener 

Bjarne Mæng Pedersen. 

-shk 

Brandteknikerne 

startede brande 

BRANDØVELSE: 20 af politiets 

brandteknikere fra Kriminalteknisk 

Centers tre afdelinger var samlet 

den 28. og 29. oktober på en gammel 

nedrivningsmoden gård ved 

Middelfart. Her fandt de benzin, 

dieselolie, fyrværkeri og tændstikker 

frem og startede en række 

brande for at se, hvordan de forløber. 

»I vores daglige arbejde ser vi 

jo ikke branden. Her fik vi en facitliste 

til, hvad der var sket, og det 

var utrolig lærerigt. Ud fra brandforsøgene 

har vi fået både beog 

afkræftet nogle teorier,« siger 

brandefterforsker Torben Rasmussen 

fra Kriminalteknisk Center. 

Øvelsen fandt sted i samarbejde 

med Middelfart Brandvæsen, 

Sikringsstyrelsen og Dansk Brandog 

sikringsteknisk Institut, og den 

sidste dag blev der startet en større 

brand i stuehuset. Her lå blandt 

andet fem kilo fyrværkeri, som er 

den mængde, det er lovligt for private 

at opbevare. 

»Det rum, hvor fyrværkeriet var 

placeret, blev meget brandskadet, 

og raketterne fløj ud af vinduerne 

under branden,« forklarer Torben 

Rasmussen. 

-fie 

Rytteriet har 

ti-års-jubilæum 

JUBILÆUM: Siden 1998 har byens 

gader genlydt af klapren fra 

politihestehove. Københavns 

Politis Rytteri fejrede i september 

ti års jubilæet med et flagridt gennem 

byen. Kolleger fra Norge, 

Sverige, Finland og Tyskland red 

med, da de danske politiheste 

viste sig fra deres flotteste side 

sammen med rytterne, som havde 

skiftet den daglige rideuniform ud 

med den fine model. 

Rytteriets medarbejdere var i 

samme anledning vært for et symposium, 

hvor de sammen med de 

udenlandske gæster udvekslede 

erfaringer om træningsmetoder, 

udvælgelse af heste, opgaveløsning 

og nyt udstyr. Deltagerne opholdt 

sig på Garderhusarregimentets 

kaserne i Slagelse, hvor de 

også blev vist rundt og hørte foredrag. 

-fie 


VOlDENS SPOR 

I nattens vold 

Slagsmål, knivstikkeri og vold mod tjenestemand er 

næsten rutine for politifolk på patrulje i de større byer. 

Magasinet Politi tog med på vagt en nat i oktober. 

Om dagen er København som regel en smuk og indbydende historisk by. Men om natten ændrer byen karakter. 

Den bliver domineret af fulde og skæve mennesker, der gør indre by til lidt af et minefelt at bevæge sig rundt i. 

Det oplever politifolk fra Københavns Politis Station City så godt som hver weekend, de er på nattevagt. 

»Hvis der bare bliver halvt så meget gang i den som i går, så får vi nok at lave,« siger en ung politibetjent, 

som lige er mødt klokken 22.45 lørdag aften. Han har været inde at give hånd til nattens vagthavende, 

vicepolitikommissær lars Guldborg Jørgensen, og til de andre 18 uniformerede kolleger, der skal forsøge 

at holde nogenlunde ro og orden i Københavns natteliv de næste otte timer. 


»Det er så afstumpet. 

Det er fuldstændigt uvirkeligt, 

som folk smadrer hinanden!« 

Kasper, politibetjent på Station City

STILHED FØR STORM 

Denne nat er der en såkaldt Hafnia-patrulje på gaden. Den arbejder præven tivt 

mod vold i nattelivet ved at være synlig med uniformeret personale på barer og 

diskoteker og ved, at civile efterforskere som René, Anders og Thomas går rundt 

og tager konflikter i opløbet. 

»Der er ikke to voldssager, der er ens. Men de sørgeligste er de umotiverede 

voldssager, hvor en person går forbi og kommer til at skubbe til en anden. Så får 

han ofte nogle på hovedet,« siger René, mens han styrer den civile bil gennem 

byen og parkerer den på Gammeltorv. 

De næste tre timer ser det ud til, at byens gæster har brugt fredag nat på 

at rase ud. I hvert fald er der overraskende stille på radioen, og de tre unge 

politimænd bevæger sig ned ad Strøget, op i Gothersgade, videre til Vestergade 

og ned på Rådhuspladsen. De tager en runde på flere diskoteker og barer og 

bliver i deres jeans, fleecejakker og gummisko hurtigt genkendt de fleste steder. 

»Er I sådan nogle Natteravne, eller er I civilpansere?,« spørger en ung mand 

med en øl i hånden. 

»Vi er civilpansere« svarer Thomas beredvilligt og venligt. 

»Åhrhååår, hvor sejt! Jeg kunne spotte dem,« udbryder den unge mand grinende 

til sine venner, og de tre civilpansere går smilende videre. 

INGEN PROBLEMER 

Ved ét-tiden på Amagertorv ser René to unge mænd, 

der diskuterer og virker aggressive i deres kropssprog. 

Han griber lynhurtigt ind og spørger, hvad der foregår. 

»Jamen, vi er venner. Der er ingen problemer,« 

forsikrer den ene. 

»Det så bare ikke sådan ud,« svarer René og beder om 

id, så de kan blive tjekket af Anders, som er i radiokontakt 

med stationen. 

»Jeg viste ham bare, hvordan nogle prøvede at provokere 

mig til vold,« forklarer den unge mand, som ikke er kendt i 

kriminalregisteret og nu er faldet lidt ned igen. 

René ønsker dem en god aften og sender dem videre 

ud i natten. 

BETJENT SLåET 

De næste par timer er der forholdsvist fredeligt, men ved fire-tiden, når diskoteker og barer begynder at lukke, 

bliver der gang i den. Det mærker de uniformerede betjente Kasper og Thomas N. Over patruljebilens radio 

meldes om slagsmål i Istedgade. Der er tale om grov vold, hvor en mand er blevet trampet i hovedet af tre 

mænd. Andre betjente er allerede på stedet, og gerningsmændene er anholdt og indbragt til Station City, så 

Kasper og Thomas N. kører ikke derhen. 

»I går var en af de travleste vagter i år. Vi kørte stort set kun til vold. Men nu har jeg set så meget vold og 

grimme ting, at jeg ikke tager det med hjem,« siger Thomas N. Han er vejleder for Kasper, som kun har været 

på gaden i halvanden måned. 

»I går var nok min ilddåb, hvad vold angår. Jeg lader mig ikke gå på af det, men det er da klart, at jeg tæn- 

ker over det, jeg oplever. Det fylder meget,« siger han og tænder for horn og lygter. Der er uro i Vestergade. 

Da patruljen når frem, er der allerede en del betjente på stedet. Stemningen er ubehagelig. Der råbes 

og skubbes, og uroen ulmer. Et ord, et blik eller en forkert bevægelse kan få situationen til at eksplodere. 

Betjentene kæmper for at holde alle implicerede unge mænd væk fra hinanden, så de kan falde til ro. 

De tre civilbetjente fra Efterforskningen René, Thomas og Anders er der også. 

»Vi rykker ud på en melding om vold. Da vi kommer, er to personer oppe at slås, og tre slås med dørmanden. 

Mens jeg har fat i én, går en anden løs på René, og jeg hører ham råbe ’Det er politiet, for helvede!’ Anders og 

jeg hiver manden væk fra René og lægger ham i håndjern. Imens virker en anden meget truende, og jeg 

trækker pebersprayen. Så går han,« forklarer Thomas. 

René tager sig til nakken. Han har fået et knytnæveslag, men manden er anholdt og sigtet efter straffe lovens 

paragraf 119 om vold mod tjenestemand. 

»Jeg kan da mærke slaget, men jeg har det o.k.,« siger René og går hen for at tale med dørmanden. 

Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008 | 7 

»

» 

VOlDENS SPOR 

KNIVSTIKKER På NØRREPORT 

Klokken kvart i fem kommer en ny melding 

på radioen. En mand stikker ud efter folk 

med en kniv på Nørreport Station. Thomas N. 

hamrer patruljevognens speeder i bund, og 

han og Kasper er hurtigt fremme. Manden er 

væk, men de to anmeldere står der endnu. 

»Ja, altså, vi er jo ikke bange for ham, 

men han stak også ud efter en ung gut, 

som stod og solgte blomster,« siger en af 

mændene med let dirren i stemmen. 

Andre betjente leder forgæves efter 

knivstikkeren, og sagen bliver noteret på 

døgnrapporten. 

20 minutter senere er den gal på Strøget 

tæt på Rådhuspladsen. Thomas N. kører så 

hurtigt, han kan, på gågaden, men trods blå 

blink og larmende horn er der mange fulde 

folk, der ikke flytter sig. Han bander irriteret 

over dem, men når omsider frem. 

TyPISK wEEKENDNAT 

En time senere slutter Kaspers og Thomas N.’s vagt mere 

fredeligt med en spritbilist, som må lade bilen stå og følge med 

på stationen. Da de to betjente drejer om hjørnet, står spritbilistens 

veninder og rækker tunge og giver fingeren til patruljevognen. Den slags 

hører – set i lyset af nattens begivenheder – trods alt til i den milde ende, 

og de to betjente vælger at ignorere det. Hjemme på stationen på Halmtorvet 

sidder vagthavende, Lars Guldborg Jørgensen, og samler nattens tråde, så han 

kan overlevere til næste mand på vagten. 

»Det har været en typisk weekendnat. Der sker ikke så meget til at starte med, 

men klokken fire siger det slam!, og det kan sagtens vare ved til op ad søndag formiddag. 

Voldsmæssigt har det også været en typisk nat. Fem personer er anholdt for vold og sidder i 

detention eller venterum,« siger vicepolitikommissæren og ønsker den nye vagthavende en god vagt. 

Billederne i baggrunden af artiklen er ikke taget på reportagenatten. 

Hvad siger paragrafferne? 

Paragrafferne i straffeloven, som 

omhandler vold: 

§ 244 drejer sig om simpel vold. 

Her havner i udgangspunktet sager 

om hårde skub, slag med flad eller 

knyttet hånd, spark, skaller og slag 

med forskellige genstande, som 

ikke er våben. De fleste former for 

vold hører hjemme under denne 

paragraf. 


I 2007 modtog politiet 9.910 

anmeldelser om 244-vold. 

Strafferammen er bøde eller 

fængsel indtil tre år. 

§ 245 drejer sig om grov vold. 

Voldssager, hvor der er brugt våben 

som baseballbat, kniv eller skyde - 

våben hører oftest hjemme her. 

Slag med flasker hører i udgangspunktet 

også til her, ligesom sager 

om mishandling og 

FLASKE I HOVEDET 

Tre betjente forsøger at holde en ung mand, der er i chok og ligger med nøgen 

overkrop på Strøgets fliser. Han er smurt ind i blod, og hans hoved hviler i en 

blodpøl. Han er ved bevidsthed og brøler angst og konfus som et såret dyr. 

»Rolig, rolig, rolig. Vi hjælper dig. Slap af, du skal lade være at bruge så mange 

kræfter – jeg ved godt, det gør ondt,« messer en af politifolkene beroligende til 

manden, mens de andre forbinder de gabende, blødende flænger i hans hovedbund 

og lægger et varmeisolerende aluminiumstæppe over ham, indtil ambulancen 

når frem. 

Der er cirka 15 betjente til stede, og de kæmper for at holde tilskuerne på af- 

stand. Folk er meget fulde, påvirkede af stoffer og ret aggressive og diskussionslystne. 

Flere er komplet ligeglade med politiets henstillinger og vader lige ind i 

gerningsstedet, som er oversprøjtet med blod. Betjentene vælger at spærre hele 

gaden af, men selv det har enkelte svært ved at fatte, og der må ofte tales med 

meget store bogstaver. 

Kasper tænker hurtigt og hiver et stort stykke stof op af en container. Fire 

betjente spænder det ud over Strøget, så folk ikke kan se den blødende mand, 

og det dæmper gemytterne en smule. Efter ti minutter kommer ambulancen og 

tager i en fart manden med til behandling. En politiassistent samler en posefuld 

blodigt papir, og en anden sprøjter vand på den største blodpøl for at skylle 

sporene fra endnu et tilfælde af vold i nattelivet væk. 

»Manden kommer gående alene, og så hopper fire unge indvandrertyper på 

ham. Han bliver slået i hovedet flere gange med en flaske. Komplet umotiveret 

vold,« forklarer en betjent. 

Tilbage i bilen udbryder Kasper: 

»Det er så afstumpet. Det er fuldstændigt uvirkeligt, som folk smadrer hinanden!« 

sager, hvor der er så mange slag og 

spark, at volden kan siges at være af 

særlig rå, brutal eller farlig karakter. 

I 2007 modtog politiet 1.686 

anmeldelser. Strafferammen er 

fængsel indtil seks år. 

§ 246 drejer sig om særdeles grov 

vold og er en overbygning til § 245. 

Her havner sagen, hvis resultatet af 

245-volden er dødsfald, varige men 

hos ofret, eller der i øvrigt foreligger 

særdeles skærpende omstændigheder. 

I 2007 modtog politiet 33 


fængsel indtil ti år. 

§ 119 drejer sig om vold eller 

trusler om vold mod tjenestemand. 

I 2007 modtog politiet 3.060 


bøde eller fængsel indtil otte år. 

- fie

Det sætter sig dybere, 

end man regner med 

Af Sofie Sidelmann Yderstræde 

Klokken er seks søndag morgen. Bonny Hansen og to venner 

sidder og hænger på en stol på Station City hos Københavns 

Politi. Han er træt og øm og har hovedet fuld af spørgsmål. 

Fem timer tidligere blev han og hans kammerat Morten ofre 

for noget af den tilfældige, umotiverede vold, som især slår til i 

byens natteliv. 

»Vi er lige kommet ud af taxaen i Vestergade, da en eller anden 

fyr begynder at genere en af mine veninder. Min kammerat 

Morten siger, at han skal lade være. Det vil han ikke, så de begynder 

at råbe ad hinanden, og lige pludselig slår fyren ud og 

rammer Morten, så hans briller flyver af. Der opstår tumult, og 

så får jeg en på hovedet, så jeg falder om og er væk et par sekunder. 

Det går så stærkt… Det er svært helt at huske, hvad der 

skete…,« fortæller 29-årige Bonny Hansen, som har været på 

skadestuen med sin ømme kæbe og til afhøring hos en efterforsker 

på Station City. Nu venter han og veninderne på, at politifolkene 

er færdige med at afhøre Morten, så de alle sammen 

kan komme hjem og sove. 

lidt efter kommer Morten. Hans ene øje er hævet, og der er 

to små flænger der, hvor brillerne er blevet slået ind. 

Nede i detentionen sidder gerningsmanden og venter på at 

blive afhørt. Han blev fanget, fordi en af veninderne løb efter 

ham og så, hvor han gemte sig ved Vor Frue Kirke. 

Svært ved at sove 

Nogle dage senere ringer magasinet Politi til Bonny Hansen for 

at høre, hvordan han har det. 

»lige da jeg kom hjem, faldt jeg bare i søvn og tænkte ikke 

over noget. Men natten til mandag havde jeg svært ved at sove. 

Jeg lå og tænkte det igennem igen og igen. Jeg tænkte på, om 

jeg skulle have grebet ind og hevet Morten væk. Det kørte rundt 

i hovedet,« siger Bonny Hansen, som har været på arbejde og 

fortalt det flere gange til kollegerne og også har snakket med 

Morten og veninderne om oplevelsen. 

VOlDENS OFRE 

»Der opstår tumult, og så får jeg en på hovedet, 

så jeg falder om og er væk et par sekunder.« 

Bonny Hansen blev udsat for tilfældig vold i det indre København under 

en bytur. Han synes, at hans første møde med politiet var positivt. 

»Både Morten og min veninde har også haft det lidt svært bagefter, 

så det sætter sig altså lidt dybere, end man lige regner 

med. Men jeg er glad for, at politiet fangede ham,« siger Bonny 

Hansen, der til daglig arbejder som kørselsleder på en trælast. 

Det var hans første møde med politiet, og han synes, det har 

været godt. 

»Jeg er positivt overrasket. Jeg synes, det var fedt, at de på 

stationen hele tiden kom og fortalte, hvad der skulle ske, og 

hvor langt de nu var nået,« siger Bonny Hansen, der trods en øm 

kæbe, lidt for mange tanker og en søvnløs nat ikke er skræmt 

fra at gå i byen en anden gang. 

Både Bonny Hansen og hans venner har haft lidt svært ved at sove 

efter det voldelige overfald. 


FOREByGGElSE 

På diskotek Crazy Daisy i Viborg skal gæsterne afgive fingeraftryk 

og personlige oplysninger for at komme ind. Indehaveren 

melder om mindre ballade, og politiet er tilfredse med 

ordningen, som bidrager til et tryggere natteliv. 

Uden 

fingeraftryk, 


Det er frem med labben, når folk i Viborgs natteliv vil ind på 

diskotek Crazy Daisy. Her skal man ud over entrépenge nemlig 

også afgive sit fingeraftryk og en række personlige oplysninger 

for at blive lukket ind til høj musik, kulørte drinks og 

fest. 

Sådan har det været siden juni i år, hvor diskoteket som 

det første i landet indførte et fingeraftrykssystem, der er 

koblet sammen med personlige oplysninger om hver enkelt 

gæst. Får en gæst karantæne på grund af vold eller narkotika 

eller et tilhold fra politiet, bliver det tastet ind, og døren er 

l ukket i en periode. 

»Jeg fik idéen for to et halvt år siden – dengang mest 

tænkt som en slags klub, hvor man kunne få nogle medlemsfordele. 

Men så begyndte problemerne med vold og knivstikkerier 

at eskalere, så jeg tænkte, at fingeraftrykkene kunne 

bruges til at gøre det mere sikkert at færdes i nattelivet,« siger 

indehaver af diskotek Crazy Daisy i Viborg Henrik Karlsen. 

Det særlige ved hans system er, at der til hver gæsts fingeraftryk 

er koblet oplysninger om fødselsdato, adresse og 

eventuelle oplysninger om karantæne fra diskoteker og barer. 

Den slags registrering kræver tilladelse fra Datatilsynet, som 

tyggede på sagen i et års tid, inden der blev givet lov. 

»Vi testede systemet en stille og rolig torsdag aften, hvor 

vi lod folk registrere sig, hvis de ville. langt de fleste syntes, 

det var sjovt, og de var helt med på den, da vi fortalte, at det 

var for at sikre et trygt natteliv. Det havde så den sidegevinst, 

at nogle af de gamle ballademagere, som er trælse at have 

inde, men som vi egentlig ikke kan bortvise, smuttede, da de 

så registreringen. Da jeg så det, tænkte jeg, ’Det her er jo helt 

fantastisk’. Det virker præventivt,« siger Henrik Karlsen. 

10 | Magasinet til politi og anklagemyndighed | nr. 10 | 2008 

ingen bytur 

Han tilføjer, at han helt klart kan mærke, at der er blevet mindre 

ballade på hans diskotek, og at der er kommet ro i geledderne 

ude ved dørmændene, som skal lukke folk ind. Nu er 

det nemlig en maskine, der fortæller, hvis folk har langet 

øretæver ud og ikke må komme ind i en periode. Før var det 

dørmændene, frustrationerne gik ud over. 

Kommet for at blive 

Hos Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg mener vicepolitikommissær 

Ove Jensen, at Crazy Daisys system er en spændende 

måde at gribe det præventive arbejde an på. I forvejen har 

Projekt Trygt Natteliv kørt flere steder i politikredsen i tre-fire 

år for at mindske vold og uro blandt nattelivets gæster. 

»Jo flere ting, vi kan få, som hjælper på trygheden, jo bedre. 

Men jeg synes ikke, der kan mærkes en egentlig effekt af 

det nye fingeraftrykssystem. Generelt har vi jo heller ikke meget 

værtshusuorden her i byen,« siger Ove Jensen, som ikke 

finder det problematisk, at andre end politiet nu kan bede om 

folks fingeraftryk. 

»Den slags bliver mere om mere udbredt – også som adgangskontrol. 

Du kan jo heller ikke længere rejse til USA uden 

at skulle registreres med fingeraftryk i lufthavnen. Det er en 

ting, der er kommet for at blive, og alt i alt mener jeg, at det er 

godt, at diskotekerne indfører et system, så de er rimelig sikre 

på, hvem de lukker ind,« tilføjer Ove Jensen. 

Vil dele oplysninger 

Men Henrik Karlsens ambitioner rækker ud over hans egen 

bardisk i Viborg. Han ønsker nu at dele karantæneoplysningerne 

med andre restaurationer i byen og i resten af landet. 

»Det ville spare os for meget ballade på grund af vold og

» Systemet havde den side gevinst, at nogle af de gamle ballademagere, 

som er trælse at have inde, men som vi egentlig ikke kan bortvise, 

smuttede, da de så registreringen. Da jeg så det, tænkte jeg, 

’Det her er jo helt fantastisk’. Det virker præventivt.« 

Henrik Karlsen, indehaver af diskotek Crazy Daisy 

narko. Ved at udbrede oplysningerne kunne det blive mere 

besværligt at bruge narko, for med en karantæne for den slags 

kunne du ikke længere komme ind nogen steder. Den slags 

mennesker skal ikke have lov at gå i byen,« mener diskoteksindehaveren, 

der endnu en gang har sendt en forespørgsel til 

Datatilsynet. 

Her har juristerne for nylig behandlet en lignende sag fra 

diskoteksmiljøet, hvor et diskotek ville have lov til at udveksle 

et advarselsregister med andre. 

»De fik et afslag på deres ansøgning, da sagen ikke opfyldte 

betingelserne i persondataloven. Vi er nu ved at kigge på henvendelsen 

fra Crazy Daisy, og så bliver der lavet en afgørelse 

ud fra det, der er spurgt om i den sag,« siger kontorchef i Datatilsynet 

lene Andersen. 

Henrik Karlsen er under alle omstændigheder glad for sit 

nye system, og det er gæsterne ifølge ham også. 

»Vi har fået supergod respons. Der har ikke været én gæst, 

som ikke ville lade sig registrere endnu,« lyder det fra indehaveren. 

> 

> 

FINGERAFTRyK I NATTElIVET 

Omkring halvdelen af de 55 diskoteker, som er tilknyttet diskotekssamarbejdet 

NOX Network, har indført et fingeraftrykssystem som adgangskontrol. 

Kun på Crazy Daisy i Viborg er fingeraftrykket koblet sammen med 

oplysninger om karantæne. NOX Network forventer, at næsten alle 

diskoteker i samarbejdet vil ansøge Datatilsynet om det udvidede system, 

hvor de også registrerer karantæneoplysninger og kriminelle forhold. 

NUl HIPHOP OG GUlDKæDER 

Ikke kun kravet om fingeraftryk kan holde ballademagere væk fra dansegulvet. 

Ifølge rapporten »Nydanskere i Nattelivet« fra de rådgivende sociologer 

Nørregaard-Nielsen & Rosenmeier kan musikvalget på diskoteket være 

med til at tiltrække bestemte typer personer. Flere natklubber i København 

har derfor begrænset den hårde hiphop og har desuden indført forbud mod 

store bukser, guldhalskæder og kasketter. 


VOlD I FAMIlIEN 

Vold er aldrig en privatsag 

Vold i nære relationer foregår i det skjulte. Men når alle myndigheder samarbejder 

om at støtte ofret og efterforske sagerne, lykkes det at anmelde og dømme 

langt flere voldsmænd. Det er Projekt Karin i Malmø et lysende bevis på. 

Anna Bridgwater 

’I forbindelse med husspektakler er politiets 

fornemste opgave at bevare ægteskabet.‘ 

Sådan stod der i Politiskolens lærebøger 

indtil 1981. Det var ikke betjentenes opgave at 

gribe ind, når en kvinde fik bank af sin mand. 

Men meget har ændret sig siden. 

»Vi oplever, at politiet i stigende grad hjælper 

kvinderne med at finde hen til krisecentrene 

og har en større forståelse og lydhørhed for 

området,« siger Vibe Klarup Voetmann, direktør 

i kvindekrisecentret Dannerhuset. Erfaringer 

peger på, at netop politiets møde med 

voldsofret betyder meget for, om volden bliver 

anmeldt og ender med en dom. 

Nina Schiøtt, sociolog på Statens Institut 

for Folkesundhed, er medforfatter til en rap- 

> 

FAKTA OM VOlD 

Voldens ofre: 

• yngre mænds risiko for at blive ofre for vold er to-tre gange større end 

yngre kvinders. 

• Mere end hver fjerde mand mellem 16 og 24 år melder, at de har 

været udsat for vold inden for det seneste år. Det tilsvarende tal for 

kvinder er lidt mere end hver tiende. 

• Mænd har størst risiko for at blive udsat for vold uden for hjemmet, 

mens risikoen for kvinder er størst i hjemmet. 

• Antallet af kvinder, der får bank af manden eller kæresten, falder. I 

2004 blev ca. 42.000 kvinder udsat for partnervold. I 2007 var tallet 

omkring 28.000. Vold udøvet af en partner synes at være grovere end 

anden form for vold. 

• Knap fire ud af 100 voksne kvinder oplever hvert år at blive udsat for 

fysisk vold. I alt er der hvert år omkring 70.000 tilfælde af vold mod 

kvinder. 

• Samlevende kvinder har ca. fire gange større risiko for grov vold end 

gifte kvinder, mens risikoen for enlige er ca. tre gange større end for 

gifte kvinder. 

• I 2006 flyttede 2.162 kvinder ind på et krisecenter efter et voldeligt 

forhold. 40 procent af kvinderne var født i et andet land end Danmark, 

volden var oftest udøvet af en dansk mand. 

• Børn og unge udsættes især for vold fra fremmede eller en ikke nær 

bekendt. 


port om unge og kærestevold, og hun siger: 

»Det viser sig, at det er vigtigt at have specialtrænede 

politifolk, der kender området 

og har indblik i mekanismerne bag volden.« 

Svenske specialister 

På den anden side af Sundet i Malmø ligger 

der en politistation ved navn Projekt Karin, 

som udelukkende beskæftiger sig med voldsramte 

kvinder. Stedet fylder det meste af 

anden sal i en solid firkantet bygning, hvor 

kvinder, der er udsat for vold i nære relationer, 

bliver modtaget i hyggelige lokaler. Her er et 

åbent køkken, lyse rum med sofaer og bløde 

lænestole, legetøj og et stort akvarium. 

»Men det er en politistation. Vi har flyttet 

hele Malmø Politis efterforskning af vold i 

nære relationer hertil,« siger projektleder og 

politikommissær Anna Gustafsson. Og kigger 

man godt efter, er der rundt omkring små 

diskrete kameraer og mikrofoner skjult, som 

afslører, at de rare dagligstuer faktisk også er 

af høringslokaler. 

»Forhøret er centralt i disse sager, derfor 

må man satse på forhørsmiljøet,« forklarer 

Anna Gustafsson. 

Tryghed giver gode afhøringer 

Projekt Karin er ikke kun arbejdsplads for politiet. 

Inden for Karins rammer kan de voldsramte 

kvinder møde alle de andre myndigheder og 

organisationer, som kan hjælpe dem gennem 

en voldssag. En repræsentant fra et kvindecenter 

har fast kontor på Karin, og psykologer, 

• For alle aldersgrupper gælder det, at knap to procent siger, at de har 

været udsat for vold inden for det seneste år. 

Voldens omkostninger 

• Vold medfører årligt ca. 20.000 skadestuebesøg, 1.400 indlæggelser 

og 50 dødsfald. 

• I 2005 kontaktede 13.532 mænd og 5.343 kvinder en skadestue efter 

vold, og 1.082 mænd og 277 kvinder blev indlagt på sygehus efter 

vold. 

• Partnervold resulterer hyppigere end andre typer vold i besøg på 

skadestuen. 

• Hvert år koster volden i 72 mio. kr. i udgifter til sundhedsvæsnet. 

lægger man produktionstab og ofrenes egne udgifter oven i det tal, 

bliver voldens samfundsmæssige udgifter ca. 223 mio. kroner. 

Voldspakker: 

Både den tidligere SR-regering og den nuværende VK-regering har 

lanceret såkaldte voldspakker. Det vil sige love, der er designet til at 

imødekomme borgernes retfærdighedsfølelse og vise en nul toleranceholdning 

over for vold. 

Kilder: Institut for Folkesundhed og Justitsministeriet.

socialrådgivere, retsmedicinere og læger kan 

tilkaldes efter behov. Desuden er der kontrolrum, 

hvor anklageren og eventuelt en bisidder 

kan lytte med. 

»Det fysiske miljø betyder rigtig meget, men 

det betyder også meget, at alle myndigheder 

er samlet under ét tag,« fortæller Anna Gustafsson. 

Projekt Karin er foreløbig et pilotprojekt, der 

åbnede i september måned. Det blev til, efter 

at den svenske regering i foråret 2008 stillede 

krav til politiet om udformningen af de fysiske 

rammer for kvindelige ofre for forbrydelser. 

I løbet af den første måned, Karin havde 

åbent, fandt 38 kvinder vej til stedet, enten 

bragt dertil af politiet eller via et krisecenter. 

Foreløbig ser satsningen ud til at have en god 

effekt både på politiets arbejde og på ofrenes 

sindstilstand. 

»Politiet melder, at de får bedre oplysninger 

ud af afhøringerne. Og den psykosociale støtte 

øger kvindens vilje til at møde op i retten,« siger 

Anna Gustafsson. Hun fortæller, at et offer 

for æresvold følte sig så tryg, at hun faldt i 

søvn på sofaen. I en anden sag foreslog en otteårig 

pige, at hun og moderen flyttede ind på 

Karin: Der var jo så hyggeligt, og så var politiet 

lige i nærheden, hvis den voldelige far opsøgte 

moderen igen. 

Specialiseringen virker 

Politiet på Karin består af politifolk, som har 

taget en efteruddannelse, og tæller både efterforskere 

og analytikere, som kortlægger de 

udsatte grupper for at tilrettelægge fremadrettede 

strategier. Og Anna Gustafsson er sikker 

på, at Karins arbejdsmetoder er effektive. Tallene 

giver hende ret: Malmøs Politi får dømt 

langt flere for vold i nære relationer, end politiet 

i resten af Sverige gør. 

Fra Dannerhuset siger Vibe Klarup Voetmann, 

at hun er sikker på, at tryghed gavner 

politiarbejdet. Og hun er positiv over for de nye 

retningslinjer, der siger, at det ikke længere 

kun er op til kvinden, om hun vil vidne. 

»Det viser, at samfundet tager et ansvar og 

griber ind. Det viser, at vi erkender, at vold mod 

kvinder er et samfundsproblem.« 

»Det fysiske miljø betyder rigtig meget, men det betyder også meget, at alle myndigheder er samlet under ét tag,« fortæller Anna Gustafsson fra Projekt Karin, 

hvor en repræsentant fra et kvindecenter har fast kontor, og psykologer, socialrådgivere, retsmedicinere og læger kan tilkaldes efter behov. 

> 

INDSATSEN FOR 

VOlDSRAMTE KVINDER I MAlMØ 

• Projektet er udsprunget af 

Kvinnofridsprogrammet – på dansk 

Kvindefreds programmet – og er et 

unikt samarbejde mellem politi, 

kommune, sundhedsvæsen, 

kriminalforsorg, socialvæsen m.m. 

• I løbet af de ti år, programmet har 

kørt, er anmeldelsesfrekvensen i 

sager om samlivsrelateret vold steget 

med 50 procent. 100 procent flere 

sager kommer for en domstol. 

Fire-fem gange flere kvinder opsøger 

kommunens hjælp. 

• Karin har kostet 12 mio. svenske 

kroner at etablere. Den største udgift 

var at indrette lokalerne. 

• Projekt Karin er ikke opkaldt efter en 

kvinde, men efter det kvarter, 

projektet ligger i. 

» 


VOlD I FAMIlIEN 

> 

> 

» 

INDSATSEN MOD VOlD I HJEMMET STyRKET I DANMARK 

Nationalt Forebyggelsescenter udsendte i 2007 Rigspolitiets strategi for en styrket 

indsats over for jalousidrab og andre alvorlige samlivsrelaterede forbrydelser. 

Hovedpunkterne er: 

• Etablering af særlige enheder i politikredsene for at højne og samle kompetencerne 

på området. 

• Udbygget samarbejde mellem politi, sociale myndigheder og sundhedsvæsen. 

• Effektiv anvendelse af reglerne om bortvisning. 

Retningslinjerne for efterforskning og tiltalerejsning i sager om vold i parforhold: 

• Politiet skal efterforske, uanset om den forurettede ønsker at vidne. 

• En sag bør ikke opgives, hvis den forurettede ikke vil vidne. Der skal overvejes, om 

sagen kan gennemføres uden vidnet, eller om den forurettede skal pålægges af 

retten at afgive vidneforklaring. 

HJælP TIl VOlDSMæND 


»Det er stadig sådan, at kvinder 

er bange for at vidne, og det handler om 

voldsmanden og deres angst for ham.« 

Vibe Klarup Voetmann, direktør i Dannerhuset 

Et stigende antal politikredse gør en indsats for at få voldelige mænd i behandling. 

Eksempelvis møder der flere steder en politimand op, når der har været husspektakler, 

og rådgiver voldsmanden om, hvor han kan få hjælp og komme i behandling. 

Syd- og Sønderjyllands Politi, som var først med initiativet, samarbejder med Dialog 

mod vold i Århus, og betjentene har været på kursus i at vejlede de voldelige mænd. 

Dialog mod vold findes både i København, Odense og Århus. Behandlingen har fokus 

på hele familien, men tager udgangspunkt i den voldelige mand og hans problemstillinger. 

Offerrådgivningen: 

Et vendepunkt 

for voldsofre 

Hvad havde jeg gjort? 

Hvorfor kunne jeg ikke 

forsvare mig?, lyder de 

fortvivlede spørgsmål ofte 

fra ofre for tilfældig vold. 

I Offerrådgivningen bliver 

de tilbudt en samtale, 

praktisk hjælp og nogle 

gode råd, som måske kan 

give dem en tro på, at det 

er muligt at komme videre 

med livet. 


Mange mennesker har en naturlig berøringsangst, 

når de ser sorg, chok og gråd hos 

et andet menneske. Sådan har Elisabeth 

Grimsgaard det ikke. Hun er rådgiver i Offerrådgivningen 

under Hovedstadens Røde Kors og 

møder på hver vagt borgere, der har været udsat 

for vold, røveri, har været vidne til ulykker eller 

er pårørende. 

»Jeg kan helt konkret mærke, at brugerne er 

lettede, når vi går derfra. Det er, som om deres 

skuldre bliver sænket, for vi har vist dem, at det 

er muligt at komme videre med livet. Selvfølgelig 

kan vi ikke give terapeutisk behandling, og 

det er heller ikke vores opgave. Vi kan kun lytte, 

lytte og lytte og tilbyde praktisk hjælp og rådgivning,« 

siger den 66-årige Elisabeth Grimsgaard, 

som har været offerrådgiver siden september 

2007. 

Hun er universitetsuddannet i psykologi, 

pædagogik og kriminologi og har i mange år arbejdet 

i fængselsvæsenet og ungdomspsykiatrien. 

Da hun blev pensioneret, savnede hun at 

bruge sine medmenneskelige kompetencer og

valgte at gå ind i Offerrådgivningen, hvor hun 

typisk bruger 15 timer om måneden. 

Politiet skal huske os 

Hun kommer i kontakt med brugerne blandt 

andet gennem politiet, som har Offerrådgivningens 

visitkort liggende og giver dem til ofre for 

kriminalitet og ulykker. 

leder af Hovedstadens Offerrådgivning 

Winnie Walløe oplyser, at omkring 60 procent 

af rådgivningens cirka 1.000 årlige brugere 

kommer via henvisninger fra politiet. 

»Jeg synes, vi er gode samarbejdspartnere. 

Men jeg ville da ønske, at flere politifolk huskede 

at uddele vores visitkort og fortælle om os. 

Sidst jeg var ude at undervise på en politistation, 

sagde nogle af de unge betjente, at de ville 

ønske, de havde vidst, at vi eksisterede. De 

havde flere gange stået med personer, som 

kunne have haft gavn af at tale med os, og mit 

indtryk er, at de fleste politifolk har det dårligt, 

når de skal gå fra borgere, som har brug for 

yderligere hjælp,« siger Winnie Walløe. 

Det gavner 

Hjælpen og medmenneskeligheden er Elisabeth 

Grimsgaard klar med. Nogle gange over 

telefonen, men mest ansigt til ansigt med 

kvinden, der for få timer siden har fået bank af 

sin samlever, eller med den unge mand, der er 

brudt sammen, fordi han har set en person bli- 

> 

TAl FRA HOVEDSTADEN 

• Der er 35 offerrådgivere i Københavnsområdet. 

• I 2007 handlede godt halvdelen af 

Hovedstadens Offerrådgivnings i alt 

1000 sager om vold. De resterende 

sager handlede om indbrud, tyveri, 

ulykker m.m. 

• En tredjedel af brugerne er mænd, 

to tredjedele er kvinder. Deres alder 

er typisk fra 18 til 39 år. 

ve dræbt i trafikken og måske endda har forsøgt 

at redde vedkommendes liv. 

»De har det meget dårligt, græder og stiller 

sig selv mange spørgsmål. Vidnet til vold spørger 

tit ’Hvorfor gjorde jeg ikke noget?’, og unge 

mænd, der har været udsat for tilfældig vold i 

nattelivet, spørger ’Hvad gjorde jeg galt, og 

hvorfor kunne jeg ikke forsvare mig?’ Sammen 

prøver vi at finde et svar – hvis der er et,« siger 

Elisabeth Grimsgaard, der kan holde til det følelsesmæssige 

hårde arbejde, fordi hun ser, at 

det gavner. 

»Vi kan være et vendepunkt for en kvinde, 

som i årevis har levet i et voldeligt parforhold 

og har mistet al sin selvtillid og sine kræfter, så 

hun ikke kan overskue at bryde ud af det. Måske 

kan vores lille hvide visitkort være et redskab 

til at få vendt situationen.« 

En øjenåbner 

Det kan være hårdt gang på gang at få sat et 

ansigt og en historie på voldens ofre, som de 

fleste blot læser om i noteform i avisen. 

»Jeg får en viden om et liv på bagsiden af 

Københavns natteliv og privatliv. Det er faktisk 

et meget negativt liv for mange mennesker – 

og en øjenåbner for mig. Jeg får perspektiv på 

tingene og reflekterer over samfundet på en 

anden måde nu. Og jeg kan holde til det, fordi 

jeg kan se, at det nytter,« siger Elisabeth 

Grimsgaard. 

> 

VOlDENS OFRE 

»Vi kan være et vendepunkt for en kvinde, 

som i årevis har levet i et voldeligt parforhold.« 

Elisabeth Grimsgaard, frivillig rådgiver 

FAKTA OM OFFERRÅDGIVNINGEN 

• Offerrådgivningen er en landsdækkende, uafhængig organisation, der støttes af politiet 

og hører under retsplejeloven. 

• Offerrådgivningen blev sat i værk, da Folketinget i 1997 vedtog den første såkaldte 

»voldspakke«, hvis mål blandt andet var at styrke retsstillingen for ofre for kriminalitet. 

• Offerrådgivningen drives via frivillig arbejdskraft. 

• Der er en offerrådgivning i alle politikredse. 

• Du kan få mere at vide på www.offerraadgivning.dk eller ved at ringe til 72 21 72 21 


Foto: Scanpix

NyHEDER, UDlAND 

Cykler minder 

om de døde 

HELE VERDEN: lysende hvide 

“spøgelsescykler” har de seneste 

fem år fanget opmærksomheden 

hos trafikanter i mere end 60 byer 

over hele kloden. De hvidmalede 

cykler låst fast til vejskilte markerer 

steder, hvor cyklister er blevet 

slået ihjel i trafikken. Spøgelsescyklisterne, 

eller Ghost Bikes, 

startede i staten Missouri i USA i 

2003 og har siden da spredt sig til 

alle verdensdele. Og selv om de 

hvide cykler er startet af en græsrodsbevægelse 

uden trafikpolitiske 

mål, har bevægelsen en del 

tilhængere, som mener, at de hvide 

spøgelsescykler får trafikanter 

til at sætte farten ned og tænke 

sig om. Men mange steder, for eksempel 

i london, bliver cyklerne 

enten fjernet af politiet eller ødelagt 

af hærværk. 

Vicepolitiinspektør Jørn Pakula 

Andresen fra Nationalt Færdselscenter 

har ikke hørt om lignende 

hvide cykler i Danmark, men han 

siger: 

»Hvis de ikke strider mod nogen 

regelsæt eller bringer trafiksikkerheden 

i fare, så synes vi, at 

det kun kan være positivt for de 

involverede – på linje med buketter 

og kranse på dødssteder. De 

hvide cykler sætter fokus på et 

problem, og det er kun godt.« 

Der var en tilsvarende sag på 

Fyn i 1990’erne med hvide kors 

ved ulykkessteder. Korsene fra 

rute 9 på Fyn blev ikke krævet 

fjernet. 

Se billeder af de hvide cykler på 

www.ghostbikes.org. 

-ab 


FBI til kamp 

mod zombier 

USA: Din computer er i fare for at 

blive kapret og overtaget af andre, 

fjendtlige brugere. De kaprede 

computere kaldes zombier eller 

bot’s, en forkortelse af ordet ’robots’, 

og bliver brugt til it-forbrydelser. 

FBI har afsløret netværk af 

zombiecomputere, der bliver brugt 

til it-forbrydelser – for eksempel 

til at udbrede spam, stjæle identiteter 

og angribe andres hjemmesider. 

Nu er FBI i gang med at 

kontakte mere end en mio. computerejere, 

hvis computere er med 

i et zombie-netværk. Som regel 

ved computernes ejere ikke, at 

deres pc bliver brugt til at lagre 

illegalt kopieret musik eller børneporno, 

at deres private bankoplysninger 

er tilgængelige, eller at 

deres private hjemmeside bliver 

brugt som ’proxy server’, dvs. en 

server, der skaber forbindelse til 

andre, måske illegale hjemmesider. 

Efter en koncentreret indsats 

på området har FBI foreløbig anholdt 

tre personer, som har skabt 

netværk af zombiecomputere. Tre 

anholdte lyder ikke af mange, men 

den ene, Robert Alan Soloway, 

har begået så omfattende it-kriminalitet 

med så mange computere, 

at han står over for 65 års fængsel, 

hvis han bliver dømt. 

FBI erkender, at det kan være 

svært for en computerejer at vide, 

om hans/hendes computer er blevet 

overtaget af et kriminelt netværk. 

Brugere skal være opmærksomme, 

hvis deres computer 

fungerer meget langsomt, har en 

e-mail-konto fyldt med ukendt 

mail, eller de modtager en mail 

om, at de har afsendt spam. 

-ab 

Misbrugere 

vælger stesolid 

STORBRITANNIEN: Et nyt gammelt 

rusmiddel har ramt de britiske 

gader: Illegalt produceret stesolid, 

eller diazepam, som stoffet 

egentlig hedder, bliver i stigende 

grad brugt af narkomaner og alkoholikere. 

Det lyder uskyldigt, men 

en blanding af stesolid og andre 

stoffer kan være livsfarlig. Misbrugscentre 

i Storbritannien melder, 

at misbrugere, der er afhængige 

af andre stoffer, er begyndt at 

bruge de sløvende stesolider for 

at falde til ro og tage toppen af abstinenserne. 

Årsagen til det øgede 

misbrug af stesolid skal dels findes 

i en mangel på heroin på gadeplan, 

og dels i stesolids lave 

pris på omkring 10 kr. for en pille. 

De illegale stesolider smugles 

fra Frankrig, Spanien og Portugal, 

og det britiske toldvæsen beslaglagde 

to mio. piller sidste år, mod 

300.000 året før. 

-ab 

Kvinder fylder 

halvdelen 

SVERIGE: Når den svenske 

politiskole til januar byder 

velkommen til et nyt hold, er 

halvdelen af de nye politielever 

kvinder. Der var mere end 7.000 

ansøgere til de 350 pladser på 

politiskolen, og for første gang 

bliver der en lige fordeling mellem 

kønnene. De senere år har godt 

en tredjedel af de nye politielever 

været kvinder. Til sammenligning 

er kun hver femte ansøger til den 

danske politiskole i 2008 en 

kvinde. Men ikke alene er det 

lykkedes svenskerne at lokke 

mange kvinder til politifaget – 

19 procent af de nye politielever 

har anden etnisk baggrund end 

svensk. 

»Det er værdifuldt for politiet at 

kunne sammensætte blandede 

hold. Det gælder både kvinder og 

mænd såvel som mennesker med 

andre etniske baggrunde for at få 

en politistyrke, som afspejler samfundet,« 

siger rigspolitichef Bengt 

Svensson. 

En forklaring på de mange 

svenske politikvinder kan være, 

at det svenske politi begyndte at 

ansætte kvindelige politielever 

på lige fod med mændene i 1966, 

eller godt ti år før det danske politi 

ligestillede kønnene. 

»Derfor er det efterhånden blevet 

lige så naturligt for svenske 

kvinder at søge ind til politiet som 

på sygeplejerskeuddannelsen. I 

Danmark opfattes politifaget stadig 

mest som et mandefag,« mener 

politimester Karsten Petersen 

fra Politiskolen i København. 

-ab

Fingeraftryk 

tjekkes på gaden 

STORBRITANNIEN: Ser en britisk 

betjent en mistænkelig person, 

kan han i fremtiden standse vedkommende 

og tjekke hendes fingeraftryk. 

Det sker ved hjælp af en 

håndholdt digital scanner på størrelse 

med en elektronisk kalender. 

For at dæmpe bekymringer om 

registrering og overvågning af borgerne 

skal de scannede fingeraftryk 

slettes, når den mistænktes 

identitet er undersøgt. Scanneren 

må kun bruges til at sammenligne 

med politiets database over kendte 

kriminelle, som indeholder oplysninger 

om 7,5 millioner mennesker. 

Projektet kaldes ’Project Midas’, 

og det britiske politi satser 

på, at scannerne kommer til at frigøre 

en masse ressourcer. lige nu 

skal politiet tage mistænkte med 

på stationen for at tjekke fingeraftryk, 

og hele proceduren tager i 

snit 67 minutter. Men statistikere 

har beregnet, at de mobile scannere 

kan spare så mange mandetimer, 

at det svarer til at sende 

366 flere politifolk ud på gaden. 

Politiet regner med, at scannerne 

er udbredt til hele Storbritannien i 

løbet af halvandet år. 

-ab 

Bogspalten 

Bag gårdens mure 

Journalisten Claus Buhr har i samarbejde med fotografen Bjarke Ørsted begået en flot bog 

om det politiarbejde, der foregår bag de høje, buede mure på Politigården 

i København, og om mange af de historiske begivenheder, som Gården har 

dannet rammen om. Bogen giver svar på spørgsmål som: Hvad sker der i 

dommervagten? Hvordan arbejder Drabssektionen? Hvordan foregik rydningen 

af Ungdomshuset på Jagtvej? Og hvorfor er der gaffatape på politiets 

kampuniformer? Krydret med interviews med kendte navne som Per 

larsen og Hanne Bech Hansen giver bogen et alsidigt indblik i livet bag murene. 

Gården, af Claus Buhr med fotos af Bjarke Ørsted, Gyldendal. 

Absolut Allerdejligste Solskinspiger 

Prostitution og menneskehandel er varme emner, som altid er i mediernes søgelys. Men kun 

sjældent hører vi de involverede kvinders egne stemmer. Det forsøger journalist 

og forfatter Ulrikke Moustgaard at råde bod på med sin bog, hvor ni 

kvinder med erfaringer fra prostitutionsmiljøet i Danmark fortæller deres 

personlige beretning om livet som ’glædespige‘. Ret megen glæde er der 

nu ikke at spore i historierne, som er rå og følsomme på samme tid. Vi hører 

for eksempel om den unge ghanesiske kvinde, der troede, hun skulle 

arbejde i mosterens frisørsalon, men endte i prostitution. Eller pige fra 

whiskeybæltet, der blev narkoluder. En bog, der er god at blive klog af, 

hvis man i sit arbejde har prostitutionen tæt inde på livet. 

Absolut Allerdejligste Solskinspiger af Ulrikke Moustgaard med tegninger af Per Marquard 

Otzen, forlaget Tiderne Skifter. 

Man jager et bæst og fanger et menneske 

Allerede fra han læste om Rigspolitiets Rejsehold første gang, vidste han, at det var den 

vej, han ville gå. Nu har den tidligere chef for Rejseholdets drabssektion, 

politiinspektør Bent Isager-Nielsen, skrevet en bog om sit liv i politiet. Med 

udgangspunkt i virkelige mordgåder og deres opklaring fortæller han om 

politiets efterforskningsarbejde, om retsmedicin, afhøringsteknik og dnaregistrering. 

Den detaljerede beskrivelse af forbrydernes psykologi er enestående. 

For er der én ting, erfaringen har lært Bent Isager, er det, at der 

selv bag de frygteligste forbrydelser gemmer sig et menneske – ofte et 

skræmt, kuet og ødelagt barn i en stor mands krop. Det er bare ingen undskyldning for drab. 

Man jager et bæst og fanger et menneske af Bent Isager-Nielsen i samarbejde med journalist 

Jesper Stein Larsen, forlaget Lindhardt og Ringhof. 

Jeg er bevæbnet og har tømmermænd – udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv 

’Jeg er bevæbnet og har tømmermænd‘ rummer et udvalg af de mest læseværdige, underholdende 

og overrumplende trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv, der for 

første gang åbnes for offentligheden. Her er for eksempel drengen, der vil 

sprænge skolen i luften, hvis ikke Irene fra 9.A kommer tilbage i klassen. 

Eller bankrøveren, der kort og godt skriver: »Kun store sedler hurtigt, jeg 

er bevæbnet og har tømmermænd.« Trusselsbrevene er gengivet efter 

originalen, så følelsesfulde håndskrifter, truende tegninger, stavefejl m.m. 

står tydeligt frem. 

Jeg er bevæbnet og har tømmermænd – udvalgte trusselsbreve fra Rigspolitiets arkiv, 

Robin Engelhardt og Christian Lund, forlaget Peoples Press. 

-ab og -mp 


IT-KRIMINAlITET 

Af Keld Broksø 

Jagten på it-kriminelle 

er for alvor gået ind 

It-kriminelle er blevet dygtigere, men det er politiets it-efterforskere 

også. På bare ti år er antallet af medarbejdere i det Nationale 

It-Efterforskningscenter, NITEC, steget fra tre til omkring 70. 

Det var en stor dag, da de nordiske justitsministre 

og rigspolitichefen 2. september i år mødtes 

i ystad i Sverige. Ministrene havde nemlig 

et vigtigt punkt på dagsordenen: Det danske 

netfilter mod børneporno, som det Nationale 

It-Efterforskningscenter, NITEC, har været med 

til at udvikle, skal nu være nordisk standard. 

For NITEC’s leder, politikommissær Søren 

Thomassen, der overværede mødet, giver det 

videre perspektiver. Norden er kun første stop. 

Han har netop på et seminar i Danmark i oktober 

med repræsentanter fra 16 lande tilbudt 

de øvrige europæiske lande, at de også kan få 

softwaren gratis. 

»Jo flere lande, der blokerer, jo mindre bliver 

efterspørgslen på børneporno,« siger Søren 

Thomassen. 

Blokeringsordningen kommer videre ud i 

verden i november til en kongres i Rio de 

Janeiro, hvor det internationale netværk mod 

børnepornografi og sexhandel med børn, 

ECPAT, har blokering som tema. 

Vokset med opgaven 

Succesen for netfiltret er et symptom på, at 

politiets it-efterforskning boomer. Mobiltelefoner 

med netadgang, hacking (systemindbrud) 

og phishing (fiskeri på nettet af kontonumre og 

passwords) er blandt udfordringerne. 

»Der er næsten ikke kriminalitet uden et 

islæt af it i dag,« konstaterer Søren Thomassen. 

Det gælder selv tyveriet af kopier af nationalklenodiet 

Guldhornene 17. september 

2007 fra udstillingen ’Kongernes Jelling’. En 

22-årig og en 25-årig tilstod. De fik et par års 

fængsel, og computere blev en del af bevismaterialet: 

Ikke alene var der søgt information 


om udstillingen op til tyveriet. Der var også en 

rutevejledning – og dagen efter var der søgt på 

guldpriser. 

»Det var svært at komme udenom,« konstaterer 

Søren Thomassen. 

Politiet er tidligere blevet kritiseret for at 

give hackere for let spil og ikke være ordentligt 

Når man arbejder 

med børneporno, er 

det vigtigt at holde 

distance og fokusere 

på bevismaterialet, 

mener NITEC’s leder, 

Søren Thomassen. 

Ellers er det alt for 

hårdt for psyken. 

Han illustrerer det 

med et billede, hvor 

en hånd holder om 

enden på et barn. 

Det interessante er 

hånden. Når hånden 

forstørres, afsløres 

former, rynker og 

revner i tommelfingeren. 

I en sag fik en anholdt 

sin hånd fotograferet. 

Han tilstod først 

overgreb, da han 

måtte erkende, at 

det var hans hånd på 

billedet med barnet. 

klædt på til opgaven med at bekæmpe itkriminalitet, 

men det er fortid, mener Søren 

Thomassen. Han gør opmærksom på, at der 

for 10 år siden kun var ansat tre politifolk til 

it-efterforskning. I dag er der 53 politifolk, ni 

kontormedarbejdere og ni civilt ansatte – 

blandt andre softwareudviklere – hos NITEC.

Dertil support fra kredsenes it-specialister, 

som er uddannet hos NITEC. 

Samarbejder med SØK 

En vigtig del af afdelingens arbejde består i 

formidling. Dommere, forsvarere og anklagere 

skal kunne vurdere bevisernes stilling – uanset 

hvor avanceret det bliver. Den udfordring vokser, 

for it-kriminelle bliver dygtigere. En virus 

skal ikke mere blot ødelægge for sjov. Den 

skal samle informationer og sende dem videre, 

så it-kriminelle kan tjene penge. 

I sagerne bistår NITEC politikredsene. Og 

SØK – Statsadvokaten for Særlig Økonomisk 

Kriminalitet - er en stor aftager af NITEC’s 

tjenester. SØK’s årsberetning beretter om et 

tæt samarbejde med NITEC i lokaliseringen af 

IP-adresser, der peger mod Østeuropa. Derfra 

er der udgået sager om netbank-kriminalitet, 

som SØK’s Hvidvasksekretariat har fået 

NITEC’s hjælp til. 

Børneporno fylder 

I øjeblikket fylder børneporno 35–40 procent 

af NITEC’s sager, så netfiltret mod børneporno 

er tiltrængt. Med filtret er det muligt at lokalisere 

børnepornosider og i samarbejde med internetudbyderne 

at få dem blokeret. Forsøger 

man at åbne en internetside med børneporno, 

som filtret ’fanger’, kommer der i stedet en 

side op med ordet STOP og en tekst om straffelovens 

§ 235, der siger, at det er strafbart at 

’udbrede, besidde eller mod vederlag at gøre 

sig bekendt med børnepornografisk materiale’. 

Indtil videre er 9.200 børnepornosider blevet 

blokeret takket være filtret. 

Tidslinje for politiets 

it-efterforskning: 

2008: 53 politifolk, 

samt ni civilt og ni 

kontoransatte i 

NITEC. Aktion 

Gyldenbørste mod 

børneporno 38 

steder i juni. 

2006: NITEC 

navngives. 

2005: Price WaterhouseCoopers 

anbefaler enhed hos 

rigspolitichefen og 

it-koordinatorer i 

kredsene. 

2004: Operation 

Mjølner resulterer i 

140 anholdte, Enea i 

39 anholdelser. 

» Der er næsten 

ikke kriminalitet 

uden et 

islæt af it i 

dag,« 

1991: Kun én mand 

på opgaverne. 

Hash-scanneren 

afslører børneporno 

Ved hjælp af metoden ’hashing’ kan man 

kortlægge computerfilers unikke fingeraftryk. 

NITEC’s børnepornofilter fungerer ved hjælp af en såkaldt 

hash-scanner, der på trods af navnet intet har med euforiserende 

stoffer at gøre. ’Hashing’ er et kendt begreb inden 

for datalogi. Det går ud på, at man tager datainformationerne 

om en fil (for eksempel et børnepornobillede), 

hakker dem i småstykker og nedbryder dem til enkelte 

datainformationer. Nu har man en hash-værdi – en elektronisk 

liste over, hvilke datainformationer det specifikke 

billede indeholder. Eller sagt på en anden måde: Man har 

kortlagt billedets unikke fingeraftryk. 

lige nu er 400.000 børnepornografiske film og billeder 

kategoriseret via HASH-scanneren, og 600.000 står i kø. 

De enkelte informationer bliver lagt ind i en elektronisk 

database, og når hash-scanneren via databasen ’genkender’ 

et sæt informationer fra et børnepornobillede, blokerer 

den internetsiden. 

Mange fordele 

Politiet kan også bruge hash-databasen, når de beslaglægger 

en computer. Hvis datafiler fra den beslaglagte 

computer indeholder informationer, der ligger i hash-databasen, 

betyder det, at der er en eller flere filer, der indeholder 

børnepornografisk materiale. 

Gevinsterne ved databasen er flere: 

• Softwaren skåner efterforskerne for at skulle gennemse 

og registrere tusindvis af billeder igen og igen. Det er 

nemlig ofte de samme billeder, der optræder gang på 

gang i børnepornosager. 

• Alle kredsenes it-koordinatorer har fået softwaren og 

kan nu selv tjekke, om beslaglagte computere indeholder 

børneporno, i stedet for at computerne skal sendes 

til NITEC. 

• Endelig sikrer hash-databasen, at børnepornobilleder 

kategoriseres ens af alle. 

• Softwaren sparer tid og frigør politiets ressourcer til det 

egentlige politiarbejde. 

Softwaren kan også genkende fildelingsinformationer. Det 

vil sige, at man kan se, hvem brugeren af en computer har 

videresendt et billede til. På den måde kan man både afsløre 

andre med interesse for børneporno og bevise, at en 

computers ejer har distribueret børneporno. 


IT-KRIMINAlITET 

It-nørder giver 

hackere baghjul 

It-kriminalitet er blevet så 

avanceret, at der skal helt 

særlig ekspertise til, hvis 

politiet skal have en chance. 

Tre civile it-udviklere 

har derfor fået til opgave 

at udvikle værktøjer, der 

kan bremse og afsløre de 

digitale forbrydere over 

hele verden. 

Af Anna Bridgwater 

Et sted ude i verden sidder en mand ved en 

computer. Han er på jagt efter børneporno. 

Han bevæger musen og klikker på et link, der 

lokker med løftet om ulovlige billeder. Men 

bam! Resultatet er en side, der fortæller, at 

han har søgt en forbudt side. Mandens jagt er 

blevet forpurret af et softwareprogram, der 

blokerer for forbudte billeder. 

På Vesterbro i København bruger tre mænd 

hele arbejdsdagen foran computerskærme 

fyldt med lange guirlander af bogstaver, tegn 

og tal. Det er de koder, der bliver til programmer, 

der kan blokere for børneporno, røbe, 

hvilke andre computere de ulovlige billeder 

er blevet videresendt til, eller afsløre, om en 

computerejer har set ulovlige billeder. 

De tre mænd udgør hele udviklingsafdelingen 

hos NITEC, Rigspolitiets Nationale It- 

Efterforskningscenter. Nu har de løsrevet sig 

fra deres nedrullede gardiner, computere og 

tomme colaflasker og har sat sig med kaffekopper 

for at fortælle om deres indsats mod 

it-kriminalitet. 

De civile udviklere er Johnny Carlsen, Thomas 

Christensen og Charly Jensen. Johnny er 

den, der har været længst hos NITEC, og da 


han blev ansat i 2004, skulle han mere eller 

mindre opfinde sin egen stilling: 

»Da jeg blev ansat, var der ingen civile. Min 

stilling skulle skabe fokus på drift og support.« 

Meningsfyldt arbejde 

Johnny, som har ry for at være kreativ, fik drejet 

sine arbejdsopgaver i retning af efterforskningen, 

for han kendte en del til it-forbrydelse: 

»Da jeg var 15-16 år, deltog jeg i computertræf, 

hvor der kom en del skumle typer som 

kreditkortfuskere, hackere, folk, der stjal telefonadgang 

og den slags. Det virkede, som om 

politiet stod over for en kæmpestor udfordring.« 

Med andre ord: Som teenager syntes Johnny, 

at forbryderne var lysår foran politiet. Men i 

dag erkender han, at politiets evner er på højde 

med forbrydernes. 

Senere kom Charly, som har ry for at være 

den mest ’almindelige’ af de tre. Og endelig 

overtalte Johnny Thomas, kendt for sin lysende 

begavelse, til at springe fra det private 

erhvervsliv og over til politiet. 

»Det er vildt spændende at være inde i poli- 

tiarbejde. Man føler, man gør en forskel, og 

man føler, at det, man laver, bliver brugt,« fortæller 

Charly. 

Udviklerne bliver ofte mødt med myten om, 

at de kunne score tårnhøje lønninger, hvis de 

valgte at bruge deres evner i det private erhvervsliv. 

Men Thomas punkterer myten: 

»Man kan ikke tjene dobbelt så meget i det 

private. Og jeg vil alligevel hellere have et arbejde, 

der giver mening.« 

Og der er ingen tvivl om, at udviklernes resultater 

giver mening for politiet: 

»Hver gang, vi optimerer noget, fører det til, 

at nogle forbrydere lettere bliver standset,« 

siger Thomas.

Udviklerne i deres fritid: Charly er frivillig medarbejder i Muskelsvindfonden og bruger 

alle sine ferier som chef for køkkenafdelingen til Grøn Koncert. Desuden spiller han guitar. 

Både Thomas og Johnny har ildere som kæledyr og er begge filmelskere. Thomas er vild 

med tv-serier – krimier som X-Files og The Office. 

Fordi indsatsen virker, og fordi it-kriminalitet 

er i stigning, står opgaverne i kø, men det 

giver dem bare blod på tanden. Johnny understreger, 

at det er fantastisk at mærke, at 

hans indsats har en mærkbar effekt på efterforskernes 

hverdag: 

»Hvis vi nogle gange føler os pressede, er 

det, fordi vi ved, at hver gang, man laver noget, 

er der nogle, der bliver glade, og politiarbejdet 

går hurtigere,« siger Johnny. 

For alle tre udviklere giver det god mening, 

at deres arbejde ikke kun er med til at 

lette efterforskningen, men også er med til 

at skåne politifolkene. For børneporno slider 

på psyken, og jo mere, der kan klares af et 

softwareprogram, des bedre. Alle politiansatte, 

der arbejder med området, skal debriefes 

regelmæssigt af psykologer. Det 

gælder også it-udviklerne, selvom de selv 

føler, de bliver skånet for de værste ting: 

»Vi ser ikke ret meget børneporno. Jeg kan 

teste mine programmer med alminde lige 

billeder, som ikke er horrible at kigge på,« 

forklarer Thomas. 

Johnny præciserer: 

»Vi skal i princippet overhovedet ikke 

tage stilling til, hvad der er på billederne.« 

Fremmede fugle 

I deres forvaskede T-shirts er civilisterne 

markant anderledes end deres politiuddannede 

kolleger, og de udgør også en helt særlig 

race. 

»Vi har frihed til at vælge værktøjer, metoder 

og arbejdstider,« forklarer Thomas. De 

tre har en anden døgnrytme end resten af 

NITEC, og ord som hierarki og kommandoveje 

preller af på dem. Thomas vidste for 

eksempel ikke, at han var gruppeleder, før 

han pludselig så det i et organisationsdiagram. 

Alligevel føler civilisterne sig ikke 

fremmede hos politiet: 

»Der er ingen kulturforskelle mellem os 

civilister og politifolkene. Folk er generelt 

meget, meget flinke her,« siger Thomas. De 

tre udviklere ved, at deres arbejde indgår i 

en større sammenhæng, og derfor oplever 

de, at de er en del af et fællesskab. De føler 

sig så meget hjemme, at de regner med at 

blive hos politiet en del år endnu, for de har 

idealistiske mål, som endnu ikke er indfriede. 

Som Charly siger: 

»Jeg sidder stadig her om fem år. Og forhåbentlig 

laver jeg software til politiet og til 

kredsene, som bliver brugt i hele verden.« 

Thomas fortæller: 

»Jeg vil gerne være med at til at vise, hvad 

en udviklingsafdeling i det offentlige formår. 

Jeg vil gerne have det til at blomstre.« 

De tre civile it-udviklere hos NITEC er Charly 

Jensen på 29 (tv.) Johnny Carlsen på 32 og 

Thomas Christensen på 37 (th.). Og der er nok at 

lave: »Opgaverne står i kø,« siger Johnny Carlsen. 

Politikommissær Søren Thomassen, leder af NITEC: 

»Det giver afdelingen en høj grad 

af mangfoldighed, at de er der. 

De inspirerer politiet til at tænke 

i nye løsningsbaner. Og så har de 

et fantastisk engagement og 

gåpåmod.« 

»Siden udviklerne blev ansat fra 

2004 og frem, er NITEC blevet 

løftet til et niveau, hvor vi ellers 

aldrig havde været.« 

»Det er lidt jomfruelig jord, de 

betræder. De er pionerer, de 

finder nye efterforskningsværktøjer, 

lidt på samme måde som 

dengang, man opfandt værktøj 

til at tage fingeraftryk.« 

Politikommissær og sektionschef Ole Bo Ketelsen: 

»Det handler ikke om at være 

chef for dem, for de har alligevel 

ikke den store respekt for os. 

Vores opgave er at sørge for, 

at de har det godt.« 

»Det har også været at snakke 

om opførsel på en arbejdsplads 

– hvad for noget tøj man har på, 

hvad mødetiderne er.« 

»Man føler nogle gange, man 

står med en flok teenagere. De 

er så entusiastiske, og de tænker 

så mange tanker om, hvordan 

tingene skal løses.« 


DK POlITI I AFGANISTAN 

Kai Vittrup er ny leder af EU’s afghanske politimission, EUPOL, som træner 

et afghansk politi præget af korruption og ineffektivitet. Den danske politichef 

skal blandt andet fordoble den udsendte stab fra 200 til 400. 


Kai Vittrup stiller sig ikke tilfreds med at sidde 

i et elfenbenstårn med vagter omkring og lade 

sig transportere i en armeret bil mellem kontoret 

og luksushotellet. Han vil ud i den afghanske 

virkelighed og skabe resultater som ny leder 

af EU’s afghanske politimission, EUPOl 

Afghanistan, der træner afghanske politifolk. 

»Jeg bryder mig ikke om tonsvis af tykke 

rapporter. Der skal resultater til. EU-landene 

vil have noget for pengene. Men resultaterne 

kommer ikke fra dag til dag,« siger den nu tidligere 

FN-politichef i Sydsudan, som siden 

oktober har haft hovedkvarter i Kabul. 

Dansk politichef vil se 

resultater i Afghanistan 

Han er overbevist om, at det er muligt at 

gøre en forskel med 400 professionelle politifolk 

fra EU, og en af hans opgaver bliver netop 

at styre fordoblingen af EUPOl fra 200 til 400 

politifolk. 

Svindel og korruption 

64-årige Kai Vittrups evne til at gøre en forskel 

er bemærket af blandt andre udenrigsminister 

Per Stig Møller. 

»Opbygning af en troværdig og handlekraftig 

politistyrke er afgørende for stabilitet i Afghanistan. 

Kai Vittrup har i kraft af sin erfaring 

og resultatorienterede ledelsesstil forudsætningerne. 

Vittrup har demonstreret, at han kan 

opnå resultater under vanskelige vilkår,« påpeger 

Per Stig Møller. 

Men er det ikke naivt at tro på resultater 

i Afghanistan? Taliban-militsen er på fremmarch. 

Over 600 politifolk har mistet livet i år. 

1.000 er såret. Dertil blomstrer korruptionen, 


» Vi skal forbedre politiets 

løn. Hvis politimanden 

mangler medicin til sit 

barn, er det fristende at 

stoppe bøderne i 

lommerne.« 

så trafikbøder tit er bidrag til politimandens 

privatøkonomi. Selv præsidentens bror og leder 

af provinsrådet i Kandahar, Ahmed Wali 

Karzai, er nævnt i en amerikansk rapport offentliggjort 

af New york Times som opiumshandler. 

Måske endda under beskyttelse af 

præsident Hamid Karzai. De afviser beskyldningerne, 

men alle udsendte ved, at svindel 

går sin sejrsgang i Afghanistan. 

Synlighed 

Kai Vittrup ved til gengæld, hvor han kan begynde 

arbejdet. Han nævner både gulerod og 

stok. 

»Vi skal forbedre politiets løn. Hvis politimanden 

mangler medicin til sit barn, er det fristende 

at stoppe bøderne i lommerne. Vi skal 

også gøre politifolkene respekterede. Halvdelen 

kan ikke læse og skrive. Hvis vi lærer dem 

det, får de større selvværd. Mere løn, bedre 

uddannelse, bedre struktur og mindre korrupte 

chefer skaber fremskridt. Det er guleroden. 

Stokkemetoden skal være intern efterforsk- 

ning, som slår til ved klager. Vi må statuere 

nogle eksempler,« siger Kai Wittrup. 

Han har også identificeret områder, hvor afghanerne 

kan se og mærke resultater på kort 

tid. 

»I færdselspolitiet i Kabul-provinsen er 

mange aldrig uddannet. Vi kan uddanne dem 

og få finansieret uniformer og udrustning. Det 

kan folk se. Og i Kabul City Police ved mange 

ikke, at der er love, de skal rette sig efter. Vi 

kan lave nærpolitiprogrammer,« nævner Kai 

Vittrup. 

Han vil også have et målesystem. I Sudan 

var han med til at skabe et ’demokratisk politiindeks‘. 

Det kan bruges i Afghanistan. 

»Vi kan måle frem- og tilbageskridt,« fortæller 

Kai Vittrup. EU skal derfor ikke vente et 

lyserødt slør over rapporterne. Kai Vittrup har 

tænkt sig at være »totalt åben«. Også om politistrukturen 

hos Indenrigsministeriet. Der er 

mange politiafdelinger, hvor samarbejdet flyder, 

og resultaterne mangler. Uden for ANP 

(Afghan National Police) er der eksempelvis 

et narkotikapoliti, hvis resultater ikke er imponerende. 

90 procent af verdens heroin er afghansk. 

»Vi må prøve at slå de korps sammen i 

form at et rigspoliti,« mener Kai Vittrup. 

Bureaukrati og sikkerhed 

Det kan lyde, som om, Kai Vittrup bevæger sig 

ud på en vej brolagt med skuffelser, for også 

internationale modstridende interesser kræver 

koordination. Hans analyse er dog klar.

Det kan virke som en håbløs opgave at etablere et effektivt politi i et land, hvor Taliban-militsen igen 

er på fremmarch, og hvor korruptionen blomstrer. Men Kai Vittrup er optimist og ved, hvad der skal til. 

Billedet her er taget den 28. oktober – den dag, Kai Vittrup ankom til Kabul. 

»Amerikanerne satser på kvantitet før kvalitet. 

EU satser på kvalitet før kvantitet. For amerikanerne 

drejer det sig om at få politi ud på 

gaden, så der ikke opstår et vakuum, når militæret 

tager væk. Det udelukker ikke kvalitet. 

Vi skal nok få det til at køre,« mener Kai Vittrup. 

Men kan man fordoble EU-politistyrken og 

gøre den synlig – uden blot at pakke den ind 

i vat i form af sikkerhedsforanstaltninger og 

eskorter? 

»Resultaterne skal først og fremmest være 

synlige. Jeg regner dog med at komme uden 

for Kabul og rejse, hvor EU-politifolkene er. 

Arkivfoto: AP Photo/Musadeq Sadeq 

» I færdselspolitiet i 

Kabul-provinsen er mange 

aldrig uddannet. Vi kan 

uddanne dem og få 

finansieret uniformer 

og udrustning. 

Det kan folk se.« 

Kai Vittrup og EUPOL 

• EU’s politimission EUPOl begyndte i juni 

2007 hos de 60.000 afghanske politifolk, 

der betjener 28 mio. mennesker. 

• Målet er en pålidelig, effektiv politistyrke 

skabt gennem træningsprogrammer i 

Afghanistans indenrigs- og justitsministerium 

og politistyrken (ANP). 

• Målet er også at forhindre, at Afghanistan 

igen bliver en terroristrede. 

• EUPOl skal gøre ANP bæredygtigt med 

afghansk ejerskab over polititræningen. 

• Danmark har otte politifolk ud af EUPOl’s 

200 udsendte, der nu fordobles til 400. 

Det skal styrke en politireform. Danmark 

sender yderligere fire politifolk. 

• Kai Vittrup har trænet politistyrker i Irak, 

Østtimor, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, 

Sudan og Afghanistan fra oktober. I 

Danmark var han chefpolitiinspektør i 

København bl.a. med ansvar for sikkerheden 

ved EU-topmødet i 2002 og 

kronprins Frederiks bryllup i 2004. 

Jeg vil også tale med lokale om deres indtryk 

af politiet. Det vil være negativt et stykke tid. 

Men så finder jeg ud af, hvor vi kan sætte ind,« 

siger Kai Vittrup, som også sender en tak hjem. 

»Jeg er glad for den udrustning og støtte, 

som jeg gennem årene har fået fra Rigspolitiet. 

Den er second to none.« 


AFGHANSK POlITI I DAG 

Kidnapninger og korruption 

er hverdag i afghansk politi 

Års træning af den afghanske 

politistyrke har ikke været 

forgæves. Selv om udfordringerne 

er store, sker der fremskridt, 

forsikrer sikkerhedschefen i 

Herat, der er taknemlig over 

støtten fra blandt andet EUPOL. 



> 

Udfordringerne er store for det afghanske politi, men i juni var styrken 

årsag til en af de store succeshistorier i lang tid: Det lykkedes at 

arrestere fem selvmordsbombemænd. De havde hver 110 kilo 

sprængstof på sig i veste beregnet for Herats lufthavn, en regeringsbygning, 

soldater i NATO-styrken, Herats femstjernede konferencehotel 

samt Marco Polo Hotel. Foto: Keld Broksø. 

HERAT. Sikkerhedstjekket er omfattende 

hos Mohammad Joma Adeel, politiets 

sikkerhedschef i Herat. Bag den bevogtede 

port fortsætter kontrollen. Ved 

hvert nyt hjørne på mørke gange med 

afskallet maling og hullede tæpper står 

vagter med Kalashnikovs. Ud af Afghanistans 

60.000 politifolk er over 600 

dræbt i år og 1.000 såret. Men uden politiet 

kan man opgive præsidentvalget 

næste år og parlamentsvalget i 2010. 

Kort før magasinet Politi besøger 

Mohammad Joma Adeel, har Mohamad 

Hornagoon Azizi, som leder det folkevalgte 

provinsråd (shuraen), netop understreget 

politiets vigtige indsats for 

demokratiet. Især kvinderne er udsatte, 

og det er også ekstra farligt at være 

kvindelig betjent. 

I juni i Herat blev Bibi Hoor den første 

kvindelige betjent, som blev offer for sit 

job. De to drabsmænd var fra Taliban, 

der forbyder kvinder at tage uddannelse 

og job, men Herats politi har trods det 

100 kvinder ansat. 

> 

Mohammad Joma Adeel, politiets sikkerhedschef i Herat, 

tager imod på kontoret med plastikblomster. 

Foto: Keld Broksø. 

Mohammad Joma Adeels kontor tager 

luften ud af den trykkede stemning i 

Herat, hvor kriminaliteten lige nu stiger 

og stiger. Det ligner mest en spraglet 

tequilabar med plastikblomster i pastelfarver, 

indrammede fotos og nips velegnet 

til hadegaver. 

Med som gæst er lægen Saaid 

Hamedi på 32 år fra DAC, Den Danske 

Afghanistan Komite. Han vil takke sikkerhedschefen 

for at have reddet hans 

liv. 

Vi vil dræbe jer! 

Herat mærker stigende uro, efterhånden 

som Taliban presses op sydfra af kampene 

ved Kandahar og i Helmand. For 

DAC kom det hidtil værste anslag 19. 

februar, da Saaid Hamedi og tre øvrige 

afghanske medarbejdere i DAC blev 

kidnappet ikke langt fra DAC´s hospital. 

Bilen blev standset af to mænd med 

Kalashnikovs. I bilen var også en fødende 

kvinde og to pårørende, som blev 

smidt ud. Bortførerne tog chaufførens 

plads og kørte op i bjergene. Her var der

uenighed om, hvad der skulle ske med 

gidslerne. Én Taliban-gruppe mente, at 

de skulle henrettes eller føres til Helmand. 

DAC-folkene blev forhørt om, 

’hvor sygeplejersken var‘. Det kunne 

kun være Inge-lise Aaen, de hentydede 

til. Hun er eneste udsendte dansker 

og projektdirektør for 260 afghanere i 

DAC. Tilfældigvis var hun ikke med. 

»I bjergene var der 30-40 bevæbnede 

mænd,« fortæller Saaid Hamedi. 

»Talibanerne sagde: ’I kommer fra 

en NGO (hjælpeorganisation, red.). Vi 

er imod NGO´er og vil dræbe jer!’. Mens 

de diskuterede, søgte de i bilen efter en 

GPS, som kunne afsløre vores position. 

Vi havde ingen,« beretter Saaid Hamedi. 

Vi gjorde vores job 

Efter syv timer lykkedes det alligevel 

politiet at finde kidnapperne. Tre helikoptere 

kredsede over bjergene. De 

spottede DAC´s bil samt én af politiets 

stjålne biler. Imens ankom biler med 

100 politifolk. Senere hen også 100 

soldater. Kampene bølgede fra klokken 

syv morgen til klokken 13, før gidslerne 

var løsladt. 

Politichef Mohammad Joma Adeel 

er beskeden på kontoret med plastikblomsterne. 

»Vi gjorde vores job,« siger han, og 

sender en tak videre for en afgørende 

støtte fra USA, Tyskland og EUPOl, der 

har trænet politifolkene – sidstnævnte 

siden 2007. 

Efter kidnapningen fik Herat 320 

flere politifolk, men det har ikke kunnet 

sætte en stopper for kidnapningerne. 

For blot få uger siden blev en rig kidnappet 

beboer henrettet med et nakkeskud. 

liget blev anbragt på bunden af 

en pickup og kørt til DAC´s hospital i 

Herat. 

»Manden var stendød, og politiet 

måtte spule deres bil for blod midt i 

gården. Man kan forestille sig, hvilken 

oplevelse det var for os. Der er ikke krisepsykologer. 

Vi behandler vores egne 

kriser,« konstaterer sygeplejerske Ingelise 

Aaen. 

> 

DANMARK OG EUPOl I AFGHANISTAN 

• Fra 2008-2012 skal danske NATO-styrker øges fra 665 til 750 

soldater. 

• Dansk indsats vil frem til 2012 koste en mia. kroner årligt. Heraf 

en halv mia. til soldater. 

• 53.000 NATO-styrker i ISAF (International Assistance Security 

Force) samt 20.000 amerikanske soldater er udstationeret. 

• EUPOl rådgiver og træner politiet samt Indenrigsministeriet og 

ledelser i regioner og provinser inden for efterforskning, grænseproblematik 

og menneskerettigheder. Den respekterede Hanif 

Atmar (en tidligere ansat hos den danske NGO, DACAAR), er 

netop sat i spidsen for det korruptionsplagede indenrigsministerium, 

som leder politistyrken. 

Hun fortæller, at befolkningen er ved at 

have fået nok. Der har netop været krisemøder 

i Herats store blå moské. 

»Folk kræver ro og orden. De har intet 

til overs for regeringen,« siger Ingelise 

Aaen. 

Politiets udfordringer er altså ikke 

alene voksende uro, men også mistro 

og utålmodighed med effektiviseringen 

af politiet, der begyndte i 2002 med 

tysk hjælp fra GPPO (German Police 

Project Office). »Jeg vil ikke være politimand 

under Taliban,« fastslår Mohammad 

Joma Adeel, men Taliban er i dag 

blot 10-20 kilometer syd for byen. 

Mohammad Joma Adeel ser træt 

ud, når man konfronterer ham med 

vestlig kritik af politiets korruption, 

ineffektivitet og eksempelvis manglende 

narkotikabekæmpelse. 

»Vi gør, hvad vi kan, og har fremskridt,« 

siger han høfligt, men henviser 

også til politilønninger helt ned til 100 

dollars om måneden som forklaring. 

Og man forstår, at han har mange 

andre bekymringer end korruption. 


INTERVIEW 

» Jeg vil gerne være 

’Barske Brian’« 


Han kalder sig for 

’borgernes mand’ 

og forsikrer, at han 

som justitsminister 

vil være ’tough on 

crime’. Og trods 

den seneste tids 

voldsomme kritik 

af politiet er Brian 

Mikkelsen positivt 

overrasket over at 

konstatere, hvor 

ekstremt kvalificeret 

og kompetent 

dansk politi er.

Af Maja Plesner 

ligesom de fleste andre drenge drømte Brian Mikkelsen engang om at 

blive hemmelig agent eller politimand. Med årene blev politidrømmen 

dog afløst af en stærk interesse for politik og samfundsforhold – Brian 

Mikkelsen skrev sit første læserbrev som 12-årig – og da det unge medlem 

af Konservativ Ungdom skulle vælge studieretning, faldt valget meget 

naturligt på statskundskab. 

Vejen var banet for en karriere inden for politik, men trods barndomsdrømmen 

blev det hverken politi, anklagemyndighed eller domstole, der 

fik den konservative politikers største bevågenhed de første mange år 

på Christiansborg. Alligevel var han begejstret, da han i september i år 

blev spurgt, om han kunne tænke sig at blive landets nye justitsminister. 

Han takkede ja med det samme og kalder jobbet et drømmejob. 

»lige fra jeg blev et selvstændigt tænkende væsen, har jeg ment, 

at det vigtigste, man kan have i et samfund, er sikkerhed og tryghed og 

retten til at udtrykke sig frit. Det er jeg med til at forsvare og værne om i 

det her job, og derfor er det et drømmejob,« siger Brian Mikkelsen, der 

stadig forsøger at genvinde pusten oven på en hæsblæsende start, hvor 

den ene mediestorm har afløst den anden, samtidig med at han har 

skullet danne sig et overblik over det store og vidt forgrenede område, 

som han nu står i spidsen for. 

Hårdere straffe hjælper 

Du har tidligere udtalt, at du er glad for, at du ikke kendte noget særligt 

til retsområdet, da du tiltrådte – hvorfor egentlig? 

»Med al respekt for min forgænger, lene Espersen, som har gjort det 

virkelig godt, synes jeg, det er vigtigt, at der nogle gange kommer en og 

ser på tingene med friske øjne, så man kan få nogle nye løsninger på 

kendte problemer.« 

Hvilke løsninger tænker du på specifikt? 

»Det kan jeg ikke sige, for det er noget af det, vi arbejder med lige nu. 

Jeg har jævnligt møde med politiet og politiets ledelse om forskellige 

temaer.« 

Altså ingen konkrete udmeldinger endnu, men én ting har Brian Mikkelsen 

ikke lagt skjul på: Han vil være ’tough on crime’: 

»Ja, jeg hører til dem, som mener, at hårdere straffe hjælper. Det sender 

et præventivt signal og får farlige forbrydere væk fra gaden. Og når 

alle de der flotte og fine kriminologer og professorer siger det modsatte, 

synes jeg ikke, de ved, hvad der foregår i den virkelige verden.« 

Men de laver vel deres undersøgelser på basis af det, der foregår i ’den 

virkelige verden’? 

»Det mener jeg ikke, de gør. For der er en utryghed i befolkningen og 

en fornemmelse af, at hård kriminalitet bliver straffet for mildt, og det vil 

Blå bog (udpluk) 

Brian Arthur Mikkelsen 

Født 31. januar 1966 i København. 

Gift med cand.jur. Eliane Wexøe-Mikkelsen. 

Parret har fire børn, hvoraf de to er fra hustruens 

første ægteskab. 

jeg gerne tage alvorligt. For jeg er 100 procent borgernes mand. Og hvis 

der er behov for det, vil jeg også komme med yderligere initiativer på 

det område for at signalere, at vi ikke accepterer kriminalitet, og at retsopfattelsen 

også betyder meget.« 

Der er altid et menneske bag 

Efter få dage i ministerstolen sagde du, at du ikke har noget imod at 

være kendt som ’Barske Brian’ som pendant til Lene Espersen, der 

kaldte sig selv ’En skrap moster’ – hvordan skal det forstås? 

»Det var ikke noget, jeg selv fandt på. Det var en journalist, der spurgte, 

men jeg vil gerne være Barske Brian. For jeg er barsk. Jeg skal ikke 

gøre det at være justitsminister til en studiekreds. Jeg skal sikre, at vi 

har et stærkt og effektivt politi, som opklarer forbrydelser, og et system, 

som burer forbryderne inde. Og jeg har ikke alle mulige medlidenhedsargumenter 

for kriminelle. Alle har jo en historie, og der er altid et menneske 

bag – selv voldsmanden, der har hakket et andet menneske ned. 

Men når man sidder anklaget for vold eller drab i retten, synes jeg ikke, 

det hjælper noget, hvad man har været ude for. Hvis man begår personfarlig 

kriminalitet, skal man straffes hårdt.« 

Men er det ikke bedre at bruge ressourcer på at forsøge at forhindre, 

at folk bliver kriminelle? 

»Jo, og det er den anden del af det, som jeg vil snakke med kommunerne 

og de sociale myndigheder om: At vi skal sørge for, at der bliver 

færrest muligt kriminelle, og at politiet får mindst muligt at lave. Jeg mener, 

at den tidlige kriminalpræventive indsats er langt, langt vigtigere 

end politiets indsats.« 

Dansk politi er ekstremt kompetent 

En af de helt store politisk varme kartofler, som den nye justitsminister 

fik serveret allerede på førstedagen i sit nye embede, var en voldsom 

opblussen af kritikken af politireformen. En kritik, der som bekendt resulterede 

i en justering af reformen, som skal sikre et mere borgernært 

politi og et efterfølgende førte til et politisk forlig, der blandt andet betyder, 

at politistyrken øges med 300 betjente. Brian Mikkelsen glæder sig 

over forliget, og håber, at der nu kommer ro omkring politiet – både internt 

og eksternt. 

»Nu handler det om at få opbakning til politiets indsats – også internt. 

Jo flere inden for politiet, der brokker sig, jo mere skader det politiet, 

og jeg synes, at når man er på en arbejdsplads, så må man bakke op 

om den og være med til at sende signalet om alt det gode, politiet gør,« 

siger justitsministeren, der i øvrigt mener, at dansk politi er ‘ekstremt 

kvalificeret, professionelt og kompetent og med nogle meget, meget 

engagerede medarbejdere’. 

Uddannelse: 

Cand.scient.pol fra Københavns Universitet 1994 

Politisk karriere: 

• Justitsminister fra september 2008 

• Kulturminister 2001–2008 

• Næstformand for den Konservative 

Folketingsgruppe siden 1999 

• Medlem af Folketinget siden 1994 

• Medlem af forretningsudvalget for KU fra 1987 

til 1989 

Professionel karriere 

• Økonom i Arbejdsløshedskassen for Selvstændige 

Erhvervsdriven de (ASE) fra 1992–1996 

• Interviewer i Gfk/Observa 1990–1992 


PORTRæT 

Ikke helt som de andre 

7.000 kilometer på cykel gennem nogle af verdens mest fjerne og ufremkommelige 

egne påvirker ens verdensbillede, mener Bjørn Harvig, der på mange måder 

tror, hans oplevelser er med til at gøre ham til en bedre politimand. 

Af Maja Plesner 

En tidlig morgen i juli 2007 spændte Bjørn 

Harvig den sidste rem på sine cykeltasker foran 

sin opgang i København, før han svingede 

ud på cykelstien og satte kursen mod nord. 

Han havde ikke afstukket en præcis rute på 

forhånd, men vidste, at han ville igennem 

Sverige, runde kanten af Finland, cykle igennem 

Rusland, Ukraine og Kaukasus for til 

sidst at ende i Iran. 

En rejse på i alt 7.000 kilometer af knap et 

halvt års varighed, hvor hans eneste selskab – 

bortset fra kæresten, som fulgtes med ham de 

første tre uger - stort set var hans cykel og de 

mennesker, han mødte undervejs. En rejse så 

rig på oplevelser, at han kunne skrive en hel 

bog om det, da han kom hjem. Det blev til 

’Igors æblehave‘, som udkom i oktober måned 

i år. 

En særlig historie 

Magasinet møder Bjørn en råkold efterårsdag 

på Østerbro. Han kommer gående – cyklen er 

nemlig udstillet hos boghandleren Arnold 

Busck, hvor den skal gøre reklame for ’Igors 

æblehave‘. I det hele taget har han haft rige - 

ligt at se til med både interviews og foredrag 

siden bogudgivelsen. For ’Igors æblehave‘ er 

en særlig historie om en særlig rejse, der både 

fascinerer og undrer. En personlig beretning 

om mødet med kulturer og mennesker præget 

af årtiers fattigdom, undertrykkelse og korruption. 

Om at knytte venskaber på tværs af alle 

skel, spise fårefedt til morgenmad, sove på 

lusede hoteller, hvor sengene er fyldt med 


andres kønshår, risikere radioaktiv bestråling 

i Tjernobyl, blive angrebet af en bidsk gadekøter 

og drikke sig fuld i billig russisk vodka. 

Ikke ligefrem en rejse for sarte sjæle, men 

sådan en er Bjørn Harvig vist heller ikke. Åben, 

nysgerrig og videbegærlig er begreber, der 

passer til den 28-årige globetrotter, som til 

daglig trækker i politiuniform på Station Bellahøj 

og sørger for ro og orden i Københavns 

gader. Selv siger han: 

»Jeg ville gerne rejse i en del af verden, 

hvor der ikke var så mange, der havde rejst 

før. lokalbefolkningen er meget mere interesseret 

i dig, hvis der ikke har været fremmede 

før. Sådan er det i Rusland og Centralasien,« 

Inden han forlod Danmark havde Bjørn 

Harvig læst grundigt på lektien. Pløjet sig gennem 

både romaner og faglitteratur om de lande, 

han har besøgt. Derfor er ’Igors æblehave‘ 

krydret med fakta om landenes historie, kultur 

og politik. 

»Det er noget andet, der er så fantastisk 

ved de rejser her: Jeg har lært vildt meget om 

de store russiske forfattere og om politik og 

steder – for eksempel Tjernobyl, som jeg besøgte. 

Det er også en af fordelene ved at skulle 

skrive om det, fandt jeg ud af. At man bliver 

mere bevidst om, hvad man vil se, og holder 

sig selv fast på det. Jeg ved da ikke, om jeg 

havde gidet vente 10 dage på at få tilladelse 

til at rejse ind i Tjernobyl, hvis jeg ikke havde 

læst en masse om det på forhånd og havde 

besluttet at skrive om det i bogen? Måske 

havde jeg, men det er ikke sikkert, og så var 

jeg gået glip af en fantastisk oplevelse.« 

Uventet hjælp fra Interpol 

Selv om både venner og bekendte flere gange 

advarede ham mod at rejse rundt i de tidligere 

Sovjetrepublikker, følte han sig aldrig rigtig 

bange på turen, og det skyldes helt sikkert den 

ballast, hans uddannelse giver ham, mener 

han. 

»Fordi jeg er politimand, udstråler jeg nok 

en vis form for autoritet. Og så kan jeg fornemme 

en stemning, længe inden andre kan. Jeg 

ser jo en underverden i København, som andre 

aldrig kommer i nærheden af. Hvis jeg kommer 

ind på et russisk værtshus, og der sidder 

10 læderjakker, så ved jeg instinktivt, hvordan 

jeg skal kante mig forbi dem uden at vække 

opmærksomhed eller provokere dem.« 

Kun uhyre sjældent hev han – diskret – politiskiltet 

frem på turen. Det skete blandt andet 

et par gange, hvor nogle lokale politifolk blev 

lidt for kække og krævede bestikkelse for helt 

åndssvage ting. 

»Det var jo enormt pinligt for dem,« smiler 

han og fortæller en lille anekdote, som han 

har udeladt i bogen. Han havde besluttet sig 

for at besøge Transnistrien – en lille republik 

i Moldova, der kæmper for selvstændighed. 

Men han kunne kun få et 10-timers visum. 

»Jeg tog kontakt til politiet i hovedstaden 

Tiraspol og forklarede, at jeg umuligt kunne nå 

at komme ind i landet og ud igen på 10 timer. 

De sagde, at jeg bare skulle betale et par dollars 

ved grænsen, så ville det ikke blive et større 

problem. Men da jeg kommer frem til grænsen, 

får jeg at vide, at jeg skal betale 200-300 

dollars! Det vil jeg selvfølgelig ikke, og i løbet

»Jeg bliver aldrig indbegrebet af 

en gængs politimand. Derfor ser 

jeg nok også verden på en lidt… 

skæv måde nogle gange i forhold 

til så mange andre i faget.« 


»

» 

PORTRæT 

af et øjeblik står der otte-ti grænsebetjente 

rundt om mig.« 

»De er heldigvis ikke fjendtlige. Mere nysgerrige. 

På et tidspunkt er der så en, der spørger, 

hvad jeg laver derhjemme. Jeg siger, at 

jeg er politimand, men det vil de ikke tro på. 

Så er det, jeg beslutter at vise dem mit IPAkort 

(International Police Association, red.), 

men ham, jeg viser det til, kan åbenbart overhovedet 

ikke læse engelsk, så han tror, jeg 

kommer fra Interpol, og så bliver der råbt ’Interpol!‘ 

ned ad gangen, og inden længe er jeg 

blevet inviteret på kaffe og kage hos chefen. 

Bagefter fik jeg selvfølgelig lov at køre over 

grænsen uden at betale en krone,« siger Bjørn 

Harvig og griner selv lidt af historien, som også 

gør ham en lille smule flov – for egentlig misbrugte 

han Interpols navn. 

En icebreaker 

Siden 2003 har Bjørn Harvig i gennemsnit rejst 

10-12 uger hvert år. Alene eller sammen med 

kæresten. Både i Mellemøsten, Sydamerika og 

Asien. 

Han betragter rejserne som en hobby, men 

de har samtidig stor betydning for hans daglige 

arbejde. 


»Jeg synes, de giver mig en stor forståelse for 

mennesker, og det kan jeg bruge over for de 

folk, jeg møder på gaden herhjemme. Jeg har 

for eksempel været i mange af de lande, hvor 

de her indvandrerdrenge kommer fra. Og når 

jeg kan sige til dem: ’Nå, kommer du fra den 

by?, der har jeg været. Og jeg kender det og 

det fodboldhold’, så er det virkelig en icebreaker. 

Så er det meget nemmere at få dem 

i tale.« 

I det hele taget anstrenger han sig virkelig 

for at møde folk uden fordomme – også de kriminelle, 

og det har rejserne hjulpet ham med 

at holde fast i, siger han. 

»Misforstå mig ikke – jeg føler mig ikke bedre 

end andre og er ikke ude på at pudse en 

glorie. Jeg synes desværre bare, mange i vores 

fag bliver fordomsfulde i kraft af det, vi oplever 

i vores daglige arbejde. Det er ikke, fordi 

jeg ikke forstår det. Hvis der tilstrækkelig mange 

gange er blevet råbt pansersvin efter dig, 

spyttet på dig, og du selv og din familie måske 

har fået trusler, bliver du til sidst træt af bestemte 

typer. Derfor synes jeg også, det er 

godt, hvis der kommer flere indvandrere i politiet, 

så man kan se, at de er lige så forskellige 

som vi andre.« 

Ære og stolthed 

Så hvad nu? Dropper han politifaget og slår 

sig ned som forfatter? 

»Nej. Jeg tror, det er vigtigt at holde fast i, 

at det er en hobby at rejse og skrive. Hvis jeg 

skulle leve af det, ville jeg hurtigt tabe interessen 

for det. Og så er jeg i øvrigt rigtig glad for 

at være politimand. Jeg synes, det er et fag 

med helt utrolig mange muligheder, og jeg tror 

aldrig, jeg bliver træt af det. Og så er det i øvrigt 

det perfekte fag at vælge, hvis man gerne 

vil rejse meget, fordi der er gode muligheder 

for at tage orlov og spare ferie og afspadsering 

op.« 

Økonomisk går det an, fordi han ikke har en 

familie at forsørge, men det er nu heller ikke 

så dyrt at rejse rundt på cykel, påpeger han. 

Med til den historie hører måske også, at Bjørn 

Harvig faktisk mange steder havde problemer 

med at få lov til at betale. Fra små private sælgere 

langs vejene til bagerforretninger og mekanikere 

var beskeden den samme: »Du er vores 

gæst, vi vil ikke have dine penge«. På trods 

af at mange af dem levede i yderste fattigdom. 

Hvorfor? spørger Bjørn Harvig i sin bog. Hvor 

kommer den ære fra? Hvor kommer den stolthed 

fra? Svaret har han endnu ikke fundet. 

Billederne her på siderne er– bortset fra portrættet – taget af Bjørn Harvig og indgår i ’Igors Æblehave’, som er udgivet på forlaget Mediehuset Luksus.

Straffesager 

på slankekur 

Spildtiden skal væk i sagsbehandlingen af straffesager rundt om i politikredsene. 

’Kuren’ hedder LEAN, og forventningen er, at resultatet både vil være 

kortere ventetid for borgerne og øget arbejdsglæde for medarbejderne. 

> 

FAKTA OM lEAN 

• lEAN er ikke en smart forkortelse, 

men betyder ganske enkelt ’slank’ 

på engelsk. 

• lEAN er et ledelsesprincip udviklet 

på Toyota-fabrikkerne i Japan i 

1960’erne. Grundtanken er, at 

enhver arbejdsproces skal bidrage 

til produktets værdi, og at spildtid 

derfor skal elimineres. 

• lEAN har vist effektive resultater i 

servicevirksomheder. Offentlige 

styrelser i Danmark har præsteret 

markante forbedringer i sagsbehandlingstider. 

• ”Blitz!” er et nøglebegreb i lEAN. 

På få dage gennemføres konkrete 

ændringer i sagsgangen. 

• ”Kaizen” er et nøglebegreb i lEAN. 

På ugentlige møder gennemgår 

organisationen, hvor der er 

mulig hed for yderligere forbedring. 

Handler om ’mange bække små’. 

Af Mikkel Thastum. Illustration Lars Andersen 

Sagsbehandlingen af straffesager kommer nu 

på slankekur. Overalt i landet arbejder et nyuddannet 

korps af anklagere, politifolk og kontorfunktionærer 

med at fjerne alle mulige former 

for spildtid, når politi og anklagemyndighed i 

det daglige beskæftiger sig med straffesager. 

Korpset på i alt 34 proceskonsulenter vil i 

de kommende måneder analysere et bredt udvalg 

af sagsgange, hvoraf nogle arbejdskrævende 

opgaver reelt ikke bidrager med andet 

end yderligere ventetid. Det kan være alt fra 

unødigt kringlet postsortering til lange e-mails, 

hvor modtageren hellere vil være fri, forklarer 

koordinator for projektet politiadvokat Bjørn 

Tegner Bay. 

»Vi skal have afdækket alt det unødige 

spild, som vi i øjeblikket går og bruger tid på 

hver eneste dag. Teorien er, at vi på nogle områder 

har masser af rutiner, hvor arbejdsindsatsen 

desværre er fuldstændig unødvendig. 

lEAN 

»LEAN er ikke raketvidenskab, 

men sund fornuft sat i system, « 

Politiadvokat Bjørn Tegner Bay 

Det betyder, at borgerne og andre myndigheder 

går og venter alt for længe på os,« siger 

Bjørn Tegner Bay. 

Sund fornuft sat i system 

Projektet bygger på principperne om lEAN, 

der er en metode til at forbedre driften i en 

virksomhed. Oprindeligt blev lEAN udviklet 

på japanske bilfabrikker, men har i de seneste 

år også vist sig effektiv i servicevirksomheder. 

Den grundlæggende tanke er, at enhver arbejdsproces 

skal gøre produktet mere værdifuldt. 

»lEAN er ikke raketvidenskab, men sund 

fornuft sat i system,« siger Bjørn Tegner Bay. 

I den indledende fase har projektet navnlig 

haft fokus på anklagemyndigheden i politikredsene. 

Men Rigsadvokaten og Rigspolitiet 

har besluttet, at arbejdet med lEAN nu skal 

udbredes til alle dele af kredsenes opgaver. 

Det sker i forlængelse af den redegørelse om 


»

lEAN 

» 

» Vi skal have afdækket 

alt det unødige spild, som vi i 

øjeblikket går og bruger tid på 

hver eneste dag.« 

initiativer for at justere politireformen, som justitsministeren 

fik i oktober. 

»Politi og anklagemyndighed er jo en servicevirksomhed, 

der producerer retssikkerhed. 

Hvis vi kan gøre det mere effektivt – så kan vi 

producere mere retssikkerhed. Derfor er dette 

bestemt ikke en spareøvelse, men et projekt, 

der skal skabe mere værdi for borgerne. Jeg 

tror, at antallet af vrede rykkerbreve vil falde. 

For spildtid i straffesager er dybt ubehagelig 


for alle parter. Offeret vil gerne videre i sit liv, 

og det samme vil gerningsmanden,« siger projektkoordinatoren. 

»En sigtelse kværner rundt i hovedet og 

overskygger alle andre tanker. Derfor er det vores 

pligt at gøre tingene så hurtigt som muligt,« 

siger Bjørn Tegner Bay. Han understreger, at 

det netop ikke er selve efterforskningen eller 

den juridiske vurdering, der skal gøres hurtigere. 

Men alle former for unødige rutiner skal på 

slankekur. Eksempelvis når medarbejderen 

skal løbe rundt for at opdrive printerpapir, finde 

sagen eller vente forgæves i en telefonkø. 

Spild kan også være unødvendige sagsbehandlingsskridt 

– eksempelvis når en sag vandrer 

formålsløst mellem forskellige afdelinger 

og advokaturer. 

Bjørn Tegner Bay påpeger, at en anden vigtig 

gevinst også vil være øget tilfredshed hos 

medarbejderne.

» Nogle steder går medarbejderne 

hjem med ondt i maven, 

fordi de bruger tiden på at 

svare på rykkerskrivelser.« 

»Nogle steder går medarbejderne hjem med 

ondt i maven, fordi de bruger tiden på at svare 

på rykkerskrivelser. Hvis vi i stedet bruger tiden 

på konkret sagsbehandling, vil det være mere tilfredsstillende 

at gå på arbejde. Det har man set 

mange andre steder, hvor man har arbejdet med 

lEAN,« siger han. 

Projektet skal aldrig stoppe 

Projektets grundprincip er, at medarbejderne 

selv skal komme med idéer til forbedringerne. 

»Den enkelte medarbejder har ofte en masse 

gode forslag til, hvordan tingene kan gøres bedre. 

Mange gange har de gået med tankerne inde 

i hovedet. Eller endnu værre: De har bragt deres 

viden videre – uden at nogen har lyttet. Nu lytter 

vi,« siger projektkoordinatoren. 

Bjørn Tegner Bay er til daglig sekretariatschef 

ved Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro. Men 

han har i projektperioden fået kontor hos Rigsadvokaten 

i København frem til sommeren 2009. 

»Det er en spændende udfordring, som jeg 

har været parat til at flytte efter. Men min daglige 

arbejdsplads vil også få noget ud af det bagefter, 

da jeg sandelig har tænkt mig at fortsætte med 

at eliminere spildtid, når jeg vender tilbage til 

Holstebro,« siger Bjørn Tegner Bay. 

I modsætning til andre projekter er det således 

tanken med lEAN, at projektet aldrig skal 

stoppe. Ifølge grundprincipperne vil der altid 

være mulighed for at finde nye idéer til at gøre 

tingene bedre. Derfor vil Rigsadvokaten også i 

de kommende år uddanne flere interne proceskonsulenter, 

der løbende kan forbedre behandlingen 

af straffesager i politi og anklagemyndighed. 

En politikreds fungerer 

som en pølsevogn 

75 ledere fra anklagemyndigheden har 

været på kursus i at optimere driften af 

en pølsevogn. 

Af Mikkel Thastum 

I en pølsevogn har et arbejdende ægtepar 

lavet faste rutiner, der skal garantere kunderne 

varme hotdogs. Men kun tilsyneladende 

er deres arbejdsgange optimale – 

faktisk betyder parrets opgavefordeling, at 

langt de fleste må gå sultne og vrede 

hjem igen. For pølsemutter må ofte vente 

på, at pølsefatter bliver færdig med sin 

del af opgaverne. Og pølsefatter må vente 

på kunderne, da han som den eneste må 

tage imod betaling. Og en gang imellem 

må pølsemutter slippe alt, hvad hun har i 

hænderne, fordi hun er løbet tør for rå løg 

og ketchup. I det hele taget kører det ikke i 

vognen. 

Sådan lød oplægget, da 75 ledere fra 

anklagemyndigheden i slutningen af oktober 

var samlet til lEAN-kursus i Viborg. 

Opgaven gik i sin enkelhed ud på at få sat 

pølsevognen på skinner. For lederne kan 

lære meget af en virksomhed, der trods 

sin enkelhed på mange måder minder om 

> 

lEAN I STRAFFESAGER 

en politikreds med forskellige personalegrupper 

og snørklede sagsgange. 

Efter kort tids debat stod det klart, at 

den alt for stive opgavefordeling mellem 

medarbejderne i pølsevognen var klart 

uhensigtsmæssig. Så blandt forbedringsforslagene 

var, at både pølsemutter og 

pølsefatter blev bemyndiget til at modtage 

betaling. Et andet forslag gik på, at 

vognen blev udstyret med større ketchupflasker, 

så der gik meget længere tid mellem, 

at ketchuppen slap op. I det hele taget 

var der et væld af muligheder for små 

og store forbedringer, når kursusdeltagerne 

kradsede lidt i den ellers så pæne 

overflade. 

Faktisk kunne arbejdsopgaven forbedres 

så meget, at parret i pølsevognen kunne 

producere flere end dobbelt så mange 

hotdogs. Vel at mærke uden at de skyndte 

sig mere – for hver enkelt nødvendig arbejdsgang 

blev bibeholdt. Det var blot al 

spildtiden, der blev fjernet. 

landets politikredse er i øje blikket i gang med at analysere og forbedre en lang række 

forskellige sagsgange. Målet er at fjerne spildtid. Planen er, at de andre kredse senere 

skal lære af de erfaringer, som den enkelte kreds har gjort sig. 

Blandt de udvalgte sagsområder er eksempelvis: 

• Tyveri og butikstyveri. Nordjyllands Politi. 

• Voldssager. Østjyllands og Københavns Vestegns Politi. 

• Arrestantsager under personfarlig kriminalitet. Midt- og Vestjyllands Politi. 

• Overtrædelser af våbenloven. Sydøstjyllands Politi. 


KRONIKKEN 

Når de unge hænger ud 

på gaden, kan det nemt 

udvikle sig til vold, påpeger 

Britta Kyvsgaard, der er 

forskningschef i Justitsministeriet 

og i mange år 

har forsket i kriminologi 

– herunder effekten af 

straffe- og behandlingsforanstaltninger 

over 

for lovovertrædere. 

Gaden er blevet mindre sikker 

Antallet af voldsepisoder i Danmark har været stabilt i flere 

år, men flere anmelder volden, som oftere involverer våben. 

Løsningen er synligt politi og ansvarlige voksne på gaderne, 

mener kronikkens forfatter, Britta Kyvsgaard. 


Af Britta Kyvsgaard 

Siden 1995 er den anmeldte vold 

steget med 35 procent. Taler vi udelukkende 

om den alvorligere vold, er 

væksten dog betydeligt større, idet 

der er tale om næsten en fordobling 

i antallet af anmeldte alvorligere 

voldstilfælde. 

Undersøger man, hvor mange der 

årligt rent faktisk udsættes for vold, 

ser tallene ganske anderledes ud. 

De første større såkaldte voldsofferundersøgelser 

blev på initiativ af 

rigspolitichefen gennemført i 

1995-1996 og viste, at 1,7 procent 

af de 16-74-årige havde været udsat 

for vold inden for det seneste år. Siden 

2005 er disse voldsofferundersøgelser 

gennemført årligt, og også 

i årene 2005-2007 angav 1,7 procent 

af borgerne, at de havde været 

udsat for vold. Heller ikke med hensyn 

til antallet af gange, de enkelte 

ofre har været udsat for vold, er der forskel mellem tallene 

fra 1990’erne og de nyeste tal. 

Forklaringen på forskellen mellem udviklingen i den 

registrerede vold og den offerrapporterede vold skal, i 

hvert fald langt hen ad vejen, findes i en øget tilbøjelighed 

til at anmelde. Anmeldelsestilbøjeligheden er således 

steget med omkring en tredjedel fra 1995 til 2007. 

Vi går i dag meget hyppigere til politiet, hvis vi har været 

udsat for vold. 

Offerundersøgelsen kan også give et svar på, hvorfor 

der især er anmeldt flere tilfælde af alvorligere vold. 

Fra midten af 1990’erne og frem til i dag er der nemlig 

sket en vækst i andelen af voldsepisoder, hvor der er 

anvendt våben eller redskab: Fra 12 procent af voldsepisoderne 

i 1995-1996 til 20 procent i 2005-2007. 

Vold med anvendelse af våben eller redskab vil som 

udgangspunkt blive klassificeret som alvorligere, uansat 

voldens konsekvenser. 

»Danske undersøgelser har 

vist, at gaden i stigende grad er 

blevet et yndet tilholdssted for 

unge, et sted, hvor de hænger 

ud med kammerater uden 

særlige gøremål.« 

Men det er vigtigt at understrege, at offerundersøgelserne 

ikke viser en vækst i andelen af voldstilfælde, 

hvor ofrene har fået synlige skader – i begge undersøgelsesperioder 

forekommer det i godt halvdelen af 

tilfældene. 

Også på et enkelt andet område viser offerundersøgelserne 

forandringer, nemlig med hensyn til gerningsstedet. 

Andelen af voldsepisoder på værtshuse er faldet 

over de seneste 10-12 år, mens den arbejdsrela te - 

rede vold omvendt er øget. Førstnævnte kan være en 

positiv følge af en øget brug af dørvogtere, bedre kendskab 

til konfliktløsning og andre indsatser for et trygt 

natteliv. 

Udenfor på gaden er der til gengæld mindre sikkert. 

I dag som tidligere foregår vold typisk på gaden. Danske 

undersøgelser har vist, at gaden i stigende grad er blevet 

et yndet tilholdssted for unge, et sted, hvor de hænger 

ud med kammerater uden særlige gøremål. Det er 

der i og for sig intet galt i, men som politiet vil vide, kan 

den slags situationer udvikle sig, hvis de unge er under

indflydelse af alkohol eller stoffer, og hvis de er ’i dårligt selskab’. I 

England taler man om livsstilsbetinget kriminalitet, for det kan dreje 

sig om unge, som i øvrigt ikke er belastet af problemer i hjemmet 

eller i skolen, men hvor det først og fremmest er livsstilen, der indebærer 

en øget risiko for kriminalitet. 

En af de kriminalitetsformer, der også hyppigt finder sted på gaden, 

er røveri. Tal fra politi og domstole tyder på, at gaderøverier har 

været i vækst, og at det alene skyldes, at flere og flere unge begår 

røverier. 

En analyse af de røverier, som politiet registrerer som ’røveri 

mod andre’, viser, at en vældig stor del af dem er gaderøverier, og 

at det typisk drejer sig om en gruppe af meget unge drenge, der 

begår røveri mod andre unge. Almindeligvis opfatter vi jo røveri 

som noget, der begås i berigelsesøjemed. Men sådan skal mange 

af gaderøverierne næppe forstås. De unge frarøver gerne offeret 

en mobiltelefon, som de jo alle i forvejen har, og som desuden kort 

efter spærres. 

Set i det perspektiv, drejer mange gaderøverier sig antagelig 

mere om status og om demonstration af magt, maskulinitet og mandighed 

end om berigelse. En sammenligning med gadevold synes 

derfor mere oplagt. 

Gadekriminalitet – ikke kun vold – er altså et fænomen, som der 

bør være fokus på: Det er antagelig i vækst, og det kan dreje sig om 

nok så alvorlig kriminalitet. Der er desværre set eksempler på, at 

simple gaderøverier har fået en fatal udgang. 

Hvad kan man gøre ved det? Det enkle svar er: Hold de unge væk 

fra gaderne! I USA har man forsøgt sig med udgangsforbud, men 

lEDEREN 

Fremad på ny 

I min forrige leder var overskriften: 

En turbulent tid. 

Siden blev det ikke mindre turbulent, og i 

forbindelse med afgivelsen af redegørelsen 

steg vindstyrken ret så kraftigt. Det endte dog 

så godt, som det kunne, med den politiske aftale 

og de muligheder og forbedringer, den indebærer. 

Aftalen er et klart skulderklap til de ansatte i 

dansk politi og anklagemyndigheden. De frustrationer, 

der har været, skulle dermed gerne 

kunne udjævnes, så de krav og opgaver, der 

følger med, kan håndteres på en god og konstruktiv 

måde. 

Hele forløbet viste i øvrigt, hvor svært det 

kan være at kommunikere både internt og 

eksternt samtidigt. Og hvor let man kan gå 

skævt af hinanden, når noget ikke umiddelbart 

er til at forstå. Så må man vel prøve at 

dog uden nogen nævneværdig succes. Det kan også ses som en 

ganske urimelig reaktion, for de fleste unge er på gaden for at more 

sig og være sammen med andre unge, hvilket i langt de fleste tilfælde 

spænder af uden problemer. 

Et andet svar kunne være at give de unge nogle muligheder, som 

er mere attraktive end gademiljøet. Efter sigende er der færre og 

færre af de unge, der benytter sig af de forskellige fritidstilbud. 

Spørgsmålet er hvorfor, og om det er muligt at gøre noget ved det. 

Antagelig er det svært, for meget tyder på, at de unge bevidst søger 

et frirum og ikke bare søger gaden, fordi der ikke er andre muligheder. 

»Vi går i dag meget hyppigere til politiet, 

hvis vi har været udsat for vold.« 

Tv-overvågning er et andet middel, der har været meget diskuteret 

i indsatsen mod gadekriminalitet. Politiet vil givetvis kunne have 

glæde af kameraernes optagelser i visse situationer, men forskningen 

peger desværre ikke på, at tv-overvågning dæmmer op for vold 

og lignende kriminalitet. 

Fokuseret politiarbejde, som målrettes efter de kendte farlige 

steder og tidspunkter, eller synlighed af andre voksne aktører, for 

eksempel natteravne, i gademiljøet i de sene nattetimer er nok en 

mere farbar vej og kan samtidig være med til at skabe større tryghed 

blandt de unge. 

spørge hvorfor og afvente svaret, inden man 

hurtigt fælder en alt for hård dom. Alt er ikke 

sort og hvidt, og der er gode forklaringer på de 

fleste ting. 

Så hvad nu? På det personlige plan må vi 

gøre det, så godt vi kan, og dermed værne om 

de store kvaliteter og den professionalisme, 

som kendetegner dansk politi. Og så fokusere 

på det positive og fortælle om alle succeserne. 

Det har vi faktisk en forpligtelse til. 

Men det er ikke kun derfor, vi skal gøre det. 

Man får det også bedre med sig selv på den 

måde. Den negative vinkel tjener sjældent 

noget formål. Den går ud over både humøret, 

motivationen og kollegerne og opgavevaretagelsen. 

Som virksomhed er politiet en stor og kompleks 

størrelse med mangeartede opgaver. 

Når en sådan virksomhed ændres, og det 

involverer 14.000 ansatte, samtidig med at 

presset øges fra alle sider, stiger kompleksiteten 

yderligere. Derfor består opgaven i at gøre 

budskaberne, ændringerne og prioriteringerne 

så klare, præcise og skarpe som muligt. 

Det er nemmere sagt end gjort, men alligevel: 

Keep it simple. Gør det ikke sværere, end 

det er. 

Torsten Hesselbjerg 


UDGIVERADRESSERET MASKINEl MAGASINPOST ID-NR. XXXXX 

Al HENVENDElSE: RIGSPOlITIET, MAGASIN@RIGSPOlITI.DK, TlF. 33 14 88 88 

MED ANDRE ORD 

Fascineret af forbrydelse 

Vi drages af sammensværgelser, sadisme, masochisme, kynisme, selvtægt 

og farlig seksualitet. Derfor er vi tiltrukket af forbrydere og deres mørke 

handlinger, mener Niels Brinch, vært på TV 2’s krimiprogram Station 2. 

Af Niels Brinch 

På mit tv derhjemme kan jeg hvert minut, døgnet 

rundt, ugen igennem se i hvert fald to–tre krimifilm 

samtidig. Når jeg rejser, læser i hvert fald en 

tredjedel af mine medpassagerer en krimi. Hvis 

man Googler ordet »crime«, får man 415 millioner 

hits. Forbrydelse er godt, populært stof. 

En aften i det sene forår 1993 fødte Jes 

Dorph-Petersen og jeg en tv-baby, der forleden, 

på sit 15. år, havde over 900.000 seere. Babyen 

fik navnet Kriminalmagasinet Station 2 på TV 2. 

I et af de første interviews, der handlede om 

Station 2, blev jeg spurgt om, hvorfor jeg troede, 

at vi som mennesker er så fascinerede af kriminalitet: 

Drab, vold, narkogangstere, mafia, menneskelig 

lidelse, undergang… 

Der skal nok en længere uddannelse til for at 

grave tilstrækkeligt ned i dybet i menneskets bevidsthed 

for at finde det helt rigtige svar. Men efter 

lidt research er mit eget bud, at vi er fascinerede 

af mennesker, der overskrider grænser. Det, 

man ikke må – og normalt ikke gør – tiltrækker. 

Det er jo et faktum, at vi alle kunne blive 

drabsmænd – under helt specielle vilkår og pres. 

Men i det daglige er vi styret af et super-ego, et 

over-jeg, der holder os inden for gruppens eller 

samfundets normer. Naturen går over optugtelsen. 

Opdragelse kan ikke altid forhindre temperament 

eller dårlig opførsel i at udvikle sig. Når vi 

presses helt ud til kanten af livet, er vores sociale 

fernis meget tynd. Vores dyriske overlevelsesinstinkt 

ligger lige under overfladen. Selv hos det 

oplyste menneske. 

Kontrasten mellem de lyse og de mørke sider er 

fascinerende. Som ved færgen Estonias forlis. 

Her var både tale om store heltegerninger, hvor 

en familiefar ofrede sin plads i redningsbåden 

for en ung kvinde. Men også om mennesker, der 

mosede sig frem og trådte hen over børn for at 

sikre sig en plads i båden og redde deres eget liv. 

Historierne om ganske almindelige mennesker, 

som af omstændighederne tvinges til handlinger, 

de aldrig havde drømt om, og om de sære 

sind, om dem med traumatiske sår, morbide 

motivationer og psykologiske kortslutninger, om 

det sælsomme og afvigende, hele denne forestillingsverden 

fuld af sammensværgelser, sadisme, 

masochisme, kynisme, selvtægt og farlig seksualitet 

drager os. 

Jeg tror, vi har et fundamentalt behov for eller 

en nysgerrighed efter at trænge ned under overfladen. 

Ved at læse om kriminalitet og forbrydere, 

se film eller tv’s faktaprogrammer om kriminalitet 

søger vi oplevelsen af, at grunden skrider 

i det indre moralske system, 

På den måde kan man gennemleve det, man 

ikke selv vover. Oplevelsen af andres psykologiske 

krisetilstande giver måske en fornemmelse 

af psykisk renselse. Man bliver konfronteret med 

sin egen angst og får den bearbejdet, indtil man 

– måske – forliger sig med den? 

Og i øvrigt – som én af mine tidligere kolleger 

sagde – så er det jo altid godt, at det går en selv 

godt – men endnu bedre, hvis det går dårligt for 

naboen.

Magasinet Politi, nr 10 - 3. december 2008.pdf - Politiets

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?